Kvinder i Krigen.

I.

Det turde vel nu staa klart for de fleste baade af Kvindesagens Venner og af dens Modstandere, at vi, som arbejde for den Sag, ikke ønske at gøre Kvinderne til Mænd. Naar vi ønske, at Kvinderne skulle have større Del i Samfundsarbejdet, da er det ikke, fordi vi mene, at Kvinderne have de samme Egenskaber som Mænd, men netop fordi vi tro, at de have andre Ejendommeligheder, at de have et nyt Tilskud at bringe, der hidtil har været savnet. Hvis Kvinderne havde akkurat de samme Evner som Mændene, hvad enten det saa var i samme eller i ringere Grad, saa vilde det jo ikke gjøre stort til eller fra, om de kom med. Men vi ved, at Kvinderne har andre Evner, og derfor tror vi, at naar deres Arbejde kommer til. vil Udviklingen gaa i andre Retninger, meget vil blive taget op, som hidtil var ugjort, fordi det ikke kunde udrettes af Mænd alene.

Ingensteds har det vist sig saa slaaende, at Kvindernes Tilkomst har bragt et helt nyt Element ind, har udrettet noget der, hvor Mænd stod raad- og hjælpeløse, som i den amerikanske Krig tor Slavernes Frigørelse.

Der er dem, der vil sige, at det var Kvinder, der havde fremkaldt Krigen ved deres Iver for Slavernes Frigørelse. Man kan dog vist sige for sikkert, at Kvinderne havde hellere set Slaverne frigjort uden Krig. Men vist er det, at en Bog som Mrs. Beecher Stowes „Onkel Toms Hytte” har gjort overordentlig meget til at aabne Folks Øjne for det modbydelige i Slaveriet og til at vække Sympathien for Slaverne i de videste Kredse af Evropa og Amerika. Det var en Kvinde, der skrev Bogen; det var en anden Kvinde, der overtalte sin Mand til at forlægge den, skønt han var vis paa, at han vilde tabe Penge paa det. Men inden 10 Dage var der solgt 10,000 Exemplarer, og otte Trykkerier maatte arbejde Nat og Dag paa at trykke flere. Alene i London kom der tredive forskellige Udgaver i Løbet af et halvt Aar. Saaledes kan man vel sige, at Kvinderne har været med til at vække den Følelse, der hidførte Krigen.

Det turde maaske være nogle af vore Læsere bekendt, at selve Krigens heldige Udfald for Nordstaterne efter nogles Paastand bør tilskrives en Kvinde, at selve den Felttogsplan, der omsider knækkede Sydens Magt, skal være lagt af Anna Ella Carroll fra Maryland, men at Regeringen i Washington har gjort, hvad den kunde, for at skjule dette. Det være nu hermed, som det vil - vægtige Stemmer have hævet sig for at yde denne Kvinde den Ære, der tilkommer hende, men endnu have vi i hvert Fald ikke set Sagen saa fuldstændig belyst, at vi tør hævde det samme.

Derimod er det sikkert, at en Mængde Kvinder ligefrem kæmpede med i Krigen, deltog i Soldatertjenesten i Mandsklæder - af forskellige Grunde. Nogle gik med, fordi de ikke vilde skilles fra deres Mænd, andre at ligefrem Kampbegejstring eller mulig af Lyst til Eventyr. Ofte holdt de deres Køn skjult, og blev det da opdaget, blev de for det meste bortvist. I andre Tilfælde var det en almindelig bekendt Sag. Hvor mange saadanne kvindelige Combattanter der var, vides ikke; i Følge en Opgivelse skal der have været 400, hvis Køn var bekjendt. Men efter nogles Udsagn skal der have været langt flere.

I hvert Fald hørte denne Art af Krigstjeneste fra Kvindernes Side dog til Undtagelserne - heldigvis, maa vi vel sige. De fleste Amerikanerinder fandt, at „det er bedre at læge Saar, end at slaa Saar”. Holde sig helt borte fra Krigen, det hverken kunde eller vilde de, og saa var det, de tog Del i den paa en Maade og efter en Maalestok saa storartet, at ingen kan nægte dem sin Beundring. Amerikanske Blade og Tidsskrifter har vel jævnlig fortalt om det, og i det amerikanske Folks Hjærte er Bevidstheden derom uudslettelig, men nogen samlet Oversigt over, hvad og hvorledes Kvinderne har virket i Krigen, har man hidtil ikke haft. Først nu, næsten 25 Aar efter, er der kommet en Bog, som fortæller det til en større Kreds. Det er Mrs. Livermores Erindringer.

Mrs. Livermore, Præstedatter og gift med en Præst, havde i 15 Aar levet et husligt virksomt Liv med sin Mand og sine tre Børn, da Krigen brød ud. Præsident Lincoln udsendte da sin Proklamation, at Fædrelandet behøvede 75,000 Frivillige, og øjeblikkelig strømmede unge og gamle Mænd til fra alle Stater. Pastor Livermore og hans Hustru havde ingen Sønner at sende til Fanerne, men de vilde dog gerne tage Del i Arbejdet for den fælles Sag. For Præsten blev der straks nok at gøre, men hans Hustru? Hun var vant til at tage Del i alt hans Arbejde; det har jo de amerikanske Hustruer altid gjort, lige fra de første betraaadte Amerikas Jordbund med deres landflygtige Ægtemænd. Da der samlede sig nogle Kvinder for at raadslaa om, hvorledes de kunde hjælpe med, fik Pastor Livermore derfor strax sin Hustru - den Gang 40 Aar, sund, arbejdsvant og intelligent - til at møde der, og hun blev snart en af de mest fremtrædende blandt de Kvinder, som paa deres Vis hjalp Soldaterne, ikke blot ved at pleje de syge og saarede i Felten, men ogsaa ved at danne et Bindeled mellem dem og deres Hjem.

Det var netop denne sidste Virksomhed, der gjorde, at Mrs. Livermore blev saa at sige det mærkelige Kvindefelttogs Historieskriver. Hun rejste fra By til By, dels for at samle ind til de syge og saarede, dels for at give Raad og Anvisninger, hvor man vilde oprette saadanne Indsamlingskomiteer. En Gang fik hun saaledes Brev, om hun vilde komme til Byen Dubuque i Iowa og fortælle Folk der lidt om, hvordan Soldaterne havde det, og hvad man kunde gjøre for dem. Hun rejste strax derhen og ventede at komme ind i en Stue, hvor et lille Selskab af Kvinder vilde høre hende fortælle. Men i Stedet for blev hun ført til Byens største Kirke, som var propfuld af Mennesker, Mænd og Kvinder, der vilde høre, hvad hun havde at sige. - „Nej, jeg kan ikke!” udbrød hun forskrækket. Hun, hvis Forfædre i sex Led havde været Præster, kunde ikke tænke sig det muligt, at hun, en Kvinde, skulde „tale i Forsamlingen”. Indbyderne blev meget bedrøvede og skuffede; men da de maatte finde sig i det uundgaaelige, fik de en tilstedeværende Deputeret til at nedskrive forskellige Ting, hun meddelte, for at han saa kunde tale derom til de forsamlede. Da han skulde gaa op paa Talerstolen, sagde han: „Mrs. Livermore, De sagde en Gang, at De gerne vilde give Deres Haand eller Fod for vore Soldater; nu beder vi Dem blot give Deres Stemme - vil De da ikke?” - „Saa lad mig prøve”, sagde hun, og gik op i Stedet for ham. - I de første ti Minuter, hun talte, troede hun, at Kirken var mørk, skønt den var fuldt oplyst, og hun kunde ikke en Gang høre sin egen Stemme. Men Forsamlingen hørte den, og det varede ikke længe, inden Mrs. L. følte Magten af den underlige elektriske Strøm, der gaar mellem Taleren og Tilhørerne. Hun talte, Tilhørerne lyttede i aandeløs Tavshed, og da hun efter et Foredrag paa to Timer holdt op, var alle besjælede af én Følelse. Der indsamledes samme Aften 8000 Dollars (c. 30,000 Kr.), og en Komite traadte sammen, der i kort Tid samlede 60,000 Dollars (c. 230,000 Kr.) til.

Siden fik Mrs. L. ofte Lejlighed til at fortælle om Krigen, om sine og andre Kvinders Oplevelser der. Det er disse Fortællinger - fuldstændiggjorte ved Oplysninger, hun har samlet andensteds fra - som hun nu har udgivet under Navn af „My Story of the War”. Den er udkommen baade i en illustreret Pragtudgave og en Folkeudgave, som kun er ledsaget af Forfatterindens Portræt - et prægtigt mildt Præstekoneansigt, der strax sætter en i godt Humør. Om denne Bogs Værd har der i hele den evropæiske Presse kun lydt en Dom: at den er en af de ejendommeligste og værdifuldeste Bøger, Litteraturen i vor Tid har bragt. Vi skal nu give nogle Uddrag af den, men henviser iøvrigt vore Læsere til Bogen selv, idet vi gjør en Anmelders Ord til vore: Enhver Kvinde bør læse denne Bog.

Den Virksomhedsdrift, der vaagnede hos de hjemmeværende Mænd og Kvinder strax ved Krigens Begyndelse, gav sig de løjerligste Udtryk. Man „opfandt” de utroligste Klædningsstykker, der skulde kunne bæres paa de forskelligste Maader; da disse - ligesom Mark Twains Køkkentrappe, der ogsaa kunde anvendes som Strygebræt og som Klædeskab - havde vist sig umulige og var bleven lagt paa Pulterkammeret, gik man til den modsatte Yderlighed og lavede kun Charpi. Men snart gik Krigens frygtelige Alvor saadan op for Bevidstheden, at man glemte alt andet end det, at tilfredsstille de øjeblikkelige Krav, der stilledes. Og disse var store. Kun sex Aar i Forvejen havde man set, hvorledes de engelske Soldater led paa Krim, hvor af 24,000 de 18,000 døde af Nød og Sygdom i 8-9 Maaneder, „en Dødelighed, man ikke havde set Mage til siden Sancheribs Dage”, og det mens Skibene, der bragte Levnedsmidler, Lægemidler og Klæder, laa i Havnen lige uden for, men ikke kunde losses formedelst officielle Omsvøb. Nu saa man, at den samme Fare truede i de forenede Stater, og man satte alle Kræfter ind paa at være rede med alt, hvad der trængtes til.

Da der saaledes kom Bud fra de Massachusettske Regimenter til deres Hjem, at de trængte til Skjorter, samlede alle Bostons Kvinder sig i „Union Hall”, Byens største Forlystelseslokale, for at sy. Det var bogstaveligt alle. Her i Amerikas mest aristokratiske By sad den fattige irske katholske Fabrikarbejderske og lod Symaskinen løbe, mens den elegante protestantiske Dame fra Beacon Street - Bostons Amaliegade - sad ved Siden af og riede sammen. Saaledes drev man det til at faa indtil 2000 Skjorter færdige om Dagen. En Torsdag kom der Bud fra Miss Dorothea Dixs Hospital i Washington, at hun strax skulde bruge 500 Stykker Linned. Fredag blev de klippet, syet, indpakket og var samme Aften paa Vej til deres Bestemmelsessted. Saaledes viste de amerikanske Damers bekendte praktiske Dygtighed sig fra den mest glimrende Side.

Endnu mere udrettedes der, da Arbejdet blev regelret ordnet, da „Sundhedskomiteen” blev dannet der skulde hjælpe dér, hvor de officielle Myndigheder intet kunde eller vilde gøre. Den satte sig strax i Forbindelse med Regeringen i Washington og særlig med Krigsministeriet for at faa deres Bifald til sin Arbejdsplan. Den fik det, men kun med Besvær, ti Bureaukraterne saa skævt til dette ny Departement, der erklæredes for 5te Hjul til Vognen, og man lod dem vide, at Militærlægerne helst vilde være fri for disse „frivillige Frøkner, der vilde gaa i Vejen paa Hospitalerne”. Men Komiteen gjorde sig til Regel aldrig at „gaa i Vejen” men altid være ved Haanden, og i Løbet af faa Maaneder vandt den alle vedkommendes Taknemlighed. Den lod forfærdige en Mængde „kørende Suppekedler”, flyvende Køkkener, som havde varm Mad rede til Soldaterne efter anstrængende Marcher eller Kampe. Den lod konstruere fortrinlige Ambulancevogne. Den oprettede „Soldaterhjem”, hvor Soldater, der var bleven skilt fra deres Regimenter, kunde faa midlertidigt Ophold og Forplejning - og hjalp i dem over 800,000 Soldater. Den oprettede Forskudsbanker, hvor Soldaternes efterladte Koner og Børn kunde faa Lønningen udbetalt. Den oprettede Oplysningskontorer, hvor de hjemmeblevne kunde faa Besked om, hvor ethvert Regiment, Kompagni eller enkelte Personer befandt sig. Den besørgede Breve til og fra Soldaterne og bidrog derved i høj Grad til at stanse Desertionerne - ti Soldaterne deserterede for det meste af Hjemve. Den sørgede, som sagt, for Klæder til de syge og saarede, for Mad af den Slags, som Statens Hospitaler ikke kunde skaffe. Og endelig stampede den en Hær af dygtige og opofrende Sygeplejersker frem af Jorden.

Blandt dem var Mary Livermore. Men man maa ikke tro, at det gik let for hende eller de andre Kvinder at vænne sig til den Gerning, de havde lovet at tage op, og som de ogsaa fuldførte. Hvad Krigen egentlig var, havde de aldrig anet, før de saa det. Mrs. L. er en stor Skildrer, og naar man har læst hendes Hospitalsfortællinger, glemmer man dem aldrig. Sit første Hospitalsbesøg gjorde hun efter Slaget ved Fort Donelson, hvor hun sammen med en anden Dame besøgte de haardt saaredes Afdeling. Strax ved Indgangen var hun lige ved at faa ondt af Blodlugten, men hun gik dog med Lægen hen at hjælpe en Soldat, hvis Underkæbe var bleven bortskudt. Men da Lægen tog den foreløbige Forbinding af og begyndte at undersøge det skrækkelige Saar, besvimede Mrs. L. og maatte bæres ud. Tre Gange kom hun igjen, og tre Gange maatte de bære hende besvimet bort. „De kommer vist til at opgive det”, sagde Lægen; „der er dem, der aldeles ikke kan taale Lugten af Blodet og Synet af Saarene.” Men den Tanke, at hun ikke skulde kunne taale Synet, mens hendes Landsmænd og Brødre maatte taale selve Saarene, voldte hende en saadan Harme mod sig selv, at hun fik Kræfter til at blive og være Vidne til de første af de mange gruelige Scener, hun siden skulde se saa mange af. En ung Fyr, en ren Dreng, havde faaet begge Ben sat af over Knæet, men havde faaet Saarfeber og laa nu i et væk og raabte: „Moder, Moder!” I den næste Seng laa en Mand, som var bleven saaret i Begyndelsen af Slaget og havde ligget i Dyndet, hvor han var frossen fast, til man havde fundet ham og hugget ham løs fra Jorden. „Hvor længe laa De saadan?” spurgte Mrs. L. „To Dage og én Nat,” var Svaret. „Men det var jo skammeligt”, udbrød hun i Harme, „at ingen af Deres Kammerater tænkte paa Dem!” - „Nej, hvor kunde de det, de skulde jo tage Fortet”, svarede han rolig - Men det værste Syn mødte hende fra en Seng, hvor hendes Øje ramtes af et saa fortvivlet Blik, at hun uvilkaarlig stansede. „Lider De meget?” spurgte hun deltagende. „Aa nej, - men aa, er det sandt, at jeg ikke kan leve? Doktoren har sagt det, men - aa spørg ham dog en Gang endnu, for jeg kan ikke dø, jeg kan ikke, jeg tør ikke!” Da Mrs. L. efter at have spurgt Lægen, vendte tilbage med det trøstesløse Svar, brød Soldaten ud i fortvivlede Skrig: „jeg vil ikke dø, jeg kan ikke.” Hun trak en Stol hen til hans Seng, satte sig hos ham, lagde sine Hænder paa hans Skuldre og talte til ham som til et Barn, der er blevet angst for noget, og hendes derpaa følgende Fortælling om, hvordan hun fik den syge Sjæl bragt til Ro, er saa ejendommelig og saa gribende, at den maa læses i hendes egen Gengivelse.

Men Natten derpaa! „Jeg gik hjem”, siger Mrs. Livermore, „med mine Nerver i den højeste Ophidselse. Jeg kunde hverken tale eller spise, sove eller sidde ned. Hele Natten igennem gik jeg op og ned i mit Værelse og gennemlevede denne Dag om og om igjen. Og dette var kun Begyndelsen til mit Hospitalsarbejde. Jeg kunde ikke magte det - jeg maatte trække mig tilbage - jeg kunde ikke taale at se Krigens Rædsler. Og saa huskede jeg paa, at hvad jeg havde set i dette Hospital for firsindstyve Mænd, var kun en lille bitte Del af alt det forfærdelige, Slaget ved Fort Donelson havde frembragt, at 2000 af vore Soldater og 2500 af Fjendens var saarede, og at maaske Hundreder af saadanne Slag vilde følge efter, før Krigen blev endt.

Og denne Krig var kun en af de talløse Tusender, som Menneskene have ført mod hinanden, hvor Hundreder af Millioner var bleven lemlæstede og dræbt - af Sværd og Lanser, Bajonetter, Kanoner og alle mulige Mordvaaben, døde paa Kamppladsen af deres Saar eller Kulde eller Sult, forsømt og glemt, Bytte for Aadselgribbe og Schakaler. Mens de Mødre, der havde født disse Børn, de Hustruer, der elskede dem, henslæbte deres Liv som en langsom Død - aldrig før var det gaaet op for mig, hvad der laa i det ene Ord „Krig.””

Iøvrigt siger Mrs. Livermore, at det ovennævnte Exempel var det eneste Tilfælde af Skræk for Døden, hun fandt i Hospitalerne; ofte var Soldaterne bedrøvede over at skulle dø, især for deres efterladtes Skyld, men Dødsrædsel saa hun kun i dette ene Tilfælde.

Men meget andet sørgeligt fik hun at se. Hospitalerne var ofte i den gyseligste Forfatning; der var dem, hvor der kun kom en Læge hver tredje eller fjerde Dag, og de Syge passede saa hverandre, saa godt de kunde. Hvad det var for saadanne Stakler, at en kærlig og praktisk dygtig Kvinde kom og tog sig af dem, kan man tænke sig. Det var en Straale fra en hel anden Verden - fra Hjemmet. „Ganske uvilkaarlig kom vi i et moderligt Forhold til dem, som Kvinder næsten ufravigelig gør overfor Sygdom og Svaghed; vi tiltalte dem med „min Dreng”, „min Søn”, „min Lille!” Og Soldaterne gik lige saa naturligt ind paa det; ,,der var sjælden nogen, jeg hjalp”, siger Mrs L., „uden at han fortalte mig, at jeg lignede hans Moder, eller hans Kone eller hans Søster”. Kvindernes Kendskab til Madlavning, deres Sans for Hygge, deres Øvelse i at omgaas Børn - de syge Soldater var som Børn - kom her til uvurderlig Nytte. Thi ofte var Nøden og Elendigheden saa forfærdelig, at de syge opgav sig selv - og da saa det haabløst ud for dem, men da viste Kvindernes Evne til at vække de slumrende Livsaander sig efter en ukjendt Maalestok.

Saaledes fortæller Mrs. Livermore, at hun blev sendt til et Felthospital ved Youngs Point.

„Det var et sørgeligt Sted. Sengene stod paa den bare Jord, og denne var saa fugtig, at den gav efter for hvert Trin, og Fodsporene fyldtes med Vand. Vejret var meget varmt, og Luften var fuld af Myg, smaa Fluer og en saadan Masse af store grønne Spyfluer, at deres Summen lød som en Bikubes. De syge laa saa stille, som om de allerede var døde. De fleste havde været syge i lang Tid og havde opgivet alt Haab. Mange af dem løftede ikke en Gang deres Haand for at jage Fluerne væk, der krøb i deres Ansigt, ind i Øjne, Øren, Næse og Mund.

Jeg gik igjennem den lange Gang mellem de to Rækker Senge hele Teltet igjennem, men end ikke det usædvanlige Syn af en Kvinde fik en eneste af dem til at tale; de fulgte mig næppe med Øjnene. Jeg maatte have denne Sløvhed brudt. Saa indsaa jeg, at jeg maatte slaa et eller andet Slag. Jeg stillede mig da op midt i Teltet og sagde med saa munter en Stemme, som jeg kunde: „Hør, Kammerater, ved I, at I skal flyttes nordpaa om et Par Dage?” Et Par af Hovederne løftedes, og flere Steder summede Fluerne til Vejrs - de blev jaget bort, for at man kunde høre bedre. „I Overmorgen skal dette Hospital rømmes, og saa bliver I sendt til St. Louis, eller maaske til Chikago. Der er sendt et Dampskib efter Jer. Paa Lørdag er I næsten hjemme. Hvad siger I til det?”

Nu havde jeg faaet dem vakt. De havde saa grundig mistet al Modstandskraft, at de kun kunde strammes op ved et stort Haab. Det fik de ved de Ord „næsten hjemme”. Efter at det første Shock af Forbavselse havde sat sig, begyndte de med matte Stemmer at spørge: „Hvem - siger - det?” - „Hvad - skal - De her?” - „Hvor - kommer De - fra?”

Nu havde jeg Spillet gaaende, og jeg skyndte mig at svare paa Spørgsmaalene. „Jeg kommer fra Jeres Venner derhjemme, og jeg bliver hos Jer, til jeg har faaet Jer alle anbragt om Bord. Og saa har jeg til Jer hjemmefra alt, hvad I kan ønske Jer! Æg, The, Sukker, Vin, Vindruer - og Doktoren har sagt, at I maa faa alt, hvad I forlanger. Naa min Dreng” - sagde jeg til den nærmeste - „hvad kunde Du nu for Exempel have Lyst til?” Han var en gift Mand, lige saa gammel som jeg selv, men Sygdommen havde gjort ham til et hjælpeløst, klynkende Barn. Det var en Anstrængelse for ham at tænke sig om og bestemme sig, men endelig valgte han: en Kop The, Smørrebrød og et blødkogt Æg.

Mrs. Livermore kunde nu have ladet en af Negeroppasserne som havde et Baal tændt udenfor, lave det forlangte, det vilde utvivlsomt enhver Mand have gjort. Men som Moder vidste hun, hvordan syge Børn skulde behandles.

„Jeg stillede mit Spritapparat op paa en Stol foran hans Seng, kogte Vand, lavede Theen, skænkede den og kom Sukker og Fløde i, mens han laa og saa paa det; endvidere smurte jeg Maden og kogte Ægget, altsammen i hans Paasyn.

Hundrede Par Øjne fulgte disse Tilberedelser med voxende Interesse, og da jeg havde sat Koppen ved hans Seng, lød det fra den ene Seng efter den anden: „Aa, maa jeg faa med, akkurat ligesom han!” Jeg rejste min første Patient op, stillede hans Tornyster bag hans Ryg og bad ham smage, om det nu var tilpas. Da han havde taget en Mundfuld, gik der over hans Ansigt et sygeligt Smil, som strax derpaa blev til et Anfald af Graad: „Aa - ja - det er godt - det er - ligesom - min Kones.”

Nu fik jeg travlt. Alle vilde have The og Smørrebrød. Jeg foreslog nu at hente en Feltkedel og lave The til dem alle i den, men nej! - de vilde alle have af „den rigtige Thepotte, ligesom hjemme!”

Inden Aften var alle Staklerne oplivede, gladere, haabefuldere og stærkere - paa syv nær, som var udenfor alt Haab, og hvoraf tre døde samme Nat. - Hele næste Dag tilbragtes med at skrive Breve til de syges Hjem - ikke for at fortælle om de Lidelser, de havde gennemgaaet, men for at spørge, hvordan „de derhjemme” havde det.

Ligesom Mændene i Krigen lærte at skatte Kvinderne højere end før, saa, at de havde Evner og Dygtighed, Mændene ikke havde anet, saaledes fik ogsaa Kvinderne meget godt at se, som de ikke havde ventet hos Mændene - et Taalmod, en Selvopofrelse, som ellers regnes for særlig at tilhøre Kvinderne. „At gaa Døden i Møde paa Valpladsen under Kanonernes Torden, Officerernes Tilraab, Kammeraternes Jubel - det kan jeg forstaa, man kan gjøre,” siger Mrs. Livermore; „men at ligge i en Hospitalsseng i maanedsvis, ukjendt, uden andet Navn end „Nummer 10” eller „Nummer 20” eller „Nr. 50” - uden ét kendt kært Ansigt, uden en eneste af de smaa Omhyggeligheder, Hjemmet kan vise én - at dø langsomt bort med Bevidstheden om at de, man elsker, intet aner - det hører der Mod til. O hvilken Taalmodighed, hvilken stille Udholdenhed har jeg ikke set i disse Hospitaler! I hvert Hospital var der Helte, hvis tavse Tapperhed er os uforglemmelig.”

- „Jeg var aldrig paa noget Hospital,” siger Mrs. L. et andet Sted, „hvor der ikke var en, der, skønt selv haardt saaret, bad mig hjælpe andre først.”