Svar til Fru Anna Bugge-Wicksell.

I Martshæftet for "Kvinden og Samfundet" findes en lille Artikel af ovennævnte Forfatterinde, som det har været mig en Fornøjelse at læse. Den retter et velment Angreb mod den Anskuelse om Kvindens Stilling i Ægteskabet, som jeg ved en tidligere Lejlighed har fremsat, og om det end aldrig er ligefrem behageligt for et Menneske at se sine Meninger blive reducerede in absurdum, saa er der dog en vis Tilfredsstillelse i at se dette finde Sted med en saa stor Elegance som den Fru Wicksell har lagt for Dagen. Der er et meget betydeligt Eftertryk i den Sikkerhed, hvormed Fruen bevæger sig fra Præmis til Konklusion, og jeg vil indrømme, at jeg vilde have meget lidt Haab om at rejse mig igjen efter mit Fald, hvis min Modstanders Præmisser vare lige saa faste som hendes Slutninger. Fru Wicksell har ikke anvendt den samme Omhu, som hun har helliget sine Slutninger, til at sikre sig, at hendes Præmisser vare de samme som mine, eller at de vare i paalidelig Overensstemmelse med Virkeligheden, Jeg skal i saa korte Træk som muligt forsøge paa at belyse de Præmisser, fra hvilke jeg i min tidligere Artikel gik ud; at drage Slutninger ud fra disse, tør jeg derimod trygt overlade til min ærede Modstander selv.

1. Det første Punkt, der da ligger for, er den Symbolik, Fru Wicksell bringer til Anvendelse, idet Ægteskabets Udvikling sammenstilles med en Linie. Fru W. mener, at jeg opfatter denne Udvikling som en ret Linie, der er bestemt i hele sin Længde, naar den er bestemt i to af sine Punkter; derimod mener hun selv, at en brudt Linie vilde være et mere passende Billede. Allerede i Anvendelsen af disse Billeder ser jeg en ikke ringe Misforstaaelse af min Maade at opfatte Sagen paa. Skulde jeg tale billedligt, vilde jeg sammenligne Ægteskabet med en Plante, der i de forskjellige Kulturtilstande kan have et meget forskjelligt Udseende, men som bestandig maa have en Jordbund at voxe i. Mine Bestræbelser have været rettede paa at undersøge, hvad det er for en Jordbund, denne Plante hidtil bestandig, hvor forskjellig den saa end har været, har vist sig at voxe i. Jeg har søgt at vise, at Forsøg paa at bringe den til at trives i en anden Slags Jordbund eller holde den i Live uden nogen som helst Jordbund bestandig ere mislykkede og at vi derfor, hvis vi ville undgaa Experimenter, som maaske kunne blive skæbnesvangre, bør sørge for, at den Jordbund, som hidtil har vist sig som den eneste brugbare, bevares. Hos primitive Mennesker er Ægteskabet en simpel Markplante, hvis Blomster ere uden Duft og Farve; hos Kulturmennesket er dette anderledes; og det er saa langt fra, at Fru Wicksell har Ret i at sige, at jeg betragter alle de Momenter, som gjøre sig gjældende i Ægteskabet foruden de materielle Interesser, som blotte Accessorier, at det ligesaa gjerne kunde siges, at jeg betragter Blomstens Duft og Farve som Accessorier, fordi jeg hævder, at denne pragtfulde Blomst saa vel som det tarveligste Straa maa have en Jordbund at suge Næring af.

2. Jeg er enig med Fru W. i, at det er "Kjærligheden", som for Kulturmenneskets Bevidsthed staar som det bærende i Ægteskabet. Jeg kan ogsaa være enig med Fruen deri, at Kjærligheden kan antage mange Former, som maa anses for at være ligeberettigede og ædle. Men derfor er det dog meget vel muligt at tale om sand Kjærlighed i Modsætning til usand Kjærlighed, idet alle hine ligeberettigede Kjærlighedsformer kunne have noget fælles, hvorpaa de netop grunde deres Berettigelse. Jeg tænker mig, at jeg vil faa Fru W's Samstemmen, naar jeg nægter at anerkjende nogen Kjærlighed for sand, der ikke lever paa Tilliden til sin egen Varighed; der ikke absolut afviser den Tanke, at nogen anden Person nogensinde kunde blive mere for en, end den, man i Øjeblikket elsker, og at denne nogensinde kunde ophøre at være den, hvis Stemme beroliger en, og hvis Fortrolighed man søger og glæder sig over at eje. Den, vi elske, er den, vi stole paa som den eneste, der tager ret Del i vore Sorger og Glæder; vi elske kun sandt, naar vi ikke kunne tænke os vort Liv levet sammen med en anden Person end netop denne ene. Det er dette Moment, jeg anser for det væsenligste, Forestillingen om sin Følelses Varighed og regulerende Betydning i Forhold til alle ens andre Følelser. Mit Spørgsmaal blev da dette: i hvilken Jordbund skal en Følelse voxe for at blive varig?

For den Sags Skyld kunde jeg have søgt Svaret ved at henvende mig til hvilken som helst Følelse, der udøver et varigt Herredømme over et levende Væsen; de voxe alle i ganske elementære materielle Jordlag. Jeg valgte det for Tilfældet mere instruktive at undersøge, hvad der overalt har vist sig at betinge en Mands Ønske om et varigt Samliv med en Kvinde. Hos primitive Mennesker træder alt det, som hos os fremkalder Valget af netop denne individuelle Kvinde, stærkt tilbage; den Kvinde, som bliver den vilde Mands Hustru, bliver dette mere ved en Tilfældighed; hun udpeges for ham udefra og ikke som hos os indenfra, fra ham selv. Men Varigheden af Ønsket om at beholde den Hustru, man en Gang har faaet, er under alle Forhold det, som skiller Ægteskab ud som noget for sig. Og Betingelsen for, at Mandens Ønske om et varigt Samliv skal opstaa og holde sig, viser Erfaringen os, er med faa Ord denne, at Hustruen fylder sin Plads i hans Hjem. Dette er den Jordbund, som aldrig nogensinde har kunnet mangle, uden at Ægteskab forsvandt. Dertil kommer saa de Betingelser, som maa være opfyldte, hvis det ægteskabelige Liv skal blive en skøn og ædel Blomst og ikke blot en uanselig Urt som hos de vilde. Disse Betingelser ere, at baade Mand og Hustru (ikke længere Manden alene) ønske at gifte sig og i Ægteskabet kunne leve et mere menneskeværdigt Liv end paa anden Maade. Kunne de ikke det saa maa vi blive os klar, at dette betyder, at den Jordbund som kan nære et Ægteskab, er for mager og daarlig for Kulturlivets Krav. Men med at gøre denne Paastand gjældende maa man dog i det mindste være noget tilbageholdende og forsigtig. Naar Fru W. mener, at det staar fast, at Ægteskabets Grundlag i vor Tid er noget andet end det oprindelige materielle, saa forvexler hun Ægteskabets Form og Indhold med de Forudsætninger, som gjøre alt dette muligt. Grundlaget er ikke nødvendigvis lig med det, som det bærer, ligesaa lidt som Blomsten ligner den Jord, hvoraf den suger Næring.

Endvidere begaar Fra W. en anden Forvexling, idet hun med sin Fordømmelse af Fornuftgiftermaal tror at rette et Angreb mod mig. At gifte sig er at danne sig et Hjem, hvor Hjemmets Gjerning paahviler Hustruen, paa udviklede Trin: netop denne ganske bestemte Kvinde. At gifte sig for Pengenes Skyld er ikke det samme som at gifte sig for i Hustruen at faa en Medhjælp. Gifter man sig for Pengenes Skyld, saa tager man kun en Hustru som sin Betaling for at indkassere disse Penge; men Hustruen kan for den Sags Skyld gjerne dø Dagen efter Bryllupet, naar blot Testamentet er i Orden. Det Fornuftgiftermaal, vi alle fordømme, er saaledes i Grunden slet intet Giftermaal, men en Forretning under falsk Flag. Derimod er der vel næppe nogen, som med velberaad Hu vil dadle den, der prøver sin Kjærlighed, der overvejer, om nu ogsaa denne Kvinde er i Stand til at fylde en Plads som netop hans Hustru, og hvis Svaret falder benægtende ud, mener, at Kjærligheden kun er en Sanserus, der ikke har Betingelsen for at holde ud i Aarenes Løb,

3. Hovedstriden mellem Fru W. og mig staar selvfølgelig om den konkrete Formulering, som man maa give det ovenfor nævnte Præmis: at et Ægteskab kun bliver muligt, naar Hustruen kan fylde sin Plads i Mandens Hjem, og naar Ægteskabet aabner begge Parter Muligheden for at leve deres Liv paa den menneskeværdigste Maade. Jeg havde her gjort gældende, at det aandelige Fællesskab, som betegner Ægteskabets Ideal, maatte have det materielle Fællesskab til sin Forudsætning, hvis det ikke skulde dø af Mangel paa Næring; Fru W. mener omvendt, at det materielle Fællesskab maa have det aandelige til sin Forudsætning, hvis det ikke skal forvandle sig til en utaalelig Lænke. Der er i denne Modsætning skjult to ganske forskjellige Livsanskuelser, som det vilde være taabeligt at tro, at man i en lille Opsats skulde kunne belyse paa en tilstrækkelig Maade. Ulykken er, at de Spørgsmaal, som staa i Forbindelse med Problemet om Ægtefællernes hele indbyrdes retslige Stilling, spænde over saa store Dele af det menneskelige Sjælelivs brogede Verden, at en stor Bog næppe vilde være tilstrækkelig til at behandle dem. Jeg beder derfor Fru W. saavel hvad min tidligere Artikel, som hvad nærværende Gjensvar angaar, at nøjes med nogle spredte Bemærkninger og forøvrigt læse mellem Linierne.

Paa den ene Side staar der en Mængde Mennesker, som igjennem deres berettigede Modstand mod mangehaande Fortidstryk og snævre Anskuelser have erhvervet den Mening, at Menneskelivet først faar Værd, naar det kan udfolde sin Individualitet gjennem den fulde og umiddelbare Tilfredsstillelse af saa mange af ens Ønsker som muligt. Overfor dem staar der paa den anden Side en ligesaa stor Mængde Mennesker, som mener, at Menneskets individuelle Udvikling først naar sit fulde Værd, idet man lærer at finde sig tilfreds med det, som kan naas indenfor de Grænser, Hensynet til andre foreskriver. Om end de to Livsanskuelser ved at omsættes i abstrakte filosofiske Principer kunne bringes hinanden saa nær, at de slaa over i hinanden, saa er deres Modsætning i de konkrete Skikkelser, de antage i den enkeltes Bevidsthed, dog særdeles betydelig. Den ene fører sin Kamp mod Resignationen og betragter denne som en Ulykke; den anden betragter Resignationen som noget, der altid vil være nødvendigt, men som tillige kan blive en Kilde til Menneskets ædleste Følelse, den gode Samvittighed. Den ene vil lade sine Pligter rette sig efter sin Karakter, den anden tror, at Mennesket har langt mere Brug for at lære ved Selvopdragelse at rette sig efter sine Pligter. For Fru W. staar Ægteskabet kun som muligt og rosværdigt, naar det byder Ægtefællerne Trykken i dens umiddelbare Skikkelse; hun mener, at de mange ulykkelige eller kun slidelige Ægteskaber, som findes, skyldes den ringe Sum af aandeligt Fællesskab, som nu er til Stede, fordi der er for liden Frihed i Forholdet. For mig staar det mere, som om den ægteskabelige Lykke ligesom al anden maa tilkæmpes med Anstrængelse; der kræves i ethvert ægteskabeligt Samliv Taalmodighed, Overbærenhed og Forsagelse, før man naar den dybeste og inderligste Lykke. At saa mange Ægteskaber komme tilkort i denne Retning, tror jeg ligger i, at Ægtefællerne mangle tilstrækkelig materiel Foranledning til at søge hinanden. Forestillingen om, at man ved at gifte sig tager en Pligt paa sig, som man ikke i Lune kan smøge af sig, tror jeg vil ud fra W's Opfattelse slappes, om end dette selvfølgelig ikke er Fruens Mening. Den gifte er for mig ikke længere en Person i samme Forstand som den ugifte, han er simpelthen Ægtefælle; hvor han ser hen, i alt hvad han foretager sig, bestandig skal denne Tanke svæve samlende og overskyggende over alt, at han har et Hjem; for Fru W. vedbliver derimod Mennesket, enten han gifter sig eller ikke, at være et isoleret Individ, der i alle de Forhold, hvori han indtræder, samler alt om sig selv som Midtpunkt. Det er af denne Grund, at Fru W. i Principet om Særeje, Ægtefællernes økonomiske Selvstændighed overfor hinanden, ser det klare og selvfølgelige, hvor der ikke kan blive Strid om, hvad der er mit og Dit; mit er mit, og Dit er Dit. Principet om Fælleseje, for hvilket jeg har gjort mig til Talsmand, staar for hende som det Ulogiske, taagede og meningsløse, der maa give Anledning til idelige Stridigheder; hvad der er mit, er Dit, og hvad der er Dit, er mit. Men hvis Fru W. vil forsøge at stille sig paa mit Standpunkt, et Øjeblik slippe det lille kjære Jeg af Syne og i dets Sted se at taa Øje paa Hjemmet, saa vil hun opdage, at ved Fælleseje betones det klart og præcist, at Ægtefællerne ere Led i en og samme Helhed, hvad der var mit og var Dit, det er nu Hjemmets; Særeje derimod bliver nu det taagede, idet hvad der er Hjemmets absolut ikke lader sig bestemme. For mig staar det som det skammeligste ved den nuværende Ordning, at Manden kan anvende hvad han vil af sine Indtægter, til Formaal, som ikke staa i nogen Forbindelse med Hjemmet og dets Krav. Ved at indføre Særeje vilde der kun blive to om at gjøre sig skyldig i denne Skammelighed.

Min Uvilje mod Særeje skriver sig væsenlig derfra, at jeg ved Særeje forstaar fuld og uindskrænket Raadighed over sit eget. Særeje i denne Forstand vil føre til Erhversfrihed for Konen, og det er væsenlig denne, der efter min Mening vil gjøre Hjemmet til en Illusion og undergrave Ægteskabet. Men i Fru Ws Argumentation kommer Særeje uvilkaarlig til at staa i en anden, mere speciel Betydning, for hvilket Fruen ikke har faaet Øjet op. Det Særeje, som vi nu om Stunder rundt om finde praktisk gjennemført, er saa godt som udelukkende et Særeje, der hindrer Manden i efter eget Forgodtbefindende at disponere over Konens Ejendom i sin Forretning. Medens Fru W. i disse Ægtepagter ser et Skridt hen imod det absolute Særeje, saa vilde jeg snarere deri se det første, rigtignok ubevidste Skridt paa Vejen henimod Fælleseje med fælles Dispositionsret. Praktisk set virker nemlig Konens Særeje for Tiden saaledes; hvor langt man skal behøve at gaa videre ad denne Vej, - om den fælles Dispositionsret har gjort sin væsenlige Nytte ved at virke paa dette Punkt til at beskytte Hustruen, saa Manden ikke uden Hustruens Samtykke kan disponere over hendes Formue i sin Forretning, og hun ikke benytte sine Kapitaler til at danne en Forretning for sig selv, det vil Tiden vise, naar det en Gang ogsaa kan blive en praktisk Fornødenhed at beskytte Manden, det vil her sige Hjemmet, mod Overgreb fra Hustruens Side.

Fru W. har fundet en Uagtsomhed hos mig i den Omstændighed, at jeg foreslaar en ufravigelig Ordning af Ægteskabets retslige Karakter, medens jeg dog finder det korrekt, at denne Ordning fraviges i Undtagelsestilfælde. Jeg maa bekjende, at jeg ikke forstaar, hvilke Vanskeligheder for Begribelsen der skulde ligge i en ufravigelig Regel, som fastsætter en Hovedorden for det normale og Undtagelser for de specielle Tilfælde. Som Fru W. her sikkert har set for flygtigt paa Sagen, er det muligt, at jeg paa min Side ved en mere anstrængt Tænken vilde kunne finde Pointen i hendes Spørgsmaal om, hvad en Hustru, der lever i Fælleseje med sin Mand, skulde gjøre, i Fald hendes Mand uden eller mod hendes Samtykke handlede efter sit eget Skøn. Fru W. ser her kun to Udveje, Skilsmisse eller Bodeling. Mig forekommer det mærkværdigt, at Fælleseje med fælles Dispositionsret kan opfattes som noget, der i det store hele giver hver Part Fuldmagt til paa egen Haand at disponere paa en for begge Parter forpligtende Maade. For at tage et Exempel, som Fru W. selv lejlighedsvis anfører; en Kjøbmand ønsker at oprette en Filial i en anden By. Vil han nu kunne gjøre dette mod eller uden sin Hustrus Samtykke ? Ere de Kapitaler, han har løbende i sin Forretning, nok til at udføre Foretagendet, saa vil hun vanskelig kunne hindre det, men Sagen faar da heller ikke stor Betydning; maa han derimod skaffe ny Kapital, saa, vil han ikke kunne handle paa egen Haand. De smaa Dispositionsstridigheder fra det daglige Liv vil ingen Lovordning kunne hindre; om 50 Kr. skulle anvendes til dette eller hint, maa Ægtefællerne se at blive enige om, saa godt de kan. Som nu Sagen staar, kan Hustruen ikke juridisk hindre Manden i at bruge dem, som han vil; men praktisk kan han ogsaa grumme vanskelig hindre hende, naar hun absolut vil bruge dem. Er der Særeje, saa kan ingen af Parterne juridisk hindre hinanden i saadanne Selvraadigheder, men derfor ophører den ene ikke paa det stærkeste at fordømme den anden Parts Selvraadighed.

Fru W. benytter det anførte Exempel med Kjøbmanden, der vil oprette en Filial, for at vise mig, hvor vanskeligt det kan være at bedømme et Foretagendes Sundhed, og for derigjennem at gjøre gjældende, at en Hustrus Raadgivning for den forretningsdrivende Mand er en Monstrøsitet. Noget ironisk spørger Fru W. mig, hvorfra de mange Falliter komme, naar det er saa let at danne sig et Blik over en Forretnings Sundhed. Det forbavser mig, at Fru W. ikke har bemærket, at de fleste Falliter skrive sig fra Letsindighed; man har vel vidst Risikoen, men med en Spillers Lidenskab haabet paa Lykken. Hin Kjøbmand, som paatænker at danne sig en Filial, vil Jo efter Fru W's egen Mening være sig bevidst, at han kun løselig kan beregne, om det vil betale sig. Men er han er en besindig Mand, saa vil han videre spørge sig, hvorledes det vil stille sig i det uheldigste Tilfælde, og om han er i Stand til at bære Tabet uden at hæmmes betydelig i sin nuværende Forretning. Mange Kjøbmænd undlade at fordybe sig i dette Spørgsmaal, men det lurer hos næsten dem allesammen som en Slags ond Samvittighed, der holdes nede af de sangvinske Forventninger, som blænde dem. En Hustru vilde efter hele sin Stilling ikke saa let staa Fare for at blændes, men foretrække det sikre beskednere givne fremfor det, som bringer enten Knald eller Fald.

Med disse Par Bemærkninger har jeg kun paany villet indskærpe, at det, efter alt hvad vi kjende til Menneskets Natur, kun da kan lykkes ad Retsordningens Vej at støtte Ægteskabets Udvikling, naar det betones, at Ægtefællerne have at betragte sig som hinandens Lige i deres Stilling som Ægtefæller, som Parthavere i det fælles Hjem. De skulle ikke være lige i den Forstand, at de have lige Vilkaarlighed til at indordne sig under eller unddrage sig Hensynet til Hjemmets Tarv. Naar den ene Parts Lune fører ham ind paa en Vej, der viser bort fra Hjemmet, da maa Forholdene være ordnede

saaledes, at han møder saadanne Hindringer paa sin Vej, der kunne bringe ham til Besindelse, saa han atter kan faa Øje paa den Værdi af det ægteskabelige Samliv, han var i Færd med at miste Fornemmelsen af. Alle Ønsker og Tilskyndelser, som stemme med Hjemmets Tarv, skulle derimod i Forholdenes Ordning finde saa megen Støtte og Opmuntring som muligt. Særeje vil gjøre Ægtefællerne lige i Vilkaarlighed; og denne Vilkaarlighed vil da upaavirklig ogsaa brede sig og efterhaanden vinde Magt til at sprænge Ægteskabet.

C. N. Starcke, Dr. phil.