Sygepleje før og nu.

„Lader os gaa at forbinde de Saarede,

om hvem der er Livshaab,

af hvad Parti de saa ere”.

Haldora i Vigaglums Saga.

Medens man kender mange og udmærkede Læger fra Oldtiden, ved man kun meget lidt om Sygeplejen, og hvorledes den udøvedes. Det er først paa Korstogenes Tid, at man for Alvor hører den omtalt, skønt Munke og Nonner allerede tidligere optoge Fattige og Syge i deres Klostre, ligesom nogle Hospitaler vare stiftede, saaledes det navnkundige Hotel Dieu i Paris.

Muligvis er det Berøringen med Saracenerne, der idetmindste hvad Lægekunsten angaar, stode langt over Datidens Kristne, der bragte Tanken om, at der virkelig kan gjøres noget for de Syge, til at staa klart for Korsfarerne. Sikkert er det, at vi under det tredie Korstog ved Belejringen af Acre se „de Tyske Ridderes” Orden fremstaa, der i 1198 fik Love som en gejstlig Ridderorden. Dens Formaal var tildels Hedningernes Bekæmpelse, men ved sine tjenende Brødre og Halvsøstre varetog den Plejen af Syge og Saarede. I Tidernes Løb blev Ordenen meget rig og mægtig, den ophævedes af Napoleon den Store, men stiftedes paany i 1840 af Kejser Ferdinand I, og Ordenen kom til sin gamle Ære og Værdighed, ligesom den stadigt fastholder sit gamle Hovedformaal: at pleje Syge og Saarede. I 1875 stillede Ordenen saaledes 40 Feltsanitetskolonner krigsberedte med Personel og Materiel til den Østerrigske Regerings Raadighed. Ogsaa andre Ridderordener have i Aarhundredernes Løb bevaret Tanken om at hjælpe Syge og Saarede, saaledes Maltheserridderne, St. Georgsridderne og Johanniterne. Den sidste Orden har altid uddannet Personale til sin Raadighed, da den i Fredstid har nogle og tredive Sygehuse, der i Krigstilfælde optage Syge og Saarede fra Hæren.

Naar man indtil henimod Midten af forrige Aarhundrede hører Tale om Hospitaler, forstaas derved i Almindelighed ikke Sygehuse men Lemmestiftelser. Der fandtes f. Ex. som en særlig Art af saadaniie Hospitaler ved næsten hver By „Leproserier” for Spedalske, da Korsfarerne havde bragt Spedalskheden med fra det hellige Land. Her i Landet kaldtes Leproserierne St. Jørgens Gaarde, og den første af disse skal være bygget af Biskop Absalon. Ved Siden heraf oprettedes under store Epidemier og Krige virkelige Sygehuse - i København Pesthuset og Kvæsthuset - men disse Sygehuse bleve efter Epidemiens eller Krigens Ophør enten atter nedlagte eller omdannede til Lemmestiftelser. Egentlige Hospitaler i moderne Betydning begyndte man først at oprette for omtrent 150 Aar siden; det første store Sygehus her i Landet, det kgl. Frederiks Hospital, aabnedes 31/3 1757.

Skønt Oprettelsen af Sygehuse gjorde en Forbedring af Sygeplejen mulig, have væsentlige Fremskridt deri først fundet Sted i Løbet af de sidste 50 Aar. Det har især været de store Krige, der have bidraget hertil; Udviklingen er som Følge deraf gaaet noget forskelligt for sig i de forskellige Riger, og det er derfor naturligt at følge Bevægelsen i nogle af de store Kulturlande.

Som allerede berørt havde adskillige gejstlige Ordener optaget Plejen af Syge mellem sine Formaal, og i de katholske Lande udførtes Sygeplejen og udføres tildels den Dag idag af Nonner. I hvor høj Grad disse „barmhjærtige Søstre” have forstaaet at vinde de Syges Kærlighed og Taknemmelighed, vide vi alle. Vi høre dem roses for deres store Opofrelse, fordi de have forsaget denne Verden og kun leve og aande for deres syge Medmennesker. Ved Siden af disse Udtryk af Beundring fra de Syges Side høre vi imidlertid i de senere Aar stadigt stærkere Gentagelse af mindst 100 Aar gamle Klager over Nonnerne, Klager som have været medvirkende til, at Dr. Tenon i 1788 betegnede Hotel Dieu som det farligste Opholdssted i Verden.

Fra en stor Del franske Hospitaler har man i de sidste 10 à 20 Aar udelukket de barmhjærtige Søstre. Man beskylder dem for Uredelighed, idet de skulle lade Koner fra Byen udføre en stor Del af det Arbejde, de selv have paataget sig; da Søstrene selvfølgelig ikke have Penge til deres Raadighed, lønne de disse Koner med Mad, som de skaffe Sig ved at forskrive flere Portioner, end de have Brug for til de Syge. Desuden klages der over, at de ere ulydige mod Lægernes Forskrifter, og over, at de ikke ville lære noget, ikke følge med Tiden. I Stedet for de barmhjærtige Søstre har Pariss Kommunalraad i mange af de store Hospitaler indført den læge Sygepleje. Der er oprettet Skoler, hvor Hospitalernes Læger og andre Funktionærer i et treaarigt Kursus undervise, de Mænd og Kvinder, der skulle erstatte Nonnerne. Til Brug ved Undervisningen er der udarbejdet en Lærebog i 5 Bind (Bind I Anatomi og Physiologi; Bind II Hospitalsadministration og Regnskabsføring; Bind III egentlig Sygepleje; Bind IV Barselpleje, Sindssygepleje, Oversigt over Medikamenter og en Ordbog; Bind V Hygiejne). Der holdes Examen hvert Aar, og Navnene paa dem, der have bestaaet den, offentliggjøres tilligemed de Præmier, der ere uddelte, og som skænkes af private Personer bl. a. af de berømteste Læger. Desuden sørger man for, at Eleverne faa Tid og Lejlighed til at tage Skoleafgangsprøver, endog Studenterexamen, og man har idetmindste foreslaaet at give dem, der have taget disse Examiner, højere Løn, men jeg ved ikke, om det er blevet vedtaget. Ikke alene Skolens Lærere blive dekorerede med Æreslegionens Kors, men ogsaa baade Mænd og Kvinder, der særligt udmærke sig ved opofrende Pleje - allerede Napoleon den Store dekorerede „soeur Marthe”. At denne pludselige Erstatning af de gejstlige Sygeplejersker med Lægfolk ikke er gaaet for sig uden Ulæmper er en Selvfølge, og der er da ogsaa fra klerikal Side rettet voldsomme Angreb paa den nye Ordning.

I Frankrig er Forandringen i Sygeplejen indført i Følgeskab med alle de andre Reformer efter Krigen og Revolutionen i 1870. Der stiftedes endvidere kort efter Krigen to Foreninger: „LUnion des Dames francaises” og „LUnion des Dames de France” tildels med det Formaal at uddanne frivillige Plejersker til Krigsforhold. Da man indsaa det umulige i paa Fredsfod at have et tilstrækkeligt Antal fuldt uddannede og fuldt indøvede Plejersker til Brug i Krigstid, lagde man stærk Vægt paa ved Siden af saadanne, der kunde overtage Ledelsen af Plejen, at skaffe det størst mulige Antal Hjælpere med en kortvarig Uddannelse. Disse Damer, der i Fredstid have skaffet sig denne kortvarige Uddannelse paa et Sygehus uden derfor at ville tilbringe hele deres Liv ved Sygesengen, og hvem man ikke vilde kunne betro en selvstændig Stilling som Sygeplejersker, ville derimod være fortrinlige Assistenter for de forholdsvis faa overordnede Plejersker. I Udstillingsaaret 1889 havde de to nævnte Foreninger skaffet 42,000 Damer et saadant 4 à 5 Maaneders Kursus.

I England var det Krimkrigen, der satte Liv i Bevægelsen for at forbedre Sygeplejen. Elizabeth Fry havde formaaet nogle Damer til at lægge sig efter Sygeplejen; mellem disse Damer var Miss Florence Nightingale, født 1820, der senere havde tilbragt nogle Maaneder ved Diakonissestiftelsen i Kaiserswerth, og som derefter havde ledet et Hjem for fattige Lærerinder i London. Da Efterretningen om den forfærdelige Dødelighed blandt de af indvortes Sygdomme angrebne Belejrere af Sebastopol kom til England og satte alle Sind i den stærkeste Bevægelse, stillede hun sig strax til Krigsbestyrelsens Raadighed, og saa stor Anseelse havde hun allerede erhværvet sig, at det Brev, hvori hun tilbød sin Tjeneste, krydsedes med et fra Krigsministeren, hvori han opfordrede hende til at hjælpe. Hun drog da til Krim med 38 Sygeplejersker og udrustet med uindskrænket Myndighed i alle Spørgsmaal vedrørende Sygeplejen. Det er noksom bekendt, at Dødeligheden blandt de Syge (ikke Saarede) under hendes og hendes Medhjælperskers udmærkede Pleje sank fra 60 % til 4 %, Aaret efter endog til 2 %. Da Krigen var endt, viste det engelske Folk hende sin Taknemmelighed ved at overrække hende en. Nationalgave paa henved 50,000 Lstlr. (c. 1 Million Kr.), som hun bestemte til Oprettelsen af den første ordnede Sygeplejeskole i England. Den var knyttet til St. Thomas Hospital, og „Nightingale Skolen” bestaar den Dag idag, selv om den maaske ikke helt har fulgt „the Nightingale Movement” saa vidt som de nyere Skoler. Dens Stifterinde nyder stadigt, skønt hun i mange Aar har været for svag til at træde offentligt frem, den største Anseelse, og den mindste Udtalelse fra hende aftrykkes i det ene Blad efter det andet.

Senere er der opstaaet Skoler ved forskellige Hospitaler, hvor Eleverne i deres Uddannelsetid høre Forelæsninger, og det er de berømteste Lægenavne, der ere knyttede til denne Undervisning. I Tidernes Løb er der stillet stadigt større Fordringer til Varigheden af Uddannelsestiden og Grundigheden saavel af den theoretiske som den praktiske Undervisning. Der fordres i England, som overalt, meget strængt Arbejde af Sygeplejerskerne, men paa den anden Side gjøres der meget for at indrette det saa hyggeligt og hjemligt for dem som muligt, idet der ordnes Dagligstue med Klaver og Bogsamling, Lawn-Tennis Pladser og lignende til dem.

Den 10de December 1887 stiftede endel Plejemødre paa de største Hospitaler efter Opfordring af Mrs. Bedford Fenwick, der før sit Ægteskab med Dr. B. F. som Miss Ethel Gordon var Plejemoder paa St. Bartholomews Hospital, en Forening: Britisk Nurses Association, der i en overraskende Fart fik et Par Tusinde Medlemmer, med det Formaal: „at forene alle britiske Sygeplejersker til gensidig Hjælp og Beskyttelse og til Fremme paa enhver Maade for deres professionelle Gærning”. Indenfor en bestemt Tidsfrist kunde enhver, der praktiserede som Sygeplejerske, indmelde sig i Foreningen, men efter Udløbet af denne Frist optages kun Plejersker, der have mindst 3 Aars Hospitalsuddannelse. Foreningen søger at naa sit Maal ved at skaffe Sygdoms- og Alderdomsforsørgelse for Medlemmerne, Feriehjem, selskabelige Sammenkomster, Møder, hvor faglige Spørgsmaal kunne drøftes, og disse Bestræbelser have tildels haft stort Held med sig. Hovedpunktet er imidlertid at sikre saavel Publikum som Sygeplejerne mod, at Plejen udøves af Kvaksalvere, „Quacks”, og dette mener man bedst at opnaa 1) ved Indførelse af almindelig Examen for Sygeplejersker efter 3 Aars Hospitalstjeneste og 2) ved Udgivelsen af et officielt Register over saadanne Plejersker. Endnu har Foreningen trods store Anstrængelser ikke opnaaet Statens Bemyndigelse hertil, men man har ikke opgivet Haabet, og foreløbig er der udgivet et Register over Foreningens Medlemmer, der paa ægte engelsk Vis føje M. R. B. N. A. (Member Royal British Nurses Association) til deres Navne; - thi Dronning Victoria har vist Foreningen sin Interesse ved at give den Prædikat af „kongelig”. Ved at søge en Plejerske efter Foreningens Medlemsfortegnelse kan man sikre sig at faa et Menneske, der har skaffet sig fuld Uddannelse. De første Meddelelser om Foreningen fik man gennem det verdensberømte medicinske Tidsskrift „the Lancet”.

Et Par Maaneder efter Foreningens Stiftelse paabegyndtes Udgivelsen af et Ugeblad for Sygeplejersker: „the Nursing Record”, hvorfra jeg har en stor Del af mine Oplysninger fra England. Det første Hæfte af Bladet udkom paa almindeligt tyndt Papir, men det vandt strax saa stor Tilslutning, at allerede andet Hæfte kunde vise sig paa usædvanligt tykt og elegant Papir. Dette Blad har uden Tvivl haft stor Betydning for hele Bevægelsen, Medarbejderne ere væsentligst Sygeplejersker, og Bladets Redaktion gjør alt for at formaa Sygeplejerskerne til selv at skrive deri og udsætter derfor bl. a. Prisopgaver, af hvilke en har været: Plan for en Sygeplejeskole. Den Besvarelse, der tog Prisen, lignede med Hensyn til den praktiske Uddannelse i høj Grad en Plan, som jeg ½ Aars Tid iforvejen havde offentliggjort i „Ugeskrift for Læger”. I det første Aar gaar Eleven 2 Maaneder paa en kvindelig medicinsk Afdeling; derefter 2 Maaneder paa en mandlig medicinsk; 2 Maaneder paa en kvindelig kirurgisk; 2 Maaneder paa en mandlig kirurgisk Afdeling; 2 Maaneder i en Afdeling for Kvindesygdomme; og endelig tilbringer hun de sidste 2 Maaneder som Extranattevagt. I andet Aar gjør hun 2 Maaneder Dagtjeneste og 1 Maaned Nattjeneste paa kvindelig medicinsk, mandlig medicinsk, kvindelig kirurgisk og mandlig kirurgisk Afdeling. I tredie Aar endelig gjør hun ½ Aars Tjeneste paa en medicinsk og ½ Aars paa en kirurgisk Afdeling. Hele Tiden følger hun theoretiske Forelæsninger og kan efter 3 Aars Forløb betragtes som uddannet, hun tager Examen og faar Diplom og kan derefter skaffe sig Øvelse i Plejen af en eller anden særlig Art af Syge; hun vil vide, at der endnu er saa meget at lære, at det er en stor Fordel for hende at forlænge sit Ophold i Hospitalet. Med Hensyn til den stadige Skiften fra den ene Afdeling til den anden bemærker Forfatterinden:

„Det er en stor Fordel saavel for den overordnede Plejerske som for de Syge at have Eleven til Stadighed; Lægerne villa ogsaa sætte Pris paa, at deres Sædvaner forstaas og huskes; men en Sygeplejeskole gjør en stadig Skiften nødvendig, og først i det tredie Aar kan man med Rette (fairly) lade hende forblive længere Tid paa samme Afdeling.”

Blandt de engelske Sygeplejersker findes mange fornemme og rige Damer og mange Lægedøtre, saaledes fortæller „Nursing Record” om det pragtfulde Bryllup, som fejredes mellem en Sygeplejerske, Datter af den bekendte Læge Sir William Gull, og en Dr. Acland; der nævnes Døtre og nære Slægtninge af Lorder og Hertuger som Sygeplejersker. Kongehuset viser Sygeplejen og Sygeplejerskerne den største Agtelse; som jeg allerede har berørt, har Dronningen givet Sygeplejerskernes Forening Prædikatet „kongelig”; hun har ogsaa bestemt over 70,000 Lstrl. (1¼ Million Kr.) af de engelske Kvinders Jubilæumsgave til at skaffe uddannede Sygeplejersker til de fattige Hjem; og 5 Lakh Rupier (800,000 Kr.) af Jubilæumsgaven fra Indien bestemte hun til Oprettelsen af et Hospital for Kvinder i Hyderabad, og til dette Hospital er der knyttet en Skole for indfødte kvindelige Læger og Sygeplejersker med engelske kvindelige Lærere. Tanken om denne Skole er oprindelig udgaaet fra Lady Dufferin, gift med Vicekongen af Indien. I sidste Aar har „Lady Dufferins Fund” hjulpet 470,000 Kvinder, der tidligere vilde have været uden al kyndig Hjælp, da det er forbudt indiske Kvinder at modtage Hjælp af mandlige Læger. En af Dronning Victorias Døtre, Prinsesse Christian, er Præsident for Royal British Nurses Association; hun leder personlig Møderne, er ogsaa Præsident i den exekutive Komité, holder Taler, ja skriver endog i Dagspressen for at støtte Foreningen; Kejserinde Friederich er Foreningens Vicepræsident. Lægestanden har ogsaa vist Foreningen sin Interesse paa forskellige Maader; som omtalt var det „the Lancet”, der først bragte Meddelelse om Foreningens Stiftelse, men ogsaa flere andre medicinske Tidsskrifter omtale den med den største Velvilje og drøfte forskellige Spørgsmaal vedrørende Sygeplejen. Blandt Ærespræsidenter for Foreningen kan jeg nævne følgende bekendte Læger: Sir James Paget, Sir Spencer Wells, Sir Joseph Lister, Sir Henry Acland, Sir Th. Crawford, Sir George Paget, Sir Joseph Fayrer, Sir Guyer Hunter, Sir William Mac Cormac o. s. v. ialt 32. Som Foreningens „Trustees” nævnes Hertugerne af St. Albans og Abercorn.

Som det vil være bekendt, er den store Bevægelse for Afholdelse af Kursus i Nødhjælp, som v. Esmarch under Navn af „Samariterkursus har indført i Tyskland, og som har bredt sig til mange andre Lande, oprindelig udgaaet fra den engelske Forening „St. Johns Ambulance Association” der har givet denne Undervisning til flere Hundrede Tusinde Mennesker. Et Par af Dronning Victorias Svigerdøtre have gennemgaaet saadanne Kursus og taget Examen „with flying colours”.

Der er sikkert intet andet Land i Verden, hvor Sygeplejen er naaet saa vidt som i England, eller hvor dens Udøvere nyde saa stor Anseelse som der.

Det er ikke blot i selve England, at der findes talrige Steder, hvor Kvinder kunne uddanne sig til Sygeplejersker, men rundt om i de engelske Kolonier, og hvor engelsk Kultur hersker, gælder det samme: der findes Sygeplejeskoler i Indien, Ægypten, Caplandet (hvor Registreringen allerede er officielt indført), Australien og Canada; og det er ikke blot engelske Kvinder, der uddannes, men overalt søger man at udbrede Kendskab til Sygepleje blandt den „indfødte” Kvindeverden.

Lad os, siden vi dog have forladt Evropa, se lidt paa Forholdene i de Nordamerikanske Fristater! Vi se da, at ligesom Korstogene, Krimkrigen og Krigen i 1870 have haft den største Betydning for Sygeplejens Udvikling i den gamle Verden, saaledes er den store amerikanske Borgerkrig af største Vigtighed for Nordamerikas Vedkommende. Læserne af „Kvinden og Samfundet” kan jeg nøjes med at henvise til Frk. Ida Falbe-Hansens tiltalende Afhandling om „Kvinder i Krigen” i dette Tidsskrifts Nr. 2, VI. Aargang; endnu mere vil jeg anbefale den, der har Lyst til at se, hvad Kvinder kunne udrette for at lindre Krigens Rædsler, at læse Mrs. Mary A. Livermores gribende „Story of the War”. (Hartford, Conn. 1889). Der findes nu rundt om i Nordamerika Sygeplejeskoler, hvor man væsentligst stiller de samme Fordringer til Uddannelsen som i England, dog have de amerikanske Plejersker vistnok gennemgaaende kortere Arbejdstid. Jeg kan ikke nægte mig den Fornøjelse at faa danske Sygeplejerskers Tænder til at løbe i Vand ved at meddele følgende Enkeltheder om en Sygeplejeskole, der forøvrigt er ordnet af en engelsk Sygeplejerske, ved Blockley Hospital i Filadelfia. For det første have Plejerskerne kun 10½ Times Tjeneste daglig, men til Gengæld ere rigtignok Aftenerne optagne ved Foredrag og Øvelser med Undtagelse af Lørdag og Søndag Aften, hvor Plejerskerne, naar der ikke er noget særligt paa Færde, ere overladte til sig selv, og Tirsdag Aften, som er „Rekreationsaften”, hvor Sygeplejersker og Elever samles i Plejerskernes Dagligstue for at danse, spille og more sig paa enhver Maade, hvorefter der serveres en let Forfriskning bestaaende af Chocolade eller The og Kage. Angaaende Kosten hedder det, at den er usædvanlig god og langt bedre end i de fleste Skoler. Frokosten bestaar af The, Kaffe og Mælk, Grød, Beafsteak; Koteletter, Frikadeller og lignende med Kartofler. Til Middag er der Suppe, 2 Slags Kød, 3 Slags Grøntsager foruden Kartofler og Dessert. Aftensmaden bestaar af The, Kaffe, Mælk, koldt Kød eller Østers, Conserves og Kager. Kl. 8½ Aften er der endelig, for hvem der ønsker det, Tvebakker og Mælk. En dygtig Kok til Sygeplejerskerne faar 500 Dollars (c. 2000 Kr.) om Aaret og har Ordre til at gjøre sit bedste. Forsyningen er rigelig og velvalgt, og „Husbestyrerinden” (saavelsom Oldfruen) er uddannet Sygeplejerske. Plejerskerne staa op Kl. 6, spise Frokost Kl. 6½ og skulle være paa Stuerne Kl. 7. Halvdelen spiser til Middag fra Kl. 12-12½, Resten fra Kl. 12½ til 1; Aftensmaaltidet er for Halvdelen Kl. 5-5½ for de Andre fra Kl. 5½ til 6. Kl. 8½ Tvebakker og Mælk. - Et saadant Slaraffenliv føres næppe ved noget andet Hospital i Verden!

Af de øvrige evropæiske Lande skal jeg endnu kun dvæle ved Tyskland, idet jeg kun i forbigaaende berører, at der i Holland i de sidste 1½ Aar udkommer et Maanedsblad (Maandblad voor Ziekenverpleging), der forekommer mig at indeholde særlig gode Artikler, og at der findes en hollandsk Lærebog for militære Sygepassere, der udmærker sig saavel ved sin Udstyrelse som ved Ordningen af Stoffet. I Tyskland se vi atter, at det er Krigene, der gjøre det klart for Befolkningen, hvor stor Betydning en velordnet Sygepleje har. Der kom jo den ene Krig efter den anden: 1864, 1866, 1870. Man mødte ikke uforberedt til den første af disse, thi dels havde man barmhjærtige Søstre fra de katholske Stater, dels Diakonisser fra de protestantiske, og vi høre selv fra de danske Fanger store Lovtaler over den tyske Sygepleje. Allerede før 1866 begyndte „det røde Kors” at spille en Rolle, og inden 1870 var man i fuld Gang med Sygeplejeforeninger rundt om i de forskellige Stater; men det var dog først efter 1870, at man for Alvor tog fat, da det viste sig, at selv de 19,563 frivillige, civile Plejere og Plejersker langt fra vare nok til at fuldstændiggjøre Plejen af de 127,000 Saarede foruden de Syge, der vel her som altid ellers langt overgik de Saarede i Tal, skønt der i Modsætning til, hvad der er Reglen, døde langt færre som Følge af Sygdom end som Følge af Saar, hvilket vel dels skyldes den gode Pleje og Hygiejne, dels den glade Stemning, hvori Tyskerne befandt sig paa Grund af de mange Sejre. Umiddelbart efter Krigen samledes en Kongres, hvor saagodtsom alle de Foreninger, der gave sig af med Sygeplejeundervisning, havde givet Møde, og det besluttedes at arbejde af fuld Kraft for at være bedre forberedt „næste Gang”. Man anstillede de samme Betragtninger, som gjorde sig gældende i Frankrig, og lagde stor Vægt paa ved Siden af de fuldt uddannede Plejersker at have en talrig Stab af frivillige Plejersker med en kortere Uddannelse. Der findes i Tyskland endel Sygeplejeskoler, men det lader til, at man nøjes med en kortere Uddannelsestid end i Frankrig, England og Nordamerika, skønt man ogsaa i Tyskland har udtalt Fordringen om en videnskabelig anlagt Uddannelse for Sygeplejerskerne, og der er udarbejdet talrige saavel større som mindre Lærebøger. Noget nærmere om Uddannelsestiden og Maaden har jeg ikke kunnet finde, ligesaalidt som om Antallet af de Damer, der have erhværvet sig en kortere Uddannelse. De tyske militære Skoler for værnepligtige Sygepassere ere beregnede paa at vare to Aar for dem, der strax udtages dertil, medens andre først gjøre et Aars Tjeneste i Hæren, inden de udtages til Sygepassere, og derefter gjøre Tjeneste et Aar som saadanne. Uddannelsen er saavel theoretisk som praktisk. De indkaldes som Regel ikke mere under Fredsforhold.

Jeg omtalte for et Øjeblik siden „det røde Kors”, der, som enhver ved, er en Forening til Syges og Saaredes Pleje under Krige og Epidemier. At ogsaa den er stiftet kort efter en Krig, er en Selvfølge, og det er ogsaa almindelig bekjendt, at det er den norditalienske Krig og navnlig Forholdene umiddelbart efter Slaget ved Solferino d. 24de Juni 1859, der gav Anledning til dens Stiftelse. Men denne Forening og dens Historie ere vistnok saa godt kendte, at det er overflødigt at dvæle ved, hvorledes den har bredt sig over hele Verden, selv til Tyrkiet og Japan, tilligemed Genferkonventionens menneskekærlige Tanke: at Syge og Saarede og alt, hvad der hører til deres Pleje, ere nevtrale. De Ord, der staa over denne Afhandling, kunde godt have været „det røde Korss” Valgsprog.

Det at være saa godt kendt, at man kan spare Omtale deraf, gælder ogsaa Diakonisserne. Siden Pastor Fliedner i 1836 oprettede den første Diakonissestiftelse i Kaiserswerth, (den første Diakonisse var Lægedatteren Gertrud Reichardt), er der opstaaet lignende Stiftelser hele den protestantiske Verden over, og jeg antager, at der ikke findes en blandt mine Læsere, der ikke har været i Forbindelse med Søstre af „det røde Kors” eller fra Diakonissestiftelsen.

Ville vi endelig betragte Forholdene i Danmark, se vi i Oldtiden og den tidlige Middelalder, hvad der er naturligt hos saa krigeriske Folk som Nordboerne, at „dygtige” Mænd og Kvinder, der have „bløde Hænder” og „et godt Sind”, give sig af med Plejen af de Syge og navnlig af de Saarede, og der findes en hel Del Beretninger om, at de vare heldige i at behandle selv meget betydelige Saar. Blandt de Personer, der omtales i Sagaerne som dygtige Saarlæger og Plejersker, vil jeg fremhæve Haldora; „hun var en fager Kvinde og ogsaa god af Sind; hun holdtes for det bedste Gifte baade for hendes Frænders Skyld og mest paa Grund af hendes Forstand og Dygtighed”. Hun levede paa Island, i Tiden kort før Kristendommen kom dertil, og hun blev gift med Vigaglum. Der berettes om en Kamp, hvor hendes Mand og Sønner strede for Liv og Velfærd; midt under Kampen samlede Haldora nogle Kvinder og sagde til dem: „Lader os gaa at forbinde de Saarede, om hvem der er Livshaab, af hvad Parti de saa ere”! Hun selv finder Fjendernes Fører meget haardt saaret, hun forbinder hans Saar og bliver siddende hos ham, til Kampen er endt, og han kommer sig langt om længe.

I den katholske Tid overtog Klostrene her som overalt Omsorgen for de Syge, og ved Reformationen skænkedes mange Klostre til Hospitaler, det er Lemmestiftelser. Ved disse Lemmestiftelser oprettedes der efterhaanden Sygestuer, og i 1763 ansattes særlige Kirurger ved Københavns Fattigvæsens Anstalter: Vartov, Brøndstrædes Hospital o. s. v.; men det første egentlige blivende Sygehus var, som omtalt, det kgl. Frederiks Hospital, der aabnedes 1757. Grundstenen til Almindeligt Hospital, en Lemmestiftelse med en større Sygeafdeling, lagdes i 1766, og det stod færdigt i 1768. „Det frie Jordemoderhus” aabnedes 1750 i Gothersgade og flyttedes i 1759 til den Amalienborg nærmest liggende Pavillon af Frederiks Hospital, hvorfra det i 1787 flyttedes til Fødselsstiftelsens nuværende Bygning, der var skænket dertil af Enkedronning Juliane Marie.

Først 100 Aar senere end Frederiks Hospital byggedes. Kommunehospitalet (aabnet 1863); men siden den Tid har Københavns Kommune bygget det ene store, udmærkede Hospital efter det andet, tildels for specielle Sygdomme, (Blegdamshospitalet, Øresundshospitalet, Vestre Hospital, St. Johannes Stiftelse, St. Stephans Stiftelse). Desuden er der bygget nogle Hospitaler ved private Bidrag, (Diakonissestiftelsen, Dronning Louises Børnehospital, St. Josephs Hospital). Saavel Staten som Københavns Kommune have paa forskellige Steder i Landet bygget store, menneskekærlige Anstalter for Sindssyge, der i tidligere Tider ja langt ind i dette Aarhundrede betragtedes „som vilde Dyr eller som djævlebesatte Forbrydere” og behandledes derefter! Rundt om ved Landets forskellige Byer er der bygget mindre Sygehuse og bygges stadigt, navnligt maa, man fremhæve de smukke og alle rimelige Fordringer fyldestgjørende Amtssygehuse. Endelig har Kultusministeren i de fire sidste Aar forelagt Rigsdagen Lovforslag om Flytning og Udvidelse af Frederiks Hospital, Fødselsstiftelsen og de medicinske Læreanstalter.

Hvorledes de Syges Pleje var ordnet i forrige Aarhundrede, er det vanskeligt at afgjøre med Sikkerhed, men man faar det Indtryk, at der dels var Koner til at besørge al Vask og Rengjøring, dels Sygepassere, som passede de Syge, i alt Fald var det saaledes paa Felthospitalerne i Holsten i 1758-1763. Men meget af det Arbejde, vi nu kalde Sygepleje, udførtes ganske sikkert af de kirurgiske Studerende, der paa denne Maade fik en stor Del af deres Uddannelse. Ved alvorligt Syge og Saarede havde de Studerende Vagt tilligemed Sygepasserne, og en stor Mængde Forretninger, som nu almindeligt udføres af Sygeplejerskerne, udførtes dengang af de Studerende, naar ikke Kirurgerne ansaa sig nødte til at gjøre det selv; til disse Forretninger høre Ting som at give Medicin, skifte Omslag og lignende, som man nu ikke kunde drømme om at j se udførte af „Lægerne”. Og det var ikke blot paa Felthospitalerne, at de Studerende beskæftigedes paa denne Maade; i deres private Praxis anvendte Kirurgerne, der vare den Tids mest benyttede Læger, de Studerende paa samme Maade; at det gik saaledes til, træffer man ikke faa Exempler paa i lægevidenskabelige Skrifter. At de Studerende anvendtes som Vagter vedblev længe, ja gælder paa nogle Hospitaler den Dag idag; og det var ogsaa nødvendigt, thi Stuekonerne, som i Reglen intet havde lært, og som ofte hørte til de meget lavt stillede Samfundslag, ansattes hyppigt uden nogensinde før at have set et Hospital, en Sygestue eller blot en fremmed Syg; de begyndte i Reglen som Vaagekoner og „fik Stue”, naar der blev en ledig. For c. 50 à 60 Aar siden var det noget anderledes en Overgang, og Konerne lærte noget, hvorover de følte sig meget stolte; saaledes sagde en efter sine Forhold vistnok meget dygtig Kone en Dag - en af mine egne første Hospitalsdage - til mig; „Det er meget rigtigt af Dem, at De vil lære noget. I min Tid fik vi heller ikke uden videre Stue, vi maatte først gaa en fjorten Dages Tid paa et Hospital, og naar vi saa vare udlærte, kunde vi faa en Stue”!

I mange Retninger er der her i Landet som overalt i Verden sket store Forbedringer, selv om det ikke er sket med et mægtigt Spring som i de Lande, hvor Krigene have givet Stødet til en forbedret Sygepleje. I 1863 skete Begyndelsen, idet vi efter Hds. Maj. Dronningens Tilskyndelse fik vor Diakonissestiftelse, - 3 Diakonisser vare de eneste frivillige Plejersker, som Stabslæge Djørup gav Adgang til de militære Sygehuse under Krigen i 1864. Fra en lille Begyndelse se vi Diakonissestiftelsen udvikle sig til en Sag af stor Betydning; i de snart 30 Aar, der ere gaaede, siden de første Diakonisser begyndte deres Gærning i København, have de faaet den ene store Bygning opført efter den anden dels til Bolig og Skole for Søstrene, dels til Børnehjem, Hjem for Gamle og Svage, Hospital o. s. v. De 167 Søstre, som nu findes, udføre ikke blot alt Arbejdet paa Diakonissestiftelsen, men niårige af dem virke rundt om i Landet i Menighedsplejen, paa Fattiggaarde og Hospitaler i Provinserne o. s. v. At ikke langt flere Kvinder have sluttet sig til Diakonisserne ligger maaske i den nonneagtige Dragt, som Søstrene altid skulle bære, hvad enten de ere i Tjenesten eller ej, dels i de klosteragtige Regler, de maa underkaste sig, - det nonneagtige og klosteragtige drives jo saa vidt, at de trykte Aarberetninger indeholde misbilligende Beklagelser, naar en Diakonisse forlader Stiftelsen for at indgaa Ægteskab!

I 1868 begyndte Etatsraad Brandes at holde Foredrag om Sygepleje for nogle Damer af sin Bekendtskabskreds, idet han ved Sygesengen paa Almindeligt Hospital, hvor han var og er Overlæge, fortalte dem om forskellige Sygdomme og gennemgik Sygeplejerskens Gærning i hvert enkelt Tilfælde. Et Par Aar senere, i 1872, holdt han ved det skandinaviske Naturforskermøde et Foredrag om en Reform i Sygeplejen, der ogsaa senere er trængt igennem. Selv har Professor Brandes stadig fortsat at holde Foredrag for de Damer, der have søgt Adgang til Almindeligt Hospital, hvad enten det har været for at blive Sygeplejersker eller for at lære den Pleje, som enhver

Kvinde kan faa Brug for i sit Hjem og sin Kreds. Og det er ikke blot Sygepleje, han har lært disse Damer, det er tillige den venligste, hjærteligste, mest oprigtige humane Velvilje overfor alle stakkels lidende Mennesker.

Henimod Midten af 70erne begyndte Damer at tænke paa at blive Sygeplejersker paa de store Hospitaler, og i 1876 se vi Kommune Hospitalet indføre den „nye Sygepleje”, der efterhaanden har paaført Kommunen store Udgifter, men som til Gengæld kan glæde sig ved Overlægernes Tilfredshed og de Syges Taknemmelighed. Det er vel tildels den, vi kunne takke for, at Befolkningens Uvilje mod at komme paa Hospitalet mere og mere taber sig. Talrige Kvinder af alle Samfundsklasser have i de sidste Aar gjort Tjeneste derinde som Elever; mange af dem ere avancerede til Assistenter og Plejemødre, medens andre have forladt Hospitalet for at drage Nytte af, hvad de have lært, enten paa andre Sygehuse eller som private Plejersker. Foruden sine egne Elever har Hospitalet gæstfrit givet mange Kvinder Lejlighed til at erhverve sig praktisk Uddannelse i de store, luftige Sygestuer; saaledes uddannes „det røde Korss” Plejersker og Amtssygeplejerskerne væsentligst her.

Omtrent samtidigt med „den nye Sygeplejes” Indførelse paa Kommune Hospitalet fik dannede Kvinder Adgang til ogsaa ad anden Vej at uddanne sig til Sygeplejersker, idet den netop da stiftede danske Gren af Verdensforeningen „det røde Kors” valgte som et af sine Hovedformaal, - og søgte saa hurtigt som muligt at naa netop dette Maal, - at uddanne Kvinder til Tjeneste under en mulig Krig. For at de engang uddannede Plejersker ikke skulle komme ud af Øvelse, ere de fastansatte i Foreningens Tjeneste, og de udføre som bekendt et smukt Arbejde ved at yde god Pleje til Syge i Hjemmene. Hovedforeningen i København havde i 1891 til sin Raadighed 45 Plejersker. Der findes en Filial i Aarhus, der i 1891 havde 12 uddannede Plejersker, af hvilke endel efter Overlæge Hahns Initiativ gjøre Tjeneste paa nogle Garnisonssygehuse i Jylland og Fyen, for at de i Fredstid kunne sætte sig fuldt ind i de militære Forhold. I Fremtiden vil vel ogsaa paa Landets øvrige militære Sygehuse Søstre af „det røde Kors” overtage Ledelsen af Sygeplejen, assisterede af de værnepligtige Sygepassere. Ogsaa paa et Par private Kliniker udføres Plejen af Søstre af „det røde Kors”.

Endelig er der ved Stiftsfysikus Trautners energiske Bestræbelser oprettet henved 100 Sygeplejeforeninger, der tilsammen have 139 Plejersker til Tjeneste blandt Landbefolkningen og i Provinsbyer.

Men det er endnu Fremtiden forbeholdt at give vor Sygepleje en fast Organisation, at skaffe vore Sygeplejersker en systematisk ordnet, theoretisk og praktisk Uddannelse. Lad os haabe, at denne Fremtid ikke maa være for fjern!

Charlotte Norrie født Harbou.