Dagmartheatret.

Det var med ublandet Glæde, at Venner af sand Kunst saa Dagmartheatret gaa over i den nuværende Direktions Hænder, som knyttede til sig saa lovende Kræfter, at hvilke Stykker der end vilde blive opført, vil det blive en virkelig Nydelse at besøge det.

Thi hvem, som blot paa nogen Maade følger vore Theatre og deres Virksomhed, har ikke harmet sig over, hvor uforsvarligt der er handlet med mange af det kgl. Theaters ypperlige og geniale Kræfter? Med det Theater, som enhver skatteydende maa give sit Bidrag til, og som med rette betragtes som Folkets højere Dannelsesanstalt. Hvor er man ikke Gang efter Gang bleven skuffet, naar Theatret lod de bedste Stykker af ny og fremragende Forfattere glide sig forbi, som da undertiden blev optagne af Kunstnere af anden Rang paa mindre Theatre.

Hvor har man ikke sukket efter at se Fru Gjørling i Tragedien, hvor hun hører hjemme. Den, der engang har set hende, da hun som Frk. Dehn spillede i "Cymbeline", de glemme det aldrig, thi har et Menneske nogensinde forstaaet at lægge Sjæl i sit Spil, da var det hende.

Efter hende kom mange lovende Kræfter frem: Frk. Rosenberg (nu Fru Mantzius), Hr. Mantzius, Frk. Antonsen o. a. Men hvor blev de af, alle de friske Kræfter? Dog, man kender ikke alle de skjulte Traade bag ved Kulisserne, og kan maaske ikke ret dømme derom, et kan man imidlertid med Sikkerhed sige, at havde ikke Fru Hennings og Brødrene Poulsen holdt Liv i Scenen, var forlængst Publikums Taalmodighed bristet.

Under saadanne Forhold er det glædeligt, at der er Kræfter, der ikke taale en slig Liggen og Slentren i Havn, men springer fra Borde, sætter selv sin egen Skude i Søen og stævner for fulde Sejl til de rette Kyster.

Vi takke de Mænd og Kvinder, som har havt Mod til at slutte sig sammen til at byde Folk virkelig Kunst.

Maatte det lykkes Dagmartheatret; thi at der er store Vanskeligheder at overvinde, forstaar man let. Gid Fremskridtsfolk vil forstaa Kampen og paaskønne og opmuntre Kunsten ved at komme talrig tilstede.

Opførelsen har hidintil været glimrende, det er en sand Nydelse at se, hvorledes enhver Person er ligesom støbt til sin Rolle, her er Kunst til alle Sider, skønt vel ingen fuldt ud maaler sig i Omhyggelighed af Udførelsen med Hr. Mantzius. Se ham i "Ester" som Springforbi, hans Sang, hans Udtryk, hans Bevægelser, hvor fint udført er Rollen ikke nu i alle sine Enkeltheder, hvor sikkert og korrekt, aldrig et Øjeblik for lidt eller for meget.

Ser man saa den samme Mantzius som Skoleholderen i "Frejas Alter", saa tror man knapt sine egne Øjne. Denne enfoldige Skikkelse, uden Holdning, som fuldstændig er fortørret i Livets smaalige Slid, se hans Naivitet i Udtrykket, som Hr. M. forstaar at lægge i Blikket, det forbavser.

Desværre kan vi ikke helt rose Valget af Repertoiret, thi af et Publikum maa man ikke forlange, at det kun skal se paa Udførelsen, ikke paa Indholdet, og paa et saa barnligt Standpunkt staar næppe de theaterbesøgende Københavnere, at de lade sig betage af et Oehlenschlagers Stykke som "Frejas Alter" eller "Tordenskjold".

Men vil endelig Dagmartheatet spille saadanne Ting, saa skulde det sørge for, at ikke dets udmærkede Skuespillere spillede for halvtfuldt Hus, og dette kunde ganske simpelt afhjælpes ved at udstede Billetter til halv Pris for Arbejdere, og de havde da tillige den Glæde at komme til at spille for et meget taknemligt Publikum.

Hvis f. Ex. Theatret averterede, til den eller den Aften kan afhentes et vist Antal Billetter til halv Pris af Syersker, en anden Aften af Tjenestepiger, vi kan forsikre, at Theatret blev fuldt ved dem og ikke mindre af andre. Er de end ikke Kunstkendere, saa besidde de dog i Almindelighed en Uskyldighedens Umiddelbarhed, som gør, at de uvilkaarlig gribes af ægte Kunst, tillige blev der givet dem Smag for Komedie i ægte ren Stil, i Stedet for de grulige Rabalderstykker, som Sekondtheatrene i Almindelighed maa spekulere i.

Men vil Dagmartheatret drage et udviklet kunstelskende Publikum til sig, da maa det helst fremkomme med Stykker, som behandler Nutidens brændende Spørgsmaal, at det kun bliver det, et Theater skal være, en Opdragelsesanstalt.

Vi haabe og glæde os til, at dette maa lykkes, og vi anbefale alle "Hvad vi vil"s Læsere, baade i Land og By, at gøre sig selv den Fornøjelse, at besøge Fremskridtstheatret Dagmar, thi her er store Muligheder og sand Kunst.

Vi vil i en senere Artikel omtale Emma Gads Stykke "Fælles Sag".