Kvinders Stilling til Kunst.*)

I Aaret 1738 oprettede Kong Christian den VI den første Malerskole, der blev kaldt Akademi; dette Akademi blev 1854 flyttet til det kgl. Slot Charlottenborg i København, hvor det endnu bestaar; det fik da Navn af "det kgl. Skildrer- og Billedhugger Akademi". Den 28de Juli 1814 forandredes der lidt ved Navnet; dette kom til at lyde saaledes: "Det kgl. Akademi for de skønne Kunster" og Akademiet fik ved samme Lejlighed en ny Ordning, som i Tidernes Løb har undergaaet forskellige Forandringer.

Altsaa har Danmark fra 1738 haft en Kunstskole, - men kun for Mænd; i 150 Aar har Mændene haft den Forret for Kvinder, at kunne faa - en billig eller gratis (eftersom deres Kaar var) Uddannelse i Kunst; thi først 1888 fik Kvinder en Skole ved Kunstakademiet, hvor de kunde uddannes paa samme Betingelser som mandlige Elever.

Aar 1876 gjorde man det første Forsøg paa at faa det længe følte Savn af en Kunstskole for Kvinder afhjulpet, idet "Dansk Kvindesamfund" henvendte sig til Rigsdagen med en Anmodning om at faa en saadan Skole oprettet. Stemningen i Thinget var for den, og Kultusministeren viste sig ogsaa villig til at gaa ind paa Forslaget.

Det saa saaledes ud i 1876, som om vi skulde faa Skolen, men i 1879 da Sagen skulde afgøres, var den gode Stemning bleven paavirket og forandret; man havde bildt Folkethingsmedlemmer ind, at Kvinder ikke længere ønskede den paatænkte Skole ved Akademiet; "Tegneskolen for Kvinder" tilfredsstillede alle disses Fordringer til kunstnerisk Uddannelse. Denne Skole - hvis Oprettelse var støttet af "Dansk Kvindesamfund" og af dette dels var udset til at være en Slags Forberedelsesskole for den Skole, man haabede at skaffe Kvinder ved Kunstakademiet, - blev altsaa den Klippe paa hvilken Haabet om en Kunstskole for Kvinder strandede for en længere Tid.

I 1888 tog jeg Sagen om en Kunstskole op igen, og fik en Adresse til Regering og Rigsdag i Stand, underskrevet af mange Kunstnerinder, i hvilken vi androg om, at den en Gang paatænkte Skole ved Akademiet maatte blive oprettet. Jeg mødte megen Imødekommenhed, hvor jeg henvendte mig, baade hos Regering og Rigsdag, og Følgen af denne Henvendelse blev, at Skolen stod færdig til at modtage Elever den 1ste Oktober samme Aar, under Navn af "den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder". To Lærere, en i Malerkunst og en i Billedhuggerkunst, blev ansatte ved Skolen; i Valget af disse tog Ministeriet Hensyn til et Andragende fra Kunstnerinder; jeg selv blev ansat som Inspektrice ved Skolen. Denne var foreløbig vedtaget paa Prøve 5 Aar, men da den nu er vedtaget for næste Aar, som er dens sjette Aar, tror og haaber vi, at den vil blive vedtaget som fast Statsskole.

Samtidig med at den blev oprettet, blev der oprettet et aarligt Rejsestipendium for Kvinder; idet hele blev der som sagt vist megen Interesse for Skolen af Regering og Rigsdag.

I Aaret 1769 fandt den første Udstilling Sted paa Charlottenborg, hvor som fortalt det kgl. Akademis Skoler laa, og hvor dets mandlige Skoler endnu er.

1794 møder de første Damer paa Charlottenborg Udstillingen med nogle Billeder, paa hvilke de er blevne Medlemmer af Akademiet; Billederne, de udstillede, var mest Frugt- og Blomsterstykker, enkelte Landskaber i Gouache (Vandfarve); dertil nogle Broderier efter lignende Motiver. Damernes Navne er anførte i Katalogerne. Men der kommer en Tid, hvor Damerne bliver sartere, enten synes de selv, eller Mændene har bildt dem ind, at det ikke er passende, at Damer træder frem for Offenligheden med Arbejder under Navn; saa godt som alle pressenteres de for Publikum som "En Dame" eller "En ubenævnt Dame", et Udslag af affektert Kvindelighed; en daarlig Tid for Kvinder kommer: de begynder at føle, at de har Evner, men paa samme Tid oplæres de stadig i, at Mænd har Eneret baade paa Evnerne og Uddannelsen af dem. Kun enkelte Damer drister sig til at male efter Naturen og nævne sit Navn. De svæver som matte Skygger paa Udstillingen, farveløse og fareløse Konkurrenter for Mændene. Men Damerne bliver atter dristigere. De nævner atter deres Navne, de maler med Olie og maler Figurbilleder. Vi ser, at efter at Damerne har forladt Broderifeltet og Vandfarvemalingen, bliver i lange Tider ingen Damer optaget som Medlem af Akademiet. Først i 1843 tildeles denne Ære igen en Dame, en Billedhuggerinde, - Elev af Thorvaldsen - maaske af Hensyn til den store Lærer.

Saa kommer der en Tid, hvor de kvindelige Kunstnere i Stedet for at tiltage, tager af; man ser saa godt som kun de gamle blomstermalende Damer udstille. Enten man nu var bleven kræsnere ved Antagelsen af Billeder, eller at Damerne ved at Kunstydelserne heri Landet i det hele var stegne, havde faaet mere Selvkritik og indset, at uden Uddannelse dur Evner ikke og derfor trukket sig tilbage, ved jeg ikke.

Det første kendte Navn paa en kvindelig Kunstner ser man i 1840; det er den oven omtalte Billedhuggerinde, der i 1843 blev Kredsmedlem af Akademiet. Fra 1840 til 1870 er der ikke videre Tilgang af kvindelige Kunstnere. Endnu de gamle blomstermalende Damer og kun enkelte Figur billeder. I Aarene fra 70 til 80 er der derimod stor Stigning i Tallet af udstillende Damer; i 1880 udstiller 25 Damer imellem omtrent otte Gange saa mange Mænd. Nu 1893 er der ca. 40 kvindelige Indstillere og ca. 4 Gange saa mange mandlige. Saa godt som alle disse kvindelige Udstillere har uddannet sig paa egen Bekostning uden den pekuniære Hjælp, som en billig, i mange Tilfælde fri, Statsskole er, og uden den Lettelse, der er for den studerende i en ordnet Skoles grundige Undervisning.

Den for Kvinder ved det kgl. Akademi oprettede Kunstskole har forandret de studerende Kunstnerinders Vilkaar meget. Medens saaledes disse tidligere, naar de studerede alene, kunde komme til at udgive indtil en tohundrede Kr. maanedlig for deres Uddannelse, naar den nogenlunde i Godhed skulde svare til den, der opnaas ved Akademiets Skoler, saa har de nu Adgang til denne Undervisning for 5 Kr. maanedlig, eller gratis, dersom Vedkommende er ubemidlet. Tidligere var det altsaa kun de bemidlede, der kunde faa en nogenlunde hurtig og billig Uddannelse, og Talentet ligger ligesaa tidt hos den fattige som hos den rige. Den hurtige Uddannelse, det vil sige de nødvendige Forkundskabers Erhvervelse, er jo nemlig afhængig af, at Vedkommende i en samlet Række Aar systematisk kan studere, altsaa maa have baade Raad og Tid at ofre paa sine Studeringer; enhver vil indse den store Fordel ved hurtigt at komme ud over Begyndelsesgrundene, ikke at spilde sine bedste Aar paa en langsom Erhvervelse af disse. Men den hurtige Uddannelse kunde som sagt kun den bemidlede opnaa, den ubemidlede derimod maatte i Ny og Næ, ofte med Aars Ophør, saa hist saa her, udvikle sit Talent; saaledes har største Parten af mine Samtidige uddannet sig og har derfor været ude over deres bedste Aar, inden de var nogenlunde modne Kunstnerinder. At det var ret trøstesløst at komme saa sent i Vej, er selvindlysende; det er saa tungt og ydmygende, naar ens Hovedevne i Udvikling er i sin Barndom, paa samme Tid som man er et fuldt udviklet Menneske. Denne Kval har næsten enhver Kvinde, der har villet naa frem paa den kunstneriske Bane, lidt under, naar hun ad Krogveje og stejle Bakker skulde naa, hvad Mænd naaede ad banede Veje; hendes halve Tid og hendes halve Kræfter medgik til at bortrydde Vanskeligheder, som Mænd ikke kendte til; hvad Under da, at Mændene hurtigere naaede Maalene og ofte naaede videre end Kvinderne? Med eller tiden Vilje har Mændene imidlertid lukket Øjnene for denne Kvindernes dobbelte Kamp, først med deres Forhold, dernæst med Udviklingen af deres Evner, hvilken sidste ellers kan give et Menneske nok at gøre, - og dømt Kvinderne uden Hensyn til disses Forhold, der var saa langt vanskeligere end deres egne.

Ogsaa i andre Retninger end Uddannelse har kvindelige Billedhuggere og Malere alt andet end danset paa Roser heri Landet. Her har de mandlige Kunstnere set med fjendtlige Øjne paa de kvindelige, og har ikke, som i Sverige og Norge er Skik og Brug, behandlet dem som Kammerater, man satte Pris paa. Til Eks. har vor eneste selskabelige Kunstnerforening lige til de sidste Tider været lukket for Kunstnerinder; ogsaa ved dens Festligheder glimrede de ved deres Fraværelse; thi kun Damer, som mandlige Kunstnere indbød, havde Adgang til disse. - De eneste Kunstnerinder, der har været betragtede som tilhørende Kunstnersamfundet, har været de, der havde Mænd, Brødre eller Fædre, der var Kunstnere! Kunstneres Hustruer har været betragtet som hørende adskilligt mere til Kunstnerkredse end kvindelige Kunstnere,

Ligeledes har de kvindelige Kunstnere ved Udstilling af deres Arbejder, ved Bedømmelsen af disse i den offenlige Kritik nok skullet mærke, at de staar uden for Kammeratlivet, og indtager de ikke en Særstilling i Retning af at have formaaende Venner, saa bliver Følgerne naturligvis Tab - Mangel paa Anerkendelse og dermed følgende Tab af Salg.

Et lille Bevis for, hvor liden Velvilje der vises kvindelige Kunstnere heri Landet, vil jeg her fremdrage. I 1891 ønskede et Medlem af Bestyrelsen af vor Kunstforening (den ved Kvindeskolen ansatte Lærer i Malerkunst) at foretage en Udstilling i denne, der skulde bestaa af kvindelige Kunstneres Arbejder. Han henvendte sig til de kvindelige Kunstnere, han syntes bedst vilde give et Begreb om, hvad kvindelige Kunstnere herhjemme kunne præstere, og han fik ogsaa en meget god Samling bragt i Stand. Pressen modtog den imidlertid meget køligt, - og man kan ganske rolig sige, at bag Dagbladenes Kunstkritik staar der altid Kunstnere; medens man skulde synes, at første Gang der saas en stor Samling Kvindearbejder paa en Gang, skulde det give Anledning til nogle Udtalelser fra Pressens Side, der ellers næsten altid udtalte sig, ofte udførligt, om Kunstforeningens Udstillinger - saa omtalte den denne meget kort eller slet ikke. Kun et Blad omtalte den udførligere, men alt andet end velvilligt; dets hele Tale gik ud paa, at det paa denne Udstilling af Kvinder savnede kvindelig Kunst, og at disse Arbejder af Kvinder kunde ligesaa godt være malede af Mænd, - ja lige til Fejlene var Arbejderne mandlige, blev der sagt misbilligende. Naar vi nu alle vide, at det ellers altid er Skik, naar man vil rose et kunstnerisk eller literært Arbejde, da at kalde det "mandigt", naar man vil dadle et saadant Arbejde, da at kalde det "kvindeligt", saa kan man tænke sig, at denne Anke kom os noget overraskende. Hvad den gode Mand har ment med sin Kritik ud over paa en elles anden Maade at komme kvindelige Malere til Livs, er vanskeligt at vide; sandsynligvis har han ogsaa kun haft dette ene Motiv; og han er ikke ene om at bruge som en sidste Udvej til at hæmme Kvindernes Præstationsevne, den at sige, at naar Kvinderne ikke har et specifikt Kvindepræg over deres Arbejde, saa har Verden ingen Brug for dem; saa er de kun en Gentagelse af Mænd. Der er imidlertid adskilligt at indvende mod denne Dogme. For det første, naar Mænd virkelig har troet, at Kvinderne i Kunst, Literatur og andre Retninger vilde tilføre disse en hel anden Side og Karakter, da maa det siges at være mærkeligt, at de, Mændene ikke har været mere forhippede paa at se den kvindelige Personlighed træde frem paa disse Omraader; der kan saamæn ofte trænges til en Fornyelsens Strøm. Men det er netop det, de slet ikke har ventet, hvad der ogsaa har fremgaaet af deres Kritik over Kvindearbejde; thi var det godt, kaldtes det som sagt "mandigt", var det slet, kaldtes det "kvindeligt"; altsaa Mændenes Arbejde var Maalestokken. Nu viser det sig imidlertid hyppigere og hyppigere, at Kvinder kan arbejde lige saa godt og paa samme Maade som Mænd; og saa har man nu ingen anden Udvej end den, at forlange, at Kvinder, naar de vil arbejde med, skulle bringe ny Impulser. Men med hvad Ret fordres dette som Erstatning for deres Deltagelse i Arbejdet? Arbejder ikke hver Mand, som han vil? Er der intet Særpræg over hans Arbejde, er det hans Sag. - Vi Kvinder svarer Mændene, naar de siger, at. vi arbejder som Mænd: Nej, vi arbejder som Mennesker, fordi Mændene først er komne til at male, er der ingen Grund til at sige, at senere tilkommende Malere maler som Mænd, hvad enten de er Mænd eller Kvinder: vi maler naturligvis alle som Mennesker, der har en Sjæl, et Par Øjne og et Par Hænder, de Attributer, alle Mennesker har tilfælles; saa er der ganske vist noget, der hedder Individualitet; men den kan være ligesaa forskellig Mand og Mand imellem, som imellem Kvinder. Og at bortvise Kvinder, fordi de ikke bringer Samfundet noget Nyt, er ligesaa uberettiget, som at bortvise Mænd af samme Grund, og over Hovedet at bortvise Individer fra andre Leveveje; det har Samfundet ingen Ret til; Individet udvikler sig efter sin egen Tilskyndelse og sine Forhold, Samfundet maa saa drage den Nytte af det, det kan; hvem berettiger et Menneske eller en Samling Mennesker til at negte andre Menneskers individuelle Ret til selv at vælge sit Arbejde? Men her paa kunstnerisk Gebet maa jeg hævde, hvad jeg har hævdet ved andre Lejligheder, hvori Kvinders Ret til Arbejde var paa Tale, at i første Række arbejder Kvinder ikke for Mænd eller Samfund, men slet og ret som Mænd arbejder i for egen Skyld, og Samfundets Krav kommer overfor os, som overfor Mænd, i anden Række. - Om det at den anden Halvdel af Menneskeheden, hvis Evner aldrig før har fundet Tumleplads, kommer med, gør, at Kunst og Videnskab bliver mere righoldig, vil vise sig; sandsynligvis gør den det, da saa meget færre Evner gaar tabt; men Individualiteterne er som sagt saa forskellige inden for hvert Køn, at man ikke kan tænke sig den forskelligere uden at gaa uden for Menneskeriget; der er ikke større Forskel paa de videst fra hinanden divergerende mandlige og kvindelige Individualiteter, end der er paa de videst fra hinanden divergerende mandlige Individualiteter, hvilket altsaa ikke lover ny Tilsynekomst ved Kvinders Deltagelse i Arbejdet. - Men vel en righoldigere Skala.

Naar Kvinder nu tilfredsstillede det ny Paafund, og leverede helt anden Slags Arbejde end det, Mændene har presteret, hvem borgede En da for, selv om det var lige saa godt, ja bedre, at Mændene vilde vide at paaskønne det, naar det skyldtes Kvinder? Om det var nok saa godt, blev det sikkert ikke sat i Klasse med Mændenes; disse vilde, dersom Arbejdet var specifikt kønsligt, fuldstændig mangle Forstaaelse deraf, som det er dem umuligt at forstaa Abernes Sprog. Det er ret heldigt, at Kvinder, naar de arbejder, at de da arbejder paa samme Maade som Mændene; ellers kunde de forgæves vente paa deres Menneskeret til evige Tider.

At Kvinderne som Kunstnerinder tager Konkurrencen godt op med Mænd, er der ikke Tvivl om; nogle af vore første Kunstnere er Kvinder; og er der flere dygtige mandlige Malere, saa er der ogsaa flere mandlige end kvindelige Kunstnere. Og endnu kan vi heller ikke regne, at Kvinder har samme Lettelse som Mænd til Adgang til Uddannelse af deres Evner; Forholdene stiller sig meget ofte meget mere hindrende i Vejen for hine end for disse, endnu er det kun et Mindretal af Befolkningen, der sympathiserer med, at Kvinder uddannes til Kunst og Videnskab; den støder ofte en Kvinde tilbage, hvor den vil række en Mand en hjælpende Haand. Endnu kan man sige, at det fortrinsvis er de energiske og heldigt stillede Kvinder, der er komne paa den kunstneriske Bane; men disse behøver ikke at være de evnerigeste; de evnerigeste er ofte meget ubehjælpsomme i at rydde Hindringer af Vejen; vi kan altsaa sandsynligvis glæde os til at se flere og større Stjerner ad Aare mellem kvindelige Kunstnere. Man siger jo nok altid, at Geniet véd at bane sig Vej; men denne Ytring er en tarvelig Floskel, som intet Steds har hjemme, hvor der tales alvorligt; man ved om de Genier, der har naaet frem, ikke om dem, der er kvalte af Forholdene, og de er sikkert mange. Hvorledes skulde et Menneske paa en øde Ø gøre nok saa rige Evner gældende? Og der gives mange øde Øer i de tættest befolkede Lande - for Kvinder. Gør Forholdene mildere for Kvinder, og deres Evner vil spire kraftigere.

*) Brudstykke af en større Afhandling, skreven til Chikagoudstillingen.