Kvindelig Fremskridtsforening.
Den norske Stortingsmand Ullmann holdt den 7de Oktober i Kv. Fremskridtsforening et Foredrag, hvori han særdeles klart og bestemt betonede det berettigede i Kvindernes Fordring om Valgret, som vilde faa den største Betydning for Samfundet. Derved vilde de forskellige Spørgsmaal angaaende Kvindesagen finde deres Afgørelse, og kun derigennem vilde Samfundsspørgsmaalene løses. Fik Kvinderne først politisk Valgret, vilde den kommunale snart følge efter; de var uadskillelige. Naturligvis vilde ethvert Fremskridt for Kvinderne imod økonomisk Selvstændighed være en Tilbagegang i tilsvarende Grad for Mændene, men den er berettiget, fordi det er deres Menneskeret, de stræbe at opnaa, og vi støtte af den Grund deres Fordringer som noget, der er saa naturligt, rent menneskelig set. I Fordringen om Valgret bunder alle de andre Krav, de føre alle derhen, og uden denne, hvorved Kvinderne faar Indflydelse paa Lovgivningen, vil intet Resultat af Betydning kunne naas paa dette Omraade. Det kan ikke nægtes, at Lovene er ensidige, skrevne udelukkende af Mændene for Mændene. De trænge til en ny Aandsretning, en mere moralsk, ikke udelukkende juridisk Betragtningsmaade, og der vilde ved kvindelig Deltagelse i og Udøvelse af den dømmende Magt blive taget mere Hensyn, end det nu sker, blandt andet til Forbrydelsens Aarsag. Der vil i det hele komme en anden Side af Menneskenaturen tilsyne i Samfundet, som rigelig vil opveje de mulige Misbrug og Fejltagelser, den kan føre til. Taleren nærede paa den anden Side ingen Tro til, at Sagen vilde have let eller hurtig Fremgang under den nuværende politiske Tilstand i Danmark. I Norge havde Venstrepartiet, der ligesom andet Sted i Reglen maatte bringe det ny frem, indbragt Forslag om Kvindens Stemmeret, og det havde vundet Fremgang, tildels paa Grund af en Fejltagelse eller Glemsomhed fra Højres Side, som Taleren nærmere forklarede. Uagtet Valgretten i Norge er indskrænket af visse Betingelser, havde Taleren og hans Parti stillet Forslaget om almindelig Valgret, fordi det forekom ham at være korrekt.
Han omtalte og gendrev derefter meget morsomt og vittig de Indvendinger, som Modstanderne af Kvindens Valgret pleje at anføre, f. Ex. at Kvinderne ikke er modne til at tage Del i det politiske Liv. Som om Mændene aldrig havde lagt Umodenhed for Dagen i deres politiske Optræden, eller begaaet Dumheder, og gjorde det endnu. Desuden, hvordan i al Verden skulde nogen vinde frem til Modenhed, uden ved at voxe sig stor, og det skete ved at bruge og udvikle sine Evner. Selv blandt Kvinderne kunde man møde denne Indvending om Umodenhed, men han vilde dertil svare: Er det Eder selv, I anser for umodne, nu vel, saa hold Eder tilbage, det staar Eder frit for, om I vil være med eller ej, men læg ikke de andre, som kan og vil ofre deres Tid og Kræfter paa det politiske Arbejde, Hindringer i Vejen.
En anden Indvending, som anførtes, var, at Kvinderne, naar de fik Valgret og Valgbarhed, kunde blive for talrige i Rigsdagen, og Taleren gengav det temmelig uhyggelige Billede, som Modstanderne fremstillede af alle de smaa stakkels skrigende Børn derhjemme i Vuggerne, medens Mødrene droge til Tinge. Han vilde dog vove at gaa ud fra, at det ikke vilde stille sig slet saa galt. Man maatte først se, om de virkelig blev valgte; i alt Fald kunde man vist rolig forudsætte, at næppe mere end Halvdelen af dem, der valgtes, vilde blive Kvinder. I et Land, hvor der, som f. Ex. i Norge, var 114 Valgkredse, vilde det altsaa blive saadan noget som 56 Kvinder. Af disse 56 kunde man vel nok antage, at omtrent Halvdelen var ugifte, og af de 28, der saaledes blev tilbage, var det vel endvidere sandsynligt, at atter Halvdelen var saa meget tilaars, at de i alt Fald ikke havde nogen Vugge igang derhjemme, saa var der altsaa 14 Smaabørn, som det ganske vist saa sørgelig ud for, men Taleren tillod sig at tro, at de smaa Stakler ikke vilde være stort bedre farne, om deres Mødre blev hos dem, thi den Moder, der foretrækker at forlade sine Smaabørn uden Nødvendighed, er saa vist ikke værd at holde paa. Børnene kan i hvert Fald være lige saa vel tjente med fremmed Pleje og Tilsyn. Og paa den anden Side: Havde en saadan Kvinde virkelig en saa levende Trang til at gaa den politiske Vej, at hun forlod Børn og alt andet derfor, ja saa vilde han ganske vist beklage hendes Smaabørn, men han vilde gratulere Tinget, thi saa maatte hun uden Tvivl sidde inde med en storartet Begavelse, som kunde komme Lovgivningen til Gode.
Forøvrigt stillede jo Forholdene sig ofte saaledes for Mændene, at de ikke altid kunde tage imod Valg. Saa lod de være. Det samme vilde blive Tilfældet med Kvinderne, men hvad Stemmeretten angik, saa var der absolut ingen Mening i, at kun Mænd var i Besiddelse af den, naar Mand og Kvinde ellers var borgerlig ligestillede. Man saa saaledes den mandlige Læge gaa til Valg, den kvindelige Læge maatte blive hjemme. Købmanden ligesaa, men Købmandsfrøkenen, der maaske havde Forretning lige ved Siden af, derimod ikke. Borgmesteren, men ikke Borgmesterinden i ny Forstand o. s. v.
Taleren udviklede de forskellige Punkter med mere Udførlighed, end det kan ske her, og det meget interessante Foredrag fulgtes helt igennem med livlig Interesse af de forsamlede Tilhørere.
