Foreningen til Fremme af Ærbarhed og Tarvelighed i Klædedragt

er Navnet paa et Samfund, der nylig har dannet sig. Dets Love er følgende:

§ 1. Uden at kunne eller behøve at nævne de skiftende Moders absurde Opfindelser og Paafund, tro vi, at enhver Kvinde, som indtræder i Foreningen, vil forstaa, at hun ikke bør underkaste sig dem. Man kunde med Rette sige, at den personlige Følelse skulde være stærk nok til hos en Kristen at diktere den passende og da især en blufærdig Klædedragt, men da det alligevel saa ofte hos den Enkelte ej er Tilfældet, have vi ment at maatte opsætte følgende Regler:

§ 2. Vi afholde os fra at bære:

1. Silke- og Fløjelsdragter (herfra kan undtages sorte Silkekjoler)

2. Kunstige Blomster

3. Fuglefjeder

4. Paahængte Smykker (herved forstaas ikke Naale eller Spænder, som høre til Paaklædningen)

5. Endvidere afholde vi os fra at gaa med blottet Hals og Arme samt at bære Pandehaar (herved forstaas det kunstigt klippede og krøllede).

§ 3. Kvinder, som indtræde i Foreningen, aflægge intet Løfte, og der kræves intet Kontingent. Ved Indtrædelsen betales Foreningens Mærke med 1 Kr. 50 Øre; dette Mærke gives tilbage ved eventuel Udtrædelse.

§ 4. Vi Undertegnede forbeholde os at tilføje en eller flere Paragrafer, hvis det i Tidens Løb skulde vise sig nødvendigt.

Sophie Bartholdy, Ryesgade 34, Aarhus.

H. Bruun, Store Kongensgade 106.

Frederikke Holm, Bredgade 68.

Magda Moltke, Bredgade 70.

Dagmar Schrøder, Lægeforeningens Boliger A A 16, Strandvejen.

Mimi Holstein, Børnehjemmet, Vodrofsvej 26.

Fru Keyper, Christian Winthers Vej.

Elise Jessen, Østerbrogade 8.

Marie Ussing, Veilby Præstegaard ved Aarhus.

Denne ny Dragtreformforening stiller sig ikke paa samme Standpunkt i dette Spørgsmaal som Dansk Kvindesamfund. For os er de væsentlige Hensyn Sundhed og Hensigtsmæssighed i Dragten. Dette har vi virket for i lange Tider og vil fremdeles arbejde for, skjønt vi ikke vil opfordre nogen til at binde sig ved Forpligtelser. Vi tror, at Maalet skal naas derigjennem, at den enkelte vinder større Indsigt i Sundhedens Love og mere Uafhængighed og Mod overfor Modens Fordringer. En Forening som den her omtalte er i Virkeligheden en Afholdsforening, en kristelig Afholdsforening, stiftet af Kristne, som det synes med det Ønske at begrænse Kredsen af Medlemmer til den kristne Menighed. Dette forekommer os mindre heldigt, hvor det gjælder en Sag, der saa aabenbart er noget alment menneskeligt som det Spørgsmaal: Hvori skal jeg klæde mig? Og selv det snævrere begrændsede: hvorledes kan et ærbart og nøjsomt Sindelag finde Udtryk i Klædedragten? synes os ikke at indeholde noget, der kan gjøre Skjel mellem Trosbekjendelser, da vel næppe nogen kan mene, at kun Kristne er i Besiddelse af disse Dyder.

Men det selv samme, der kan siges til Anbefaling for kristelige Afholdsforeninger, kan da ogsaa nævnes som en Opfordring til alle dem, der har Anskuelser til fælles med Foreningens Stiftere, til at træde ind i den. Og vi, som ikke ønsker at gaa ind i nogen Afholdsforening, hverken for Drikkevarer eller Klædedragt, betragter dens Stiftelse som et glædeligt Tegn paa, at Kvinder i forskjellige Kredse for Alvor begynder at tænke over det nedværdigende i deres Afhængighed af Klæderne, for Alvor har i Sinde at skyde Bresche i den Mur af Fordomme og Vaner, som er bygget op om dem af Moden. Vi har derfor ogsaa gjerne villet bringe Foreningens Stiftelse og dens Regler til Kundskab i en videre Kreds, lige saavel som nedenstaaende Foredrag, hvormed Foreningen først er traadt frem for Offentligheden, idet Pastor H. Ussing ved et Møde i Bethesda den 2den November 1889 er optraadt som Tolk for de Kvinder, der har stiftet den.

For Tarvelighed og Ærbarhed i Klædedragt.

Foredrag ved den dertil stiftede Forenings Møde i Bethesda den 2den Novbr. 1889.

Af lic. theol. Henry Ussing.

I Bjergprædiken udtaler vor Herre Jesus de mægtige Ord: „I ere Jordens Salt, men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det da saltes. Det duer til intet andet end at kastes ud og nedtrædes af Mennesker” (Matth. 5, 13). Dette Ord forpligter alle Kristne til et alvorligt Arbejde for Jordens læs: Menneskesamfundets Renselse og Bevarelse. Hvorsomhelst vi se Raaddenskaben bryde frem, ere vi kaldede til med al Kraft at anvende Saltet for at bevare, hvad der endnu kan bevares, og bekæmpe Fordærvelsen.

At der nu paa dette Omraade (med Hensyn til Kvindernes Klædedragt) er en stor Fordærvelse, have allerede mange indset. Fordærvelsen bærer sine aabenbare Frugter i mangfoldige Kvinders allerdybeste Elendighed, i talrige Familiers ødelagte Forhold; men den sniger sig med sin stille udmarvende og demoraliserende Indflydelse langt videre omkring; den smitter mere eller mindre det hele Samfund. Det er muligt for Mennesker allerede ved en temmelig udvortes Betragtning, selv uden noget højt moralsk Standpunkt, at faa Øjnene op for, at det er galt fat. Hvor meget mere kan det da ventes af de Kristne, der have Guds udtrykkelige Ord med Hensyn til disse Ting.

Udskejelserne paa Klædedragtens Omraade revses allerede med Nidkjærhed af de gamle Profeter. I Esaias 3die Kapitel læse vi denne Straffetale: „Herren sagde: fordi Zions Døtre ophøje sig og gaa med knejsende Nakke og vinke med Øjnene og gaa frem med trippende Gang og rasle med Ankelringene, saa skal Herren gjøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og Herren skal blotte deres Blusel. Paa den Dag skal Herren borttage Prydelsen: Ankelringene og de virkede Huer og Spænderne, Halskjæderne og Armspannene og Hovedklæderne, de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene, Fingerringene og Næseringene, Helligdags-Klæderne og Kaaberne og Forklæderne og Taskerne, Spejlene og de fine Linklæder og Hvivklæderne og Slørene. Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for et Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skjønhedsplet”. (V. 16-24).

Jeg erindrer fra min Studentertid, hvilken Nød vi havde med at faa alle disse Udtryk oversatte fra Hebraisk. Men om man i vore Dage skulde have alle Damernes Kunstudtryk for de tusinde Ting, der høre til dette Omraade, oversatte fra Dansk til Hebraisk, vilde det visselig ikke blive lettere!

Og i det nye Testamente taler Apostelen Peter saaledes til de kristne Kvinder: „Eders Prydelse være ikke den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud!” (1. Pet. 3, 3 f).

Guds Ord taler tydeligt nok. Og naar ikke desto mindre Fordærvelsen har faaet en saadan Magt, at den smitter de Kristne selv, er det sikkert paa høje Tid at tage fat med Kraft og begynde Kampen.

Derfor er ogsaa „Foreningen til Fremme af Tarvelighed og Ærbarhed i Klædedragt” stiftet. Naar den har stillet sig paa Kristendommens Grund, er det ikke, fordi det miskjendes, at der ogsaa af Mennesker uden positiv Kristendom kan arbejdes for et lignende Maal, men fordi man mener, at ethvert Arbejde maa hvile paa en tilstrækkelig klar Grund. Skulle Mennesker slutte sig sammen for at fremme en Sag, maa de være enige om de væsentlige Grundprinciper; ellers er der al Udsigt til, at Sammenslutningen brister før eller senere. Idet nu Foreningens Stiftere ere overbeviste om, at Kristendommen er det eneste sikre Underlag for et Samfunds Moral, have de derfor ikke betænkt sig paa at henvende Indbydelsen særligt til kristne Kvinder. Og dette betyder da ikke, at man vil holde nogen Hjertedom eller stille Fordringer til et større eller mindre Maal af Tro, men at man indbyder til Sammenslutning alle dem, der vedkjende sig Kristendommens Grundprinciper og derfor kunne være med i et Samarbejde, der hviler paa den kristelige Grundbetragtning af Menneskelivet, dets Maal og dets Pligter.

Mange have imidlertid endnu ikke faaet Øjnene op for Faren. For at kaste noget mere Lys over den Fordærvelse, vi tale om, som ogsaa for dybere at forstaa dens Natur og Aarsager, ville vi derfor begynde med at overveje, hvad Klædedragtens egentlige Øjemed er, samt hvilke Fordringer der med Rette maa stilles til den.

Klædedragtens allerførste Øjemed er efter Bibelen (l Mos. 3, 7) at værne Blufærdigheden ved at bedække Nøgenheden. Ak, hvor modsat forstaas ikke Klædedragtens Hensigt af mangfoldige Kvinder! Ikke at tale om, at man i det fornemste Selskab bestræber sig for til Gala at blive mere og mere nøgen igjen, hvor meget er der ikke i hele Modens Væsen, som gaar ud paa det modsatte af Blufærdighed, paa at fremhæve Legemets enkelte Dele, paa fordækt at afsløre og paa i det hele at tiltrække Opmærksomheden. Mange Kvinder ere sig det selv neppe bevidst. Men er Blufærdigheden det stille og sagtmodige Væsen, hvad er saa alt dette barokke i Former og skrigende i Farver, det raslende og ringlende, det kapriciøse og dristige, uden netop Midler til at drage Menneskers Øjne paa sig, d. v. s. det modsatte af Blufærdighed?

Klædedragtens næste Hovedøjemed (der bliver mere fremtrædende, jo mere vi forlade de varme Lande,) er at dække Legemet, beskjærme det imod Kulde o. s. fr. (sml. 1. Mos. 3, 21), eller med et Ord at tjene Sundheden. Jeg behøver ikke at ofre mange Ord paa at vise, hvor lidt dette Hensyn har at sige for den moderne Kvindedragt. Hvilke Svingninger fra det halvt nøgne til det skindbeklædte! Eller hvad fortælle Kvindernes Fødder i hele det finere Selskab om Støvlernes Værdi! Den eneste Trøst er nok, at Kineserne behandle deres Fødder endnu værre. Og hvilket Regnskab for den hele Slægt faar Kvindekjønnet en Gang at aflægge, fordi det igjennem et Aarhundrede har ødelagt sig selv og sine Børn ved det Mordinstrument, der hedder Korsettet! Vistnok kan man klage over, at Lægerne ikke stærkere have talt derimod; de skulle jo være Sundhedens Vogtere. Men Lægernes Tavshed er intet Forsvar for Kvinden. Tværtimod, Lægerne erklære rent ud, at Grunden til deres Passivitet er, at en Protest aldeles intet nytter, fordi Kvinden overhovedet ikke vil tro, at Klædedragten er til for Sundhedens Skyld!

I disse to Punkter ere Klædedragtens væsentlige Øjemed angivne. Men dertil slutte sig visse Fordringer, der bero paa dens Forhold til Livets andre Omraader.

Klædedragten skal være hensigtsmæssig. Menneskets Liv medfører Bevægelse, Arbejde o. s. v., og Menneskets Legeme maa ikke ved Klædedragten være hindret i noget af dette. Men Hensigtsmæssigheden af Kvindernes Klædedragt? Har Moden nogensinde spurgt om det praktiske, det nyttige? Tænk paa de Situationer, Krinolinen fordum fremkaldte! Eller - for blot at nævne en enkelt af Modens Udskejelser nu til Dags - tænk paa, hvilken Hindring for den frie Bevægelighed Tournuren er, hvor stor Beregning der skal til for ikke at støde paa i et snevert Rum o. s. v.

Klædedragten skal være et Udtryk for Personligheden. Er det overhovedet en sædelig Fordring, at et Menneskes Liv skal præges af det, der bor i ham, gjælder det ogsaa om Klædedragten, at den ikke maa være en Maske, der skjuler, hvem Mennesket er, men skal være et sandt og naturligt Udtryk for Menneskets Væsen og Karakter. Men spørger man, hvorledes denne Fordring opfyldes, maa man i Sandhed beundre Kvindernes Evne til at vælge det, der netop slet ikke passer for deres særlige Natur. Moden giver dem først en Uniform, der ganske sløver Sans og Syn for det personlige; Mennesket bliver kun Skabilken for Dragten. Og derefter varierer saa Moden for de enkelte, som dog ikke maa være ganske ens, de fælles Grundtræk efter en Modehandlerindes eller Syjomfrus Lune, uden Spor af Blik for Personlighed e. l.

Endelig maa ogsaa den Fordring opstilles, at Klædedragten indtager den rette Plads i Livets Helhed. Efter som Livet dog er noget andet og mere end Klæderne, er det en væsentlig ethisk Fordring, at disse ikke maa fylde det hele Liv og alle Tanker, ja overhovedet ikke optage et større Omraade af Interesse, Kræfter, Arbejde og Penge, end der tilkommer dem efter den Betydning, Klædedragten bør have i Livet. Og da Klædedragten jo kun er et underordnet Middel for Livet, følger det af sig selv, at den ogsaa kun maa gjøre Krav paa underordnet Interesse. Men i Stedet derfor søger den i det „moderne” Samfund i Byerne ved alle Midler at optage Tankerne og fortrænge saa godt som alt andet. Klædedragtens tusinde Interesser optage ikke alene Kjøbmændenes Sind og Tid - det kan let nok forstaas, thi det er deres Forretning - men hvor mange Damer ere ikke næsten lige saa forfarne i Stoffer og „Artikler” som Kjøbmændene! Hvilket umaadeligt Fond af Kvindernes Tanker, Arbejde og Penge sluges ikke af Klædedragten!

Saaledes viser en ganske kort Opregning af de naturlige Fordringer, der maa stilles til Klædedragten, hvilken Forrykkelse der er indtraadt. Alt, hvad Klædedragten virkelig er til, anses for uvæsentligt; og de billige Fordringer, der ellers kunne stilles, overhøres aldeles, fordi der er noget andet, der kræver, at disse Hensyn vige, en fremmed Magt, der behersker Arbejdet og Tankerne, ligesom en ond Aand, der staar bagved og kræver de blodigste Ofre af de Stakler, som den har bragt ind under sin Trældom.

Og hvad hedder denne Magt?

Forfængelighed er dens Navn fra gamle Dage; men hvis dette Navn synes stødende, kunne vi ogsaa bruge et andet, som ikke er saa personligt: Fænomensyge, Lysten til at synes i Stedet for at være.

Denne Magt er det, som vender Tankerne fra det indre, fra Mennesket selv, til det ydre, til Klædedragten, saa at man tilsidst for fulde Alvor tror paa og handler efter den Sætning, at „Klæder skabe Folk”.

Denne Magt er det, som vender Tankerne fra det, som Klædedragten virkelig skal være god for, fra dens Brugbarhed dertil, hen paa dens Antagelighed for Mennesker, paa det, hvad Folk synes om den, og hvad Folk ville sige.

Denne Magt er det, som gjør Klædedragten til en Hovedsag, idet den overhovedet opbygger en Skinnets Verden, som vi skulle leve for, i Stedet for den virkelige; og derfor kræver den Anvendelsen af bestandig flere Tanker, Kræfter og Penge paa Dragten.

Og her er endnu én Ting at mærke. Fænomensygen er en Samfundssygdom. Saalænge den optræder sporadisk med enkelte Tilfælde, er den ikke videre farlig. De tilbageholdende Kræfter i Samfundet hindre den da som oftest fra at faa ret stor Magt. Men i et Samfund, hvor i det hele Personlighedens indre Sandhed og Kraft er slappet, er Jordbunden beredt for Udviklingen af en Samfundsforfængelighed, der da atter behersker de enkelte i deres Uselvstændighed, lokker frem, hvad der gjerne vil hoppe efter, giver Væxt ogsaa til de svage Spirer og kuer, hvad der har Lyst til at protestere. Paa den Maade optræder i Reglen Fænomensygen som en over de enkelte ophøjet Magt, der møder de opvoxende unge med Autoritetens Stempel, og lader selv de bedste indaande sine Baciller, uden at de vide det, indtil den hersker, dels med „den almindelige Menings” uskyldige, ubevidste Magt, dels med Flertalsmajestætens massive Tyranni, ogsaa over dem, der i deres Hjerter synes at være uberørte af Forfængelighedens Last

Men, vil man indvende, er der dog ikke andet end Forfængelighed og Synd i alt dette? Er det ikke en uretfærdig Dom? Der er jo dog noget, der hedder Skjønhed; og er det ikke i sin gode Orden, at Mennesket bestræber sig for at have et tækkeligt Ydre, en smagfuld Klædedragt? Og der er noget, der hedder Luxus, som man dog ikke kan frakjende al Berettigelse i Menneskelivet; hvorfor er den da ikke tilladelig ogsaa paa dette Omraade?

Lad os først standse ved Skjønheden. Skjønhed er visselig ikke noget ondt. Det er Gud, der har skabt det skjønne og givet os Skjønhedssans. Skjønhed har sin fuldt berettigede Plads i det sande Menneskeliv. Men Skjønhed og Skjønhed er to forskjellige Ting, fordi Verdens oprindelige Harmoni er forrykket, og Synden, som bor i Menneskehjerterne, tager selv det bedste i Skabningen i sin Tjeneste. Det gjælder derfor at skjelne ret.

Den sande Skjønhed beror ikke paa det udvortes i og for sig. Det ydre skal være et Udtryk for det indre, Formen for Indholdet, det sanselige for det aandelige. Det ydre maa ikke være noget i sig selv, maa ikke drage Opmærksomheden hen paa sig, men skal tjenende træde i Skygge, for at det indre kan komme til sin Ret. Saaledes - for at tage et Exempel - med Malerier. I min Barndom talte man aldrig om Rammerne. Naar man gik paa Udstillingen, gjaldt det kun at se Malerierne selv. Nu hører man saa tit det Udbrud: „hvilken dejlig Ramme!” Heri er der en stor Fare for den sunde Smag. En Ramme maa ikke være uskjøn - det støder Øjet; en Ramme skal stræbe i al Stilfærdighed at harmonere med Billedets Art og Farver. Men den maa ikke glemme, hvad den er til for, og ville være noget for sig selv. Det samme gjælder Klædedragten. Og derfor er den sande Skjønhed i Klædedragten ikke der, hvor man mest beundrer de kostbare Stoffer, det elegante Snit, den „smagfulde” Farvesammensætning o. s. v., men der, hvor man i Klædedragten møder Mennesket og over dette glemmer hin.

Fremdeles gjælder det, at den sande Skjønhed er umiddelbar. En „Skjønhed”, der véd, hvor smuk hun er, er egentlig ikke mere fuldkommen smuk. Der er for den, som har Øjne at se med, noget afgjort uskjønt midt i Billedet, der skjæmmer det hele. Paa samme Maade gaar det med Klædedragten. Den Klædedragt, der er lagt an paa at være „smuk”, er ikke smuk i højere Betydning. Thi Skjønheden ligger her som alle Vegne ikke i Formen alene, men i Harmonien mellem Form og Indhold; men Indholdet er krænket, hvor Dragtens sande Hensigt er tilsidesat for Synets Skyld.

Naar der dernæst spørges, om al Luxus er utilladelig, skal jeg villig indrømme, at der gives Luxus, som i sig selv er fuldt berettiget. Det er Gud, der giver Mennesket at vinde mere ud af Jorden, end han behøver til de aller snevreste Fornødenheder. Gud giver rigeligt, og et Øjemed dermed er tilvisse (foruden andre), at Mennesket skal glæde sig ved den rigelige Gave. Derigjennem udvides Menneskets Liv, og dets Fornødenheder mangfoldiggjøres. Kulturens Fremskridt bero selv for en stor Del paa denne Stigning i Livsfornødenhederne. Men er der saaledes en Art Luxus, der har betydelig ethisk Værdi, saa er der tilvisse en anden Art, som er afgjort forkastelig. Den Frihed, som er nødvendig, for at Livet kan udfolde sig, og de højere Fornødenheder komme frem, der betegne det sædelige Fremskridt, giver nemlig paa samme Tid Væxt til en Mængde vilde Skud, og Menneskers Lyst og Arbejde rettes imod en Mangfoldighed af Ting, som dels ere slet og ret overflødige, indholdsløse i aandelig Betydning, dels ligefrem fordærvelige, idet de bortlede Tankerne fra det, der har Værdi i Livet. Den berettigede Luxus bærer sin Frugt i en rigere og dybere Udvikling af Aands- og Hjertelivet. Den uberettigede Luxus fører derimod til en selvstændig Udvikling af alt det ydre, det legemlige, Skinnet, Fænomenet, og udhuler Livet paa skjæbnesvanger Maade. Er det tvivlsomt, til hvilken, af disse Arter Luxus i Klædedragt hører hen?

Men selv om det indrømmes, at Evadøtrenes Skrøbelighed aabenbarer sig i Klædedragten, er det saa andet end, hvad der sker overalt i Menneskelivet, eftersom vi ikke ere saa gode, som vi burde være? Er Elendigheden særlig stor paa dette Punkt? Ja, lad os endnu kun kaste et Blik paa Resultaterne. Mange Menneskers Øren ere døve for ethiske Overvejelser, men de aabenlyse Resultater i de enkeltes og i Samfundets Liv tale et saa kraftigt Sprog, at muligvis selv de døve kunde vækkes op.

For det første fører Fænomensygen paa dette Punkt til et umaadeligt Spild af Kræfter. Hvor mange Tanker optages ikke til ingen Nytte! Hvor megen Tid og hvor mange aandelige Kræfter ødsles ikke bort herpaa! Paa alle Aandslivets Omraader stilles der i vore Dage Krav som næppe nogensinde før. I Kristi Kirkes store Aandskamp saa vel som i Menneskehedens Kulturudvikling kaldes der paa bestandig flere Kræfter. Ogsaa Kvindernes rige Aandsevner er der Brug for; der er aabnet fuld Plads for dem, og de modtages med Glæde. Men Kvinderne? Ak, for en stor, stor Del have de ikke Tid. Deres Sind og Sans er optaget af at se paa Stads og gjøre Beregninger om Stads og sy Stads og bruge Stads. I Menneskehedens Navn protesterer jeg imod et saadant Spild. Der er andet at leve for, andet at bruge Tid og Kræfter til.

Man hører ofte, at Kvinder klage over den Kløft, der er blevet mellem Mændenes og Kvindernes Liv; det er, som om de sidste ikke skulde være med i det, der giver Menneskelivet dybere Værd og Indhold. Naar der fradrages det, der ikke er sandt i denne Klage, skal jeg gjerne indrømme, at Mændene her have en Uret imod Kvinderne. Men det vil jeg spørge om: have Kvinderne ikke selv bestyrket Mændene i deres Færd ved at vise, hvorledes de havde fuldkommen nok i at leve for det tommeste tomme. Jeg tror ikke, at Samfundet virkelig kan løftes, naar ikke Kvinderne, Slægtens Mødre, Hjemmets og Opdragelsens Bærere, tage alvorligt Haand i med. Men derfor er ogsaa denne Ulykke saa stor, der sluger Tusinder af Kvinders bedste Tid og Kraft.

For det andet er Usundheden paa dette Omraade et umaadeligt Tønder for Usædeligheden. Forfængelighed er nær i Familie med Behagesyge, og Behagesyge hos Kvinden stilles altfor let i særligt Forhold til Manden. Al den Urenhed, som bor i Menneskenes Hjærter, tager derfor Stilling i disse Forfængelighedens Skanser, og der udvikler sig et Væv af Koketteri o. s. v., der i sin dybeste Rod er gjennemtrængt af Usædelighed. Mange ere ganske vist saa afstumpede paa dette Omraade, at de ikke mærke det i den fine Verdens Selskabs- og Balliv, skjønt det ogsaa der med tusinde fine Traade omspinder den uskyldige unge Pige, med tusinde Støvgran fylder den unge Mands Hjerteliv. Men hvad der i de højere Kredse skjules under et elegant Ydre, træder desto mere aabenlyst frem i de lavere Klasser. For hvor mangen ung Pige er Dragten bleven Vejen til det første Fald og videre ned til den dybeste Usædelighed! Og hvorfra kommer Exemplet? Den beherskede Sanselighed i de højere Klasser fremkalder de lavere Klassers Fald. De giftige Spirer fra det fine Koketteri strøes vidt omkring. De smaa kunne jo ikke forstaa, at hvad der er fint for de store, skal være Synd for dem - for ikke at tale om, hvorledes den af de højere Klassers Kvinder æggede Sanselighed ligefrem kan søge sin Afledning, sine Ofre blandt de smaa! Og selve Dragten kan føre til Fordærvelse. De vexlende Moder kræve jo, at man ikke beholder sine Kjoler, navnlig de lyse Selskabskjoler, for længe. Og naar det kniber med Pengene til nye Dragter, hvorfor saa ikke sælge de gamle? Men disse brugte Klæder - ja, jeg vilde ønske, at en Digter med Samvittighed vilde skrive os saadan „en lys Kjoles Historie”, der kunde bringe Haarene til at rejse sig paa de første Ejerinders Hoveder ved Tanken om, hvor mangen fattig Pige der ved saadan en Dragt er ført ud paa den slibrige Vej.

Og ved Siden af disse Ting er der for det tredie det store materielle Tab: hvilke Masser af Penge gaar der ikke med hertil! Nu vel, der er dem, der have Raad dertil, saa intet andet lider derunder af den Grund. Men det er visselig kun de allerfærreste. Mange faa kun Raad dertil ved i høj Grad at indskrænke Udgifterne til det, der er langt mere værd. Mangen ung Pige faar ikke Raad til at lære noget, fordi Pengene gaa til Klædedragten, og Indkjøb af Bøger eller Deltagelsen i anden aandelig Berigelse staar næsten overalt i anden Række. Saa taler jeg endda slet ikke om, hvad der for en Kristen er en endnu større aandelig Fornødenhed end disse Ting: det at kunne øve Barmhjertighed. Ak, hvor almindelig er dog den Betragtning, at det er noget, der kommer efter alle de andre Udgifter; og naar disse saa voxe og voxe, hvad bliver der saa til Rest! Fra et kristeligt, ja fra ethvert menneskekjærligt Standpunkt maa det dog siges, at det at hjælpe dem, der ere i Nød, hører til de store Ting i Livet; at faa en ny Hat o. s. v. derimod til de smaa.

Dog, vi gaa videre. Hvor mange have end ikke paa den Maade Raad! Den store Afgud kræver bestandig flere Ofre. Saa gaar det ud over Føden. Moder og Døtre skulle kunne præsentere sig i Verden - det faar saa blive knapt med Maden baade til Fader og hele Familien. Dette er ikke et Tankeexperiment. Det er Virkelighed. Mange blege, sygelige Børn ere Ofre paa Klædedragtens Alter! - forfærdeligt, hvad den onde Aand kan faa en Moder til! Og endnu ere vi ikke naaede til Bunden. Mange Familier have trods alt dette alligevel ikke Raad. Det kan trods alt Kniberi ikke slaa til. Saa gjør man Gjæld - Gjæld i Tusinder, indtil Samfundet er ved at falde sammen i sin egen Hulhed!

Ogsaa her gaar Exemplet nedad. Hvad Fruen og Frøkenen gjør, skal Tjenestepigen da ogsaa se at gjøre efter - ak, maaske indtil at sælge sig selv og sin Ære for at kunne faa Midler til mere Pynt! Hvad Familien i Stuen gjør, maa Folkene i Kjælderen ogsaa lære noget af. Den fattige Moder, der selv har lært at nøjes med de tarveligste Klæder, vil dog have Lov at dyrke Forfængeligheden lidt ved at udmaje de smaa Børn ligesom de fine Folks. Og hvad Kjøbstæderne gjøre, maa Bønderne ogsaa efterhaanden med til. Medens man før lavede alt sit Tøj hjemme paa Gaarden, kan man nu faa det. anderledes elegant at kjøbe. Det holder rigtignok ikke noget, og saa skulle Døtrene hvert Aar have nye Kaaber, nye Hatte o. s. v., indtil Fader ikke mere véd, hvorledes Gaarden eller Huset skal holdes oppe.

Jeg gad nok vidst, hvilke Summer der aarligt ofres til Klædedragtens umættelige Afgud. Man hører nok, at Folk trøste sig med, at Kjøbmændene skulle ogsaa leve, og Industrien florerer. Men Nationaløkonomien protesterer og viser, at overdreven Luxus altid er et Tab for Samfundet. Og selv om den intet sagde, saa siger Moralen: sæt Tæring efter Næring! og det Ord faar sikkert staa fast som Grundlov i enhver Husholdning, den være lille eller stor.

Vi have søgt at kaste et Blik paa Resultaterne; og jeg er overbevist om, at naar de virkelig vejes, vil det være fuldkommen sandt at sige, at Fordærvelsen paa Klædedragtens Omraade er lige saa stor en Samfundsulykke for Kvindernes Vedkommende som Drikkeriet for Mændenes. Og Frugterne ere noget nær de samme. Ligesaa mange Kvinder gaa til Bunds, gaa til Grunde i Synd og Skam ved Klædedragtens Fristelser som Mænd ved Drik. Ligesaa megen skjult Demoralisation (der dog er aabenbar nok til at gjøre Skade vidt og bredt) i de højere Klasser paa dette Omraade som paa hint. Ligesaa megen økonomisk Elendighed for Familier og Hjem ved det ene som ved det andet. Sandelig, det er ikke for stærk en Dom at udtale, at vi staa over for et Samfundsonde af den alvorligste Art.

Derfor, gjentage vi, er det paa Tide at optage en alvorlig Kamp. Og det er det, „Foreningen til Fremme af Tarvelighed og Ærbarhed i Klædedragt” vil.

Dens Maal er først et defensivt. Idet nemlig Ondet er en Samfundsmagt, er der mange, der mere ere tagne med Magt end lokkede med det gode til at tjene Afguden, mange, som allerede nu sukke efter Udfrielse af Lænkerne, men mangle Kræfter til selv at bryde ud og trodse den almindelige Mening. Alle disse tilbyder Foreningen Støtte og Værn. Foreningen har brudt Hul. Den, der vil være fri, staar ikke alene, men kan som Medlem af Foreningen være dækket af denne.

Men dernæst er Maalet et offensivt. Det gjælder at angribe Samfundets Fordærvelse, at rense Samfundsbevidstheden. Dette kan gjøres ad mange Veje, og Foreningen, som endnu er ung, véd vel næppe endnu, hvilke Midler den kan komme til at anvende i Tiden. Selve Foreningens Existents er imidlertid allerede noget offensivt. Thi det onde føler sig altid strax dømt, saa snart der blot er Mennesker, der ikke mere ville deltage i dets Liv. Og paa den Maade ønsker Foreningen ved selve sin Tilværelse at være et lille Stykke ond Samvittighed i Samfundet.

„Men hvorfor skal jeg gaa ind i en saadan Forening”? vil maaske mangen Kvinde spørge. „Jeg selv trænger ikke dertil; jeg tør godt staa paa egne Ben og har altid selv klædt mig i Tarvelighed og Ærbarhed”. Nu vel, det er godt, om det er saa - skjønt jeg nægter ikke, at Indvendingen somme Tider fremføres af Kvinder, der utvivlsomt for deres egen Skyld trængte til Foreningen. Men trænger et Menneske ikke dertil for sin egen Skyld, saa husk paa, at Foreningen ogsaa netop stiftes for de mange andres Skyld. Det gjælder at lukke deres Øjne op, som ere blinde, og frigjøre dem, der ikke selv tør gjøre sig løs, det gjælder at optage en Kamp i Samfundet, og dertil trænger Foreningen just til de bedste Kræfters Støtte.

„Men jeg kan godt hjælpe andre ved mit Exempel uden en Forening”. Nu vel, det er godt. Ja, det er endogsaa aldeles nødvendigt. Gjør alt, hvad der kan gjøres ad den Vej i det private Liv! Men netop naar alt gjøres, saa skal man nok faa Øje for den Sten, der er for tung for den enkeltes Kræfter; og det er til Arbejdet paa den store Sten: Samfundsbevidstheden i det hele, at Foreningen vil samle.

„Men saa burde det være en Bekæmpelse af al Luxus. Det hjælper ikke at tage et saadant enkelt Omraade som Klædedragten ud for sig; der maa kæmpes imod Overdaadighed i Møblement, i Selskabslivet o. s. v.” Meget rigtigt, der maa rejses en Kamp imod al Overdaadighed. Men enhver Hær er delt i mindre Afdelinger, og i en Krig gjælder det at finde det rette Punkt at begynde paa. Kampen imod Klædedragtens Udskejelser skal ingenlunde udelukke det andet, men netop være et Skridt hen imod det. Og Berettigelsen til at tage dette Punkt ud for sig, ligger klart nok i, at det er det mest enkelte, vedrører den enkelte Kvinde som saadan, derfor ogsaa gaar videst ud over den hele Kvindeverden, og endelig er lettest at bekæmpe, fordi de enkelte ere i Stand til at frigjøre sig hver for sig.

Og endnu kunde der saa rejses en Mængde Indvendinger imod Enkeltheder i Foreningens Love. Dem kunde jeg maaske selv forøge adskilligt; thi jeg har fra Begyndelsen havt mange Anker imod dem. Ja, jeg har flere Gange forsøgt at skrive helt nye Love. Men netop derfor ved jeg ogsaa bedre end de fleste, at det er lettere at kritisere end at producere. Jeg er fremdeles ikke særlig tilfreds med Lovene; men jeg har set, at det er umuligt overhovedet at skrive Love, som ville tiltale alle, naar man paa den ene Side ikke ønsker at anlægge en Uniform og paa den anden Side dog maa have nogle positive Bestemmelser. Jeg slutter mig derfor til den Betragtning, at der ikke ligger saa megen Vægt paa Enkelthederne. Den, som virkelig forstaar Sagens Alvor, vil næppe have svært ved at gjøre en lille Indrømmelse hist eller her. Og vil eller kan nogen ikke det, nu vel, saa er der jo ingen, der dømmer hende derfor; saa virke Vedkommende for det samme Maal udenfor Foreningen - blot der virkelig bliver gjort noget!

Derfor er det den Appel, som hermed rettes til alle Kvinder. Tag eder af denne Sag! Saa mange, som kunne arbejde sammen med Foreningen, træde ind i den, thi det er nødvendigt, at Kræfterne samles, om saa stor en Kamp skal kunne optages. Men de, som ikke ville eller kunne slutte sig til den stiftede Forening, lad ikke dette blive en Anledning til atter at falde i Søvn og overlade Fjenden Marken. Lad der blive gjort noget, hvordan det saa skal gjøres! Foreningen er tilvisse ikke skinsyg, naar blot Sagen fremmes. Ulykken er stor. Tusinder af Kvinder ofres, Tusinder af Hjem ødelægges, og Samfundets bedste Kræfter gaa til Spilde. Lad Kvinderne da vise, hvad de kunne i en virkelig Kvindesag! Lad fremfor alt de kristne Kvinder ikke betænke sig paa at handle efter Herrens Ord: „I ere Jordens Salt!”