« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinderne i Ejnar Christiansens "Hjarl".

Af: Ellen Plum

« Se emneord

I en tidligere Artikel har jeg henledet Opmærksomheden paa, at de sidste Decenniers Literatur her i Landet ikke har bidraget til at højne Kvindens Stilling i Samfundet. Ejnar Christiansens nyeste Bog har atter afgivet et Bevis for, hvor lav en Maalestok der anvendes overfor Kvindens Livsopgave, og hvor sekundær en Rolle der tildeles hende i Livet. Dette Bevis er saa meget mere slaaende, som det sikkert er afgivet, ganske uden at Forfatteren er sig sit Standpunkt i saa Henseende bevidst. Hans Opfattelse forekommer ham selv og hans Kritikere saa selvfølgelig, at det end ikke er kommet indenfor deres Tanker, at her virkelig foreligger en for Kvinden nedsættende Livsanskuelse.


Saaledes synes det at være Meningen, ved Skildringen mellem Bogens Helt og hans Moder, at fremstille, hvorledes Kvinden, i denne sin Stilling, kan indtage en hædret og betydningsfuld Plads. Forfatteren opnaar dog kun at vise, hvor meget en Moder kan være for en Mand ved Tilsidesættelse af alle andre Forpligtelser og ved Opgivelse af al selvstændig Livsopfattelse, kort sagt ved, uden Selvstændighed, at være et Slags støttende og oplivende Akkompagnement til den Melodi, han ønsker at fløjte Livet igennem. En eneste Gang gør Moderen i „Hjarl” sin egen Livsopfattelse gældende ved at udtrykke Tilfredshed over, at Sønnen er undgaaet at styrte sig ind i noget, der efter hendes Mening er en Vildfarelse. Hendes første Tanke ved denne Lejlighed er en Taknemlighed, som hun uvilkaarligt giver Udtryk, uden først at tage Hensyn til, at Sagen kan forvolde hendes „egen Dreng” Lidelse. Det synes, som om Forfatteren finder det fuldt berettiget, at denne „egen Dreng” derefter i sine Tanker stempler Moderen som smaalig og egenkærlig, som den, der ikke har taget Hensyn til hans Smerte, men kun til sin egen „snævre” Moral. Moderens, Kvindens Kærlighed skal kun være dulmende og deltagende, det er aldeles unødvendigt og uberettiget, at hendes Ømhed er af saa vidtrækkende Natur, at den ikke ævner Øjeblikkets Lidelse, naar det gennem den bæres bort fra Fornedrelse og løftes opad. Manne er snæver og egenkærlig, naar hun ikke straks klynker over Sønnens Skuffelse og Smerte, men først og fremmest er taknemlig for den Fare, han er undgaaet.


Der var engang en Moder, ikke en Eventyrets men en Virkelighedens Kvinde, til hvem man med Skælven og Bæven maatte bringe den Meddelelse, at hendes Søn var dømt til Tugthuset. Tanken paa hans Synd havde næsten knust hende, Meddelelsen om den afsagte Dom slog hende ikke til Jorden. Hun rejste sig som i en Højtidsstund, foldede sine Hænder og udbrød: „Jeg takker dig Gud, at min Søn faar Lejlighed til at udsone sin Brøde”. Hvad mon de Herrer Forfattere mener om en saadan Kærlighed? Er den snæver og egenkærlig? Tror de, at en saadan Moder har fældet færre og mindre bitre eller ømme Taarer over Sønnen i hans Straffetids Aar, end der vilde være fældet af Mødre, der kun har Øje for Lidelsen, men ikke ser vidt nok til at forstaa Løftelsen.


Jeg har kendt en anden Moder, hvis 5 Sønner fandt Heltedøden i Kamp mod vore Fjender. Da Budskabet kom om den sidste Søns Død, modtog Moderen det med det Udbrud: „Havde jeg 5 Sønner tilbage, jeg gav dem alle til Fædrelandet”. Det er den Slags Moderkærlighed, der fostrer kraftige og ædle og store Mænd.


Det er den Slags Moderkærlighed, der glimtvis kommer til Udbrud hos Manne. „Tak du Gud, at det er gaaet saaledes”, udbryder hun, da hun finder Sønnen nedbøjet over at være forladt af en Kvinde, som ikke var en brav Mands Kærlighed værd. Og saa dømmes stakkels Manne egenkærlig og smaalig, netop da hendes Kærlighed har vist sig størst og sandest. - Hun skulde naturligvis have ynket Sønnen og kælet for ham, hun burde slet ikke have havt mindste Syn for, at han i Grunden havde vist sig meget lille ved saaledes at lade sig indspinde i en daarlig Kvindes Garn. Hvad skal en Moder med Kritik og Livsanskuelse, hun skal kun føle for det, der i Øjeblikket foreligger, at lide med Sønnen er hendes eneste Pligt.


Kan der tænkes større Lidelse end en Moders med en Søn i Tugthuset? Kan man forestille sig en dybere Smerte end Moderens ved den sidste Søns Død? Sligt kan kun bæres gennem det højeste Syn paa Livet og ved den dybeste og sandeste Kærlighed. Naar Lidelsen betragtes som et Led i en højere Ides Tjeneste, saa er en Moder stor, naar hun straks erkender det og ser bort fra sit Barns og sin egen Lidelse. Ja, sin egen Lidelse! Vi, som er gamle, vi ved saa godt, at hvad Skuffelse og Smerte end Livet har bragt os paa vor egen Konto, saa er der dog ingen beskere Skaal at tømme end den, der bydes os ved vore Børns Lidelser og Kampe.


Man kan være uenig om det foreliggende Livssyns Berettigelse, men smaaligt og egenkærligt kan det aldrig være, naar en Moder ser ud over sit Barns Lidelse af højere Grunde.


Ogsaa Vigants Forhold til andre Kvinder viser ret tydeligt, hvad Rolle Mænd ofte tildeler Kvinden, og hvad der hos hende tiltrækker dem mest.


I en Kritik i „Illustreret Tidende” af „Hjarl” kaldes Vigants Møde med en norsk Kusine „den solbeskinnede Idyl fra Højfos”, og hans Sammenstød med samme Kvinde i en modnere Alder betegnes som „varmt af Lidenskab og Poesi”. For os Kvinder stiller den saakaldte Idyl sig som et hæsligt Brud paa al sand Kvindelighed og Værdighed, som en oprørende Mangel paa al virkelig Følelse og naturlig Blufærdighed.


Kusine Jonna er ypperligt skildret, og der er desværre vist neppe Tvivl om, at den Slags Kvinder eksisterer; det, der virker oprørende er, at hverken Helten eller Forfatteren eller hans Kritiker synes at frastødes af, at en Kvinde opfordrer en ung Mand til en ensom Sammenkomst, for at hun uforstyrret kan hengive sig til sine erotiske Stemninger, uden at disse i mindste Maade er byggede paa nogen alvorligere Følelse. End ikke den Undskyldning, der kunde ligge i en Misforstaaelse af hendes Følelsers Natur, er forhaanden. Hun er fuldstændig klar over sig selv og finder det baade latterligt og urimeligt, da det gaar op for hende, at den unge Mand har havt en alvorligere Grundvold for sin Optræden, end hun har anet forud.


Det er næppe for strengt at sige, at den norske Kusine paa en forvorpen Maade har leflet med det, der skulde udgøre det alvorligste i Menneskenes Liv, men Bogens Helt føler kun den ugengældte Kærligheds Skuffelse, ingen sand, naturlig Indignation, som kunde virke befriende paa hans slet anvendte ungdommelige Følelse. Hos Forfatteren spores kun Medfølelse med Helten, Kritiken stempler det hele Forhold som „en solbeskinnet Idyl”, og saaledes anbefalet drager Hr. Christiansens Jonna ud i Livet blandt de Unge, som en ødelæggende Gift for al sand Kvindelighed og Blufærdighed.


Og Helten drager videre, stadigt uden Forstaaelse af, eller Respekt for, hvad der gør en Kvinde ædel. Naar hun ofrer sig for ham og bøjer sit Liv ind under hans, tager han det som en Selvfølge og føler ikke, at det medfører et Ansvar for ham. Truende og hadefuldt løfter han Haanden mod den franske, faldne Kvinde, hos hvem han har søgt Trøst for sine skuffede Kunstnerdrømme, og som, overfor ham, er optraadt med en Finhed og Hensynsfuldhed som viser, at hun i sin dybe Fornedrelse har bevaret mere sand Kvindelighed, end der fandtes hos den „idylliske” norske Kusine, paa hvem Verden intet havde at udsætte. Han føler Had mod Marguerite, og kaster Skylden paa hende, fordi han har hensløset sin Tid, han skulde jo have slaaet sig selv for Panden og følt, at det var ham selv, der havde været en ussel Stymper. Men det er jo lettest at lade Kvinden bære Ansvaret, naar det passer saaledes hedst.


Den norske Kusine, som med Sansernes Magt forener Hensynsløshedens, formaar ene at begejstre ham, overfor hende har han intet bebrejdende Ord og ingen Indignation.


Det er altsaa saaledes som hun er, at Manden ønsker Kvinden skal være, ellers er hun kun til for at forkæle og trøste ham. Han drages mod en god og ædel ung Kvinde, hun keder ham dog i Længden, og han trækker sig tilbage efter en Adfærd, der hos en Kvinde vilde betegnes som hjerteløst Koketteri. En Mand derimod trækker sig dadelfrit ud af en saadan lille Episode.


Atter griber den norske Kusine ind i hans Liv. Det fremstilles som en helt naturlig Sag, at han atter hildes i hendes Garn, uagtet hun i Mellemtiden kun har udviklet og uddybet sin, for sand Kvindelighed blottede Natur gennem et Ægteskab, hvori hun lader sig behandle som en Trælkvinde. Her er det, at Moderen tillægges Snæverhed og Egoisme, fordi hun glæder sig over at se Maskerne sprænges i det Net, hvori Sønnen er indspundet.


Ja „Hjarl” er fuldstændig moderne i sin Værdsættelse af Kvinden, og imod denne Opfattelse kan der ikke protesteres tit nok og kraftigt nok.


Det har ikke været min Hensigt at fælde nogen Dom om Bogen i dens Helhed, jeg har kun villet henlede Opmærksomheden paa dens Opfattelse af Kvinden og Kvindelighed.


Til Slutning maa det dog være mig tilladt at bemærke, at naar det forekommer mig, at Kritiken ikke tilstrækkeligt har belyst dette Forhold, saa har den heller ikke varmt nok fremdraget den interessante og lærerige Fremstilling af et tvivlsomt Talents Udvikling og dets Kamp for at klare sig sin Berettigelse.


For dettte og for meget andet maa man være Hr. Christiansen saare taknemlig, fremfor alt for Bogens smukke, rene og naturlige danske Sprog.


Vi haaber, at han vil tilgive os Kvinder, naar vi paataler, at ogsaa han har været med til at sænke vort Køns Niveau.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner