Et gjensvar til fru Bugge Wicksell.

Fru Bugge-Wicksells lille opsats i Septemberhæftet indeholder intet nyt argument til gunst for den opfattelse, hun forfægter; den væsentligste del helliges til at vise, at en ordning af formueforholdet mellem ægtefæller på grundlag af særeje er praktisk gennemførlig, hvad intet menneske nogensinde har tvivlet om. Striden drejer sig ene og alene om, hvorvidt en saadan ordning er at anse som gavnlig for det ægteskabelige samlivs ideelle tvivsel, eller om den - hvad jeg mener - vil undergrave det og sætte det ud af stand til at yde netop det, hvorpå dets specielle værdi hidtil har beroet: at lade mennesket finde sin dybeste lykke i at leve sammen med og for andre enkelte væsener (ikke hele menneskeheden) på en sådan måde, at alt hvad skæbnen bringer den ene i denne kreds, bringer den også de andre. Forældre og børn ere noget mere for hinanden end venner, og det er i dette mere, at familielivets værdi bunder, paa den ene side, fordi det menneske er lykkeligst, der kan finde en sådan fuld deltagelse hos andre for, hvad der hænder ham, paa den anden side, fordi kun det menneske, der kan yde andre en saadan fuld deltagelse, dygtiggjøres på den fuldkommeste måde, til at opfylde alle de andre krav, hans moralske tilværelse stiller til ham som medlem af samfundet. Kan det vises, at familielivet lægger et tryk på mennesket, så han i andre livsformer kunde finde en højere lykke, så har familielivet tabt sin sag; men hvis ikke, så må alt, som rokker ved familielivet, stemples som en fjende, der skal bekæmpes.

„Menneskene”, siger fru B. W., „ere så forskællige, hvad den ene finder godt og bekvemt, finder den anden trangt og ydmygende”. Å nej! de ere ikke, så forskællige endda; hvis de vare det, blev enhver etisk regel umulig. At der gives mennesker, som føle sig under tvang ved at skulle indordne sig, er ubestrideligt; men derfor er det jo endnu ikke rosværdigt. Vil et menneske træde i ægteskab, så må han vide, hvad dette betyder; at ægteskabet stiller store fordringer, svarer til den store løn,.det giver, og ingen har ret til at kræve lønnen, uden at han har fyldestgjort vilkårene. Loven spiller her en rolle, som Fru B. W., ganske synes at overse, nemlig den at holde mennesket disse vilkår for øje, uden hvilke han ikke tør vente at finde den lykke, et ret ægteskab rummer. Fru B. W. nedskriver med koldt blod den mærkelige sætning, at loven ikke har den opgave at sætte nogen norm, der er kun en nødhjælp (dette ovenikøbet med spærret tryk) for den som ikke kan greje sig uden den. En lille smule eftertanke vilde dog vist kunne have sparet min ærede modstander for at fremsætte en saadan tanke. En nødhjælp er loven for den, som lider uret; men den, som gør uret, kan man dog ikke ganske lade ude af betragtning, og for ham er loven en norm. Vi mennesker, selv de bedste af os, ere dog alle stundom udsatte for fristelser, og om det end var ønskeligt, at vort varmtfølende hjærte var nok til at lade os gøre, hvad andre kunne vente af os, så trænge vi dog jævnlig til en paaminder, et stød al en noget skarpere og klarere art end det, vore tågede følelser kunne give. Loven giver os denne vækker, ikke just ved at skræmme os, men ved at give os en klar bestemmelse: i alt hvad loven ikke befaler, vil menneskets skøn over ret og uret være undergivet stærke svingninger. Overført på ægteskabet vil dette sige, at ægtefællernes gensidige kærlighed kan være nok så stor, de faa dog øjeblikke, hvor de føle en lyst til at emancipere sig fra hensynet til hinanden og handle egenrådigt og egennyttigt. De mange små fristelser, hver for sig ubetydelig, kunne lettelig til slut undergrave kærligheden, når ikke hver af dem mødes med en kraftig modvirkning, en bestemt bevidsthed om, at man fjerner sig fra det blandt mennesker rådende ideal. Men om dette ideal giver loven os en oplysning, som formår at prænte sig klart i vort sind i de svage øjeblikke. Loven må derfor bestemt betone, at det er ægtefællers pligt at leve for hinanden i en fælles skæbne, og dette kan den kun ved at ordne deres formueforhold som fælleseje med fællesrade. En formaning til at leve skikkelig og fordragelig med hinanden har ikke samme virkning, netop fordi den kun er en formaning og ingen lov.

Fru B. W. mener, at lovgivningen allerede har forladt den „historiske grund” med fællesejet, idet alle den senere tids lovændringer stile mod særejet. At blive på den historiske grund er ikke i og for sig noget godt; ikke fordi grunden er historisk, men fordi den er god, skal man blive på den, og selv om fru B. W. havde ret i sin opfattelse af, at denne grund allerede er forladt, så vilde dette intet have at sige, man kunde da nok forsvare at opfordre til at vende tilbage til den. Men fru B. W. har ikke ret i sin påstand. Der er desværre uklarhed i den senere tids lovreformer, men netop de grænser, man har sat for sine indrømmelser til „særejet”, vise, at det er hustruens beskyttelse overfor mandens egennyttige udbytning, man har søgt i det saakaldte særeje. Dette har jeg allerede fremhævet i mit tidligere svar til fru B. W. (Aprilshæftet pag. 102). Fra B. W. anbefaler Frankrig som mønster med den forskæl, at særeje og ikke som der fælleseje skulde stå som det subsidiære. Jeg ved ikke, om dette skal være en anbefaling af de franske ægteskabelige forhold i det hele; jeg kunde ønske at vide, hvilken Indflydelse fru B. W. tillægger det, at fællesejet har stået som det subsidiære og jævnlig benyttede, i forbindelse med den indtil for nylig stedfindende umulighed af skilsmisse; og jeg kunde ønske at vide, om fra B. W. slet ikke ser nogen forbindelse mellem den rolle, formuespørgsmålet spiller i så mange franske ægteskaber, og den snæverhjærtethed, der skamskænder den franske karakter og lader franskmanden se på de fleste forhold fra profittens side.

Fru B. W. henviser mig til hr. Bajers lovforslag; jeg kan til gjengæld henvise fruen til den udvalgsbetænkning, som det i sin tid gav anledning til (23 Marts 1889), et yderst mærkeligt dokument, sørgeligt, men særdeles godt at få forstand af. Og den praktiske ordning, fru B. W. giver et omrids af, gør ikke billedet lysere eller mere tiltalende. Jeg ved ikke, hvad jeg mest skal beundre, enten det blik på ægteskabeligt samliv, der lader mand og hustru regne deres bidrag til huset ud i procenter, eller den umiddelbarhed, der mener, at denne ordning kan blive tålelig for den mindst ydende. Har man først lagt beregningens ånd til grund for forholdet, så vil denne ånd sprede sig og gjennemtrænge alt; man vil søge at sætte sine procenter ned til det laveste; manden vil søge at give sin kone den knappeste markedspris for hendes arbejde. Og nu hustruen med medraadighed over fælleskassen! Er hun hvad fru B. W. forudsætter, den, som yder langt det mindste, så må hun føle sig som den, der delvist forsørges af manden; men hvorledes hun så uden at rødme tillige kan forlange fuld betaling af manden for sit arbejde i hjemmet, det forstaar jeg ikke. Deres kærlighed vejer op, den enes mod den andens; - men deres penge? Dette spørgsmål om mit og dit, om hvad manden har og hvad konen har, vil i et sådant samliv dukke op i sin hæsligste skikkelse. Ægteskabets betingelse er, at mand og hustru kunne gå således op i hinanden, at den enes skæbne bliver den andens, at der ikke længere er rum for denne tanke om mit og dit. Og for dette ægteskab skulde en lov som den, fru B. W. tager ordet for, kunne angive en norm? Der hører mere end naivitet til at mene det.

Den sidste del af fru B. W.'s opsats er helliget spørgsmålet om hustruens erhværv og moderens stilling som opdragerinde for sine børn. Jeg skal hvad disse spørgsmål angår i det væsenlige nøjes med at henvise til en artikel jeg har skrevet i Juli - Oktoberhæfterne af „Naturen og Mennesket”, og her kun tilføje nogle enkelte bemærkninger.

Fru B. W. overser bestandig, hvad erhværv er. Erhværv er ikke noget, man løber til og fra, men noget, som kræver største parten af ens tid, så den tid, der bliver tilovers, er ens fritid. At hustruen i sin fritid kan søge at fortjene noget, er ikke erhværv. Hvormeget den enkelte kan overkomme, er yderst forskælligt; men for hjemmets skyld må det være hustruen klart, at når hendes kræfter skorte, så er det hendes erhværvende gærning, som må begrænses og ikke hendes omsorg for hus og børn. Enhver dygtiggørelse til at udføre en gærning i livet, der kan skaffe en livets ophold, modner karakteren, og denne modning er en nødvendig betingelse for at kunne være en ret opdrager. Vi se nu ofte sønnerne glide fra moderen, når de blive ældre; hun forstår ikke de krav, livet stiller til dem, og kan derfor ikke længere gribe virksomt ind i deres udvikling. Dette vilde blive anderledes, hvis moderen gennem sin egen opdragelse trådte livet nærmere. Hvor mange mænd vilde ikke også i en hustru, som var bedre opdraget og modnet, kunne finde en virksommere fortrolig og en trofastere støtte. For kvindens liv som hustru og moder er opdragelsen til i nødstilfælde at kunne stå på egne ben ikke spildt, men tværtimod nødvendig. Hvis der vil findes et overvejende antal, som foretrækker den tilfredsstillelse, en erhværvsvirksomhed giver, fremfor den, som findes i at benytte sin modenhed og sine kundskaber til at løse de opgaver, hjemmet stiller - ja så er familivets værdi underkendt, det er da vejet og fundet for let. Jeg stoler på, at dette ikke vil ske; men om end dette kan være en blot subjektiv mening, så er det derimod en objektiv sandhed, at et familieliv ikke kan trives der, hvor hustruen stiller sit erhværv i første linie og sine pligter mod hjemmet i anden; og det er alene herom, det i denne strid drejer sig.

Endelig mener fru B. W., at den gængse tro, at moderen er den bedste opdrager, beror på en illusion. Det kunde, mener hun, i mange tilfælde være gavnligere for børnene at overlades til et etisk talent, en professionel opdrager, en ordning, der ogsaa derved vilde være at anbefale, at den enkelte opdrager, ved at gøre denne gærning til sin livsgærning, kunde overtage et større antal børn. - At mødrene for tiden ikke tilfredsstillende røgte deres gævning som opdragere for deres børn, indrømmer jeg ikke alene, jeg har netop gjort denne omstændighed til en af de grunde, hvorfor vi må have en hensigtsmæssigere og mere modnende opdragelse af de unge piger. Men hvad der for mig er pointen i spørgsmålet, det er dette, om moderen ikke netop i sin egenskab af moder besidder noget, som ingen anden opdrager kan erhværve. Ved siden af hjemmet breder det store samfund sig, og disse to livsområder stille en del fælles krav og en del forskællige krav til den enkelte; derfor vil enhver opdragelse, der ensidig betoner det ene af disse områder fremfor det andet, være skæv. Den opdragelse, som skolen, alias det „etiske talent” kan give, stiler væsentlig mod livet i samfundet; min opdrager, som har helliget sig til denne gærning, kan her yde de største ting; men - han har haft elever før mig, og han får elever efter mig, jeg er for ham kun en af de mange, og vi ere to adskilte existenser. Anderledes er barnet stillet overfor sin moder; hun er overfor barnet personliggørelsen af „hjemmets ånd”, det vil i ligefremme ord sige, hun er den, som ved selve sit liv i familien lærer barnet at se, hvor rig en lykke dette kan byde. Og når vi sætte familielivet så højt, så er det jo ikke blot, fordi den person er lykkeligst, der har andre omkring sig, hvis deltagelse han i stort og småt kan regne på, men også fordi vi mene, at først den, der kan finde lykken i at leve således for andre, som der leves i familien, kan finde den moralske kraft, der står sin prøve i alle de forhold, hans liv i det store samfund fører ham ind i. Det står for mig ikke som et rent tilfælde, at fru B. W. ender med at undervurdere betydningen af, at det netop er moderen, som bliver barnets fornemste opdrager og samler alle de indflydelser, dette voxer op under. Thi den store hemmelighed, som indeholder forklaringen på den forskæl, der findes mellem fruens meninger og dem, jeg forfægter, det er netop denne, at livet i det store samfund, hvor enhver indretter sig, som det konvenerer ham bedst, er idealet for den ene, medens den anden mener, at kun når mennesket under dette liv i samfundet har en fast station, hvorhen alle hans veje føre, kan han finde dygtighed til at bringe det mest mulige ud af livet og tilfredshed med det, han opnår. Børneasylet, det er den store befrielseshavn, hvor henimod fru B. W.'s ægtefolk stræbe, den store grav for alt sandt familieliv.

C. N. Starcke, Dr. phil.