"Børnenes Ret".
"Religionen er det centrale Spørgsmaal, hvorom alle andre Spørgsmaal kredse som Planeterne om Solen."
Theodorus.
"Hvad vi vil" for den 15de August indledes med en Artikel om "Børnenes Ret og vore Nationaløkonomer". Den vidner om et varmt Hjærtes Medfølelse for Lidelserne og Trangen i Samfundet og om et menneskekærligt Sinds Smerte ved ikke at formaa at afhjælpe Fattigdommens ofte uforskyldte Byrder, men det er næppe retfærdigt af den ærede Forfatterinde at angribe særligt vore Nationaløkonomer, der ikke har det mere i deres Magt at bedre Tilstandene og skaffe Børnene en retfærdigere Hensyntagen end ethvert andet tænkende Menneske, der vil beskæftige sig med sociale og socialøkonomiske Spørgsmaal og dertil vil benytte Nationaløkonomiens videnskabelige Resultater, der er tilgængelige for alle.
Den private Godgørenheds Virksomhed har den menneskekærlige Forfatterinde vist rigtig Greb paa; man mærker tydeligt, at hun hører til de hjærtegode Mennesker. Men, det nytter ikke, af Medfølelse for Nøden og Trangen at lade sig lede alene til Forbitrelse mod det forkerte, som er, og tilmed give den en fejl Adresse, naar man vil bidrage til at faa det forkerte rettet. Er man ikke selv den økonomisk lidende, hvilket undskylder meget næsten alt, da gælder det ikke blot om at vide, hvad man vil, men om at virke under de Forhold, hvorunder man lever, søgende og paavisende Midlerne til at rette Fejlene, hvor man end finder dem, selv om man finder nogle af dem hos sine Venner, og saa ikke trættes, selv om man skaffer sig Fjender, men søge at paavirke flere og flere ved sin Gerning og sine Ord, der som kærlige Alvorsord lyde til alle, indtil de som Udtryk for den offentlige Samfundsmoral trænge sig frem til dem, der har Magt og Myndighed til at udrette noget. Øje alene for Retten, tabende Forpligtelserne af Sigte, og Tanke alene for Uretten uden at støtte sine Krav til noget positivt, der sikrer alle den samme Ret, gør en selv ensidig harmfuld og vækker Had og Krig mellem de forurettede og de forurettende, der som Regel kun fører til, at de bytte Roller.
Jeg ser meget vel den private Velgørenheds Utilstrækkelighed, men trods Velgørenhedsgerningens deraf følgende anstrængende Arbejde maa dog gode og ædle Mennesker arbejde taalmodig i dens Tjeneste, naar Øjne og Hjærter skal aabnes paa Folk, saa de se og fornemme, at de fleste Samfundsonder har deres Aarsag i al den Uretfærdighed, der raader i Samfund, der smykke sig med Navn af kristne, og den Mangel paa social Intelligens og broderlig Samvirken, der er i de Samfund, der kalde sig civiliserede. Kristendom og Uretfærdighed ligesom Civilisation og Isolation er Dissonanser, der krænke den Harmoni i Livet, for hvilken Betingelserne er givne den kristne Verden i Loven, som Kristus vilde, at alle skulde opfylde fuldkommet i Kærlighed. Trosformen, hvorom der dog strides i det uendelige, faar da være, hvilken den være vil; det er en privat Samvittighedssag af allerintimeste Art, "du har Tro, hav den hos dig selv for Gud". Det, som det gælder, er, at Troen leves; "thi ikke Lovens Hørere er retfærdige for Gud, men dens Gørere". Fører Livet i Troen ikke til Harmoni i Samfundslivet, saa er det ikke bygget paa sand Religion, hvor hjærtefølt Troen end monne være, og Troen er da ikke samvittighedsfrelsende men samvittighedsbedøvende, hvilket er det allerfarligste af alt, baade for den enkelte og for Samfundet. Ved at støtte sine Krav til Religionens Bydende vender man visselig Vaabnet mod sig selv, men gøres det ærligt, saa giver man derved ogsaa sine Krav en Betydning, der ikke kan bortdisputeres.
Mine Indvendinger mod den nævnte Artikel begynde med Overskriftens to første Ord: "Børnenes Ret". "Ret" er et misbrugt Ord; det er Skærmbrædt for Magthavernes Egoisme og Lovgivningens Ufuldkommenhed, der gør, at ingen, der faar hvad den gældende Lov bogstavelig hjemler ham, kan med Udsigt til andet Resultat beklage sig over ikke at nyde sin Ret, selv om denne er den mest skrigende Uretfærdighed. Retfærdighed kræver nemlig i de fleste Tilfælde, at nogle give Afkald paa en Del af deres "lovlige" eller frie Ret og ingen vil det. Derfor kan det heller ikke nytte at skyde Forpligtelserne fra Forældrene over paa Samfundet, naar vi vil virke for Børnenes Ret, og derfor skal vi ikke "naturligvis begynde med Børnene", "naar vi vil naa lykkeligere Samfundstilstande", men vi skal begynde med Forældrene og selve Samfundstilstandene. Det er Samfundet den ligegyldigste Sag, om vi sætte Børn i Verden eller ej, men benytte vi vor naturlige Ret dertil, da byder Retfærdighed, at Forældrene ogsaa vedkende sig deres lige saa naturlige Forpligtelser, at klæde og føde Børnene og bedst muligt uddanne dem for Livet. Det er kun ved Forældrene, at Børnene skal have deres Ret og kan faa deres Ret; men heller ikke de vil altid i deres Levevis give Afkald paa noget af deres frie Ret til Fordel for retfærdig Hensyntagen til Børnene. Var der altid en i sand Kærlighed følt Trang tilstede hos Forældrene til at opfylde deres Forpligtelser mod Børnene, selv om det krævede Opofrelse og Resignation, saa vilde deri vindes en næsten uimodstaaelig Styrke til at faa Samfundstilstandene ordnede saaledes, at disse ikke lagde Hindringer i Vejen derfor, hvilket maa indrømmes er Tilfældet under den nuværende Samfundsordning. I et velordnet civiliseret Samfund maa ingen Børn behøve at være nødlidende, naar Forældrene ikke forsømme deres Forpligtelser. Forbyder Samfundet ligesom den guddommelige Lov og Samvittighedens Røst den fattige at dræbe sit Barn i Fødslen, saa kræver Retfærdighed, at Samfundet ordner sine indre Forhold saaledes, at det ikke bliver Ret for nogle at kunne leve i overdaadig Overflødighed derved, at de udsætte deres Medmennesker for at lide en Mangel og Nød, der forbyde disse at sørge for det nødvendige til deres Børn, ja endog tvinge dem til som Bidrag til Livsopholdet at udnytte Børnenes umodne Kræfter istedenfor at udvikle dem. Det nytter derfor ikke at kræve Tilskud af Stat og Kommune til Børnehjemmene og dermed blive staaende ved halvgjort Gerning. Halve Forholdsregler fra Statens og Kommunens Side, saadanne, der ikke ordnes ved forstaalige og fyldestgørende Love og Regulativer, forkludre kun Forholdene og forhale utilbørlig den Omordning af Samfundsforholdene, der nødvendigt og retfærdigt kræves som Følge af de saa væsentlig forandrede Faktorer, hvoraf den enkeltes og Familiernes Vilkaar i Livet er afhængige. Uden dette løbe Samfundene Fare for at gaa grænseløse Ulykker imøde, som ingen Magtudfoldelse vil kunne forhindre. Dette skal de styrende tænke paa baade af Pligt og Fornufthensyn.
Forfatterinden til den omhandlede Artikel mener, at Samfundet burde yde Hjælp til Børnehjemmene, fordi det forsømmer sin egen Interesse, naar Børneopdragelsen forsømmes, og siger da: "det dyreste af alt er at ødsle med Menneskekræfterne". Ja! det mene de, der har et ærligt Øje og et kærligt Sind aaben for Menneskerettighederne og disses Krænkelse under den nuværende Samfundsordning, men de er endnu ikke Samfundet; de og ikke Børnene er foreløbigt "de Hjemløse", der er "sat udenfor". Vær ikke bange for, at de, der for Tiden er Samfundet efter deres Mening ødsle med noget som helst, og hvad Menneskekræfterne angaar, da synes jeg for øvrigt ogsaa, at de i mange Tilfælde snarere bruge dem for meget og for hensynsløst, hensynsløsere end deres Hestes og Maskiners Kræfter; bruge de dem ikke, da er det, fordi det er deres Interesse at lade være. De, der er Samfundet, skal nok varetage deres Interesser, det behøver man ikke at opfordre dem til. Netop derfor staa de sig bedst ved at lade alt blive, som det er i det nuværende paa Menneskekræfterne tærende og af de nødlidendes Arbejde kapitalsugende Samfund. Paatal derfor ikke noget i Samfundsinteressernes, men kun i Retfærdighedens Navn; thi naar dens Krav sker Ret, da lider ingen Interesse nogen Uret og ingen Børn nogen Nød.
"Dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, saa vandrer du ikke efter Kærlighed. Saafremt denne Sætning, udtalt for 1800 Aar siden, var saa sand dengang og fremdeles, at den som Bidrag til Menneskenes Sjæles Frelse er bleven opbevaret og fredet som hellig Formaning, da er den det ikke mindre idag med den nuværende store Produktion og lette industrielle Produktionsmaade. Ingen behøver at lide Nød i Guds Verden; men de tvinges dertil under den nuværende sociale og politiske Samfundsordning, og vilde foreløbigt tvinges dertil, selv om andre kom til Magten, fordi den Magt, hvoraf de nuværende Magthavere gør Retten afhængig, er af fysisk istedenfor af aandlig Art. Saalænge dette er Tilfældet, vil derfor Lov og Ret i Samfundet staa lige langt fra Retfærdighed, som de egoistiske Hensyn i de ledende Kredse staa fra et sandt Gudsbegrebs forpligtende Krav til Mennesket og forklarende Indflydelse paa Livet. Eftersom sand Oplysning spredes og det sande Gudsbegreb klares for Menneskene, skrider Samfundet frem i Retfærdighed og Mennesket i Lykkenydelse; hverken mer eller mindre, hverken før eller senere. Derfor kunde de, der af Stat og Kommune er anerkendte som Guds Tjenere og i Guds Navn er kaldede at være Folkenes Hyrder, virke med større Myndighed til at bedre Tilstandene end nogen Nationaløkonom. Men Hjælpen vil næppe komme fra den Side, fordi "Kirken", istedenfor som en aandlig Magt at styrke Samfundet, selv søger sin Støtte hos den paa fysisk Magt og klingende Mønt byggede Statsmagt. "Kirken", som en politisk Statsinstitution, afhængig af verdslige Styrere, kan aldrig bringe Harmoni i Livet, fordi under slige Forhold ofres Ethiken og dermed det legemlige, aandlige og moralske Liv paa den systematiske Theologis Alter til Fordel for Magthavernes Egoisme og syndige Tilbøjeligheder.
Skal vi da undgaa de truende revolutionære Omstyrtninger, som den forstokkede Konservatisme vil forskylde, og som kun garantere Ulykker og andre Styresmænd, uden at garantere bedre Tilstande, da gælder det om at sprede Oplysning, og udenfor den officielle Kirke uafhængig af den at udvikle det religiøse Liv, saa det sande Gudsbegreb klares, og Menneskene indse, at sand Religion stiller Krav til alle Mennesker uden Persons Anseelse i alle Livsstillinger og i alle Forhold altsaa ogsaa i Forhold til Børnene der er stærkere end al af jordisk Magt dikteret Lov, hvorved noget bliver Ret for den enkelte eller i Samfundslivet, der er i Strid med Kærlighedsbuddet,, der byder at elske sin Næste som sig selv. Gaar dette op for Menneskene, og vide de ikke blot, hvad de vil, men vil de ogsaa, hvad de skal, da falder alle Skranker, der hindre Børnene i at faa hvad den ærede Forfatterinde kalder deres Ret.
