« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Fredsforenings 7de Aarsmøde, den 26de November 1889.

« Se emneord

Efter at Lovligheden var anerkendt, uagtet det havde været nødvendigt at rykke Mødedagen to Dage frem, bragte Formanden (Fr. Bajer) Hilsener fra to af de udenlandske Æresmedlemmer: Fru M. Fischer-Lette (f. T. i München) og Miss P. H. Peckover (Wisbech, Nord for London).


Formanden afgav den Beretning om Foreningens Virksomhed, hvoraf Uddrag er trykt i "Hvad vi vil" Nr. 23, S. 270 - 271. Da han havde omtalt, hvorledes - foruden de hidtidige Æresmedlemmer - desuden i dette Aar følgende Udlændinge paa forskellig Maade havde ydet Foreningen Støtte: Jos. G. Alexander og W. Evans Darby (England), Aug. Desmoulins, Fru Griess Traut, Fru M. Martin, Fred. Passy og Yves Guyot (Frankrig), samt E. de Laveleye (Belgien), blev ogsaa disse valgte til Æresmedlemmer.


Regnskabet for 1888 fremlagdes revideret af Grosserer H. Hansen og Overretssagfører Amdrup, hos hvem det siden Midten af Januar (som kungjort i "Hvad vi vil") havde ligget til Eftersyn for alle Medlemmer. Revisorerne havde enstemmig indstillet Regnskabet til Godkendelse. Aarsmødet godkendte Regnskabet.


Derefter genvalgtes de to nævnte Herrer til Revisorer af Regnskabet 1889.


Formanden satte under Forhandling Forslaget om Oprettelsen af en nordisk Komité, hvis Formaal skulde være:


1) at være Forbindelsesled imellem den permanente Komité for de interparlamentariske Konferencer og de nordiske Fredsforeninger, og


2) at samarbejde til Virkeliggørelsen af saadanne Fredsformaal, som vedkommer alle tre nordiske Riger, - Den skulde bestaa af lige mange Medlemmer af hvert af Rigerne, dog mindst l Rigsdagsmand fra hvert. - Forslaget var alt den 31. Avgust d. A. vedtaget af Svensk Fredsforening, som dertil havde valgt Rigsdagsmændene F. T. Borg af 1ste og L. O. Smith af 2det Kammer, samt Rektor O. Thorelli og Direktør E. Wavrinsky. - Da Aarsmødet havde vedtaget dette Forslag, valgtes for Danmarks vedkommende: Folketingsmand Fr. Bajer og Protokolsekretær P. Svejstrup. Den ved Nyaarstid 1890 tiltrædende Hovedbestyrelse bemyndiges til at supplere den nordiske Komité med endnu 2 Medlemmer. - Det oplystes, at Stortingsmand V. Ullmann, efter Stortingets Sammentræden i Februar 1890, ventedes at ville tage sig af denne Sag i Norge.


Aarsmødet vedtog, at der blev svaret de to store i Fredsforeninger i London paa deres Forespørgsel, at Dansk Fredsforening stemte for, at Verdensfredskongressen 1890 holdtes i Juli i London.


Formanden bemyndiges til at udskrive Valg paa tre ny Styrelsesmedlemmer (se Kungørelsen derom i "Hvad vi vil" af 1/12 1889, Side 271, nederst).


Da Formanden i Henhold til Vedtægternes § 5, efter at Dagsordenen var udtømt, spurgte, om nogen ellers havde noget at bemærke, tog Næstformanden, Hr. P. Svejstrup Ordet for at udtale en Tak til Miss P. H. Peckover for hendes Interesse for Dansk Fredsforening. Formanden lovede at sende hende Aarsmødets Hilsen (sendt i Brev af 29/11 1889), og han benyttede Lejligheden til at meddele Forsamlingen det personlige Indtryk, han i Paris havde faaet af denne elskværdige og varmhjærtede Kvinde.


Dermed var Aarsmødet sluttet, men næsten umiddelbart derefter aabnedes et Møde i


Københavnskredsen af Dansk Fredsforening.


Formanden, Hr. Kursusbestyrer R. P. Rasmussen, satte under Forhandling det "Forslag om international Voldgift", som findes trykt i "Hvad vi vil", den 1/11 1889, Side 254.


Fr. Bajer, der som D. F.s Formand allerede havde fremsat det paa Aarsmødet, begrundede det nu nærmere. Han betonede stærkt, at Virkeliggørelsen forudsatte, at de interparlamentariske Konferencer forinden havde vundet en saadan Autoritet, at de kunde bruges som Vælgerkorps for et Korps af Voldgiftsdommere, der valgtes blandt de dertil mest skikkede Personer, især blandt det "Institut for Folkeret", som talte Verdens mest udmærkede Folkeretskyndige i sin


Midte, og allerede nød den største Anseelse i Verden. For at den aarlige parlamentariske Konference kunde naa en lignende Anseelse, maatte den kraftig støttes af alle Fredsforeningerne; Rigsdagene maatte sende sine ypperste Mænd af alle Partier som delegerede til den; og Statskasserne maatte understøtte den, - den maatte, kort sagt, have "fuldendt sin Organisation" (som der staar i Forslaget). Men, kom man en Gang saa vidt, vilde man da ogsaa have grundlagt en Verdensrigsdag, der kunde blive for alle civiliserede Stater noget lignende, som Svejts Forbundsforsamling i mindre Maalestok var for det lille af 22 selvstændige Kantoner bestaaende Forbund. Opstod Strid mellem dem, paadømtes den at Forbundsretten. Men denne Ret valgtes netop af Forbundsforsamlingen, Svejts Rigsdag: Man vilde maaske lettere forstaa Forslagets Oprindelse og Endemaal, naar man tænkte sig følgende Sammenstilling:


Svejtserforbundet:


- Voldgiftsforbund af alle civiliserede Stater.


Forbundsforsamlingen:


- Den interparlamentariske Konference.


Forbundsraadet:


- Den interparlamentariske Komité.


Forbundsdomstolen:


- Korpset af internationale Voldgiftsdommere.


Kun, fordi de interparlamentariske Konferencer havde saa faa Dages aarlige Samlinger, var det nødvendigt, at Præsidenten for den vedvarende Komité satte "Maskinen i Gang".


Herom udspandt sig en længre interessant Forhandling.


P. Svejstrup ansaa det ikke for rigtigt at udelukke Diplomaterne fra Voldgiftsdomstolene (hvad Forslaget iøvrigt ikke gør, men kun Indlederen havde antydet som ønskeligt).


R. P. Rasmussen var af modsat Mening og gav Beviser for Diplomaternes ofte meget skadelige Indflydelse.


Fr. Bajer mente, at en Domstol fremfor alt skulde være upartisk; men Diplomaterne var udnævnte til at være Sagførere for de Regeringer, som havde udnævnt dem. Derfor burde de i Reglen ikke være Medlemmer af selve Voldgiftsretten, men vel deres Regeringers Sagførere for denne.


Begge Møder var besøgt af mellem et og to hundrede Personer.


[Meddelt tildels efter Protokollen].



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder