Om Ægtefællers Formueret.

(To Svar og et spørsmål).

Hr. Højesteretssagfører Sv. Høgzbro beder mig i „Kvinden og Samfundet (1890 s. 218) besvare et par spørsmål.

Det første, som er meget let at svare på, lyder således.

„Hvad gavn vil en Hustru, der ikke har formue, og hvis arbejdskraft opsluges af hjemmets gærning, have af en sådan lovordning” - hvormed Hr. S. H. mener: særeje og særråde*) - „i modsætning til den, vi nu har?”

Ingen gavn - svarer jeg -, dersom den hjemmets gærning, der opsluger hendes arbejdskraft, ikke anses en Øre værd; ti i så fald får hun jo hværken særeje eller særråde (hvorfor betinger hun sig ikke ved ægtepagt en passende værdsættelse?). Men ellers gavn i forhold til værdien af hendes arbejdskraft i hjemmets gærning (jf. Fru A. Bugge Wicksells afhandling s. 210 - 211).

Det andet spørsmål er dette:

„Hvorpå støtter Hr. Bajer, at en ordning med fællesrådighed over det fælles skulde være umulig og uigennemførlig?”

Derpå, at de få, som har været talsmænd for en sådan ordning - så vidt jeg har kunnet erfare -, uagtet opfordring, aldrig har udarbejdet sit forslag i lovform. Den første forslagsstiller, professor Nordling i Upsala (jf. min bog om „Ægtefællers formueretlige ligestillelse” s. 132-133) har ikke givet sin tanke et så nøjagtigt udtryk, at den har kunnet prøves, som man prøver en lov. Måske har højesteretssagfører Sv. Høgsbro været heldigere. Jeg véd det ikke endnu. Naar han henviser mig til „de referater, som Hr. protokolsekretær Povl Sveistrup i september 1884 gav til Fyns Tidende”, kunde han næsten lige saa gærne have henvist mig til „oldtidens” protokoller” ti - som bekendt - er mer end fjorgamle blade næsten lige så vanskelige at få fat i som „den sne der faldt ifjor”. Men noget lovforslag om fælleseje med fællesråde findes - efter hvad jeg har fået oplyst - ikke i hine referater i „Fyns Tidende”. Og lovform er for mig betingelsen for, at kunne dømme om et lovforslags mulighed og gennemførlighed. - Så sikker er jeg dog ikke i min sag, at jeg ikke skulde blive omvendt. Men skulde dette ske, vilde jeg dog ikke have ægtefællerne tvungne ind i fælleseje med fællesråde, lige så lidt som ind i særeje med særråde. De skulde selv vælge mellem disse og mellemliggende ordninger. Jeg holder paa den fulde kontraktfrihed. Kun mener jeg, at en eller anden ordning må vælges af ægtefællerne. Det skyldes hensynet til trediemand, I den henseende er jeg snarere enig med fru E. Plum (se „Kvinde og Samfund” 1890 s. 133), der ønsker obligatoriske ægtepagter, end med fru A. Bugge Wicksell, med hvem jeg i næsten alt øvrigt samstemmer (se hendes forslag i „Kvinde og Samfund” s. 207-217). -

I stedet for at uddybe Kløften imellem de forskjellige meningsgrupper i denne vigtige gren af kvindesagen, var det ønskeligt, om der kunde tilvejebringes en i det mindste foreløbig enighed om det væsenligste.

Kunde dette ikke opnås derved, at Hr. Sv. Høgsbro af 1890, der „nu som før holder på fælleseje med fællesrade”, atter stillede sig som Hr. Sv. Høgsbro af 1888, da han i „Kvinden og Samfundet” (s. 275-228) fremsatte „Et forslag” så lydende:

1. „Ægteskabet gør ingen forandring i ægtefællernes formuemyndighed.

2. „Den myndighed, der foretager ægtevielser, skal forinden vielsen påse, at der mellem parterne er oprettet en ægtepagt, hvori træffes bestemmelser om deres indbyrdes rettigheder med hensyn til husvæsenet, børnene og formuen.

3. „Ægtepagter have fuld retsgyldighed, uden at det skal være nødvendigt derpå at erhværve allerhøjeste Konfirmation,”

Den 5. November 1888, da mit lovforslag om ægtefællers formueretlige ligestillede endelig kom til 1. behandling i Folketinget, udtalte jeg bl.a.(se Tidende sp. 829): "Ærede medlemmer vil vist nok have fundet omdelt på deres pladser et lille gult hæfte, novemberhæftet af tidsskriftet „Kvinden og Samfundet”. At det er blevet omdelt netop idag, er et tilfælde, der ser ud som en tanke; det kunde se ud som om der derved skulde ydes mig en håndsrækning. Men det er ikke tilfældet. Jeg har været aldeles uvidende om, at denne afhandling var skreven og trykt og vilde blive omdelt, indtil jeg for få dage siden underhånden fik det at vide -

Forfatteren af afhandlingen - har hidtil ikke været enig med mig om ordningen af ægtefællernes formueretlige stilling, - i det hans standpunkt nærmest kunde betegnes som fællesrade over fælleseje, hvorimod det, jeg anser for at måtte være hovedreglen**), er særråde over særeje. Det var mig derfor en glædelig overraskelse at se, at hvad han her foreslår, falder næsten fuldstændig sammen med mit forslag, så at jeg altså er i det tilfælde at kunne henvise til denne afhandling som et slags „motiv” til mit eget lovforslag.

Hr. Sv. Høgsbro mener, at hans ovennævnte forslag, måtte kunne gennemføres forholdsvis let og hurtig”. Intet skulde være mig kærere. Han meddeler, at han „lejlighedsvis har hørt indflydelsesrige politikere fra forskellige lejre udtale sig netop for tvungne ægtepagter som en ønskelig ordning”.

Desværre er Hr. Sv. Høgsbro ikke rigsdagsmand, og han kan følgelig ikke selv indbringe sit forslag af 1888. Men man røber jo ingen hemmelighed ved at fortælle, at han står i en så nær forbindelse med flere, endog meget indflydelsesrige rigsdagsmænd, at han sikkert uden vanskelighed kan få en af dem til at indbringe det, ifald han endnu vedkender sig, hvad han da fremsatte i „Kvinden og Samfundet”. Derfor skal også jeg nu slutte med en offenlig forespørsel til Hr. Højesteretssagfører Sv. Høgsbro: Agter Dei4 denne rigsdagsamling, at bede en rigsdagsmand fremsætte Deres ovenfor aftrykte forslag om tvungne ægtepagter? For det tilfældes skyld, at Hr. S. H. - imod al sandsynlighed - senere skulde svare, at han forgæves har søgt en rigsdagsmand, der vilde fremsætte forslaget som sit, - da skal jeg allerede nu erklære, at jeg - i mangel af bedre er villig dertil. Men det er en selvfølge, at han først søger at finde en forslagsstiller, som er enigere med hensyn til begrundelsen af lovforslagets enkeltheder.

*) Når Hr. S. H. skriver, at jeg „stadig er så ivrig for særeje og særråde”, er han aldeles på vildspor. Jeg er for frihed (se min afh. om „Fritvalg af ægteskabelig regeringsform” i „Kvinde og Samfund” 1889 s. 16), og jeg bekæmper enhver, som vil pålægge ægtefællernes tvang til en bestemt ordning, t. eks. Dr. Starcke (se min afh. om „ægtefællers frihed, lighed og fællesskab” i „Hvad vi vil” d. ¹⁵/₉ 1889 s. 247).

**) Ved „Hovedreglen” forstår jeg, hvad loven gør til udgangspunktet for ægtepagterne. Nu er „hovedreglen”: mandens eneråde over fælleseje. Det modsatte udgangspunkts fastsættelse er den væsenligste forskel imellem mit Forslag og den nugældende ret. I øvrigt tillader mit forslag enhver mulig ordning, hvorom ægtefællerne enes.

Fredrik Bajer.

Svar.

Hr. Bajer svæver i den mærkelige Misforstaaelse, at der skulde være nogen Modsigelse mellem det Standpunkt, jeg indtog for 21 Aar siden ved det af ham nævnte „Forslag” og det Standpunkt jeg nu som før vedkender mig, nemlig Fællesraade over Fælleseje. Jeg troede dog ellers det var tydeligt nok, at det første Forslag for mig kun var en Overgangsform til en bedre Ordning, nemlig den, jeg „nu som før” anser for den bedste. Men paa den anden Side er det ganske vist; en endnu mærkeligere Misforstaaelse, at jeg ved at anbefale denne sidste som Lovordning skulde i mindste Maade ville indskrænke Ægtefællernes størst mulige Frihed til at vedtage hvilkensomhelst anden Ordning, De maatte have Lyst til; jfr. til Overflod min tidligere anførte Artikel i Kvinden og Samfundet for 1884 S. 33-37, som jeg netop ender med Ordene: „Plads for Undtagelserne”.

Det skulde altsaa den Dag i Dag oprigtigt glæde mig, om mit „Forslag” om fuldstændig Kontraktsfrihed paa dette Omraade kunde blive ikke blot til et „Lovforslag” men til en Virkelig „Lov”. Naar Hr. Bajer imidlertid mener, at Følgen deraf maatte være, at jeg anstrængte mig for gjennem mine personlige Bekjendtskaber at faa det „indbragt som Lovforslag” i Rigsdagen, er jeg ikke enig med ham deri. Jeg ser ikke nogen Lykke i blot at faa et Forslag „indbragt”. Og naar ingen af Rigsdagsmændene, som jo altsaa har kjendt mit Forslag fra Begyndelsen af, har haft saa meget tilovers for det, at de af egen Drift har taget det op, er der saa ringe Udsigt til at faa deres Flertal til at give det sin Stemme, at det ligesaa gjerne kan Vente til bedre Tider. Det kan jo imidlertid være, at jeg tog fejl af Stemningen, eller ikke kjender den tilstrækkelig. Hvis Hr. B. troer, at mit „Forslag” kan gaa igjennem, skal jeg selvfølgelig være ham meget taknemlig for at tage sig at Sagen. Men de dødfødte Lovforslags Skæbne ønsker jeg ikke, det skal dele.

Hvad angaar Hr. B's. Svar paa mit Spørgsmaal om Uigjennemførligheden af Fællesraadighed, ser jeg nu, at han kun støtter sin Paastand paa det rent negative, at Tanken derom endnu ikke er blevet formet som et Lovforslag. Jeg godkjender ikke denne Fordring. Tanken kan fremsættes og begrundes, forstaaes og imødegaaes fuldstændigt tilstrækkeligt, fordi den ikke foreligger udpenslet i Lovsform. Det er jo ikke Enkelthederne men Principerne, vi drøfter. Den Tid, saadan Udpensling vilde kræve, vilde formentlig være saa temmelig spildt - i alt Fald overfor vore politiske Forhold,

Forøvrigt skal jeg, siden Hr. B. holder saa meget af Paragrafer, gjerne fremsætte et Par til Overveielse.

§ l

Ægteskabet medfører ingen Forandring i Ægtefællernes formueretlige Myndighed, dog at Lovgivningens Regler om Enker, fraskilte og fraseparerede Hustruers Myndighed ikke berøres heraf.

§ 2

Hvad Ægtefæller indbringer i Ægteskabet, og hvad de senere erhverver ved Arv, Gave eller anden af Fællesskabet uafhængig Adkomst, forbliver den enkelte Ægtefælles Særeje, hvorover den alene har Raadigheden. Al deres øvrige Ejendom er fælles.

§ 3

Hvad Ægtefæller eje i Fællesskab, kan de kun raade over med hinandens Samtykke. Et saadant kan gives forud for et eller flere Omraader i Form af en Fuldmagt.

§ 4

Enhver af Ægtefællerne har Ret til naarsomhelst ved Henvendelse til Skifteretten at forlange deres fælles Formue delt. Fremtidig ejer da hver af dem sit og raader frit derover.

§ 5

Det staar Ægtefællerne frit for saavel før som under Ægteskabet at ordne deres indbyrdes Forhold, saaledes som de finder for godt, uden at det skal være nødvendigt derpaa at erhverve kongelig Stadfæstelse og uden Brug af Stempel.

§ 6

Forsaavidt den fælles Formue ikke strækker til, til Dækning af de fælles Udgifter (Børnene, Husholdningen o. l.) indskyder hver af Ægtefællerne Resten i Forhold til Størrelsen af deres Særformue.

Dette var de Tanker, jeg fremsatte paa Askov i 1884, og som findes refererede i Fyns Tidende*). Herved vilde den Lovordning, som gjaldt, hvor der ikke ved Ægtepagt var gjort Undtagelse derfra, altsaa være „Erhvervsfællesskab” med fælles Raadighed over det fælles. Men jeg erkjender tilfulde, at der gives mange Skridt i den Retning, som jeg vilde sætte megen Pris paa at se gjennemførte, selv om ikke den foreslaaede Lovordning fuldt og helt kunde opnaas jfr. navnlig Redaktionens Bemærkninger: Kvinde og Samfund for 1888 Side 296-98. Særlig skal bemærke, at jeg ikke anser Fællesskabets Begrænsning paa den i § 2 nævnte Maade for noget Hovedpunkt. Den tilsigter navnlig at forhindre Fornuftgiftermaal. Men gjennemføres først Fællesraadighed, bortfalder ganske vist en Del af mine Betænkeligheder ved al blive staaende ved vor nuværende Regel: det fuldstændige Formuefællesskab.

Overfor Hrr. B.'s Svar paa mit første Spørgsmaal skal jeg indskrænke mig til at bemærke, at jeg unægtelig paa ingen Maade anser Hustruens Arbejde i Hjemmet for værdiløst, men at jeg anser det for aldeles umuligt at værdsætte det paa nogen anden retfærdig og praktisk Maade end ved at give hende lige Andel med Manden i hele hans Fortjeneste, jfr. min ovennævnte Artikel i Kvinden og Samfundet 1885 S, 33 o. fl. Jeg henviser i øvrigt herom til Professor Goos's lærerige Afhandling i „det 19. Aarhundrede” for 1876 S. 71 o. flg. en Bog, som jeg haaber, det ikke vil være Hr. B. for vanskeligt at faa fat i. Professor Goos anførte da nogle Udtalelser af den norske Lovkommission og Stuart Mill, som han ganske tiltræder, og siger (S. 73): „Det er derfor retfærdigt ikke alene, at hun (læs som: Hustruen) anerkjendes for Deltagende i Erhvervets Udbytte, men ogsaa at hendes Andel er lige saa stor som Mandens. I Hustruens Virksomhed er der et Moment af moralsk Værd, der ikke kan udraabes efter Markedspris, og som kun paa denne Maade kommer til sin Ret.” Saavidt jeg husker, har man jo ogsaa i enkelte af de nordamerikanske Fristater, hvor man har indført Særejesystemet, forsøgt at praktisere Lønning for Hustruen efter gængse Markedspriser men opgivet det som „fuldstændig uigjennemførligt”. Jeg kunde nok ønske at vide, hvorledes Hr. B. tænker sig det udformet.

*) De paagjældende Nr. kunne jo faas paa vore offentlige Biblotheker.

Svend Høgsbro.