Tre Forfatterinder.

Ernst Ahlgren (Victoria Benedictsson) - Anne-Charlotte Leffler, Dssa di Cajanello - Alvilde Prydz.

Denne Overskrift synes at forudsætte en vis Udstrækning i det efterfølgende, men uagtet Stoffet er rigt nok, er dog Hensigten ikke den at give en kritisk Bedømmelse af vedkommendes Forfattervirksomhed, men kun, om muligt, at henlede Opmærksomheden noget mere, end sket er, paa deres sidste Arbejder.

Det første i Rækken, ikke blot efter sin Fremkomst, men ogsaa efter sin digteriske Gehalt, er „Den Bergtagne” af Victoria Benedictsson. Det er en Skæbnetragedie i høj Forstand. Man kunde sætte over den som Motto Bjørnsons bekjendte Linjer „En Due fløj ud i en Stormbyges Torden, den kunde ikke stige, saa maatte den synke”.

Hovedfiguren især er mesterlig skildret. Det er en ung Kvinde, som rejser sig op fra et langvarigt Sygeleje og ser sig om i Livet med al den Betagethed og Spænding, som hos den unge næsten altid følger med en Helbredelse, og det er et fint Træk af Forfatterinden, at lade den nervøse Sygdom gaa forud for Begivenheden; thi om den end ikke bestemmer over hendes Hjerte, bestemmer den sikkert over hendes Fantasi. Hun er derved paa Forhaand ligesom præpareret til at gaa til Grunde.

Og det har hun selv en Forudfølelse af. Hun har i sine Omgivelser navnlig en Person, en Kvinde, som har stillet sit Liv paa Spidsen, og som saaledes danner Fermentet, der aabner Adgang for den fin-de-siécle Romantik, hvoraf Overspændthedens Tragedie fremgaar; thi er den først trængt ind i et Individ, skal det holde haardt at blive af med den igjen. Der er i Tiden en Hunger efter Oplevelser, som i sin Umættelighed griber til alt, kun ikke til den sunde Hverdagskost, den smager af for lidt! og, da er det, Overspændtheden vokser med Begæret, indtil Livets Kraft er forbrugt og Tilværelsen sprængt. Og her begynder Tragedien.

Foruden at „Den Bergtagne” saaledes maa siges at have sit Udspring af ovennævnte Romantik, stiger den i sin Fremgang dog til den Højde, hvor den virkelige Skæbnekamp begynder, og kunde derfor med Rette kaldes et Mønsterdrama i Tidsaandens Karakter.

Dramaets Heltinde, som ved velbegrundede Aarsager er traadt ind i Hvirvlen af de overspændte Tilstande, føler, som før nævnt, instinktmæssig, at hun maa gaa til Grunde. Den heftige Kjærlighed, hun fatter til en fransk Billedhugger, Allan, gjør hende ikke mere blind, end at hun godt forstaar, hun har givet sig en Dæmon i Vold - og at hun er „den Bergtagne”, som hverken vil eller kan mere i sit Liv faa Øje paa Dagens klare Lys. Hun forsøger rigtignok en Slags ufrivillig Redning, men det er som Hesten, der drives ud af den brændende Stald, og som bryder alle Skranker for at vende tilbage igjen, - hun vil ingen Frelse have, hun vil endnu kun et Par Aandedrag af hint blændende fristende Liv - og saa Døden.

Og dog bedrages hun ikke. Den Mand, hun elsker, og som hun ofrer et Hjerte fuldt af Selvforglemmelse og Inderlighed, modtager Offret med en vis cynisk Oprigtighed. Han ruller op for hende Billederne af hendes Forgængerinder - saa og saa er Vilkaarene - vil hun, eller vil hun ikke? Og hun gaar ind paa alt. Hun forstaar godt, at det, han byder hende, er et Mandfolk uden Lidenskab, blot med Egoistens kolde Lyst. Hun føler, at han som en Salamander spiller hen over den Ild, der fortærer hende; men hendes Kjærlighed er saa ren i sin Styrke, at den alligevel gjør deres korte Samliv til en Fest, som i Sandhed minder om de til Gudernes Offre indviede, der før Døden i hurtige Drag faar tømme Livets Skaal.

Hun er i sit Væsens smerteblandede Hengivelse en Type for Tidsaandens overspændte Idealer, og den Kraft, hun har til at vælge Døden, viser samtidig, hvormeget der i hende er gaaet istykker. Fin og rørende skildret, vinder hun Læserens udelte Sympathi, uagtet man med Sundhedens og Sandhedens Lov for Øje sætter sig op mod den Slags Existenser.

Men Tragedien udvikles jo ikke paa de jævne Veje, og da den alligevel har sin rige Fostring i Tiden, tør vi nok ikke være altfor ømtaalelige overfor Fænomenet, men tvertimod se lidt nøjere paa alle de brudte Existenser, som nu saa ofte finder sin Forklaring i Digtning og i Kunst; thi vi er mere i Slægt med dem, end vi selv tror. Der er bestandig et Sammenhæng imellem Tidens Vrang og Ret, som man bør kjende - og faa Forstand af.

Bogens Helt er ogsaa efter sin Art fortræffeligt skildret, kun bærer han en falsk Etikette. Hvad han er, faar staa hen, men Billedhugger er han ikke. Rigtignok hjælper det lidt paa Forklædningen, at han er Franskmand. Men alligevel savner han den store Kunstners Alvor og Individualitet.

Naturligvis gjøres der alt for at man skal tro paa ham, og det prægtige Kunstværk, som danner Tragediens Skæbne, er levende fremstillet - men det er en Digtning, og Allan staar paa intet Punkt i Højde med det.

Hvad han er, gjør ogsaa mindre til Sagen, thi det med Kunstværket kunde nok have fundet sin Ordning paa en anden Maade. Som Dialektiker, Ræsonnør og Egoist tumler han frit med Ord og Begreber, og staar fuldt rustet med alle Dæmonikens Vaaben overfor det elskende Kvindehjerte, ja, han er stundom som en besnærende Kokette, - og heri findes tilstrækkelige Motiver for Tragedien.

Naturligvis vinder han ikke Læserens Sympathi - og skal, ret forstaaet, heller ikke vinde den. Han er en Sjælemorder og burde have havt sin Straf, thi at han i ellevte Time kommer med et Ægteskabstilbud, er højst umotiveret og ligner noget den Troesbekjendelse, man afpresser en Dødsdømt. Men vi ved, at han alligevel ikke undgaar sin Skæbne. Personer som Allan opdrager selv den Nemesis, som i Tidens Fylde sætter dem Kniven paa Struben.

„Den Bergtagne” er udgivet og tildels udarbejdet efter Forfatterindens Død af den svenske Forfatter Axel Lundegaard, der var en Ven af hende. Han har med sjelden Forstaaelse og Evne samlet, hvad hun har efterladt og hvad han selv har føjet til i en Enklang - et Værk, som blot en Kvinde kunde have skabt det, naar hun paa en Maade udaandede Livet deri.

Fru Benedictson døde for et Par Aar siden her i Kjøbenhavn. Hun døde ung, og i sin Evnes fulde Flor; men hun syntes alligevel at have trængt til Hvile for et i Smerte kæmpende Sind. Trods sin store Begavelse var det, som hun ikke magtede Digterkaldet; thi hun var en Fuldblodsnatur, som blot kunde skrive fra egen Grund. Saa gik det hende som Digtet har sagt: Duen fløj ud i en Stormbyges Torden, den kunde ikke stige saa maatte den synke.

Paa hendes ensomme Grav læses Ordene: Implore pace. Og Fred skal hun have her i den fremmede Jord. Thi at denne lille Anmeldelse føjes til hendes sidste Værk, skal forhaabentlig ingen Uro vække, men kun hviske hen over Graven som en beundrende og vemodsfuld Tanke.

Anne-Charlotte Leffler (Dssa di Cajanello).

Nærmest „Den Bergtagne” fremtræder Anne-Charlotte Lefflers „Kvindelighed og Erotik”.

Hendes Værk har ganske vist ikke den aandfulde Højde, som Fru Benedictsons, men det har til Gjengjæld mere af Jordlivets naturlige Varme. Ogsaa her er en nordisk Natur stillet ligeoverfor en sydlandsk Folketype; men istedenfor at det mandlige Individ i „Den Bergtagne” omspinder Kvinden med Dæmonikens fintvirkede, men derfor lige fastsnærende Garn, gaar i „Kvindelighed og Erotik” den italienske Fyrste Naturens lige Vej - fra Hjerte til Hjerte - og drager hende med sig ind i den Sanselighedens Region, hvor han selv bevæger sig.

Det er interessant at se, hvorledes disse to højtstaaende, af samme Nation udgaaede Forfatterinder har vidst at lægge tilrette „le commencement de la fin” i sit Stof. Thi som vi i „Den Bergtagne” straks møder det kolde Pust af Tilintetgjørelsen, slaar Livets og Sundhedens friske Strøm imod os fra det dannede borgerlige Hjem i „Kvindelighed og Erotik”, hvor Alie opoffrende og pligttro gaar omkring og giver sig hen i at skabe Glæde for andre.

I hendes rolige, kvindelige Færd øjner man kun Godheden, og der er intet, som giver Vink om den mægtige Eros, hun bærer i sin Natur. Alligevel er det hendes kvindelige Væsen med dets store Evner til Hengivelse, som danner Grundvolden for den Kamp, hun gaar imøde, og for dens sejrende Udgang.

Det er, som sagt, ikke Hensigten med disse Anmeldelser at give en detaillerende Bedømmelse af Historien, men kun at fremhæve de Hovedtræk, som er bestemmende for dens Ide.

Naar altsaa Forfatterindens Hensigt har været at vise os en kvindelig Eros i fuld Udvikling - efter sine egne Love, da har hun gjort det mesterligt. Hun har vist os en ung Kvinde, som idet hun gjennem Kjærligheden først bliver sig helt bevidst, ogsaa hengiver sig helt i den - uden Samfundets Tilladelse og med en Renhed i Sjæl og Tanke, som kun de store Følelser kan bevare.

Det er umuligt at skildre en af Eros stærkt betagen Kvinde finere og mere kvindelig end denne Alie, og hun kan uden at tabe i Sammenligningen mødes med den skjønneste af sine Forgængerinder, „La nouvelle Héloïse” af Jean Jacques Rousseau.

Der er et Midtpunkt i Handlingen, hvor Alie ligesom „Den Bergtagne” søger Frelsen. Det er, hvor Samfundsloven synes at have overvundet Eros; men i begge Tilfælde er det dog blot den sidste Brydning, som ender med hans Sejer. Som „Den Bergtagne” vendte tilbage for at underkaste sig enhver Betingelse, saaledes vender Alie tilbage og tilbyder den gamle Fyrstinde, en Slægtning af Fyrst Serra, den Tjeneste, som Selskabsdame, hun forud havde afslaaet, vel vidende at det, er det samme som et Ja til det Kjærlighedens Program han engang har udstedt; „man maa enten vove alt med mig - eller?”

Og hun vover alt. Hun afkaster ethvert Hensyn til Samfundsloven, men hun bevarer derfor urokket sin Kvindelighed. Vi ser det i et af Bogens Billeder, som for Læseren vil være uforglemmeligt, hvor selv den strengeste Kritik maa tabe sin Braad. Det er der, hvor Fyrsten, efter hendes Tilbagekomst, træder ind til hende i den store, mørke, kolde Sal, som er anvist hende til Ophold. Det bliver et Møde uden Ord, men hvad behøves Ord, hvor Handlingen saa uforbeholdent har talt? Og alligevel er det, som om Lys og Farver, Toner og Duft fyldte Rummet. - Det er Eros, som vier dem; og fra denne Stund, fuld af ophøjet Stemning, er det, Fyrst Andrea kalder Alie sin Hustru.

Denne Fyrste er glimrende skildret, og den fornemme Italiener fra Hoved til Fod. Han er Egoist paa sin Maade, ikke i Naturanlæget, men i den nedarvede Karakter. Derfor skuffer han heller ikke, hvorfor skulde han det? Han er Fyrste, uden Formue og med store Traditioner, som Gud og hver Mand maa vide, det er hans Pligt at vedligeholde. Selvfølgelig maa han gifte sig Rigdom til - hvordan ellers?

Han fremtræder altsaa ligesom Allan uforbeholden med sin Hensigt, kun spiller Cynismen ikke ind i Forholdet, det har Blodets ublandede Kulør. Han giver Kjærlighed for Kjærlighed - kun ikke Stand for Stand.

Men trods al den sunde Evne paa begge Sider, følger dog Læseren den unge Kvinde med en vis Banghed: at hun med sin nordiske, indadvendte Karakter ikke skal naa at gjøre sig gjældende overfor Sydlændingens blændende Sansekraft. - Prøven kommer.

Ganske vist er Fyrst Andrea indtil videre den stærkeste. Men da han er Digter, altsaa en aandelig Magt, taber dog det Traditionelle efterhaanden i Omgang med Alie noget af sit Herredømme. I deres Samtaler, hvor de udvæksler Meninger om Livets forskjellige Idealer, og hvor Sydlændingens brændende Tankeliv mødes med den nordiske Kvindes klare Individualitet, maa der nødvendigvis ske en Paavirkning fra begge Sider, som afsætter sit Præg i Karakter - og saadan er det.

I den Afgjørelsens Stund, hvor Alies Frænde er kommen for at føre hende med sig tilbage til Hjemmet, og hvor hun i sin Afmagt giver efter for hans Fordring - thi hun selv indser, at Forholdet til Serra har naaet et Punkt, hvor en ny Phase maa indtræde - da er det Fyrsten som giver Vendingen. Ved den evige Afsked, de er paa Vej til at tage med hinanden, og hvor Omslaget uden Skade kunde have været noget stærkere motiveret, gribes han, som det synes, pludselig af den alvorlige Bevidsthed, at nu har han Mod til at trodse alt for at bevare hendes Kjærlighed, og at hun skal være hans Hustru efter Loven.

Men det turde vistnok ligge nærmere, at hans ildfulde Sjæl lidt efter lidt havde modtaget Alvorets kølende Indprægning af Alies nordiske Natur, og at det Væsenlige nu er blevet noget andet for ham, end det var før. Det kvindelige Mod i hendes Kjærlighed maa enten have gjort ham mindre eller større - enten fejgere eller modigere - og af hans Valg fremgaar Beviset.

Forfatterinden har lagt stor Kunst paa dette Arbejde. Hun har vovet den kvindelige Eros imod Mandens sanseberusende Kraft, og ikke ved at unddrage sig hans Magt, men netop ved at hengive sig i den - fri for enhver letfærdig og uren Bevæggrund, - og hun har ladet Kvindeligheden sejre. Og det et godt gjort; thi overalt, hvor Kvinden er med at udkæmpe Problemerne, er det sikkert og sandt, at hun maa sejre i Kraft af sin Kvindelighed.

Men for at værdsætte Bogen, maa den læses ret; thi at den kan læses og forstaas vrangt, beviser den Kritik, hvormed den i Forfatterindens eget Hjemland har været modtaget. Af den Efterskrift, som hun har udsendt, ser man endog, at hun har været personlig angrebet, idet man uden Gene har overført Skildringen paa hendes egne Livsforhold. Hun kunde have sparet sig Forsvaret. Fru di Cajanello behøver blot at følge sin egen Vej, da kommer Forsvaret af sig selv. Hun er som Forfatterinde en af Nordens største Personligheder, og har absolut som saadan den største Vitalitet.

Hun er i „Kvindelighed og Erotik” heller ikke gaaet udenfor sit Program, men kun et Skridt videre fremad mod nye Syner og Tilstande i den personlige Friheds løftende Region. Sverig, og for den Sags Skyld de andre Nordens Lande med, har simpelthen at give hende Tak og Ære - for den hun er.

Alvilde Prydz.

Efter disse to, hver paa sin Maade straalende Talenter, der selv i sin Realisme har beholdt Gjenskinnet af den Romantikens Glød, som af Nordens tre Folk det svenske dybest har været præget af og længst har bevaret, træder nu en norsk Forfatterinde til, og det er ikke let for hende, med sin større Kølighed i Forhold og Karakter, at kappes med dem. Men det er heller ikke Hensigten. Hun skal blot, om muligt, vinde Ret for sig, thi i Forhold til sit Talent har hun hidtil været meget lidet paaskjønnet.

Alvilde Prydz har kaldt sin sidste Bog: Lykke. Det er en dristig Vignette; thi Begrebet er saa relativt, at hvad der idag hedder Lykke, hedder imorgen Ulykke, og til Slut maa man ende med den gamle Vismands Ord: Ingen prise sig lykkelig, før han er i sin Grav.

Men Kampen for at vinde sin Lykke hører rigtignok med til Livet, og hvor forgjæves den end i mange Existentser kan have været, er dog Tilværelsen kold og farveløs uden den.

En saadan Kamp for Lykken er det, Forfatterinden har skildret i sin Bog; men da det ligesom i de to foregaaende Bøger er en Kvinde, der kæmper, bliver Maalet naturligvis det samme: en Kamp i Kjærlighed. Det er dog med helt forskjellige Vaaben, der kæmpes, thi hver af disse tre Kvinder har sin særegne Væsensmagt at sætte ind; i „Den Bergtagne” Kraften til at dø, i „Kvindelighed og Erotik” Kraften til at leve - og i „Lykke” Kraften til at resignere. Herved faar da ganske naturligt hver Bog sin egen Kolorit, hvoraf Resignationen nødvendigvis maa blive den svageste.

Den ganske unge Pige i „Lykke” - Inger, som skal frembære Kvindens Ide, træder os i møde under jevne huslige Forhold. Hun er som en uopskaaren Bog. „Barn” staar først paa Titelbladet, senere „Ung Pige”, men det er alt, hvad hendes Omgivelser ved derom. Bogens egenlige Indhold har ingen erfaret, og den bliver paa en Maade henlagt blandt det døde, uden nogensinde at være læst.

Den unge Læge, der senere fører hende hjem som sin Hustru, har tidligt taget Sigte paa hende; men der ligger noget udvortes til Grund for hans Øjemaal, Og hvad der nærmest frister ham, synes netop at være hendes uberørte, uoplukkede Væsen. Ikke just fordi det indeslutter en Gaade, han ønsker at løse, men fordi det er ubevidst baade om Livet og om sig selv. Han skal da nok give det Præg! Som hans Hustru skal hun bære hans Farve. Han véd da, hvad hun er, og hvor han hvert Øjeblik i Livet kan tage hende. - Om en Udvikling ifølge sin egen Individualitet, kan der slet ikke være Tale.

Hun skal jo dele med ham de Forhold, som hans Stilling i Samfundet betinger - og hvoraf de lokale ikke har mindst at sige - hvorfor skulde hun behøve en særegen Udvikling til det? Hvad hun ikke forstaar, kan hun jo spørge ham om.

Vi ser, at her træder os en tredje Udgave imøde af den mandlige Egoisme, men med sin bestemte Lokalfarve.

Den unge Nordmand er en ualmindelig sund og kraftig Natur, hvis Livsmaal det er at kæmpe og sejre, og han styrer frejdigt ind paa Livsvirkets trange Vej, med Evne og Vilje til at yde sit Folk al den Støtte, der behøves imod Naturforholdenes Magt. Han har faaet Ansættelse i en af de trange Bygder mellem Fjeld og Strand, hvor Almuen maa kæmpe for Tilværelsen med alle de Kræfter, den har, men hvor Udbyttet alligevel bliver saa knappelig tilmaalt. Her er da hverken Guld eller Ære at vinde efter almindeligt Synsmaal; men han gaar paa alligevel, og han svigter ikke sin Sag.

Der er imidlertid en anden Sag, som ogsaa har sit berettigede Krav til ham, men for den har han i sin sociale Iver slet ikke Øje - det er den unge, uudviklede Kvindesjæl, som han har taget med ind i sit Kampliv uden at betænke, om den derved bliver istand til at faa sine Vinger udfoldede til det Frihedens Opsving, som betinger al aandelig Fremgang.

Men dette bliver alligevel ikke Hovedsagen. Den Løftelse, hendes Sjæl søger, og som hun saa bitterlig savner, kunde hun have faaet paa en ganske naturlig Maade gjennem hans Kjærlighed. Dog her svigter Holdet. Hun er begyndt med at træde Kjærligheden ængstelig og sky imøde, fordi hun aner, at den er en Magt, som vil kunne bære hende højt op i hin straalende Sfære af Lykke, hvorefter hun higer, og hun bæver ved Berørelsen af den, som ved noget Overnaturligt. Men da den altfor hurtigt synker ned under Festlighedens Niveau og gaar ind i Hverdagslivets jevne Tilstande, kan hun ikke mere faa Øje paa den.

Ogsaa i hende ligger der en mægtig Eros, men den kommer paa en Maade aldrig ud over Impulsens Stadium. En Mand kunde af hendes Kjærlighed have øst Styrke og Inspiration til en stor Livsgjerning, og den havde fulgt ham gjennem tykt og tyndt, men Gerhard Juel sidder ikke inde med den Varmegrad, som skulde til for at give den Vækst, og saa gaar den paa en Maade i sin Mor igjen. Idet Hjertelivets saftige Spire, som af Naturen var bestemt til at naa saa højt, faar Kuldens og den knudrede Jordsmons Tryk over sig, vender den Væksten indad igjen, og sætter her sine vantrevne Skud, som hverken Tiden eller Evigheden faar godt af - thi det er Selvopgivelsen.

Paa den anden Side er jo Gerhard Juell ogsaa uden egentlig Ansvar for det. Han holder af sin Hustru, og det har aldrig faldet ham ind, at der var noget særegent ved en Kvindenatur, som med Forstaaelse skulde fremelskes af en Mand, og at, hvor det ikke sker - han absolut har at tage Skade for Hjemgjæld.

Naturligvis var der fra Begyndelsen ogsaa noget fint i hans Følelse for hende; men han er en praktisk Mand, som møder frem med stor Trang til at tage fat paa Livsarbejdet.

Og det er just ikke af de letvindte! I de Egne, hvor han gjør sin Begyndelse som Læge, kræves en stor Indsats af Selvopoffrelse og Mod. Det første, som nødvendigt maa udvikles, er Nøjsomheden, og hvor stilfærdig end Fordringen kommer, plukker den dog til sig alle de Smaaflag, som Fantasien har pyntet op med, og det bliver nøgternt i dens Spor. Efter den kommer saa Udholdenheden, der forlanger en Kamp paa Liv og Død, og den plyndrer Livet endnu mere. Men naar da Manden omsider staar færdig og er bleven indpasset i Naturens og Forholdenes Ramme, har han i den materielle Kamp mistet mange fine Træk. Han er maaske bleven baade haard og selvgod, og staar der da en Kvinde med Skjønhedens og Idealitetens Fordring ved hans Side - som hans Medhjælp i Arbejdet, da maa han være uden Skyld, naar hun ikke kan slaa af paa Fordringen, men synker som en af de tidlige Trækfugle, ramt af den kolde Luft, død til Jorden.

Og det er, hvad Inger gjør.

Hun er en Type paa de mangfoldige Kvinder, der gaar sin stille Gang gjennem Livet med et stort Kjærlighedskrav i Naturen, og hvoraf nogle nøjes til sin Død med saa ringe en Næring, at de selv omsider blive til Vantrivninger derved, medens andre, som ikke kan gaa ind paa Vanen, og heller ikke kan gribe til en falsk Næring, hurtigt synker hen i den Magtløshed, hvor de bliver et let Bytte for Døden.

Der er i denne Bog ikke anvendt stærke Farver, men hver eneste af dem er ægte. Naturen, Menneskene, Forholdene, alt er givet med Sandhed og Talent. En dyb og inderlig Følelse, der er rig nok med sig selv, og ikke har behøvet at tage sin Tilflugt til laante Motiver eller andenhaands Stemninger, danner den stille glidende Strøm, som bærer Handlingen.

Alvilde Prydz er af de Talenter, som har havt den sorgblandede Fordel at gaa frem med Modstand - Modstand i sig selv og Modstand i Læseverdenen, fordi hun virkelig fra egen Grund har oparbejdet sin Form. Det har ikke gaaet let fra Haanden, og heller ikke er hun færdig endnu. Men hun har derved vundet den store Fordel at være ejendommelig; thi det tunge i hendes Stil er ikke Mangel paa Aand, det er simpelthen Stoftyngde - idévægtigt, tankefuldt Stof, som hun har siddet, og endnu sidder inde med, og vi ønsker hende af ganske Hjerte al den Anledning, hun behøver til at udvikle sit Talent. Det kan da ikke fejle, at hun ogsaa vil vinde den Anerkjendelse, hun har fortjent, og som hun saa udholdende og ærligt kjæmper frem imod.