Om Ægtefællers Formueraadighed.
Ægtefællers Fællesraaden efter portugisisk Ret er fremstillet i „Kvinden og Samfundet” (1888 S. 8-11). Derved skulde være opnaaet en praktisk Løsning af Opgaven: „Fælleseje med Fællesraadighed.” Og saaledes skulde der være raadet Bod paa den væsentlige Indvending imod Ordningen: „Særeje med Særraadighed”, at Hustruen ofte intet særligt ejer, og i den Grad er optagen af Hjemmet og Børnene, at hun intet kan fortjene ved selvstændig Virksomhed, hvorfor hun altsaa heller intet faar at raade over.
Men ser man nøjere til, afhjælper den portugisiske Ordning aldeles ikke denne Skyggeside ved Ordningen „Særeje med Særraadighed.” Thi det rørlige Gods, Løsøret, er jo i Grunden det eneste, som der findes at raade over i slige Ægteskaber mellem ubemidlede. Og netop for Løsøret er Grundsætningen om Hustruens Medraaden opgiven. Her lader portugisisk Ret Manden raade alene. Hvad er der da egentlig vundet i den anførte Henseende? Intet, - efter mit Skjøn.
Skulde ikke des mindre nogen have faaet særlig Kjærlighed til den portugisiske Ordning, da bør han virke for, at mit, den 15de December 1887 i Folketinget forelagte, Lovforslag om Ægtefællers formueretlige Ligestillelse snarest muligt bliver ophøjet til Lov. Vel er nemlig „Særraade over Særeje” Hovedreglen i mit Forslag, men ved Ægtepagt er det muligt at gjøre saa store Undtagelser derfra, at den portugisiske Ordning naas. Dette skal nærmere paavises.
Mit Lovforslags § 9 siger nemlig, at „ved Ægtepagt kun afviges fra Bestemmelserne i §§ 3, 6 og 8”. Det er altsaa muligt at undtage fra Særejet og lægge over til Fællesejet alt, hvad der nævnes i § 3: 1) det indbragte, 2) Arv, Gave o. s. v. (som dog end ikke den portugisiske Ordning vil have helt ind under Fællesejet), samt - hvad der her, hvor Talen er om ubemidledes Ægteskaber, bliver det vigtigste - 3) Selverhvervet („Errungenschaff i Følge tysk Retssprog) og 4) Udbyttet af de nævnte Erhvervskilder, helt eller delvis.
Med Hensyn til Raadigheden over det saaledes, ved Ægtepagt bestemte, undtagne Gods gjælder derefter mit Lovforslags § 5: „Over Boets Fælleseje kan den ene Ægtefælle ikke raade imod den andens Vilje, med mindre det sker til fælles Nytte og uomgængelig Fornødenhed”, - en mer frisindet Bestemmelse end den portugisiske Lovbogs, der giver Manden Eneraadighed over Løsøret. *).
Men vil man endelig være „portugisisk” ogsaa heri, kan man faa sin Vilje ogsaa i Kraft af mit Lovforslag. Vel kan der ikke ved Ægtepagt gjøres Undtagelser fra § 5, men „indføres ved Ægtepagt Formuefællesskab, idet alt ved § 3 lovbestemt Særeje bliver Fælleseje, vil det være formaalstjenligt i Ægtepagten ogsaa at bestemme, hvilken af Ægtefællerne der skal bestyre Fællesboet. Denne udøver da Raadigheden ikke imod, men med den andens Vilje, efter en almindelig Bemyndigelse. Ved en saadan Bestemmelse i Ægtepagten afviges altsaa ikke fra § 5” o. s. v. (se min Bog S. 79-80, Noten). Hvor hele Ejet bestaar af Løsøre, bliver Ordningen altsaa „portugisisk”, naar Manden bliver eneraadig.
Som man ser, er mit Lovforslag saa bøjeligt, at det kan føje sig efter næsten alle Ægtepars forskjellige Smag, dog at deres Ligestilling i alt væsenligt hævdes, saa vidt muligt. Da dette, der særlig kjendetegner mit Forslag, imidlertid ikke kan ses af §§ l-8, som „Kvinden og Samfundet” alene meddeler fuldstændig, tillader jeg mig, efter den stenografiske Folketingstidende (Spalte 827) at gjengive nogle af mine Udtalelser ved Lovforslagets Forelæggelse den 15de December 1887:
„Man vil, naar man læser Lovforslagets første Paragrafer, være tilbøjelig til at tro. at Forslaget er meget vidtgaaende. Det foreslaar imidlertid aldeles ingen som helst Forandring at gjøre med Hensyn til de Ægteskaber, som bestaa, naar Loven træder i Kraft, hvilket foreløbig er foreslaaet at skulle ske den 1ste Januar 1889, men Ægtefæller i disse Ægteskaber, som ønske at komme ind under de nye Regler, kunne opnaa dette ved at afgive en Erklæring. Dernæst tvinges ingen, som efter den 1ste Januar 1889 indgaar Ægteskab, til at gaa ind paa Lovens Hovedregel, idet der gives Adgang til ved Ægtepagt at gjøre Undtagelser fra Hovedreglen, endog saa store Undtagelser, at, hvis de ønske det, kunne de komme ind under det samme gamle Formuefællesskab, som for Øjeblikket er raadende. Hver Gang der indgaas Ægteskab, skulle de vordende Ægtefæller vælge mellem den ene eller den anden formueretlige Ordning. Nu er det som oftest Tilfældet, at man gifter sig uden i Forvejen at have tænkt paa dette vigtige Forhold. De vedkommende skulle derfor ved en Erklæring eller ved "n Ægtepagt, der gjør Undtagelse fra Keglen, tilkjendegive, om de ville have deres indbyrdes Formueforhold ordnet paa den ene eller den anden Maade. Og saa skal jeg endelig sige, hvad Hovedreglen er. Den gaar ud fra det, der blev slaaet fast ved den lille Lov af 7de Maj 1880, og har selvfølgelig optaget det Punkt, at hver af Ægtefællerne raader selvstændig over, hvad hver erhverver ved selvstændig Virksomhed; men dernæst er dette udvidet til Raadighed over, hvad hver især indbringer i Boet, og hvad der under Ægteskabet tilfalder hver enkelt ved Arv, Testament eller som Gave, samt til, hvad der opstaar som Udbytte af dette Særeje. Jeg skal ikke opholde mig ved Enkelthederne i Lovforslaget, men kun i største Korthed udtrykke Lovforslagets Hovedtanke, Hovedregel, i de Ord: Særraade over Særeje. Altsaa ved Indtrædelsen i Ægteskabet forandres der foreløbig intet i hver enkelt Ægtefælles økonomiske Forhold; det afhænger da af, hvorledes Ægteskabet udvikler sig, om de sammenbragte Formuer eller det, som senere kommer til, smelte sammen eller ej. Det naturligste og ønskeligste er naturligvis, at der sker en saadan Sammensmeltning, og at der i Virkeligheden bliver Formuefællesskab. Men det kan der overmaade godt blive uagtet en saadan Lov; thi hvor Kjærlighedens Lov gjælder, der behøves denne Lov ikke, og der kommer den ikke til Anvendelse. Det kommer ikke Udenforstaaende ved, hvorledes Ægtefællerne ville ordne Forholdet. Loven er kun til for det Tilfældes Skyld, at der opstaar Uenighed mellem Ægtefællerne, og navnlig, naar denne Uenighed bliver saa stor, at de maa paakalde Rettens Hjælp, at Retten skal dømme mellem dem, og det forekommer mig da, at den ikke kan dømme retfærdig uden at have de Regler, som her ere omtalte, at gaa efter. Der er en Bestemmelse, som jeg har beholdt fra det nu bestaaende, og med Hensyn til hvilken der kan være Tvivl om, hvorvidt den er rigtig, og det er nemlig i Tilfælde af Dødsfald; da gjælder den gamle Regel, at det hele Bo betragtes, med et vist Fradrag, som et Fællesbo, idet jeg nemlig mener, at Lovgivningen maa forudsætte, at, naar det er Døden, der opløser Ægteskabet, har det været et virkeligt Ægteskab, medens man, naar det er Skilsmisse, forholder sig paa anden Maade. Men det er et underordnet Punkt, som jeg personlig slet ikke lægger videre Vægt paa. Det, det er mig nærmest om at gjøre, er, at denne vigtige Sag kommer frem til Forhandling og til nærmere Undersøgelse, og at denne Forhandling begynder saa tidlig, at vi ikke skulle blive altfor langt tilbage i den almindelige Retsudvikling i den civiliserede Verden”.
*)Se min 1884 udgivne Bog „Om Ægtefællers formueretlige Ligestillelse”, Side 206-7. Til denne henvises i det følgende ved Ordene „min Bog”.
