Et Lægemiddel.

(Fortsat.)

Ragnhild skyndte sig ned ad den mørke Trappe. Det gjorde godt at komme et Øjeblik ud i den friske Luft igen. Det hele forekom hende som et Æventyr, Det var saa nyt og forunderligt, at der endnu var noget for hende at gøre her i Livet, noget i det store Maskineri, hvortil en Haand som hendes kunde bruges.

Hun fik i en Fart gjort sine Indkjøb, - Brød, Smør, Kød og Urtekramvarer, alt, hvad hun i Øjeblikket kunde tænke sig, der kunde være Brug for. Urtekræmmeren saa nysgerrigt, beundrende paa den elegante, unge Dame. Han tilbød selv galant at lyse hende op ad Trappen og lod Butiksdrengen bære Varerne op.

Vandet snurrede allerede i Tekedelen, og Ragnhild havde dækket Bordet, da den gamle vaagnede.

"Aa, Gud ja! hvad er dog dette?" Den gamle plirede med Øjnene, hun forstod ikke, hvad det skulde betyde med det fremmede Væsen, der lydløst og hurtigt gik omkring og satte tilrette ved Bordet.

"Caroline! Caroline!" Hun forsøgte at rejse sig op i Sengen, da hun kaldte, men hendes Hoved faldt mat tilbage igen paa Puden. - Ragnhild lagde sin Haand beroligende paa hendes Arm.

"Hys! Deres Datter sover, hun trænger saa haardt til at hvile sig lidt, den Stakkel. Nu skal De faa Deres Mixtur, og saa skal vi have os en Kop god, varm Te, medens hun sover. De skal se, jeg skal nok passe Dem, naar hun bare maa faa Ro til at hvile sig lidt."

Den gamle Kone lod sig uden videre Forklaring berolige.

"Det er godt! Ja, Caroline kan trænge til lidt bedre Dage, det Skind, hun har saamænd ikke danset paa Roser i sine Dage, hun har maattet trækkes med en gammel, syg Moder, som hun altid maatte høre ilde for af Manden, det fordrukne Skarn. Ak ja! ak ja! Vorherre være hans syndige Sjæl naadig, - og saa, da hun lykkelig og vel var bleven af med ham, saa faldt Drengen ned og brækkede Ryggen, saa han derved bliver en Krøbling alle sine Livsensdage. Aa ja! aa ja! den fattiges Lod er haard nok; men enhver faar det jo, som ham er tilskikket her i Verden, og jeg maa jo være inderlig taknemlig, saa god og velsignet en Datter jeg har haft, - aldrig har hun sagt et ondt Ord til mig, fordi jeg har ligget hende til Byrde. Og nu kommer saadan en dejlig, fin Dame til mig og laver Te med fint Brød til."

Den gamle Kones Stemme blev mere og mere mat, og, saa døsede hun igen hen i en dødlignende Søvn.

Ragnhild blev siddende ved Sengen. Det var første Gang, at hun saa et Menneske, der ufejlbarlig snart maatte staa ved Dødens Port. Denne livstrætte Skikkelse, der laa her, gjorde et saa fredeligt og beroligende Indtryk ... Ja, kun saadan var Døden naturlig, naar et Menneske efter fuldendt Livsgerning gled rolig over i dens Skyggedale. Livet maatte leves . . . Livet havde Krav paa hvert Menneske. Der var altid en Gerning, der var værd at tage op, naar man bare havde Øje for at finde den. - Ogsaa for hende, ja, ogsaa for hende maatte der være en lang Arbejdsdag, før hun havde Lov til at lægge sig til Ro og vente paa Døden. -

"Moder! Moder! det piner mig i min Ryg. Jeg kan ikke taale at ligge mere, tag mig op."

Stemmen var, trods sin Spædhed, saa gennemtrængende, at den ligesom gennemskar Stilheden i Stuen. Der for en Gysen gennem Ragnhild ved denne Lyd. Det maatte være Drengen, - Drengen, hun rent havde glemt. Hun skyndte sig hen til Sengen, der stod i en halvmørk Krog.

"Nu skal jeg komme og hjælpe dig op."

"Hvem er du?"

Det var et Par store, straalende Øjne, Moderens Øjne, men endnu større og med den underlige Glans, som langvarig Lidelse kan lægge i Børneøjne, der skinnede hende i Møde.

"Jeg er Ragnhild, - du skal ikke være bange for mig," sagde hun med en Stemme, der ikke var fri for at ryste lidt.

"Jeg er heller ikke bange for dig, for du er vel en Engel? en af dem, Moder har fortalt mig om, der kommer og besøger de syge Børn og bærer dem op til Vor Herre, naar de slet ikke kan blive raske her paa Jorden."

"Nej, jeg er bare et Menneske, jeg er Ragnhild."

"Jeg kan ikke lide Mennesker, men jeg kan lide saadan en som dig, og jeg vil lege, at du er Englen Ragnhild, naar jeg nu kommer og sidder paa dit Skød."

Drengen strakte de smaa, magre Arme op og klyngede dem om Ragnhilds Hals for at hjælpe sig op paa den Maade.

"Du maa aldrig røre ved min Ryg," sagde han og udstødte et lille, smerteligt Hvin, da Ragnhild tog ham ud af Sengen.

"Husk paa, Engle tage saa let, saa let paa smaa, syge Børn."

Han puttede sit Hoved ind til hende som en kælen Fugleunge.

"Hvor du er fin og blød og varm. Er det Museskind, du har paa din Kjole? Har Englene saadan noget paa? Jeg trode bare, de havde langt, gult Haar og Vinger."

Ragnhild havde under Drengens ustandselige Passiar, faaet ham pakket ind i sin Plydses Kaabe. Hun var glad ved at faa ham hyllet ind i noget rigtigt tykt, saa hun ikke saa eller følte hans lille skruptudseagtige Skikkelse.

Barnet var straalende fornøjet ved Synet af Maden paa Bordet.

"Hvor er den dejlige Spise kommen fra? Du er maaske ogsaa saadan en god Fe, som dem fra Æventyrerne, der bare siger "dæk dig, Bord," saa staar det der strax alt sammen. Men du maa ikke sige, at det skal gaa bort igen, for stakkels, lille Moder hun skal ogsaa have noget af det, - men hvor er hun henne? er hun gaaet i Byen med Sytøj?"

"Nej, Moder er træt, hun er gaaet ind i Kamret for at sove lidt, og imedens skal vi to lege og more os. Skal vi ikke?

Tiden gled hurtigt for de to.

Drengens forunderlige Livlighed rev uvilkaarlig Ragnhild med. Hun fortalte det ene Æventyr efter det andet, og alt, som hun fortalte, indsugede Barnet hendes Ord, formede og farvede det med Fantasiens Guld, saa det blev til Liv og Virkelighed for ham. Stuen var bleven til et Guldslot, og han selv var en dejlig Prins, der red ud i Verden paa en hvid Hest. Drengene paa Gaden turde ikke mere raabe skruttede Hans, han var Prinsen, - og dersom der kom nogen efter ham, saa huggede han bare Hovedet af dem med sin lange Sabel . . .

Naa, her gaar det nok lystigt til," sagde Dr. Holm, da han henved Kl. 10 om Aftenen kom tilbage for at hente Ragnhild.

Ja, vi more os, vi more os! for jeg er Prins, og hun her er "Englen Ragnhild", og vi har redet over høje Bjærge og sejlet over blaa Søer, hvori der svømmede hvide Svaner med Guldkroner paa Hovederne, og det er Englen, der har givet mig det alt sammen."

"Har Englen ogsaa moret sig."

Det var et glad Smil, der som et Solskær gled hen over Doktorens Ansigt, da han rettede dette Spørgsmaal til Ragnhild. Hendes blussende Kinder og klare Øjne fortalte ham, at han havde fundet det rette Lægemiddel for sin nye Patient.

Ved du hvad, Ragnhild, jeg havde aldrig troet om dig, at Du kunde være saa hyggelig og huslig. Jeg havde Lyst til at faa en Kop Te, lavet af dig selv, her paa Stedet, for at føle mig sikker paa, at det hele ikke er en Drøm."

"Ja, du har aldrig haft store Tanker om mig, du syntes egentlig, at jeg var en rædsom Skrue, tilstaa det kun?" sagde hun, og lo.

"Ærligt talt, ja, du har tit irriteret mig."

"Og du har ikke lagt Skjul derpaa."

"Naa, har jeg været for slem mod dig, saa tilgiv mig og lad mig faa den Te i Forsoningsgave. Medens du laver den, skal jeg faa Drengen i Seng. Jeg kan se paa hans Kinder, at han allerede har været alt for meget paa Farten. At ride paa Fantasiens Ryg tager opsaa paa Kræfterne."

Drengen klyngede sig fast til Ragnhild.

"Jeg vil ikke fra dig! Gaa bort, stygge Doktor, du skal ikke tage min Engel fra mig, hun er ikke din, er hun vel?"

"Nej, hun er hverken din eller min," sagde Doktoren lidt barsk og tog Barnet fra Ragnhild. Nu skal du være en god Dreng og skynde dig at komme i Seng, saa kommer Englen maaske snart igen til dig. Gør hun ikke?" han vendte sig mod Ragnhild og saa spørgende paa hende.

"Jo, jeg kommer igen til dig allerede i Morgen. Min Dreng, - min egen lille Dreng . . . Tak, Knud! Tak, fordi du har givet min tomme, udtørrede Sjæl ny Næring, nu har jeg faaet noget at holde af, nu

kan jeg . . ." Der var noget, der i dette Øjeblik tilslørede Ragnhilds Stemme, hun kunde ikke rigtig faa Ordene frem.

"Tag min Arm, du maa være forfærdelig træt," sagde Doktoren, da de gik hjemad gennem de stille, mørke Gader.

"Jeg er træt, Knud, men, aa! den Træthed er saa velsignende. Jeg har en Følelse, som om jeg var løben langt, langt bort fra mig selv og alle de sørgelige Tanker, der lurede paa mig, hvor jeg gik og hvor jeg stod."

"Det er det, jeg vilde, Ragnhild ... Du har haft en stræng Dag, jeg har prøvet dine Kræfter, - experimenteret, om du vil, - men jeg vilde se, om du ikke alligevel duede til at blive et nyttigt Medlem af Samfundet. Nu tror jeg paa, at du gør det, om du selv vil. Du er i Dag bleven til et nyt Menneske for mig. Jeg kendte dig egentlig slet ikke før. Jeg saa ned paa dig, dum og aandshovmodig som jeg var. Dine moderne Ideer irriterede mig. Hvad havde Kvinder som du og dine Lige udrettet, siden I turde komme og forlange lige Rettigheder med os Mænd ude i Livet? Hvad duede vel disse fine Damer til, der stillede saadanne Fordringer? tit forlorne Teorier, uden Spor af Kendskab til det virkelige, det praktiske Liv, saadan var I, og saadan rodløs forekom hele den Bevægelse mig, I kalder Kvindesagen."

(Sluttes.)