Amerikanske Kvinder.

Brev til Kvinden og Samfundet fra Marie Zakrzewska.

II.

Ved indgaaende Betragtning vil man finde, at den typiske amerikanske Kvinde, som der skrives og tales saa meget om, er i Besiddelse af Dannelse, en smuk Fremtræden og alle huslige Dyder; hun ønsker selv at gaa frem i Udvikling og at hjælpe andre til det samme. I den anden Klasse Kvinder (læs: de der kun i et eller to Slægtled har været Amerikanere; se November-Decemberhæftet S. 241) er der mange, som ikke har gjennemløbet alle de Udviklingstrin, der er at tilbagelægge imellem den nyankomne Indvandrer og den dannede, fri, amerikanske Kvinde; men alligevel er de i Virkeligheden Amerikanerinder, da de selv, - og maaske ogsaa en af deres Forældre eller begge - er født her. Og dog er de paavirkede af de nedarvede Sæder og Skikke, som herske i det Land, som deres Forældre eller maaské deres Bedsteforældre er udvandrede fra; de har endnu ikke tillempet sig til den absolute Frihed, som de her er i Besiddelse af; de har sluppet de gamle Former uden helt og holdent at kunne tilegne sig de ny selvvalgte, som passer i et frit Land. Hvor underligt det end kan synes, saa frembringer ikke denne Forbindelse af den gamle og den ny Verdens Tanker et saa heldigt Resultat, som man skulde vente, og derfor træffer vi ofte amerikanske Kvinder, som ligner de Beskrivelser, der fremkommer i evropæiske Tidsskrifter og Romaner; dette er især Tilfældet, naar saadanne Kvinder paa Grund af deres Rigdom indtager en fremtrædende Stilling i Selskabslivet. Men selv om vi kan opstille som Regel, at de fleste dovne og letsindige Kvinder findes i denne Klasse, saa er der dog ogsaa i den et stort Mindretal af højt dannede Kvinder, og vi maa heller ikke glemme, at vi blandt de egentlige Amerikanerinder finder et forholdsvis lige saa stort Antal Undtagelser: flygtige, letsindige Kvinder, som kun er optagne af Livets Nydelser og Luxus.

Det vilde imidlertid være forkert at tillægge Kvinderne alene, hvad Klasse de saa hører til, Skylden for deres letsindige Liv, Kvinden kan ikke dømmes uden Manden, ligesaa lidt som Manden uden Kvinden; begge maa de ses i Forhold til deres Omgivelser. Hvad der er sagt om Kvinderne, passer ogsaa paa Mændene; ogsaa de falder ind under de samme Klasser; med Hensyn til deres Maade at leve paa har de amerikanske Mænd mere Hang til Ødselhed end Kvinderne: i Amerika er det forholdsvis let at blive rig, og det Arbejde, hvorved Formuer skabes, er i høj Grad pirrende. Mændene har ogsaa større Tilbøjelighed til at ville synes rigere, end de i Virkeligheden er; det er meget sjældent, at en Mand indvier sin Hustru, sin Datter eller Søster i sin virkelige økonomiske Stilling; men ofte tilskynder han sin Familie til en Levevis, der er over hans Ævne. Blandt Amerikanere indbyrdes, især blandt Kvinderne, hører man ofte Udtalelser som disse: „Her i Landet lever vi allesammen over Ævne”, eller „Jeg vilde ønske, vi kunde indføre den Nationalskik at være sparsommelige, saa der kunde blive sat en Stopper for vor Ødselhed; for hele Familier kunde leve af det, som vi kaster bort.”

Disse nationaløkonomiske Spørgsmaal danner Hovedæmnet for Forhandlingerne paa de ovenomtalte Kvindekongresser; i disse deltager baade Mænd og Kvinder.

Den røde Traad, der gaar igjennem det altsammen, er Ønsket om at skaffe Kvinderne større Oplysning, give dem ædlere Livsmaal, skabe en Morallov, der er mere i Overensstemmelse med den gyldne Regel: „Som I vil, at andre skal gjøre imod Eder, saaledes gjøre I og imod dem”; - Ønsket om at anspore alle Kvinder til at højne Religionen ved selv at tage virksom Del i Kirkesamfundenes Liv, til at finde højere Former for Fattighjælp og Velgjørenhed ved at sætte sig ind i, hvad sand Velgjørenhed er, - til at finde bedre Methoder i Forretningslivet ved at vælge en Gren af dette, der passer for deres Ævner, til at skabe en renere og ædlere Politik ved at arbejde for Kvindernes Stemmeret.

De praktiske Resultater af disse Lærdomme lægger sig for Dagen i det Arbejde, Kvinderne har taget op: at bringe de ny kvindelige Elementer i Befolkningen, især de ny ankomne Indvandrere, men ogsaa dem, der har opholdt sig en Snes Aar i Amerika, til at smelte sammen med det øvrige Folk.

Før jeg gaar over til at omtale denne Klasse, maa jeg dvæle ved et ejendommeligt Træk hos Kvinderne af de to første Klasser. Jeg kan ikke lade være at omtale det Heltemod, som disse Kvinder lægger for Dagen, naar de rammes at økonomisk Ulykke; Hustruernes fuldstændige Uvidenhed om deres Mænds virkelige økonomiske Stilling er det svage Punkt i det amerikanske Familieliv; det er utvivlsomt en af de væsentligste Grunde til, at økonomisk selvstændige Kvinder ikke attraar Ægteskab saa stærkt, som de maaske ellers vilde. Det er saaledes ofte Tilfældet, at et Hus, der føres i stor Stil, paa ingen Maade hviler paa et solidt Grundlag, og pludselig økonomisk Ruin er en ikke sjælden Begivenhed. Naar den Art Modgang rammer en Familie, ser man ofte Husets unge Døtre, som er opdragne i Overdaadighed og med fuld Frihed til kun at følge deres egen Smag og Tilbøjelighed, rolig og værdig forlade de Veje, som de hidtil har fulgt, og anvende de Kundskaber eller Talenter, som de har erhvervet og udviklet i Skoler, Kollegier eller Konstskoler, til at skaffe sig selv, og om fornødent ogsaa Forældrene Livets Ophold. Eller, hvis de ingen brugbare Talenter har, saa opretter de, enten alene eller sammen med deres Moder et Pensionat, („boarding house”); af saadanne Pensionater findes der mange i alle større Byer, da Pensionatslivet er den almindelige Leveform for ugifte Mænd og Kvinder, der har Arbejde ved de forskjellige Slags Forretninger. Aldrig ser man hos Kvinder af denne Klasse den Fortvivlelse, den Mangel paa Mod og Værdighed eller den Hjælpeløshed, der er saa almindelig blandt mindre dannede Kvinder. Den Sindsligevægt, de lægger for Dagen i den Art Modgang, kan endogsaa under Tiden gjøre et pinligt Indtryk, og den fremmede Iagttager kan ikke lade være at opkaste det naturlige Spørgsmaal, om denne Sindsro ikke muligvis skyldes Mangel paa Hjærte. Hvad nu Grunden end er, saa meget er vist, at hverken Hustruer eller Døtre bliver saa stærkt berørte af Familiens økonomiske Ruin som Familiefaderen; sjælden hører man, at en Kvinde gaar fra Forstanden, fordi hendes Mand er spillet Fallit, og hun er nødt til at arbejde for sit Brød, men man hører ofte, at en Mand bliver melankolsk eller gaar fra Forstanden, fordi hans Hustru og Døtre, paa Grund af hans Fallit, maa forsørge Familien.

De Kvinder, som har gjort den Art Erfaringer, slutter sig naturligvis til den Skare Kvinder, som har gjort det til deres Maal og Gjerning i Livet at arbejde for Menneskenes Vel i Almindelighed og for Kvindernes i Særdeleshed ved at lære dem Sparsommelighed og Sanddruhed, ved at kræve Ret til at vide alt, hvad der vedrører Familiens Vel og Ve, saa de ogsaa kan være i Stand til at give et godt Raad om alle de Ting, der har saa stor Betydning for Familiens Lykke.

Den tredje Klasse Kvinder, som af Evropæerne benævnes Amerikanerinder, er enten i Følge eget Valg blevne Beboere af denne lykkelige Verdensdel eller ogsaa er de fulgt herover med Ægtemænd eller Fædre. De er lette at skildre; en Del af dem lever uden nogetsomhelst Kjendskab til de to andre Klasser; i alle ydre Ting er de fuldstændig afhængige af deres Mand eller deres Fader; de danner saaledes smaa afsluttede Kredse i de store Byer, og da de bevarer saa meget som muligt af deres nationale Ejendommeligheder, opstaar der tyske, franske og skandinaviske Omgangskredse, hvis Medlemmer kun har et rent overfladisk Kjendskab til deres amerikanske Naboer og ikke slutter sig nærmere til dem, før deres Børn begynder at besøge de offentlige Skoler og Kollegier, og Forældrene ligefrem tvinges til at træde i nærmere Forhold til deres Omgivelser.

En Underafdeling af denne Klasse er de dannede Kvinder, som er komne herover for at tjene deres Brød; for dem er det en Nødvendighed strax at komme i Forbindelse med og finde Støtte hos de amerikanske Kvinder, og de bliver i Løbet af kort Tid mere eller mindre amerikaniserede. Saadanne Kvinder er ikke blot en værdifuld Tilvæxt for vort Selskabsliv, men de amerikanske Kvinder finder ofte i dem dygtige Mellemmænd mellem sig og den store Mængde uvidende, indvandrede Kvinder, dels gifte Koner, dels ugifte Kvinder, som er komne herover i Egenskab af Tjenestepiger i Haab om at forbedre deres Kaar; - alle er de lettere at faa i Tale for Landsmandinder end for Amerikanerinder. Og alle er de at beklage; thi deres tarvelige Opdragelse og ringe aandelige Udvikling gjør dem dobbelt hjælpeløse, fattige som de er og uden Kjendskab til Sproget.

De nyankomne Indvandrere, som er nødte til at søge Arbejde i de store Byer paa Atlanterhavets Kyst, er Gjenstand for Velgjørenhed og Omsorg af enhver Art. I denne Gjerning gaar Kvinderne i Spidsen; Antallet af private Foreninger, som er stiftede af og stadig bæres af disse samme udskregne amerikanske Kvinder er forbavsende stort, og man maa i lige høj Grad beundre disse Foreningers Planer, der er udkastet med overlegen Indsigt, og den storartede Maade, hvorpaa Foreningerne ledes. Man misforstaa os dog ikke: alt hvad der burde gjøres for denne Klasse Indvandrere, er endnu ikke gjort, fordi det er en Umulighed. Prøv at sætte Dem ind i Forholdene! Der kommer daglig flere hundrede og forøger det i Forvejen meget store Antal af fremmede, der endnu trænger til Arbejde, Raad og Hjælp. Hvorledes man skal forhindre Nød og Forbrydelser blandt de nyankomne i vore store Handelsbyer, det er det Kæmpespørgsmaal, som Evropa har givet os at løse. Dette Spørgsmaal drøftes stadig i alle Samfundkredse baade af Mænd og Kvinder; paa Grund af deres mere let bevægelige Natur gaar disse sidste i Spidsen, naar det gjælder Handling.

Er der nu nogen Grund til at bebrejde de Kvinder, som daglig har Indvandrernes Elendighed for Øje, som i deres Virksomhed iblandt dem ofte finder et Hus fuldt af sygelige, snavsede Børn, der græder af Sult eller stønner af Smerte, - er der nogen Grund til at bebrejde dem, eller kan man overhovedet undre sig over, at de under Tiden kan være fristede til at forsømme deres eget Hus og Hjem. Jeg véd selv at fortælle om Dage, da jeg hverken tænkte paa Mad eller Søvn, Kulde eller Varme, Forretninger eller Familie, men kun gik fra det ene Sted til det andet og prøvede paa at skaffe Hjælp, enten i Form af Gaver eller Arbejde, til stakkels ulykkelige Mennesker, der ikke kunde udtrykke deres Nød paa Engelsk. Herovre er man ellers ikke vant til daglig at se al den Fattigdom og Urenlighed, som man kjender saa godt i alle store Byer i Evropa, og Kvindernes Medfølelse for den Art Forhold vækkes saa meget lettere, som enhver Arbejder herovre al Tid kan have et rent og ordentligt Hjem. - Fattigdom føles stærkest ved Sammenligning, og man hører ofte nyankomne Indvandrere, som ikke lige strax har Lykken med sig, klage bittert over den Skuffelse, de har lidt, idet de bliver ved at være fattige. Her er et Exempel, der kun er ét af mange. En tysk Kone kom til vor Poliklinik som Patient, og jeg tog hende under Behandling; hun fortalte mig saa sin Historie. Hun og hendes Mand og fem Børn var komne til Amerika for 2-3 Maaneder siden, ingen af dem kunde et Ord Engelsk. En amerikansk Dame anbefalede Manden til en Orkesterdirigent, som ogsaa antog ham, men ikke gav ham mere end „3 Dollars om Dagen”, og det „var alt hvad Familien havde at leve af”; - „ganske vist”, tilføjede hun „giver saa min Søsters Mand, som er Bager, os alt det Brød, vi spiser”. Saa spurgte jeg: „Hvor meget tjente Deres Mand, da han var Banevogter hjemme i Tyskland?” Hun nævnede Summen, jeg tror, det var to Reichsmark (en halv Dollar) om Dagen; men hun tilføjede: „Men saa havde vi selv Kartofler i et lille Stykke Jord, som hørte til vort Hus, og somme Tider var han fri for Tjeneste, og saa gjorde jeg hans Arbejde, og han spillede saa snart det ene Sted og snart det andet - for han havde været ved Militærmusiken - og tjente en eller to Mark extra”. Da jeg spurgte hende, hvor mange Værelser de havde hjemme i Tyskland, svarede hun: „Et Værelse, et Kammer og et Kjøkken”. - „Hvor tit spiste De Kjød derhjemme?” „Hver Søndag”. - „Hvor tit fik De Kage og Hvedebrød?” „Ikke ret tit, men al Tid til Jul og naar der var Marked”. - „Naa, fortæl mig saa, hvor mange Værelser, De har her?” Hun svarede: „Kjøkken, Dagligstue og tre Sovekamre”. - „Hvor ofte spiser De Kjød?” „Morgen og Middag, og om Aftenen spiser vi Pølser”, - og hendes Tone udtrykte en ikke ringe Forbavselse over at jeg kunde tænke mig det anderledes. „Spiser De Hvedebrød eller Rugbrød?” „Nej, min Svoger sender os naturligvis Hvedebrød”. - „Naa, og Kage og den Slags Ting - ?” „Well”, sagde hun; - det var det eneste engelske Ord, hun kunde, - „vi lever jo nok bedre nu, for nu bager jeg Kage hver Lørdag”.

- Denne Kone gik og gjorde sig selv syg og ulykkelig ved at sammenligne sine Forhold med sin velhavende Families og klagede over sin Fattigdom uden at huske paa, hvor usselt de før havde levet. Denne Familie er nu ved Sparsommelighed og Flid bleven velstaaende og ejer et lille Hus, hvor de har boet i fem Aar. Men hvordan vilde det være gaaet dem, hvis ikke den amerikanske Dame havde taget sig af dem og skaffet Manden Arbejde, og hvis der ikke havde været en Klinik at gaa til for den syge Kone? At den amerikanske Dame, som tog sig af dem, tilfældigvis var en fanatisk Forkæmper for Afholdssagen, skadede ingenlunde Familien; hun lovede dem øjeblikkelig Hjælp, dersom Manden vilde aflægge Good Templar Løftet, og dette kaldte en ædel Ærgjerrighed til Live hos dem. Løftet hindrede dem ikke i at drikke et Glas Øl hjemme hos sig selv, som de var vant til, men det vakte Mandens Æresfølelse og holdt ham hjemme fra Værtshuset og fra de Bekjendtskaber, han kunde gjøre der. Det er kun Skade, at der ikke er Tusinder af saadanne amerikanske Kvinder med Ævne til den Art Missionsgjerning, og saa fri for andre Pligter, at de helt kan hellige sig til den. Meget er i saa Henseende udført af Kvinder. I adskillige af de forenede Stater gjælder en Lov, som forbyder Tilvirkning og Indførsel af Vin, Øl og Spirituosa, og at denne Lov er bleven vedtagen, skyldes især de amerikanske Kvinders Energi: ved deres Virksomhed blandt Fattigfolk, ser de paa nært Hold al den Elendighed, som Drukkenskaben foraarsager, og er efter Haanden kommen til at betragte denne Last som Hovedaarsagen til Fattigdom og Fornedrelse.

En anden Ting, som ikke kan undgaa de Kvinders Opmærksomhed, som har med filantropisk Virksomhed at gjøre, er de mange Børn i Familier, som kun har Brød til et Par. Men det er langt fra al Tid den Dame, som kommer til en saadan Familie for at yde Hjælp, der bringer dette vanskelige Spørgsmaal paa Bane; i Regelen er det den stakkels Moder, som udbryder: „Naar vi dog blot ikke fik saa mange Børn”!

Velgjørenhedsarbejdet er imidlertid ikke indskrænket til Indvandrerne alene, men har ogsaa et stort Virkefelt i de Stater, hvor Millioner af Negre i over to Aarhundreder har været holdt i Slaveri og Uvidenhed. De amerikanske Kvinder i Sydstaterne udfører ogsaa et stort Velgjørenhedsarbejde; efter Krigen og Slaveriets Ophævelse har de indset, at de kun paa denne Maade kan bevare deres Indflydelse paa Negerne, og de amerikanske Kvinder i de nordlige og vestlige Stater hjælper dem af al Magt med at oprette Skoler for Negerne og uddanne Lærere til disse af deres egen Race.

Endvidere er der mange hvide Mennesker baade i Syden og i Vesten, som lever i Egne, saa sparsomt befolkede, at de næsten kan kaldes Ørkner; hvorledes man skal skaffe disse Mennesker Oplysning og Dannelse, er et andet stort Spørgsmaal, som trænger til at løses. For at faa Klarhed i disse vigtige Ting er der Brug for alle gode Mænds og Kvinders Forstand og Arbejde; Landets uhyre Udstrækning gjør det saa meget vanskeligere at faa Bugt med Uvidenheden, saa der i Virkeligheden kun er meget faa Lediggængere blandt den dannede Del af Befolkningen. Forholdenes Tryk, den absolute Nødvendighed af at virke for Udbredelse af Oplysning for at hindre Lovløshed og Tilbagevenden til Vildhedstilstanden, kalder alle menneskelige Følelser frem; ikke blot det egennyttige Arbejde under Trykket af Selvopholdelsesdriften, men ogsaa det uegennyttige, fremkaldt af Menneskelighedsfølelsens højere Drift - og den Art Følelser er uafhængige af Menneskers Kiøn. Hvemsomhelst der kan tage virksom Del i det store Kulturarbejde, finder i de Forenede Stater den størst mulige Arbejdsmark og den rigeste Lejlighed til at gjøre Gavn.

Derfor er det hverken Trang til at gjøre sig bemærket eller Lyst til at slippe for de hjemlige Pligter, eller Ønsket om at vinde et Navn, der ligger bag ved de amerikanske Kvinders Arbejde. De slutter sig sammen i Foreninger og sender deres bedste Elementer, Folk med skarpe Hoveder og varme Hjærter til Kongresser, hvor de kan udvexle Meninger, drøfte foreslaaede Foranstaltninger og lægge Planer til at gjøre deres Gjerning mere omfattende: vinde flere Medarbejdere, forbedre deres Fremgangsmaade og strække sig til det størst mulige Antal fattige og uoplyste Mennesker, som trænger til deres Hjælp. De Kvinder, som paa Grund af huslige Pligter ikke kan tage virksom Del i Arbejdet giver Tusinder af Dollars til det, og Mænd, som er bundne til deres Forretninger, gjør Tjeneste som merkantile Raadgivere og giver ogsaa store Pengebidrag til de nødvendige Fonds.

En Clara Barton - som ogsaa er vel kjendt i Evropa som den, der har forbedret Hospitalsvæsenet og faaet Baraksystemet indført - har kun at sige et Ord, naar hun drager hen til et Sted, hvor Ild eller Vand har anrettet Ødelæggelser, og utallige Kvinder tilbyder at følge med hende og arbejde gratis under hende, og Mænd skjænker store Pengesummer til de skadelidte. - Jeg kunde anføre talrige Exempler paa, at amerikanske Lærerinder har stillet sig i Spidsen for Indsamlinger til fattige og uoplyste Mennesker, og de nødvendige Midler blev øjeblikkelig skaftet til Veje.

Det er ikke mere end tre og tredive Aar siden, at jeg, en fremmed, uden noget Navn, og tilhørende den tredje Klasse amerikanske Kvinder, henvendte mig til Almenheden med den Plan at faa oprettet et Hospital, hvor Kvinder kunde uddannes til Læger; alt hvad jeg havde at tilbyde var mig selv, skikket, som jeg mente at være, til det Arbejde. Planen vandt Bifald, Bidragene begyndte at strømme ind, og der blev rejst Penge til at bygge ikke ét, men mange Hospitaler for Kvinder og Børn, hvor kvindelige Læger og kvindelige Kirurger har hele Ledelsen. Den første Begyndelse til disse Hospitaler var under Tiden ringe nok; det, jeg har forestaaet her i Boston i tredive Aar, begyndte f. Ex med 150 Dollars; nu ejer det en Formue paa flere hundrede tusind Dollars, og vi tænker paa at udvide det og opføre Bygninger, som vil koste 150,000 Dollars, og som vi haaber at kunne tage i Brug inden to Aars Forløb.

Jeg haaber nu, det vil være indlysende, at den amerikanske Kvinde paa ingen Maade er det, som den evropæiske Litteratur i Regelen gjør hende til; heller ikke er hun et saa unyttigt Væsen, som hun ser ud til, naar man træffer hende som Tourist i Evropa. En Bekjendt af mig, en Engelskmand, sagde en Gang til mig: „Jeg har rejst en hel Del og har lært mange forskjellige Folkeslag at kjende, blandt dem alle er der én Art Kvinder, som forbavser mig, og det er Amerikanerinderne. I Evropa er Kvinderne meget mere originale baade i Væsen og i Klædedragt; i de Forenede Stater ser alle Kvinder omtrent ens ud; men i Samtale er de evropæiske Kvinder kjedelige og ensformige; udover huslige Anliggender kan man ikke tale med dem om andet end Theater og Musik, og de har ingen ejendommelige Synspunkter, ingen bestemte Meninger; de amerikanske Kvinder derimod kan tale om saa mange forskjellige Æmner og har saa bestemte Meninger, at jeg er i Forlegenhed med, hvordan jeg skal forholde mig overfor saa megen Elskværdighed i Silke og Kniplinger, der dækker over en Mands Karakter”.

Selv om dette ikke kan gjælde for et sanddru Billede af de amerikanske Kvinder i Almindelighed, passer det dog paa de fleste af dem, og jeg, hvem mit Arbejde i sex og tredive Aar daglig har ført sammen med amerikanske Kvinder, jeg kan kun sige: Lad os bøje vore Hoveder i Beundring for, hvad den republikanske Frihed er i Stand til at gjøre ud af Menneskeheden, og især af Kvinderne.