Brev fra Stockholm.
Ønsker man at komme i Berøring med en større Kreds Repræsentanter for den svenske Hovedstads kvindelige Intelligens, gjør man bedst i en Aften at besøge „Nya Idun”. Skulde De, min danske Søster, have Lyst til i Aanden at titte der ind, vil De være meget velkommen. Vi beundre hos Eder en Livlighed, som tiltaler os saa meget, fordi den er saa naturlig. En svensk Forfatter taler et Sted, vistnok med Rette, om Stockholmerindens Livlighed som et Produkt af vor Hovedstads vexlende Sammensætning af Vand og Land, af By og smuk Natur. Men dette maa tages relativt, i Sammenligning med vor Halvøs øvrige Beboere. Thi hvad den gode Fé Naturen gjør for os i den Retning, modvirkes af den høje Nordens Vølve, som her oppe gaar igjen ved hvert Barns Vugge og lægger en god Del højtidelig Alvor i Karakteren, samt af Heksen Klasseskikkelse, som ogsaa indfinder sig og gjør sine Hocus pocus med vore Nakkemuskler, saa de faa en vis Stivhed. „Nordens Pariserinde”, om jeg paa os skal anvende denne forslidte Festkompliment, kan derfor lære af Eder, hvorledes Sydlænderindens Livlighed bedst forenes med et distingueret Væsen. I vor Maade at være paa er Staalfjedren fremherskende, hos Eder Sivets Bøjelighed.
Denne Forskjel imellem os gjør sig alligevel mindre gjældende i det Selskab, jeg nu skal have den Fornøjelse at indføre Dem i. Navnet „Nya Idun'' røber strax for enhver Stockholmer Selskabets Oprindelse. Et andet, ældre Samfund, „Idun”, er nemlig en Forening af talentfulde og kundskabsrige Mænd, der Vinteren igjennem samles en Gang om Maaneden for at udvexle Tanker og forslaa Aftenen med mere eller mindre olympiske Glæder: litterære og videnskabelige Foredrag, Kunstudstilling o. s. v. Det kvindelige „Idun” dannedes (en Aften hos Professorinde C. Curman, Selskabets egentlige Stifterinde) ganske efter samme Mønster, dog med det Forsæt at unddrage sig Offentlighedens Blik og holde sig inden for en snævrere Kreds. Men det viste sig snart, at Jordbunden var beredt for „Nya Idun” i dets nuværende Skikkelse, og at den kun ventede paa et Frø, hidført af Tidsaandens didhen viftende Vind, for af et Sennepskorn at gjøre et skyggefuldt Træ. Den Spæde sprængte efter kort Tids Forløb Privatsoupéens Svøb, forlod det sluttede Selskabs Vugge, emanciperede sig fra den huslige Arne og „kom i Avisen”. Vor Hovedstad ejede nemlig et tilstrækkeligt Antal Dygtigheder paa Kunstens, Lærdommens og Samfundsinteressernes Omraade til at der var almindeligt Krav paa, at Kvinder af denne Art kunde mødes og stifte Bekjendtskab. Nu staar „Nya Idun” paa det Punkt, at enhver svensk Dame af fremragende Talent er selvskreven dér - saa fremt ikke Nej-Kuglen som en lille sort Dæmon er fremme og spiller de uskyldig hvide
Ja-Kugler et slemt Puds. Det er utvivlsomt det kvindelige Iduns Fremkomst, som har givet Stødet til Dannelsen af lignende Selskaber her med baade mandlige og kvindelige Medlemmer. Fællesundervisningens Opblomstren og Udvidelsen af det kvindelige Erhvervsomraade vil ganske vist styrte det Isoleringssystem mellem Kjønnene, som endnu raader i vort Klubvæsen. Som en Overgangstorm ere dog Foreningerne for Kvinder alene af Vigtighed, ikke mindst som en paalidelig Maalestok for Kvindens Dygtighed i Kappestriden med Manden; navnlig da det traditionelle „Kvinden bør tie i Forsamlingen” endnu gjør hende altfor reserveret i Mandens Selskab, naar Talerstolen ikke er en Salonlænestol.
I ethvert Tilfælde haaber jeg at kunne vise, at den, som har levet med i „Nya Iduns” Tid som dets Medlem, ikke har tabt derved, men vundet meget. Naar der i en saadan Forening som denne intet Katheder findes, og alt er anlagt paa at gaa saa naturligt og „sans gène” som muligt, samtidig med, at Programmet gjøres saa righoldigt som man formaar, er naturligvis den Maade, hvorpaa Formands- og Sekretær-Hvervet udføres, af stor Betydning. Man har imidlertid gjort det fortræffeligste Valg ved Besættelsen af disse Stillinger. Formanden, Frøken Ellen Key, beundret som Lærerinde, Foredragsholder og Forfatterinde, besidder desuden en her oppe sjælden Egenskab i sit fuldkomne Herredømme over det mundtlige Ord. Hun taler ikke „som en Bog”, thi alt docerende er fremmed for hendes beskedne, utvungne Væsen, men hun taler som en fortræffelig Pen. Vel formede og mejslede, som kom de lige fra Skrivebordet, ere de vægtige Tanker, som hun kaster omkring sig, og hun besidder i lige Maade den Kunst fint at vælge sine Citater af andres. Fyndig, som hun er, ejer hun ikke alene Ordets „ esprit” men ogsaa dets „présence d'esprit”, hvilket gjør hende til den rette Person til at redde en Diskussion, som enten er kjørt fast i Tavshedens Uføre eller har forvildet sig altfor langt bort fra Æmnets afstukne Arena. Modig og udpræget radikal, viser hun dog modsatte Anskuelser den største Hensynsfuldhed og har Evne til at forene forskjellig tænkende, saaledes at Stemningen altid er den bedste. Naturligvis fremtræde ogsaa her Højre- og
Venstre-Partier under Diskussionen - men ikke ved Soupéen.
Samme gammelaristokratiske Takt, forenet med en fuldtud demokratisk Tænkemaade, udmærker ligeledes Sekretæren, Frk. Vikstrøm. Varmt interesseret for hver ny Fremtoning paa Kunstens og Litteraturens Omraade, belæst og fint dannet, samt elskværdig og munter, er hun almindelig afholdt i vor Bys dannede Kredse. Som Sekretær ordner hun Aftenens kunstneriske Program. En og anden Kunstnerinde skyder somme Tider Underlæben lidt frem og siger: „Det er urimeligt af Frk. Vikstrøm at forlange, at man ved hver Sammenkomst skal udstille noget”. Frøken Vikstrøm lader, som om hun ingen Ting hører; men før næste Møde banker hun paa adskillige Atelierdøre, træder ind, smiler og sejrer. Og paa denne Maade have vi virkelig Udstilling hver Gang, idet ikke blot Udøverinderne af de fri Kunster, men ogsaa af svensk Kunstsløjd her fremvise deres smukkeste Frembringelser. Da Formanden som oftest forsvinder i god Tid, er det Sekretæren, som dækker Retræten, bliver til sidste - Kvinde og ordner de fornøjelige Kaffe-Nachspiel, hvori hun er Sjælen.
Dr. phil. Ellen Fries, historisk-biografisk Forfatterinde og Fredrika-Bremer-Förbundets Repræsentant ved Kvindekongressen i Paris i Fjor, fungerer som Vice-Formand og er vel skikket dertil ved sit fastslaaede centrale Standpunkt mellem Dagens yderste Partier, sine solide Kundskaber og sit blide Væsen.
Styrelsen har ved sin Side en Jury, ved hvis Valg der tages Hensyn til, at baade Samfundsspørgsmaal og videnskabelige, kunstneriske og skjønlitterære Interesser repræsenteres. Professorinde Gyldén og Montelius, Fruerne C. Zethræus og A. Nordstedt (Sangerinde og Malerinde) samt Frøken H. Vidmark bidrage alle i Egenskab af Værtinder eller Styrelsessuppleanter til at udbrede den Duft af behagelig Selskabelighed, som hviler over „Nya Idun”.
Diskussioner forefalde ofte. Snart er f. Ex. Kvindens politiske Stemmeret paa Tapetet, snart et pædagogisk Spørgsmaal, snart russisk Litteratur (og da river Professor Sonja Kowalewski med sin sprudlende Livlighed Publikum med sig). Lærerinderne, som ere øvede i at give deres Tanker et klart Udtryk og som oftest ere mangesidig dannede, faa Overtaget i Diskussionen. Forfatterinderne, mere vante til at tie og skrive, er tavsere. Komité-Damen, som anvender sin økonomisk betryggede Stilling i Velgjørenhedens Tjeneste, ytrer sig ogsaa som en øvet og tænksom Taler. Malerinderne holde sig som oftest udenfor Drøftelsen af de sociale Spørgsmaal, men deres livlige Blikke og ivrige Samtaler indbyrdes vise, at de ere med. Disse Ungdomsgudindens Yndlingsbørn oplive altid Mellemakterne med deres glade Grupper, der have en Touche af Friluft og Pariserchic. At de tilhøre Realismens Tidsalder, vise de ved at de helst tegne eller male efter Virkeligheden. Pessimismens Farvegivning have de derimod overladt de malende Penne som Eneejendom, da Sorgløshedens Genier ikke gjerne flygte fra Paletten, selv ikke i en for Kunsten saa melankolsk Tid som vor. Det samme gjælder ogsaa for det meste vore komponerende, spillende og syngende Medlemmer, som sjælden en eneste Aften nægte os deres Kunstpræstationer og ofte give virkelige Koncertaftener. Paa deklamatoriske Foredrag lider „Nya Idun” dog en sørgelig Mangel, da Skuespillerinden i Reglen ikke viser sig. Vant til at se den mandlige Kunstfælle ved sin Side og den mandlige Beundrer blandt de applauderende, har hun allerede indtaget Fremtidskvindens Stilling som Samfundsmedlem og finder sagtens et Selskab, hvor Manden fattes, altfor mangelfuldt.
Januar- og Majsammenkomsterne have altid et særegent Festpræg, og til deres Ære stemmer Frøken Vidmark som oftest sin Lyre, der ellers bly unddrager sig Offentligheden. Hendes burleske Lune, der bevæger sig i Versformen med Anna-Maria-Lenngrensk Plastik, fremlokker Lattersalver, selv fra de alvorligste.
Hvad de økonomiske Forhold angaar, da ere de ordnede saaledes, at „Nya Ydun” med al sin Hygge og sit omhyggelige Hensyn til det materielle Velbefindende, er et af de billigste Selskaber, man kan tilhøre, saa ogsaa i denne Henseende vinder „Aanden” Sejr.
