« Tilbage til søgeresultaterne

Han og Hun.

« Se emneord

En Sammenligning mellem Mandens og Kvindens Sjæleliv *)


En Sammenligning mellem Manden og Kvinden, hvilket farligt Æmne! Man ved ikke, hvad man mest skal frygte, at sige gamle, forslidte Trivialiteter eller at sige noget, som kan støde en af de to mægtige Parter. Det er ikke behageligt at falde i Unaade hos nogen af dem. Men jeg gaar til Sagen med den enfoldige, oprigtig" Hensigt fuldkommen upartisk at dele Ubehagelighederne mellem begge.


Naar Mænd skriver eller taler om Kvindens Natur, plejer de at ytre sig, som var den kun en Række Variationer af den mandlige, og denne den egentlige, urmenneskelige Natur, den rette Normallinje, som behøvede man, for at karakterisere den kvindelige, kun at paavise de Punkter, hvor den afviger fra den rette Linje og taber sig i uregelbundne, løjerlige Spirallinjer. Men disse er rigtignok ogsaa saa regelløse og indfiltrede, at de fleste mandlige Intelligenser har opgivet Haabet om, at kunne bestemme dem videnskabeligt.


Men man hører ogsaa Kvinder bedømme Mandens Natur, som om den ikke var andet end en Bække af umotiverede, i al Evighed ubegribelige Afvigelser fra den urmenneskelige - det vil sige kvindelig rette - Normallinje. Og atter andre tænker sig begge de to Naturer som aldeles ens, samme Kræfter, samme Maal, samme Begavelse med et Ord som to paralelle rette Linjer, om hvilke Geometrien saa skønt lærer os, at de aldrig naar hinanden og aldrig behøver hinanden, og som giver et saa smukt Billede af den sande Selvstændighed og Lighed.


Men rette Linjer er alligevel dygtig kedelige. Lad os saa hellere betegne den mandlige og den kvindelige Sjæl som to halve - ikke Cirkler, de er for regelbundne - men lad os sige Kometbaner. Hver har sin egen Vej, sin egen Bane de er lige berettigede, lige nødvendige og - lige halve.


- Umuligheden af at forstaa en Ting er ingen Hindring for at definere den, og til bedste for Almenheden har Mændene til alle Tider sat visse letfattelige Definitioner af Kvindens Væsen i Omløb, f. Ex. denne: Kvinden har ingen Logik, hun er lutter Følelse. Denne Dom er i sin halve Sandhed og sin selvtilstrækkelige Korthed samt ved den Almindelighed, hvormed den kommer frem, meget irriterende, ligesaa irriterende som „den kvindelige Duft”, som Damerne nu i hundrede Aar forgæves har anmodet Herrerne om at definere lidt bestemtere. Kvinden har ingen Logik! Hvad har da vi kvindelige Skribenter gjort i dette Sekulum, der er fuldt af vor Ære, om ikke bevist, at vi har Logik? Kvinden har altid Logik, naar hun vil have den, men hun vil ikke altid.


Kvinden er lutter Følelse! Hvordan rimer man det sammen med et almindeligt Raab fra Mandens Side, der virkelig har en Alvorsklang i sig, at den moderne Kvinde er kold - en Klage, som for øvrigt ogsaa lyder samtidig med Kvindens evige, vemodige Paastand, at Manden ingen Anelse har om sand Følelse. Lad os nu blive alvorlige, thi dette er et alvorligt Spørgsmaal. Sagen er vistnok den, at Mandens og Kvindens Følelsesliv er af en saa forskellig Art. Der er Tider, hvor Mandens Følelse lægger sig for Dagen ved Udbrud, der aldeles behersker ham, men i Mellemtiden bider han sig lettere end Kvinden adsprede af Yderverdenen. Det kan i disse Mellemtider se ud, som om den røde Traad var afbrudt, men det er den ikke, den har blot tabt sig ind i et tykt Lag af praktiske og teoretiske Interesser for den Dag i Dag. Da kommer de korte, adspredte Svar, de ligegyldige Blikke, den forretningsmæssige Maade at være paa, som Kvinden - det være en Hustru, Moder, Søster eller Veninde - saa hjærtelig afskyr og altid fortolker som et Bevis paa, at Kærligheden er død. Kvindens Følelse er ikke af en saa vexlende Art. Den kan være lunken, mangen Gang maaske mere lunken end Mandens, men den ligger altid saa at sige øverst i hendes Væsen, og hendes Tanker bevæger sig bestandig om den; for hende ligger den Fare nær at ville fingerere og. beføle den røde Traad, til den af idel Fingereren brister; thi ingen Følelse, hverken Venskab eller Kærlighed, taaler at maales eller vejes for at prøves; paa den Maade vil den miste først sin Duft, derefter sin Virkelighed, Derimod fordærver Manden mangt et Hjærteforhold, naar han af Uagtsomhed forsømmer at holde det vedlige ved smaa - Venligheder. Kvinder sætter ofte mere Pris paa saadanne end paa den sikre Bevidsthed om, at Manden gærne vilde ofre sit Liv for hende, og derfor kan man se Kvinder - ofte til Forundring før andre Mænd, kaste deres Kærlighed bort til svage, lapsede, umandige Mænd, der har forstaaet den hemmelige Kraft, der er de daglige Opmærksomheder.


Eftersom Kvinden altid plejer at reflektere over Følelser, er det naturligt, at hun har lavet sig et System, et Ceremonier for Følelsen. Hun vil have Venskab og Kærlighed i Afsatser. Endnu længe efter at hun er hørt op at være „ung Pige” har hun en „bedste”, maaske endog en „næstbedste” Veninde. Og Grader eller Trappetrin maa der være, ogsaa naar en Følelse er ved atter at lives op efter en relativ Kulde. Forsoningsscener og Forklaringer er lige saa kostelige for det svage Køn, som de er modbydelige for det stærke. Og den Manér, Manden har, uden videre fra Kuldens og Uopmærksomhedens Regioner at dumpe ned i Ømheden, den er saa stødende for den kvindelige - vi kan maaske sige Ordenssans. Og saa kommer det saa ganske umotiveret! Vilde det ikke have været langt mere interessant, om man i Fællesskab gav sig til at oplede de inderste Aarsager til Misforstaaelsen og saa gradvis klatrede op til den fuldkomne Harmoni? Men saadanne Raffinements har han ikke Tid til, og han er i sligt langt mere umiddelbar, mere Naturbarn; sætter hun saa en Martyrmine op, naar han er varm, saa staar det klart for ham, at hun er kold, og saa kan hun sidde alene og græde og tænke paa sin dybe Kærlighed.


Kvinden har en Maade at anvende Addition paa, som volder hende uudsigelige Kvaler: „Nu er det den femte Gang, han ikke siger Farvel til mig.” „Nu er det tredje Gang, han ikke beder mig gaa med i Theatret”. En Mand anvender aldrig sin Regnekunst paa sligt. En lille Uvenlighed kan ogsaa saare ham, men det er, som naar en skarp Flip gnaver en paa Halsen, et Øjebliks Ubehag, en Drejning, og alt er glemt


Manden har nok Følelse, men han har ikke Erindring om Følelser. Det har Kvinden desmere, og det maa hun have, thi det er jo hende, der skal vedligeholde Kontinuiteten baade i Familjen og ligefrem i Menneskeheden. De fleste Kvinder inddeler deres Tidsregning efter Følelser. „Det Aar var den og den saa venlig imod mig”. „Den og den Gang var jeg saa ilde til Mode”. Men derimod har Kvinden saa ondt ved at leve fuldt i Nuet, og skulde det være sandt, at det er et Tegn paa Overcivilisation, saa er Kvinden mere overciviliseret end Manden. Han friskere, stærkere, med saa meget mere animalsk Livsglæde end han, maa om og om igjen forundre sig og ærgre sig over, hvor vanskeligt det er for et Øjeblik at rive hende med til en glad eller varm Stemning. Skal hun være glad, vil hun have det sikkert og garanteret, at der hverken er hændt eller vir hænde noget ubehageligt.


Der findes mange Kvinder, der tror om sig selv, at de har et meget godt Hjærte, fordi de altid reflekterer over Følelser og lider saa umaadeligt ved deres Nærmestes indbildte Uvenlighed, men disse samme Kvinder udfører maaské ikke hele Aaret rundt en eneste Handling, hvis Bevæggrund er en sand Følelse for en anden. Følelsen er hos dem gaaet over til fra et kraftigt til Handling drivende Livsprincip at blive en sygelig Ømfindtlighed; den var en Bevægelsesnerve, men er nu bleven en Nerve, som blot uophørlig overfører Fornemmelsen af Smerte til Bevidstheden.


Mændene har vel ogsaa deres Ømfindtlighed, men den er mere rettet paa andre Forhold, Modgang i Forretninger, Ærgerrighedsskuffelser o. desl.


Hvilken Part har saa alt i alt mest Følelse? Ja, det er ikke let at sige, men det er dog ikke værd at bygge paa de; kvindelige Talemaader, der er følelsesfulde, eller paa de mandlige, som lægger en kynisk Foragt for al Følelse for Dagen. Vi har nu søgt at vise, at Kvinderne, hvorvel de reflekterer mere over Følelser, ikke derfor uden. videre kan gjøre Fordring; paa at være den eneste følende og elskende Del af Menneskeheden, og vist er det, at Manden med sin staccato-agtige Maade at udtrykke sine Følelser paa, ofte ejer et lige saa stort Kvantum Kærlighed som den mest varmhjærtede Kvinde.


Men - Retfærdighed frem for alt - nu, mine Herrer, kommer Turen til Jer: I er alligevel dygtig klodsede. Det har vi syntes i alle de Aartusinder, hvori vi har haft den Ære at dele Jordkloden med Jer, og i vor Tid er I mere klodsede ene I længe har været. Der har været Tider, da Manden satte sin Ære i at være forfinet, ikke blot i Klæderne, men ogsaa hvad Sjælelivet angaar. Den Tid er forbi. Nu er Forfinelse Kvindagtighed, Umandighed. Det er mandigt at tale om Rente og Procent, og det er ogsaa mandigt at være saa lærd, at ingen begriber en. Før stod Geijer og andre lærde Mænd saa lavt, at de kunde meddele Kvinder selve Kvintessensen af deres Lærdom. Nu bliver de lærde Herrer næsten gnavne, hvis det kan bevises, at en Kvinde har læst deres Bog, thi saa har de jo ikke været videnskabelige nok. Men, mine Herrer Forfattere, det hævner sig; thi kun den, der forstaar Kvinden, forstaar Publikum. Hvis Kvindens Følelsesliv ofte udarter til en næsten pjanket Ømfindtlighed, saa kan man sige om Nutidens Mand, at hans Følelsesliv er uopdraget, barbarisk, uciviliseret om ogsaa hans Forstand er prydet med nok saa megen Mathematik, Mekanik og Filologi. Hertil bidrager for det første Undervisningen og Opdragelsen, dernæst ogsaa det Faktum, at Manden mindre end Kvinden staar under Paavirkning af de to Magter, som uddyber og forfiner Følelsen: Religionen og Litteraturen. Endelig maa man ikke glemme, at han nødvendigvis mere end hun maa bære Præget af denne Kamp for Tilværelsen, som, skønt ublodig, maaske er ligesaa grum og ligesaa forhærdende som Vikingers og Ridderes blodige Bedrifter. Alt dette gør, at Manden, om ogsaa han har meget Hjerte, har svært ved at fatte et saa sammensat Væsen som den ejendommeligt moderne Kvinde med hendes underlige Blanding af sygelig Følsomhed, stærkt udviklet, forfinet Hjerneliv og glødende Virksomhedslyst. Og hvor findes denne Type i Litteraturen? Skizzeret er den blevet af Ibsen, Lie og Kielland, men Billedets Omrids er aldrig blevne udfyldte, og særlig har vore Romanforfattere haft alt for grove Fotografiapparater til at gjengive den. .


Den franske Historieskriver Michelet, maaske den eneste betydelige Historieskriver, der har optaget Følelsen som en vigtig Faktor i Historien, har sagt, at det er Tobakken, der skiller Mand og Kvinde ad. Strax ler man ad denne Paastand, men ligger der dog ikke en vis Sandhed deri? Er det ikke Rygeværelserne og Kafeerne, som har draget Manden fra Familiens Dagligstue og Selskabssal? Kvinderne, som saaledes blive ene tilbage i Hjemmet, begynde nu ogsaa at udvandre til Klubber og Foreninger - og Mændene har ikke Ret til at lade dem høre ilde for det!


Naar det ikke var for den trods alt uudryddelige Erotik, vilde selskabelige Sammenkomster mellem begge Køn snart dø ud. Ti de Mænd, der upaavirkede af erotiske Grunde, finde Behag i kvindeligt Selskab, ere ikke mange. Det er saa besværligt at skulle „genere sig”. Det er for Resten et ret mærkeligt Træk i vor Tid, at samtidig med at Kvindernes direkte Indgriben i Kulturlivet er tiltaget, er den direkte Indflydelse, de før i det private Liv øvede paa Mændene, aftaget. Der har sikkert været faa Tider, hvor Selskabslivet i saa høj Grad har været indrettet efter Mændenes Smag og saa lidt efter Kvindernes; vi tænker herved paa alle de Forhold, som Tobakken og de stærke Drikke fører med sig. Alt er anlagt paa at udvide Kløften mellem de to Køn, ikke mindst den realistiske Litteratur, som strømmer over af ensidige og uretfærdige Anklager, snart af Manden mod Kvinden, snart af Kvinden mod Manden, og som har bidraget ikke lidt til Misstemningen. Ti en Misstemning er der paa begge Sider, og Aarsagerne til Kvindernes har vi nu søgt at vise. Mændene klage over Kvindernes Konkurrence paa Arbejdsmarkedet. Men det er vor Overbevisning, at Hundreder af Kvinder vilde med Glæde være bleven i Familierne, om deres mandlige Slægtninge havde holdt sig lidt mere til dem, knyttet deres Liv nærmere til dem. Nu maa mange, uden særlig at føle Kald til det, søge sig Arbejde uden for Hjemmet, ikke altid for Opholdets Skyld, men ofte for at faa et „Livsindhold”. „ Alt hænger sammen!” siger Franskmanden: Tobakken og Punschen staa i nøje Sammenhæng med den af Jer saa inderlig afskyede Emancipation, det maa De tro, mine Herrer Konservative!


Herrerne paastaar, at naar man gaar paa Gaden bagved to samtalende Damer, hører man bestandig det lille Ord „han”. Det vilde være sandere, om man sagde, at i Damers Samtale hedder det bestandig „han” og „hun”, i Herrernes „det”. Kvindens hovedsagelige Interesse og Begavelse gaar paa Personer. Med hvilken Færdighed kan hun ikke læse en hel Historie i et Ansigt, hvor „Mandfolk og Børn” kun se Øjne, Næse og Mund. Manden gaar ofte om som en Blind mellem sine nærmestes fortvivlede eller lykkelige Ansigter, hun er aldrig blind, men af og til ser hun fejl, thi hun ser for meget. Dette Grundtræk genkender man i Kvindens Virksomhed paa alle Omraader. „Hvor er Mennesket?” spørger hun overalt. Har en kvindelig Elev faaet noget at vide om sin Lærer, som i hendes Øjne nedsætter hans Personlighed, er det strax forbi med Interessen for hans Timer. Den mandlige Elev kan lettere holde de to Ting ude fra hinanden. Naar Kvinden interesserer sig for en Idé, er det ofte, - naturligvis ikke altid - fordi hun har Interesse for en eller anden Person, der repræsenterer denne Idé.


Denne Ulighed viser sig ogsaa, naar man sammenligner de Digterværker, der er skrevet af Mænd, med dem, som Kvinder har forfattet. Lad os tage Mesterværker paa begge Sider, f. Ex. Victor Hugos "Les Misérables" og George Sands "Consuelo". Man mærker strax, at i den mandlige Intelligens afspejler Yderverdenen sig paa en langt kraftigere, rigere og fuldstændigere Maade, Skildringerne er hentede fra alle mulige Omraader af Livet og udført med en Rigdom af Enkeltheder, som viser en uhørt Iagttagelsesevne, ikke mindst overfor Ting. Og disse Iagttagelser af den døde Natur er det for Forfatteren lige saa vigtigt at faa frem som alt andet. „Consuelo” er derimod helt igjennem en Kvindes Drøm om den højeste Kvindelykke, og den gør derfor Indtryk at, at denne Drøm er hentet fra Hjertets inderste Dyb, men ved Siden af dette Hovedindhold gør de malende Skildringer kun ringe Indtryk. Man beholder intet i Øjet, men meget i Sjælen. Livets myldrende, blændende og rædselsvækkende Rigdom kan vistnok alene det mandlige Geni give en Anelse om, men naar det gælder om at trænge ned i Personlighedens Dyb, da er det et Spørgsmaal, om ikke Kvinderne naar længst. Naar Dickens skildrer Forbrydelsen, giver han os et overvældende Indtryk af Rædsel, vi ser og hører Forbryderen, og Haaret rejser sig paa vort Hoved. Men han kan ikke følge Forbrydelsens Udviklingshistorie i Sjælen paa samme Vis som George Eliot han kan ikke som hun sætte Fingeren paa det mikroskopiske Punkt, hvor Sofismen begynder at forgifte Samvittigheden. Skarp, fin psykologisk Analyse, det synes at være det kvindelige Genis rette Omraade indenfor Skønlitteraturen. Ved de ringere kvindelige Forfattere er Forholdet det samme som med mange Kvinders Liv: Kærligheden tager megen Plads op, men er af en temmelig vandet Beskaffenhed.


Kvindens Interesse og Anlæg for det personlige viser sig ogsaa, naar hun tager fat paa Arbejdet, og der bliver den baade hendes Svaghed og hendes Styrke.


Hun er yderst afhængig af de Personer, hun har at gøre med. Hun trives i sit Arbejde, forsaavidt hun kommer ud af det med Personerne. Om hun som dagligt Brød nu og da faar et venligt Ord, kan hun arbejde længer, end Kræfterne slaar til, men passes hun ind blot som et enligt Hjul i et Maskineri, da fryser hun ihjel, enten hun eller Interessen. Med den Sammenblanding af Følelses- og Forstandsvirksomhed, der er ejendommelig for Kvinden lægger hun mer end Manden hele sin Sjæl i Arbejdet. Et Bevis herpaa er, at Kvinderne i deres Fritid taler om deres Arbejde, mens Mændene helst skyder det fra sig. Der er sikkert flere Kvinder end Mænd, som i Arbejdet gør mere end deres Pligt, men jeg tror nok, at af dem, som gør mindre end deres Pligt, er der omtrent lige mange paa begge Sider. En Kvinde begaar maaske ikke saa grove Forsømmelser som en Mand, men Forstyrrelser i hendes indre Liv virker derimod hurtigere paa hendes Arbejde, end Tilfældet er med Mænd. En Mand kan f. Ex. meget vel gennemleve en dyb Sorg samtidig med at han passer sit Arbejde, og man vil knap mærke nogen Forandring. Det er igen det samme: Følelseslivet er hos Manden et Omraade for sig, hvilket han ikke, som Kvinden, sammenblander med sit øvrige Liv Det er nok alt dette, der ligger bagved den Ytring, man kan høre om Kvinders Arbejde: „de har ingen Rutine.” Nej, dertil har de for megen Begejstring, men ogsaa for lidt af denne maskinmæssige Maade at arbejde paa, som varer ved, naar Interessen er forsvunden Kvinden har grænseløst svært ved at blive en Maskine ”- det være nu en Ros eller en Dadel.


Begejstring og Offervillighed for en Idé synes i vore Tider at være almindeligere hos Kvinder end hos Mænd. Paa Kulturens Arbejdsmark er Kvinderne endnu et ungt Folk, og de arbejde med en ungdommelig Ødslen af Kraft og med ungdommelige Forhaabninger. Mændene haane stundom de Nyankomnes Iver. For dem har Arbejdet altfor længe været en Tvang, til at de kan elske det, og det staar i for nær Sammenhæng med Skillingen til at bære noget ideelt Præg. Kommer saa hertil, at Mændene har en Jargon, der overdriver deres „Faktiskhed” og Kynisme, og Kvinderne ofte en ideelt enthusiastisk Jargon, som er fuldstændig hul, saa har man endnu en Anledning til Misforstaaelser mellem de to Køn.


Som Ardejderske maa man ønske Kvinden mindre Følsomhed, mindre Hensyn paa Personer, og - mere Sundhed, mere Livskraft, thi ellers vil hun aldrig kunne kappes med Manden. Men Begejstringen maa hun beholde, thi det er med den, hun skal tilføre Kulturarbejdet et nyt, forfriskende haardt tiltrængt Element. At Kvindens Viden kan omfatte de samme Omraader som Mandens, turde vel nu anses som afgjort. Men ogsaa her viser hendes særlige Anlæg for det personlige sig. Denne Faust-Begærlighed efter at vide alt, blot for at vide, er sjældnere hos Kvinden end hos Manden. I Videnskaben kommer hun altid til at holde mest af Anvendelsen. Der vil næppe nogensinde findes en kvindelig Videnskabsmand, der rejser Verden rundt for at se efter, om der staar „og” eller „men” i et gammelt Haandskrift, men sjælden vil ogsaa en Kvinde have den Objektivitet, den Ihærdighed, som udkræves til i tyve-tredive Aar at gøre Iagttagelser for paa disse at bygge et System. Jeg er bange for, at hun heller søgte at komme til Systemet ad en Genvej. Men i saadanne Beskæftigelser, hvor der kræves en Anvendelse paa Mennesker af de videnskabelige Sandheder, saasom Lægens og Lærerens, der vil hun sikkert bringe nyt Liv. Berøringen med de Mennesker, hun har at gøre med, ægger og inspirerer hende langt mere end Manden. Som Læge vil hun ikke saa let fristes af sin Videbegærlighed til at ønske Patienten lagt paa Obduktionsbordet, og som Lærer vil hun sjælden nøjes med en objektiv Redegørelse for Æmnet, der gaar over Elevernes Hoved. Som Historiker vil hun med sit Blik for det personlige opdage medvirkende Aarsager og Motiver, som Mændene har overset Som Regent vil hun i høj Grad have den Egenskab, som den store Kulturhistoriker Taine forlanger af enhver, der skal styre Land og Rige: at kunne ved Lovenes Udarbejdelse stille for sit indre Øje de Personer, for hvis Skyld Lovene gives, og alle disses nærmere Forhold


Jeg vil ikke opregne flere Beskæftigelser - det er Erfaringen, som skal vise, paa hvilke Pladser Kvinden duer. Men overalt skal det vise sig, at hun virker paa en anden Maade end Manden. Forsaavidt hun da ikke er en ren Middelmaadighed, thi da vil man maaske i hendes Virksomhed ikke kunne se noget Spor, som røber Kvinden. Men duer hun til noget, saa. er det netop, fordi hun er i Besiddelse af sit Køns hele Magt, fordi de ægte kvindelige Egenskaber hos hende ikke er bleven udryddede, men netop forstørrede, generaliserede. De største Kvinder har altid været mere Kvinder end andre.


Denne Interesse for det personlige er et Element, som ofte bittert savnes i Kulturarbejdet. Hvorfor er Embedsmanden saa ubarmhjertig, Lægen saa ligegyldig, Læreren saa pedantisk, Prædikanten saa tør, Forfatteren saa ensformig og alt hos dem saa „graat i graat”. Fordi de ikke forstaar det personlige Liv, men kun holder sig til nogle saakaldte „saglige Grunde”. Det er smukt kun at tænke paa Sagen, ej paa Personen, siger man. Ja i Processer og Nævningeudsagn ganske vist. Men det er ogsaa smukt at se et Menneske, som man kan mærke har det saadan, at det er ham umuligt, trods al Logik og al Forstandsudvikling, aldeles at glemme Personen for Sagen, om det gjaldt noget. Og det er netop Kendetegnet paa en Virkelig, en kvindelig Kvinde.


Og saaledes har vove Undersøgelser altsaa ført til det Resultat, at paa alle Omraader er „das ewig Weibliche” det samme som „das ewig Persönliche”.


Til Slutning et Tankekorn til visse af vore fremadstræbende Medsøstre. Er det klogt, er det forstandigt, stadig at sige til Mændene: „Lad os komme med i Arbejdet; vi er saa samvittighedsfulde, vi er saa dygtige - og vi er aldeles ligesom I!” Er det en Lokkemad? Er det kun lidt mere Ensformighed, vi skal tilføre Verden? Nej, lad os hellere sige: „Lad os bare komme til, saa skal I se! Vi er saa forskellige fra Jer, vi har en Maade at tage Tingene paa, som I ikke drømmer om!” Det vilde være klogere, og hvad mere er, det vilde være sandere.


*) Oversat efter Dagny.


« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner