I. Kultusminister Goos’ Lovforslag.
For tredje Gang i Løbet af de sidste seks Aar er der forelagt den danske Rigsdag et Forslag til Oprettelsen af en Statsskole for i Lærerinder, for tredje Gang venter den danske Skoleverden og vel navnlig den kvindelige Del af denne med Spænding paa Udfaldet af den Forhandling, som vel tør ventes om denne Sag. Desværre, de to tidligere Lovforslags Skæbne lover jo ikke meget for det tredjes Vedkommende.
For adskillige var vistnok Kultusminister Goos Lovforslag en Skuffelse eller i alt Fald en Overraskelse, mange havde ventet og ønsket, at Kultusministeren vilde have genoptaget Lovforslaget om Forskolen, som i Fjor af Kultusminister Scavenius blev forelagt i Landstinget, og mange ere maaske tilbøjelige til at anse Forskolesagen for tabt, fordi den ikke er fremkommen under den Form, hvori man havde haabet den forebragt i Vinter. Men der er sikkert ingen Anledning til Frygt for Forskolens Udvikling, den vokser sin stille Vækst her i Jylland, Trangen til Lærerinder bliver større for hvert Aar, eksaminerede Lærerinder kunne ikke faas, altsaa maa man
Tage til Takke med, hvad der byder sig, ofte med Kvinder, der havde den tarveligste eller slet ingen Uddannelse til Skolegerningen; men disse Kvinders Krav paa en bedre Uddannelse lyder allerede højt og vil omsider lyde saa højt, at Statens Forpligtelse til at træde støttende til her som ved Skolelæreruddannelsen vil Blive anerkendt.
I de Angreb paa Forskolen og Lærerinders Uddannelse til denne, som Hr. Skoleinspektør Brøchner Larsen i Sommer har rettet mod Sagen, fremkommer der Antydninger af, at et Skolelærerindeseminarium burde oprettes „i Stedet for” det i Fjor paatærikte Forskolelærerindeseminarium. Det er ikke til at forstaa, at det ene af disse to skulde kunne gøre det andet overflødigt. Mig forekommer det, at vi have lige stor Trang til en Uddannelsesanstalt for bægge Slags Lærerinder, som det i det hele taget vil blive en Nødvendighed, om vi nogen Sinde skulle faa en ordnet Lærerindeuddannelse i Danmark, at vi maa have tre, ikke to Slags Lærerinder, henholdsvis til Forskolen, Mellemskolen og den højere Skole. Men derfor anser jeg det ogsaa for et Held, at det ovennævnte Lovforslag atter i Aar er fremkommet; det vidner om en Forstaaelse af de danske Lærerinders berettigede Krav paa, at Staten letter dem deres Uddannelse i Lighed med, hvad den gør for Lærerne.
Der er blevet sagt: „Vi behøve ikke en saadan Uddannelsesanstalt, da vi have vore fortrinlige private Lærerindeskoler” Og ganske vist, vi have lykkeligvis i de mange Aar, da Staten har ladet denne Sag ligge som sig uvedkommende, haft fortrinlige Uddannelsesanstalter, som vi vanskelig kunne yde tilstrækkelig Tak for deres Arbejde for den danske Skole; men, dels er det jo ikke Meningen, at en Statsskole skulde gøre disse Anstalter overflødige, dels indeholder det af Kultusminister Goos forelagte Lovforslag to Punkter, der ere af stor Betydning, og som, om de komme til dygtig Gennemførelse, ville give Statsskolen vigtige Fordele frem for den private.
For det første dette, at der til Seminariet knyttes en Børneskole, som tillige kan blive en Mønsterskole. En saadan er en nødvendig Betingelse for, at Lærerindernes praktiske Uddannelse kan blive, hvad den bør være. Denne Børneskole, hvis øverste Ledelse bør ligge i Seminarie-Forstanderindens Haand, maatte forestaas af en dertil særlig kvalificeret Lærerinde, af hvem ikke alene Børnene men ogsaa de unge Lærerinder kunne lære for Livet. Faa Timer under en saadan begavet Lærerindes Vejledning ere langt mere værd for den vordende Lærerinde end mangfoldige Besøg i en middelmaadig Børneskole.
For det andet skulde den paatænkte Statsskole byde sine Elever et Hjem, og dette anser jeg for Hovedsagen. Hvem kender ikke noget til de trange Kaar, under hvilke de allerfleste af vore Lærerinder maa skaffe sig deres Uddannelse, hvem ved ikke, hvor ofte Middagsmaden maa sløjfes, hvor mange Fornødenheder der maa undværes for i saa kort Tid som muligt at naa Maalet. Det er de allerfærreste Lærerinder, som komme over deres Læseaar uden Gæld, som senere skal afbetales, og uden et stort Tab af Kræfter, som senere skulle indvindes, Det forekommer mig, at for vore nuværende forlæste, aandelig og legemlig overanstrengte Lærerinder, maa det være en ligefrem Lise at tænke paa, at man virkelig vil byde dem et venligt Hjem, hvor de i Ro og under sunde Forhold og Samliv med Kammerater og Lærere kunne faa Lov til at forberede sig til deres ansvarsfulde Gerning.
Jeg tænker nemlig i Forbindelse med Hjemmet ikke alene paa det legemlige Velvære, det kunde byde, men ogsaa paa det aandelige, som burde være til Stede. Enhver der véd, hvor lidt udviklet mangen en Kvinde er, naar hun begynder sin Forberedelse til Lærerindegerningen, ved ogsaa, at hun ikke alene trænger til gode Undervisningstimer, men at disse kun ere en Del af det Opdragelsesværk, som burde være en saadan Skoles Hovedopgave. Intet er saa udviklende og forfriskende som at leve sammen med Mennesker, der interessere sig for ens Arbejde, som ere til Rede med et venligt, opmuntrende Ord i en modløs Stund, en Retledning, hvis der er begaaet et Fejlgreb, en Samtale, hvis man er opfyldt af et eller andet Spørgsmaal, som vanskelig kan drøftes i Timen. Den der stilles i Spidsen for dette Seminarium maa være en Personlighed, der med Takt og Forstaaelse men frem for alt i Kjærlighed kan og vil følge de unges Arbejde og Udvikling i de Aar, de leve paa Skolen; i det Tilfælde ville Eleverne, naar de gaa ud af den, føre et Udbytte med sig ud i Livet, der er mere værd end Kundskaberne, de tage med sig.
Naar det hedder i Lovforslaget: At der ved Seminariet bør ansættes en af Kongen udnævnt Forstander eller Forstanderinde, da mener jeg, at en Kvinde bedst vilde være i Stand til at løse denne Opgave med den rette Forstaaelse. Men hun bør som Inspektør ved sin Side have en pædagogisk dannet Mand. Hellere maatte Forstanderindens Løn være noget lavere end foreslaaet, medens denne Førstelærers Løn burde være saaledes, at han ikke behøvede at søge Forflyttelse for at eksistere. Men Forstanderindens Lejlighed burde være rummelig og staa i Forbindelse med Skolelokalerne, saa at hun, naar hun vil og saa ofte som muligt kan samle Eleverne hos sig. Ligesom Forstanderinden bør have den øverste Ledelse af Husets Førelse, bør hun have Indflydelse paa Valget af Lærerkræfterne, da hele Skolens Aand og Tone bliver afhængig af Samarbejdet mellem disse.
Seminariet foreslaas at skulle ligge i Jylland, hvorfor er mig ikke rigtig klart; thi det kunde have stor Betydning, at en saadan Skole laa nær Hovedstaden, saa der kunde holdes nogle Foredrag derude af vore fremragende Mænd; men dette sidste kunde jo ogsaa naas, om den kom til at ligge i Jylland, helst i eller umiddelbart ved en By med Jernbaneforbindelse. Det vilde være absolut uheldigt at lægge Skolen paa Landet ovre i Jylland, hvor den snart vilde blive gemt og glemt, udelukket fra Samkvem med Omverdenen. Alene den Bekostning, det vilde blive at befordre Eleverne til og fra Station, vilde være nok til at holde dem borte.
At Staten i vort Fædreland underholder 4 Skolelærerseminarier, men endnu ikke har naaet til at gøre noget for Lærerinderne, har længe vakt Forbavselse, ikke alene i den danske Skoleverden, men ogsaa blandt fremmede, som har lært vore Skoleforhold at kende; thi i saa godt som alle civiliserede Lande er Lærerinde- saa vel som Læreruddannelsen en Statssag og meddeles gratis. Derfor forekommer det mig, at alle, der, have den danske Skole kær, og som evne at gøre noget i denne Sag, nu burde lægge Skuldre til, da der vel er Udsigt til, at den vil komme for i Landsting og Folketing. Faa vi først en Begyndelse gjort, kan der altid gøres mere, og at et dansk Lærerindeseminarium er, hvad den danske Lærerindestand i Aaringer har haft Krav paa, derom er der dog vist ikke Tvivl hos en eneste, der kender lidt til vore Skoleforhold.
Silkeborg 10de November 1891.
Th. Lang
Skolebestyrerinde.
