Brødudsalg.
Fru Redaktør!
Maa jeg bede om Plads for følgende Bemærkninger.
Det er ikke alene for min egen Skyld, jeg skriver dette, men ogsaa for at gavne mine Kolleger. Jeg har nemlig et Brødudsalg, som jeg har havt et Aar, og i dette Aar er ikke mindre end 5 af mine Kolleger gaaet fallit. Dette tyder paa, at det er en daarlig Erhvervsgren; thi kan ikke en enligstillet Kvinde, med den lange Arbejdstid, hun ofrer sin Forretning, bortset fra det indelukkede Liv, hun fører, ikke engang tjene det nødvendige til sin Existens, saa er det en kummerlig Tilværelse.
Jeg vil derfor spørge dHrr. Bagere, om de ikke kunde blive enige om at gøre vor Tilværelse lidt mindre kummerlig ved at forøge vor Fortjeneste. - Enhver vil vistnok indrømme, at det er en stor Uretfærdighed imod os, som forhandle deres Brød, og som maa betale den urimelig store Husleje, at dHrr. Bagere lader deres Vogne køre om med Brød til private Familier og paa den Maade umuliggør Fortjenesten af de bedre Kunder for Brødudsalgene.
Er det ikke at støtte de rige og undertrykke de fattige? - Jeg ved Familier, der holde 4 - 5 Tjenestefolk, som bestille deres Brød hos Bageren, der da lader sin Kusk bringe det til dem.
DHrr. Bagere vilde sikkert ikke tabe ved helt at ophøre med at betjene private Folk ved Dørene, da de saa næppe vilde komme til at tage saa meget gammelt Brød tilbage som de nu gør.
Tillige vil jeg henstille til dHrr. Bagere, om det ikke vilde være det heldigste at sælge alt Brød efter Vægt, saaledes, at hele Tilgiften kunde falde bort, saa fik hver især, hvad de skulde, og ingen blev forurettet. De burde i alt Fald afskaffe Tilgiften, som dog ikke er andet end en Art finere Tiggeri, der kun kommer den rige tilgode.
Det er haardt for os, der skal betale 4 - 500 Kr. i Husleje, at vi skal give den samme Tilgift som Bagerne, og dog give Papir til paa de faa Procenter, Bagerne give os.
