Indestængt.

En psykologisk Studie af J. M.

”Saa gør de rigtigst i at sikre Dem Plejersken Margrete paa Stuen Nr. 7, ved Operationen”, sluttede

den gamle Professor, "hun er en af de fornuftige, der ikke faar ondt eller gør Vrøvl, selv om det er nok saa farlig en Operation. Jeg gaar netop forbi Stuen, jeg skal sende hende ind til Dem."

Professoren gik. Den unge Læge var nylig kommen fra Udlandet, hvor han havde høstet rige Erfaringer med Hensyn til sin Videnskab; dette var hans første Operation i hans ny Virksomhed i Hjemmet. Han bøjede sig nu ned over de forskellige Tegninger af de Legemsdele, han i Morgen skulde behandle, ikke for at blive sikrere i sin Overbevisning om lykkelige Resultater; det behøvede han ikke, hans videnskabelige Tanke var klar som Lyset, og hans Haand sikker som selve Dissekstionskniven, men kun af gammel Vane.

Strax efter bankede det paa Døren. Han sagde "kom ind". Døren aabnedes, og en lille ubetydelig Kvinde traadte ind. Han saa ikke op, men vedblev at dukke sig over Papirerne, hans Ansigt havde dette trætte Udtryk, som synes at sige: Der er intet nyt under Solen.

Margrete blev staaende. Endelig saa han op og vendte sig imod hende, som om hendes Indtrædelse var en personlig Fornærmelse, idet han i en nervøs, stødende Tone sagde: "Naa, De er Plejerske Margrete, De har at møde i Morgen Kl. 8 paa Salen l, men sørg for, at De ikke faar Vagt i Nat; thi det er en farlig Operation, som kræver Omtanke, og vi kan ikke bruge trætte Folk."

"Men jeg er ikke træt, selv om jeg har vaaget," svarede Margrete roligt,

"Ja saa er De vel ung i Faget?" kom det køligt.

"Aa nej," svarede hun med et Smil, "ti Aars Praxis."

Det gav et Sæt i Lægen, han saa paa hende, hvor gammel var hun da selv, denne ranke, fine Skikkelse, med de klare Øjne og det friske Smil?

Det var for ham, som han uvilkaalig maatte rejse sig og bukke for hende som for den fineste Dame; skønt hun stod der i sin simple Lærredsdragt, kun med den hvide Strimmel i Halsen, lyste hun dog af Intelligents.

Dog glemte han hende strax og vendte sig til sit Skrivebord.

"Har Doktoren mere at bemærke," spurgte Margrete. "Nej," svarede han.

Denne vanskelige Operation løb heldig af, og mange fulgte. Hvor Dr. Dahl og Plejerske Nr. 7 var ansvarlig for Patienten, var Helbredelsen altid sikker.

Der var nu hundrede Ting, de to maatte tale med hinanden om, og det varede ikke længe, før den dybttænkende Videnskabsmand mærkede, at der var saa meget at lære af Margretes praktiske Erfaringer, at det forekom ham, at han blev saa underlig lille, samtidig med, at Omverdenen udvidede sig; Livet blev rigere, og Kedsommeligheden faldt som en Skal af hans Væsen.

Margrete havde for sin egen Fornøjelses Skyld ført Journal over de interessanteste Patienter, som hun havde plejet, og da Dr. Dahl først fik den at se, var der ingen Ende paa hans Plagerier for at bringe hende til at gøre det i Fremtiden; thi hun førte dem ikke som de medicinske Kandidater, hun saa Sygdommen som den aandelige Læge, der med dyb psykologisk Sans forstod, at den legemlige Nød næsten altid havde sin Rod i Sjælen; med ægte kvindelig Haand lagde hun disse fineTraade tilrette, saa at den legemlige Helbredelse blev mulig.

Der var nu gaaet tre Aar. Margrete havde været lidt nervøs i den senere Tid. Lægen havde raadet hende til at holde Hvil i denne Vinter. Hun skulde før tage en Udenlandsrejse; han vilde selv følge hende.

Der havde i disse Aar udviklet sig et sympatetisk Venskabsforhold imellem dem, de havde altid saa meget at tale om, ja, selv i deres Tavshed følte de, at de kom hinanden nærmere. Ofte havde de talt sammen om alle de fremmede Lande, hvor han havde været. Hun havde faaet Rejsefeber, og for ham vilde det være en Glæde igen at besøge disse Steder, som vilde faa en ny Interesse, naar Margrete var med.

Deres Forhold var et fuldkommen aabent Venskabsforhold, som havde den Egenskab, at selv den giftigste Sladder og Misundelse ikke kunde røre det, fordi der var den Sandhed og Kraft i det, at de aldrig for det store Hospitalspersonale, eller i det hele taget for nogen fremmed, skjulte, at de var Venner og i hvor høj Grad de skattede hinandens Person. Her som andensteds fandtes bornerte Folk, som ikke forstod deres Forhold, og man saa undertiden efter dem med et tvetydigt Smil, naar de spadserede op og ned ad den lange Gang uden for Sygestuerne. Slige Smil og Miner døde dog strax eller forvandlede sig til en endnu høfligere og mere forbindtlig Hilsen, naar man bemærkede den aabne og frimodige Maade. hvorpaa de to Venner talte sammen, og deres rene, lyse Blik.

Han havde fortalt hende hele sit Liv, hvor ærgerrig han havde higet efter at blive dygtig og hædret, og hvor flad den saa var forekommet ham, al den Berømmelse og Ære, der nu var bleven ham til Del.

Hun havde tilstaaet ham, at ogsaa hun havde havt sin Ærgerrighed, og det var, at give Samfundet sit Arbejde, medens hun var sund og kraftig, og ikke som saa mange andre, naar de havde havt en Skuffelse i Livet, saa kom de først og klyngede sig til andre endnu mere lidende, for at dulme deres egen Smerte og finde Ro for det mistede Livshaab.

"De ser, jeg har ogsaa havt min Stolthed," sagde Margrete, "medens jeg var ung og kraftig har jeg stillet mig til Tjeneste, og jeg har arbejdet med Glæde i disse mange Aar."

En Septemberaften sad de sammen i Doktorens Værelse.

Rejsen var bestemt og Planen lagt. Han var rig og havde overtalt Margrete til at modtage denne Rejse som et Venskabsbevis.

Nu tog han begge hendes Hænder imellem sine, saa hende fortroligt ind i Øjet og sagde: "Ved De, at De har reddet Glæden i mit Liv, gjort det rigt og bragt en Solstraale ind i min før saa golde Tilværelse; tillad mig at sige "du" til Dem, vi er dog hinanden saa inderlig nær."

"Endnu ikke", svarede Margrete., Det kom hende saa uventet. Hun havde nemlig altid den Vane, at

begynde enhver Samtale med ham i tredje Person: "Hr. Doktoren!" o. s. v., men inden Samtalen var endt, greb hun sig altid i, at hun i Grunden talte med ham lige saa fortrolig som med en Broder, dog "du", det kunde hun bestemt ikke sige.

Hendes Ansigt straalede af Glæde, hendes Hjærte var saa fuldt af Lykke. - Aa, hvor hun nu saa klart, at hele hendes Liv havde været som en eneste lang, mørk Arbejdsdag, men nu kom denne dejlige Solstraale, der varmede og smeltede det forekom hende, som om hele Laviner i hendes Indre opløstes og rullede bort, o, blot de ikke i Faldet knuste hendes lyse Vaarblomster. Nej, Glæden kunde ikke mere dø, tænk, rejse bort fra dette indelukkede Hospitalsliv ud i den dejlige, skønne Verden, sammen med ham, hvile, faa Lov at tænke lidt paa sin egen Udvikling, blive ædlere ved at se det store i fremmede Lande; hun, som kun i de triste Nattetimer ved Sygesengen havde lært Poesi, hun skulde nu opleve det, ja, hendes eget Liv var jo blevet et Digt.

Hun svarede derfor blot stille: "Glæden har overvældet mig, jeg maa samle mig."

Der var endnu kun en lille Skygge imellem dem, Margrete rejste nødig fra deres Rekonvalescent, Ellen Holm. Hun var som Patient deres Dæggelam i Øjeblikket, og Margrete vilde helst have hende helt rask, inden hun rejste, især da Ellen havde ytret Ængstelse for, at være uden Margretes Pleje.

Hun var en af disse bedaarende Skønheder: sorte Øjne, langt krøllet Haar, let, vittig, kvidrende som en lille Lærke, Margrete elskede denne Lethed og Dejlighed.

"Kunde jeg blot tage hende med!" havde Margrete sagt til Dr. Dahl, "saa vilde jeg være fuldkommen rolig ved at forlade min Gærning."

Den lille Frøken Ellen havde været forlovet, ved Brudet var hun bleven syg og havde nu klynget sig til Margrete.

Dr. Dahl havde sagt, at det skulde blive, som Margrete ønskede, "men", tilføjede han, "blot vi ikke komme til at fortryde det."

Margrete fik sin Vilje. Frøken Ellen Holm kom med. Hun blev deres Barn paa Rejsen. Tæpper, Puder blev der ødslet med for hendes Bekvemmelighed. Det var baade Lægen og Margrete en Fornøjelse at kæle for hende, de smilte til hinanden, naar hun kom med sine naive Ytringer.

Hendes Luner steg ved deres Omhu; saa vilde hun have sine smaa Fødder op paa Sædet i Kupeen, saa trykkede Haarknuden hende i Nakken, som Margrete da maatte opløse, hvorefter hun da svøbte sig ind i sit dejlige, lange Haar, og drømte sig som Havfrue, sagde hun. Undertiden mente hun, at hun havde Feber, Lægen maatte føle Pulsen, og saa lo hun igen selv ad alle sine Barnestreger.

Vanskeligst var det, naar de skulde paa lange Fodture eller paa Besøg i Bjærgene, hvorhen Ellen ikke kunde følge; thi saa traf de hende ved Tilbagekomsten opløst i Taarer, forsikrende, at hun var syg, meget syg, saa de maatte begge blive hos hende, sidde ved hendes Seng o. s. v.

Margrete, som altid var vant til at opofre sig, mente da, at det var bedre, at de foretog Ture, hvor Ellen kunde være med. Og saaledes blev det.

Kom de saa Steder, hvor der trængtes til Forklaring, vendte Dr. Dahl sig gærne til Ellen, hun var jo mest ukendt, Margrete kunde selv tænke, og desuden havde han saa ofte derhjemme fortalt hende om alle disse Steder, saa det var for hende, som om hun havde været der engang før med ham. Naar hun undertiden fortabte sig i et eller andet, da blev Ellen borte, og Doktoren maatte søge hende, ved Tilbagekomsten var da Ellen overstadig lystig og straalede af Livslyst, hvorimod Doktoren gærne var forstemt.

Margrete begyndte at føle sig lidt tilovers, thi Ellen var utrættelig i at udspørge Doktoren om alle Ting, og det lod til at være ham kært at besvare hendes Spørgsmaal. Margrete blev mere og mere tavs; hun saa godt, at dette pinte ham, og dog kunde de ikke mere tale med hinanden som før. Glansen, der faldt over Ellens sprudlende Vid og lette Væsen, kastede Skygge over Margrete og gjorde hende kedsommelig og tung.

Ellen svingede imellem Fortvivlelse og Lyksalighed.

Tiden nærmede sig nu til Hjemrejsen. Ellen og Lægen var gaaet ud, og Margrete sad alene hjemme. Da de kom tilbage, holdt de hinanden i Haanden. Ellen fløj hen og slyngede sine Arme om Margretes Hals og sagde: "Jeg er det lykkeligste Menneske; paa Jorden, vi er forlovede."

Doktoren rakte hende med sin sædvanlige Frimodighed Haanden og sagde: "Kære Margrete, De vil i Sandhed glæde Dem ved vor Lykke, De er som en ældre Søster for os begge."

Margrete, som ved de alvorligste og mest afgørende Øjeblikke i sit Liv altid tidligere havde bevaret Ligevægten, var lige ved at segne; hun greb; krampagtig for sig - kun et Øjeblik - derefter rakte hun dem Haanden, den var iskold som det Smil og den Lykønskning, hun fremstammede, men de var alt for opfyldt af deres Lykke til at mærke dette. Rejseruten blev forlænget. Ellen havde faaet den Ide, at Brylluppet skulde staa derude i det fremmede. Det vilde være saadan en umaadelig Fornøjelse at overraske Veninderne med at komme hjem som Fru Dahl. !

Doktoren gav efter. Brudestadsen skulde købes, Margrete maatte besørge alt, hun var jo saa praktisk; hun købte Kniplinger, hun indrettede, hun syede. Alt blev saa nydeligt; hun kunde altid træffe deres Smag og, hvad der klædte Ellen bedst.

Men for hvert Stykke, Margrete syede, var det, som om noget døde i hendes eget Indre, især hadede hun sin hele tidligere Gærning i de mange Aar paa Hospitalet, det var dog den, som havde berøvet hende hendes Ungdom og al den fortryllende Ynde, som hun vidste, hun havde ejet, og som ogsaa var det, han elskede, forstod hun nu. i

Dagen nærmede sig. Brylluppet skulde holdes i Hotellet i al Stilhed, kun med nogle faa fremmede, som var bleven henreven ved den fortryllende Ellens Væsen. Hun var dejlig som Brud, klædt i Silke og Kniplinger, Haaret frit opløst under Sløret, det havde han ønsket; "det var det, der først fangede mig," havde han sagt.

Nu var Højtideligheden til Ende, og man skulde skilles. Ellen var meget bevæget. Hun kom stille hen til Margrete, lagde sin Arm ømt om hendes Hals og hviskede: "Nu kan jeg betro dig, at jeg har været grulig skinsyg paa dig, tænk undertiden trode jeg, at min Ven var forelsket i dig. I talte altid saa meget sammen, som jeg ikke forstod, men nu ved jeg, at du under os vor Lykke, Margrete! Du er større end jeg, men du kender ikke til at elske med den Lidenskab, som jeg. - Tak for al din Ømhed, søde Margrete!"

Doktoren var som altid rolig, han tog begge Margretes Hænder som hin Dag, da de skulde rejse, og sagde: "Ogsaa jeg føler en dyb Trang til at takke Dem paa denne lykkelige Dag, Margrete! De har været mit Livs Sol, De fremdrog det bedste i mit eget Væsen, De befriede mig fra denne Menneskeforagt og bragte Kærlighedens levende Kilde til at rinde, og nu denne sidste store Glæde, - De har selv ført Ellen i mine Arme, min Ven, min Søster! Nu maa vi være "dus", nu vende vi tilbage til vor vante, fælles Gerning."

Hun stod med nedslagne Øjne. Han bad hende se op, men da hun saa ham ind i Øjet, læste han i hendes en underlig Skrift, som han ikke kendte, og som vakte en lønlig Gru midt i hans glade Stemning.

De forlod Stuen. Margrete tog Lampen og gik ind i sit eget Værelse, satte den paa Bordet og kastede sig ned i Sofaen med Hænderne for Øjnene.

"Tilbage til vor fælles Gerning", gentog hun monotont efter ham, "nej, aldrig, aldrig! Jeg vil ikke arbejde mere, jeg hader dette Trælleliv, denne Opgiven af sig selv, nej, saa hellere dø.

Dog, jeg kan ikke," - hun fremtog sin Andagtsbog, som i de lange Nætter, naar hun sad ved Sygesengen, havde styrket hende til Udholdenhed og Selvfornægtelse. I hendes exalterede Tilstand var den uden Virkning paa hende. Hun slukkede Lampen, rullede Gardinet op og aabnede Vinduet. Maanen skinnede ind og kastede sin matte Glans paa hendes fordrejede Træk.

Uvilkaarlig løftede hun sine Øjne mod den stjærneklare Himmel og sagde:

"Barmhjærtige Gud, fører du Menneskene, leder du Hjærter som Vandbække? Hvorfor førte du da mig fra mit indelukkede Liv ud til solbeskinnede Vidder, for atter at sætte mig tilbage i et endnu dybere Mørke? Hvorfor skabte du dette bankende Hjærte til Kærlighed? Hvorfor satte du Kærlighedsbægeret til Læben for at lade mig se en anden tømme det? Hvad er min Brøde, at du tvang mig til at føre hende ind i hans Arme, for at hun skulde stjæle min Livslykke? O, blot jeg kunde græde. Bedugger du ikke Blomsten, naar den bøjer sit Hoved i Nattekulden, har du da ikke en Taare til at smelte og frigøre Smerten?"

Men Taarekilden var standset, og hendes Ansigt antog nu det forstenede Træk, som er Forløber for Vanvidet.

Dog var hendes Sanser endnu klare. Hun hørte Fodtrin i Havens Grusgang under Vinduet; det var Brudefolkene, der endnu ikke var gaaet til Ro.

Hun hørte tydelig deres Stemmer.

Ellen sagde:

"Der er mørkt paa Margretes Værelse; hun er allerede gaaet tilsengs."

"Ja, hun er altid i Harmoni," svarede Lægen, hun hører til de ophøjede Naturer, der kun leve for andres Lykke."

"Men saa kender hun heller ikke Lidenskabens Magt og den Fryd, som vi to føler," kom det ivrigt med Ellens klare Stemme.

"Hvem ved det, hvem har set tilbunds i Margretes dybe Sjæl," svarede han med et uvilkaarligt Suk. Han kunde ikke frigøre sig for dette underlige Udtryk, han i Aften havde set i hendes Blik.

Margrete hørte ikke mere.

Lidenskaben blev som Ild i hendes Indre; det brændte i Brystet, det susede i Hjærnen, den forvirredes nu fuldstændig. Der var kun en Tanke, der var klar og beherskede hende: Rædselen for at se og høre de elskende udtale deres Kærlighed for hinanden. Hun maatte, hun vilde flygte, selv om det var ind i Dødens Nat, hvorfra man aldrig vender tilbage.

"Ja, en ophøjet Natur!" hun lo vildt, "o, hvor jeg foragter mig selv! - I et helt Liv har jeg overvundet hver en Smaalighedens Tanke, hver en egoistisk Følelse, og nu griber den laveste Skinsyge mig og fortærer hver en Draabe Menneskeblod i mit Bryst.

Eller mon det ikke snarere er sand Kærlighed, Retfærdighedsfølelsen, der behersker mig? Hvem er hans aandsbeslægtede, han eller jeg? - eller begærer Manden kun det skønne Legeme i Ægteskabet?

Men hvad saa, naar han vaagner? Hvor er da hans Sjæls Veninde? - Men jeg er gal, fuldstændig gal!" - Og hun tog med begge Hænder om sit Hoved.

Igen greb Rædslen hende for i Morgen at skulle mødes med de unge Ægtefællers Lykke. Bort maatte hun, flygte, men hvorhen?

Hendes Øjne faldt paa en Flaske Morfin, som hun havde taget med paa Rejsen til at stille Ellens Smerter med, om de skulde komme.

Flasken var urørt; hun rakte Haanden ud efter den.

Hun smilede spottende og mumlede:

"Det er et godt Bytte, Ellen, jeg gav dig en Elsker, du betaler mig med en Flaske Morfin."

Hun tømte Flasken og segnede om paa Chaiseloguen.

Sov hun, eller var hun død?