Er Kvinderne Fredssagens og Kvindesagens Modstandere?
Hvis man kan gaa ud fra det gamle Ord, at den, der ikke er med i en Sag, er imod den, kan man vist gærne besvare det anførte Spørgsmaal med et ja. Naar man nemlig taler med Kvinder om Kvindesagen og forsøger at paavirke dem til Fordel for den, er det et aldeles forbavsende Flertal, som stiller sig ligegyldig dertil, ikke at tale om dem, der strax udbryde: "Vor Herre bevare os, lad os bare ikke komme ind i alt det Vrøvl, vi har saamænd nok at passe foruden." Saa staar man der. Ja med dem er der nu en Gang ikke noget at stille op. - Gamle konservative Damer kan man endda forstaa, men de yngre! Mon det dog skal vare Evigheder, inden Damerne lære at indse, at de staa sig selv i Lyset, ved fremdeles at ville blive indenfor den lille snævre Kreds, hvori deres Tanker og Interesser hidtil i Almindelighed har bevæget sig, at de vil blive langt mere uafhængige, naar de lære at ernære sig selv, og at de vil faa mere Indflydelse, større Betydning, naar de arbejde med paa saadanne sociale Omraader, hvor de bør være ligestillede med Mændene.
Taler man nu til dem om Kvindens Valgret, blive de nu helt forskrækkede. Man skulde tro, at de uden videre antog, at alle Damer skulde ind i Rigsdagen, og helst lige strax. Den mindre drabelige Fremtidsudsigt, at muligvis en eller anden Dame til en Begyndelse kunde vove at interpellere en Folketingskandidat, eller - hvis de en Gang med Tiden faa Lov dertil - frygtende og rimeligvis faatallige afgive deres Stemme paa Valgdagen, tænke de sig vistnok slet ikke. Og dog vil det vel netop komme saaledes.
Der vil gaa længere Tid hen, inden Kvinderne selv opstille en Kandidat, som naturligvis ikke engang bliver valgt, førend Forsøget er anstillet adskillige Gange, saa det har lange Udsigter. En Kamp imellem Kønnene vilde nu ganske vist være alt andet end heldig, og Kvinderne vilde let faa Mændene imod sig ved at gaa for rask tilværks, men det har heller ingen Nød; der er ingen Fare for, at det skal gaa for hurtigt. Hos os sker der ingen Revolutioner, aller mindst sociale, og Reformernes Vej er lang i vore Dage.
En Dame anførte en Gang som Indvending imod Kvindesagen, at den jo var helt overflødig, da det dog var Mændenes naturlige Pligt at beskytte og forsørge Kvinden. "Det gør min Mand," tilføjede hun. Ja, naar alle Kvinder levede under saadanne ideale Forhold; men hvad skal da Kvinder gøre, som ingen Mand har til at forsørge og beskytte dem, eller hvis de tilfældigvis har en, og han maaske undlader at opfylde disse skønne Pligter - eller Rettigheder, om man vil? Virkeligheden leverer jo undertiden Exempler paa slige Tilfælde. Jeg mener nu, at for dem maa baade de andre, der er lykkeligere stillede, og de selv arbejde paa forbedrede Tilstande, og Vejen dertil er - vistnok, at Kvinderne slutte sig sammen i Foreninger, hvor enhver forpligter sig til, efter Evne, at udrette noget, om end maaske kun lidt, i denne Sag. Ingen sand Kvinde vil derfor forsømme sine nærmeste Pligter i Hjemmet. Disse vil altid være hende hellige; men lidt kan enhver udrette, ogsaa paa andre Omraader. Ved blot at bringe Kvindesagen paa Tale, naar man er sammen med andre Damer, ved at udlaane "Hvad vi vil", som dog vel de fleste af Kvindesagens Venner er Ejere af, og ved at overvære Kvindeforeninger og faa andre til at gøre det samme, udrettes dog undertiden noget. At gaa til et Møde i Stedet for at gaa i Theatret eller i Selskab en Aften, er dog et Offer, hvis det virkelig skal betragtes saaledes, som enhver kan bringe, men ogsaa dette kan møde en rentud komisk Modstand. En Dame, der interesserer sig levende for Kvindesagen, vilde saaledes engang overvære et Møde i Fremskridtsforeningen, men fik, et Øjeblik førend hun skulde begive sig derhen, Besøg af en kvindelig Bekendt, der vilde tilbringe Aftenen hos hende, hvorfor hun, da hun nødig vilde udeblive fra Mødet, opfordrede denne til at gaa med. "Jeg tror, De vil," svarede denne, "det er jo socialistisk. Jeg har desuden Legater, som jeg kunde miste, i Fald nogen, som kender mig, saa mig der." Ingen Forestillinger hjalp, og Værtinden maatte bringe Høfligheden det Offer, at blive hjemme. Hvad skal man imidlertid sige til saa megen Fordom?
Stort bedre gaar det ikke, naar man vil hverve Venner for Fredssagen iblandt Kvinderne. Man skulde dog synes, at Krigens Afskyligheder, mere end alt andet, maatte være kvindelige Sjæle imod, men der gives flere modige Kanonkvinder end man aner. Det forstaar sig, de skal jo heller ikke selv med i Krigen, men alligevel, det gaar jo dog indirekte ud over os alle i Krigstid, og direkte over vore mandlige Venner og nærmeste, men den Tanke forfærder ikke civiliserede Kvinder. "Krigen er et nødvendigt Onde, det er Guds Vilje," sige de. Naa, Vorherre faar jo Skylden for saa meget, og jo mere begejstrede de er over Krigsrumlen, jo større Fædrelandskærlighed tror de at have, og saa tænke de ikke paa, at de vilde gøre Menneskeheden større Gavn ved at arbejde alle som en paa Fredssagen, om ikke ved andet, saa ved at blive Medlem af de Kvindeforeninger, der har Fredssagen paa deres Program. Det vilde dog være en af Menneskeslægtens største og skønneste Seire, om international Voldgift en Gang kunde afløse de umenneskelige Krige, og jeg kan ikke slutte disse Linjer uden varmt at anbefale denne Sags kvindelige Modstandere, at skænke den en mere virksom Interesse i den angivne Retning. At gøre dette er hverken emanciperet eller ukvindeligt, undtagen for en rent kinesisk Betragtningsmaade.
