Amalia Lindegren.

Natten mellem anden og tredje Juledag døde i en Alder af 77 Aar Genre- og Portrætmalerinden Amalia Lindegren i Stockholm, hvor hun var født, og hvor hun havde tilbragt det meste af sit Liv.

Allerede i sin tidlige Ungdom udførte hun uden Vejledning Portrætter, tegnede med Blyant og Sortkridt, og gjorde det saa godt, at hun ernærede sig ved de talrige Bestillinger, man gjorde hos hende. Lidt efter lidt gik hun over til at male i Olie; og Aaret 1842 blev et Mærkeaar paa hendes Kunstnerbane, idet tre oliemalede Portrætter fra hendes Haand blev udstillede paa Kunstakademiet.

Professor Qvarnstrøm, som fra nu af fattede en levende Interesse for hende, satte igennem, at hun tilligemed to andre kunstnerisk begavede Kvinder (den ene var Billedhugger og Medaillegravør Lea Ahlborn) fik Lov til at nyde Undervisning ved Kunstakademiet sammen med de ellers udelukkende priviligerede mandlige Elever, som heller ikke afholdt sig fra spottende Bemærkninger om denne Kvindernes Indtrængen paa deres Omraade.

Herved blev Amalia Lindegren en Banebryderske for de kvindelige Kunstnere i sit Fag, og hun blev det endnu mere, da det kort efter lykkedes hende at opnaa Rejsestipendier.

Disse anvendte hun til Stadier i Paris (under A. Tissier) München, Düsseldorf og Rom og frembragte i denne Periode en hel Række Genrebilleder. Efter sin Hjemkomst gjorde hun en Rejse til Dalarne, paa hvilken hendes Talent fik sit mest karakteristiske Udtryk i de almindelig kendte Billeder „Mormors Skat”, „Barnets sidste Seng”, „Mors lille Hjælperske”, „Frokosten”, „Søndagaften i en Dalarhytte”, o. fl. som i deres simple Dragt, med den udmærkede Farvebehandling og det levende Udtryk lige saa meget tiltaler Følelsen som Skønhedssansen. Til disse Billeder maa ogsaa henregnes det i Rom udførte, saa meget yndede „Den lille Pige med Appelsinen”, i hvilket Amalia Lindegrens Evner til at give Barneglæden et fuldtonende Udtryk kan siges at kulminere.

Hendes Portrætter skattes med Rette højt endnu den Dag i Dag, eftersom den ny Tids højt udviklede Portrætmalerkunst ikke vil kunne forringe Værdien af den ædle Farvebehandling, de fine Penselstrøg og det levende, karakteristiske Udtryk hos hendes Billeder.

Skønt hun var Medlem af Kunstakademiet, af „Female Artists Society” i London og havde faaet Medaillen „Litteris et artibus”, unddrog hun sig alligevel enhver Hyldest, som i større eller mindre Grad var offentlig, og tiltalte alle ved sit bramfri, beskedne Væsen, der aldrig røbede Kunstnerinden, undtagen naar hun i Samtalens Løb blev opfordret til at ytre sig om. Sin Kunst, og det jovialt gemytlige i hendes Væsen veg for den kyndige Kritikers fornemme Mine og bestemte Udtalelser.

Hendes Pensel havde skaffet hende en fuldt betrygget økonomisk Stilling og en talrig Vennekreds; men, hun drog sig i Aarenes Løb niere og mere ud af Omgangslivet, levede i en bestandig snævrere Kreds og gjorde godt i Stilhed, ubekymret om, hvor vidt hun blev glemt eller ej.

Hun holdt sig sky paa Afstand fra den ny Tids dristige Malemaade, som hun ikke formaaede fuldt at fatte og sætte sig ind i, men dette bør ikke formindske Værdien af hendes Livsgerning, da hun jo dog i sin Tid stod som en kvindelig Forpost og Banebryderske for en realistisk Retning i Kunsten.