Kunstudstillings-Causeri.

Naar man gennemvandrer Charlottenborgs Sale i den Hensigt at søge efter kvindelig Kunst, saa viser dette sig at være ikke saa ganske let en Sag. Ikke fordi det er noget overvældende Arbejde at gennemgaa de noget over halvhundrede Arbejder, de kvindelige Kunstnere have udstillet; sammenlignet med „Broderpartens” 500, er dette Antal dog saa temmelig nerveberoligende. Det vanskelige ligger i at udfinde disse Billeder; de løber sammen for en med de øvrige Malerier, og for Billedhuggerarbejderne gælder det samme. Det synes ikke at være i Kunsten, som i det daglige Liv, hvor man - det være sagt i en god Tid - dog hidtil har kunnet skælne sine kvindelige Bekendte fra de mandlige ved Hjælp af Skørtet, og saa derved at de undlader at tage Hatten af for deres Medmennesker - apropos, hvor længe vil dog Herrerne finde sig i at blotte deres tre Haar under disse ulige Forhold? Naa, at de kvindelige Billeder ikke er særlig kvindelig tilskaarne, er naturligvis ingen Fejl man kan bebrejde dem; tværtimod, det er et Vidnesbyrd om stor Dygtighed, det vidner om, at der i Sandhed er udrettet ikke ringe Ting, naar de kvindelige Kunstnere ikke lader sig skælne fra deres mandlige Kolleger ved et lavere Niveau.

Saaledes som der kunde være Grund til at vente af det kvindelige Naturel, saaledes synes ogsaa den kvindelige Kunst at udvikle sig. Med Lethed indordne sig under Kunstens Regler, med Ydmyghed og Ihærdighed kaste sig over det at lære og med anspændt Energi i kort Tid erhverve sig meget stor Dygtighed, det er vel, hvad man kunde vente, vilde falde Kvinderne naturligt og som ogsaa synes at være, hvad der finder Sted.

Sandsynligvis er der enkelte iblandt de kvindelige Kunstnere, i hvis Øren disse Ytringer ville klinge ilde, og hvem navnlig et Ord som Ydmyghed ville forarge. Der er nemlig blandt Kunstnerinderne nogle, og det ingenlunde blandt de mindst dygtige, hvis kunstneriske Fysiognomi bærer Emancipationens Præg, jeg mener den villede, ikke den naturlige Emancipations Præg, og som udfordrende synes at sige til en: „Maa jeg spørge, er jeg nu ikke lige saa god som et Mandfolk? Se kun paa mig, se mig kun efter i Sømmene; jeg har nøje luret dHrr. deres Dygtighed af og alle deres Finesser.” Der er intet ondt i at nære denne fremherskende Tanke, at kunne hamle op med Mændene; den kan være Drivkraft i et Liv og ligge bag en Ærgerrighed lige saa godt som saa mange andre Tanker, og naar jeg fremhæver dette tilsyneladende saa mandhaftige Træk, som kan findes hos kvindelige Kunstnere, og som synes saa levende at protestere mod Begreber som Ydmyghed og Underdanighed, saa er det kun, fordi det forekommer mig indirekte netop at bekræfte, hvad der ovenfor sagdes om det kvindelige Naturel, at Trangen synes større for det til at ordne sig i givne Former end til selv at skabe nye, at de kvindelige Idealer snarere er i Lighed med kendte Skikkelser, end ud i det Blaa, og endelig, at enten man tilbeder Guderne eller raser imod dem, vidner man om, at man anser dem for Guder.

Om det er en god eller en daarlig Vej, Efterligningens Vej, det er vel tildels en Smagssag; i al Almindelighed vilde man vel ikke sige, at det er den Vej, ad hvilken de store Værdier tilføres Menneskelivet, men det man siger, „i al Almindelighed”, er tit meget overfladisk sagt. Og at ikke det muligvis er den bedste og sikreste Vej, Kvinderne kunne slaa ind paa, være ingenlunde sagt. Det koster saa lidt at tro sig et Geni, det er nemt at lade haant om alle Regler og føle sig „kaldet” til at være Himmelstormer; det koster uendelig meget mere at holde ud i Arbejdets daglige Selvprøvelse og at haabe paa at naa mest ved at lade de smaabitte gradvise Fremskridt ved en Vejleders Haand hobe sig op, for at komme det Store nærmere. Hvis det er sandt, at Geniets Gave er som en kostelig Essens, der kun skænkes Menneskene som Extrakten af Millioner Menneskeliv, saa er der ikke den fjerneste Grund til at se med trøstesløst Blik paa Kvindernes Fremskridt; har de end ikke endnu brudt nye Baner, saa synes de dog ærlig at arbejde paa at bringe hver sit Blad til den store Fabrik, hvorfra maaske engang i Tidens Fylde - hvem ved? - den forfriskende Duft kommer.

Nu er der vist igen Kvinder, der ville gøre Indvendinger. „At være ét blandt Millioner af Rosenblade, der presses og maltrakteres for en Draabe Olies Skyld, det maa vi meget have os frabedt. Det er jo endnu værre end i gamle Dage, da vi var Roser og Lillier og en blandt de 1003, og saa godt som enstydigt med at være absolut Nul, hvilket var det, vi for enhver Pris vilde undgaa.” Ja, desværre, Jorden er rund, det er opdaget; det kan hænde sig, at man kommer tilbage til sit Udgangspunkt, paa sin Vandring efter fremmede Verdensdele, - forresten, gives der absolute Nuller under Solen? Ja, jeg spørger kun.

Forestil Dem engang, at det var bestemt ved en eller anden Ordning, at der med saa og saa lange Tiders Mellemrum skulde være en Skat at finde for Menneskene, paa hvilken de saa og saa lange Tider igennem skulde leve højt, for derpaa i saa og saa lange Tider under Trykket af Savn at sprede sig ad for at finde Skatten paany. Tænk Dem saa, at det var givet et bestemt Menneske at vælge, paa hvilken af disse Tider, han vilde leve, om i Fundets Tid, i Nydelsens eller i Savnets; tænk Dem dette Menneske med et lille Barn ved sin Haand, et Barn, der var knyttet til det ved Kødets og Blodets Baand, der trængte til den voxnes Ømhed og Pleje; tænk nu dette Menneske rask gribende efter Lykkens Guld, men paa samme Tid seende Ulykkens Skygger falde over Barnet, tænk nu Mennesket staa tøvende der mellem Skæbnens Gaver, hvilket mon saa Eftertankens Valg bliver? Jeg tænker, det er klart hvilket; greb Mennesket ikke sangvinsk til ved første Blik, maa Savnets Tid vel blive hans. Tankes Valg: den rummer jo størst Haab om en Guldalder for Barnet.

Tænk Dem nu dette Billede overført paa menneskelige Forhold overhovedet; tænk Dem Menneskets Følelse for sin Næste udviklet, til der engang bliver Mening i den, og De vil indrømme mig, at der er Mulighed for „i Frihed” at vælge det, at knuses i Persen.

Rent praktisk set er det ogsaa naturligt, at de kvindelige Kunstnere maa male i Smag med de mandlige. Det er ikke sandsynligt at de vilde fange et Blik, endsige en Køber, og aldeles usandsynligt, at de skulde kunne gennemgaa Censurens Skærsild uden at holde sig Mønstrene saa nogenlunde efterrettelige. Det har vist alle Dage og i alle Samfund sine Vanskeligheder med at opdrive de Retfærdige, hvis Retfærdighed bestaar i at kunne se med uhildet Blik, saa er det vist ogsaa en af de Dyder, der er vanskeligst at finde hos Kunstnerfolket. Kunstnerne er vel mere end andre ensidige i deres Syn paa Kunst; de er af gode Grunde nødte til at vælge sig et bestemt Synspunkt; deres Kunst er jo et Udtryk for det Syn, hvormed de se, og ved Vanens Magt føler de sig igennem deres egen Kunst bekræftede i deres Syn paa Virkeligheden som det rigtige. Det gaar her, som en Vismand har sagt, at Bestemmelse er Negation, man kan ikke vælge sig et Synspunkt, uden at man samtidig giver Afkald paa alle andre Synspunkter. .

En svag Mulighed er der da for, at de meget ejendommelige Værker, som vi ikke ser noget til, ikke har kunnet naa frem, er omkomne i Censurens Luer; stor Sandsynlighed er der dog ikke derfor. I saa Fald maatte vel den fri Udstilling have annammet de undertrykte; men gaa vi derud, faar vi ikke vort Indtryk forandret af kvindelig Kunst. Vi finder der en Kunstnerinde fyldigt repræsenteret ved et tiltalende Portræt, og et Par dito, der synes forulykkede, samt et Par andre Billeder vidnende om moderne Smag, men i Motivvalg og Behandling snarere længere fjernede fra det særlig kvindelige end mange af Charlottenborg-Udstillernes. Rigtignok er der Frk. Konstantin Hansen, i hvis Billeder man altid fornemmer en kvindelig Finfølelse, der interesserer, men en lignende Følelse sporer man i Billeder paa den store Udstilling. Man kunde fristes til at kalde Billeder som Fru Anchers, Frk. Konst. Hansens, Frk. Kollings - hvor forunderlig noble ser hendes to Billeder dog ud imellem den store Hob - enkelte Blomsterbilleder med deres udsøgte dekorative Virkning, Frk. Wegmanns Portræter, der alle vil vise os Sjælen i Øjet, alle disse Billeder kunde man fristes til at kalde særlige Udtryk for kvindelig Kunst, hvis ikke Sagen forholdt sig saaledes, at denne Slags Kunst, Finfølelens Kunst, Anti-Robusthedens Kunst, ogsaa tæller talrige Dyrkere paa Mandssiden.

Er det nu ganske vist, at det ikke her er de mandlige Malere, der strejfer lidt ind paa det kvindelige Omraade?

Paa Forhaand skulde man synes, at ingen af de mangfoldige ny Beskæftigelser, paa hvilke Kvinden i vore Dage er slaaet ind, maatte ligge saa naturligt for hende, som det at være Maler. Maleriet er kun en udvidet Form for Haandarbejdet, der kræves ikke særlig Styrke, intet anstrengt Hjernearbejde. Hun har af Naturen en let og smidig Haand, hun er vant til at bedømme Farvevirkninger fra sin Beskæftigelse med Toilettet, hun kender Liniernes Skønhedsvirkning fra sin Syslen i Hjemmets Stuer med Møbler, Nips og Planter; hun har været den nærmeste til at iagttage Børnenes Liv, hendes Sans har været samlet om Livet i Hjemmet, som Kunsten nu saa meget ynder at dvæle ved; hendes Sind har ikke været spredt ved mangeartede Indtryk. Naar alligevel først i vore Dage Kvinderne efter en større Maalestok er traadte ind i Kunstens Rækker, saa ligger Grunden hertil vel dybere, end at den lader sig udtrykke ved den Formel, at tidligere var Kvinderne underkuede, men nu er de fri; det hænger sikkert paa det nøjeste sammen med, at Mændenes Udvikling paa dette Punkt kom Kvinderne saa meget i Møde, at Kvinderne kun havde at træde til, for at det skulde blive iøjnefaldende, hvilken Urimelighed der var i at sondre Mands- og Kvindegerning i hver sin Verden. Hvad der er det fremtrædende Præg hos vore moderne mandlige Kunstnere, det egentlig moderne ved dem, at de ser store Opgaver i de smaa Æmner, at Lysets Brydning i et Flaskeskaar ægger dem mere til Fremstilling end de syv Kardinaldyder, samt Muser og Gratier tilsammen, at Valget mellem en grøn og en rød Kjole forekommer dem et Non plus ultra af Vigtighed, at det daglige Liv med dets Minimum af Handling er det, de med Forkærlighed skildrer, at Fænomenets Forhold i Rummet, dets Samstemning med Milieuet, med andre Ord, dets dekorative Virkning er dem et vigtigere Studium end Fænomenet selv, det er altsammen Træk, der synes at kunne lede Tanken hen paa kvindelig Indpodning paa det mandlige Naturel. Selv om man nu ikke tør gaa saa vidt at kalde moderne Kunst for kvindelig i sin Kærne, saa er det dog vist, at Kvinderne paa dette Omraade maa siges at have fundet Forholdene fortræffelig lagte til Rette for dem, og at det, som man kunde kalde deres Efterligning, her er af en ganske anderledes naturlig Art end paa mange andre Omraader, f. Eks. Videnskabens.

(Sluttes.)