Kvindesagsmødet i London.
Det lille internationale kvindesagsmøde, som afholdtes i London aftnerne den 16de og 17de Juli - under fredskongressen - var arrangeret af en forholdsvis ung forening Women's Franchise League, hvis medlemmer, såvidt jeg kunde forstå, var de mest fremskredne Iblandt kvindesagens forkæmpere i England. Dens program, som var genstanden for den anden Aftens Diskussion, er særdeles aktuelt og særdeles skarpt afgrænset. Det består nemlig af 3 lovforslag, som er indbragte for parlamentet og for tiden venter på leilighed til at komme frem der til behandling. Den første bille kræver for kvinderne den fulde politiske stemmeret på samme betingelser som for mændene og fastsætter desuden, at ingen gift kvinde skal hindres i udøvelsen af sin stemmeret eller af sine øvrige borgerlige rettigheder derved, at hun er „under coverture” (umyndig) - som man ser, praktisk talt ophævelsen af gift kvindes umyndighed. Den anden bille fordrer en udvidet adgang til skilsmisse, og den tredje lægger rådigheden over børnene fra faderen over på moderen.
Den første mødeaften var de tilstedeværende udlændinger anmodede om at give korte beretninger om kvindesagens stilling i sine respektive lande. Den første, som fik ordet, var Elisabeth Cady Stanton, hvis navn sikkert er vel bekendt for alle læsere af Kv. og Samf. Hendes foredrag om de amerikanske kvinders kamp for sine rettigheder var overordentlig klart og bestemt; hun betonede især stemmeretsagitationen som frugtbringende og fortalte, at under debatten om territoriet Wyomings ophøielse til Stat i unionen var der fremkommet forslag om kun at indrømme dette paa betingelse af, at den der gældende kvindestemmeret blev ophævet, men at territoriets befuldmægtigede havde svaret, at heller end at ophæve disse bestemmelser vilde de give afkald på statsværdigheden, - hvorpå denne værdighed blev dem tilstået uden betingelse. Da enhver taler kun havde et kvarter til sin rådighed, afløstes mrs. Stanton af mrs. Belva Lockwood, for nogle år siden kandidat til præsidentværdigheden i de Forenede Stater. Hendes foredrag var ikke præget af den samme behagelige ro og vægt som mrs. Stantons; 15 års advokatpraksis kan vel have udviklet en mere agitatorisk manér. Hun talte væsentlig om de amerikanske kvinders udstrakte adgang til alle erhvervsgrene og embeder.
Mad. Maria Martin tog ordet for de franske kvinder; hun mente, kvindesagsbevægelsen i Frankrig stod langt tilbage i forhold til Amerika og de nordeuropæiske lande; men der var dog gjort en begyndelse, og hun håbede, den vilde vise sig leve- og udviklingsdygtig.
Om tyske forhold ytrede sig frk. Hagemann i et meget klart og interessant, men ikke meget optimistisk foredrag. Hun beklagede, at nogen „kvindesag” i vor opfatning af ordet og tingen endnu ikke kunde existere i Tyskland; de var ikke komne længere end til en hidtil temmelig frugtesløs agitation for at bringe pigebørnenes undervisning ind i et rigtigere spor. For øieblikket var den hele undervisning overfladisk og æsthetiserende, blot anlagt på at gøre de unge piger uselvstændige og tiltrækkende for de unge mænd. Hun fremhævede også stærkt det uheldige i, at al undervisning ved de høiere pigeskoler var lagt i hænderne på lutter mænd, og omtalte den agitation, som i den senere tid er drevet for at få istand en forandring af dette forhold. Fru Guillaume-Schack så lysere på forholdene i Tyskland, mente, at selve de udtalelser, frk. Hagemann var fremkommen med, var en borgen for, at der også der fandtes en begyndelse til et virkeligt kvindesagsarbeide.
Den bekendte indiske Pundita Rahmabaj skulde have været tilstede ved møderne, men havde ikke kunnet nå frem og derfor blot sendt et brev, som da oplæstes af en anden indier, som også selv tog ordet for at æske de europæiske, særlig de engelske, kvinders sympathi for de indiske kvinder, specielt med hensyn til børneægteskaberne. Det var en rystende Skildring, han gav af de indiske kvinders liv, både som hustruer og endnu mere som enker. Han mente, englændernes ellers meget fornuftige princip, at blande sig så lidet som muligt ind i de indfødtes sæder og skikke, her med fordel kunde fraviges; men der, hvor de hidtil havde grebet ind, havde det enten slet ikke haft nogen virkning, som med tilladelsen for enker og fraskilte til omgifte, eller det havde virket rent ud uheldigt, som ved Indførelsen af de engelske skilsmisselove, hvorved der var blevet sat en bom for det eneste smuthul, de indiske kvinder hidtil havde haft åbent; det var nemlig efter parsisk skik tilladt en ung pige, om hun var bleven gift som barn, men var vedbleven at bo hos sine forældre, så at ægteskabet aldrig var blevet fuldbyrdet, når manden da krævede hende udleveret, at nægte at komme, hvorpå hun opnåede skilsmisse. Men her kom nu den engelske lov iveien for dem.
Derimod omtalte en anden indier - det var forresten på mødets 2den dag, men hans udtalelser hører hjemme her - de muhamedanske hustruers stilling som særdeles god, „langt at foretrække for deres europæiske søstres.” Og de havde også virkelig både adskillig mere myndighed og eiendomsret og meget lettere adgang til skilsmisse. Men - så er de til gengæld indespærrede, og når alt kommer til alt, vil vistnok deres europæiske søstre alligevel ikke bytte med dem.
På skandinavernes vegne optrådte hr. folketingsmand Bajer og hr. redaktør Borg.
På den anden mødeaften skulde foreningens program diskuteres. Først optrådte mr. Haldane, m. p., indbringeren af det første af de ovenfor omtalte lovforslag. Han fremholdt stærkt nødvendigheden af politisk stemmeret og nytten for den almindelige propaganda af at have det hele rene program at arbeide for uden nogen afkortning. For udvidelse af skilsmisselovene talte mrs. Fenwick-Miller, en temmelig bekendt kvindesagsforkæmperinde. Hun var oprindelig en af de første, der begyndte at studere medicin i London, men opgav senere studierne for helt at ofre sig for den praktiske propaganda. For det tredje lovforslag, om moderens rådighed over sine børn, optrådte en datter af mrs. Stanton, mrs. Stanton-Blatsch, en ganske ung dame. Hun sluttede sin lille tale med, at hun ubetinget krævede for den gifte moder samme myndighed over børnene, som staten tilstod den ugifte moder.
De øvrige optrædende udtalte sig alle til fordel for foreningens program, som tilsidst med akklamation bifaldtes.
Den første Aften dirigerede mr. Jacob Bright M. P., den anden miss Cobden, medlem af Londons amtsraad (County Council).
