Elizabeth Barrett Browning.

Elizabeth B. Browning indtager en høj Stilling blandt dette Aarhundredes Digtere. Hendes Navn nævnes jævnsides Shelleys, Byrons, Tennysons og Robert Brownings og har saa fuldt som disse vundet sig sin udpræget ejendommelige Plads. Forholdsvis lidet kjendt er det her hjemme, trods Interessen for engelsk Litteratur. Hendes Poesi er, skjønt den lever i og med Menneskene, saa personlig, sjælelig præget, at den taler lidet til Publikum i Almindelighed. Tro, Begejstring og Kjærlighed ere de store Bølger, der bære hendes Digterskib. Hendes varme, inderlige Kristentro er det stadig tilbagevendende. I den bunder hendes Haab og Tro paa Menneskeslægtens Udvikling og Fremskridt. Hendes Sympati er rede over for alle frie og ædle Rørelser i Menneskelivet og Samfundet. Da toner hendes Sange blidt og som oftest vemodig, thi „Poesi har stedse for mig været saa alvorlig en Sag som selve Livet, og Livet var stedse Alvor. Aldrig har jeg forestillet mig Poesiens Maal som Nydelse og Glæde, ej heller Digterens som et Liv i Ro og Mag”.

Let gaar Sympatien over til Begejstring, og da naar hun højest; - da fornemmes de stærke Aandens Vingesus! - De fortryktes Sag er hendes; Retten for alle til ogsaa i ydre Henseende at kunne leve et værdigt Menneskeliv gjør hun idelig gjældende med stærke Ord. Hvor bankede hendes Hjærte for Frihedens hellige Sag, da Nationerne brød Aarhundreders Aag, da Frihedsdagen gryede og Folkebevidstheden bar den frem. Hvor jublede hun over Italiens Storhedstanke og over hver Sejr, den vandt over Uenighed og fremmed Vold, - led, naar Haabet stængedes ude for en Stund, men aldrig tabte hun Troen paa den retfærdige Sags Sejr. Intet Under at hun mindes der nede. I Florents staar over Casa Guidi, det Hus, hvor hun boede, den Indskrift paa Italiensk: „Her boede Elizabeth Barrett Browning, der med sine Digte knyttede et gyldent Baand mellem England og Italien.”

Elizabeth Barrett fødtes 1809 i London, fik en udmærket Opdragelse og en ualmindelig Uddannelse, studerede navnlig Filosofi og gamle Sprog og leverede alt i meget ung Alder Bidrag til Tidsskrifter af Rang. Hendes første betydelige Værk, en Oversættelse af Æschylos „Prometheus”, udkom 1833, hendes første to Bind Digte 1844. En samtidig forfatterinde (Miss Mitford) giver en sympatetisk Skildring af hende som ung Pige: Lille og fin, med bølgende mørke Krøller paa begge Sider af det udtryksfulde Ansigt, store, blide Øjne med rige mørke Øjenhaar, Smil som en Solstraale og et saa ungdommeligt Udtryk i sit Ansigt, at Folk knap vilde tro, hun var Oversætter af „Prometheus”.

Hun hjemsøgtes tidlig af Sygdom, boede en Tid lang med sin Familje i Torquai (et besøgt Badested i Devonshire) for at gjenvinde sit Helbred, men fristede her den tunge Sorg at miste sin yngste, kjæreste Broder, hvem hun var knyttet inderlig til. Han tillige med nogle Venner vare sejlede ud i godt Vejr, men Baaden gik paa en ubegribelig Maade til Bunds; og skjønt det skete saa nær Land, at alt Iagttoges derfra, var Hjælp umulig. Ikke en Gang Ligene fandtes. Svag som hun var, knustes hun næsten heraf. Om Nætterne syntes hun i sin Bolig i Ly af Klipperne idelig at høre den døendes Klage. I det halvmørke Værelse, hvor hun i flere Aar bestandig maatte leve, fandt hun Trøst i Studier navnlig af Plato og græsk Poesi, men læste for øvrigt „næsten enhver Bog i ethvert Sprog”. Hun havde faaet sin „Sorgens Gave”; hendes Ungdoms Blomst var brudt, men hendes Aand modnedes under Sygdommen og Sorgen, og hendes Digtning vandt i Dybde og Farve.

1846 ægtede hun Robert Browning (f. 1812), den endnu levende, højt ansete Digter. Fra den Tid er nogle af hendes skjønneste Digte, bl. a. en Samling Sonetter. Hendes Kjærlighedslykke bringer dog ikke den Vemod til at forsvinde, der altid præger hendes Poesi; som Taarer midt under Smil bryder den frem; Tonerne ere dæmpede i disse Sange, men eje en usigelig rørende Klang.

Digterparret flyttede til Italien, boede først i Pisa, siden i Florents; her skrev hun sine Digte „Fra Casa Guidis Vinduer”, „Før Kongressen” og mange andre i fuld Tilslutning til den italienske Frihedskamp og Enhedstanke. For at imødegaa sine Landsmænds Indvendinger mod hendes ofte tilbagevendende Kritik af Englands egennyttige Udenrigspolitik skriver hun i Fortalen til „Digte før Kongressen”, - og det illustrerer ret vel hendes Krav til Nationer som til den enkelte - bl. a: „Dersom Patriotisme betyder at smigre sin egen Nation i hvilket som helst Forhold, da er Ordet Patriot, hvordan man saa end tager det, ensbetydende med „Smigrer” (courtier), hvad jeg ikke er, skjønt jeg har skrevet „Napoleon III. i Italien”. Det er paa Tide at drage Grænserne for visse Udtryks Betydning og udvide Betydningen af andre. Nationalfølelse er udmærket paa sine Steder, og Egenkærlighedens Instinkt opholder Mennesket, og det kan udvikles til opofrende Dyder.

Ikke-Intervention i Nabostaternes Forhold er en værdifuld politisk Dyd, men Ikke-Intervention betyder ikke at gaa forbi, naar din Næste falder blandt Røvere. Jeg maa sige, jeg drømmer om den Tid, da en engelsk Statsmand skal fremstaa med et Hjærte for stort for England, en som har Mod til over for sine Landsmænd aabent at udtale om en eller anden paa tænkt Politik: - „Det vil være til Gavn for Eders Handel; det er nødvendigt for at befæste Eders Magtstilling; men det vil være vort Nabofolk imod; det vil skade det eller det Folk; det vil ikke gavne Menneskeheden i Almindelighed: derfor opgiv det! det sømmer sig ikke for Eder og ikke for mig!” Naar en engelsk Minister tør tale saaledes, og det engelske Folk tilraaber denne Tale Bifald, da vil Nationen naa højt i Hæder og dens Ros vil lyde, ikke fra Landet selv og dets Borgere, men komme til det udefra, fra andre, som al Ros, der har Værd, altid bør, vil lyde fra dets allierede og fra de Folk, der ved det ere frelste. Og Digtere, der skrive om den Tids Begivenheder, ville ikke have nødig at retfærdiggjøre sig mod Beskyldninger for i Digte at saare Nationalfølelsen”.

Hendes Hovedværk er „Aurora Leigh”. Før det var hun i sit Fødeland anerkjendt som en kundskabsrig og betydelig Forfatterinde og begavet Digterinde; dette Værk gav hende Blads blandt de ypperste, og hendes Navn fandt Vej vidt ud over England. Hendes mindre Digte give vel Forestilling om en varmtfølende, rigt begavet Menneskesjæl, der meddeler sig til os. Hun strør ud med rund Haand; det er som mellem Venner: vi give baade en og anden et Indblik i vor Sjæl, efter som det nu stemmer med vort særegne Forhold til netop den Ven; men kun i et enkelt Forhold give vi os uforbeholdent hen og give, saa vidt vor Evne og Ejendommelighed rækker. Dette sidste gjør Mrs. Browning i „Aurora Leigh”. Vanskelig findes et fyldigere Udtryk for denne Bogs rige, ejendommelige Skjønhed end en Udtalelse af Taine i „Rejseskizzer fra England”. *) Han kalder den først et mesterligt Værk, siger: „Efter at have læst det tyve Gange igjennem, mangler der mig endnu Ord for at beskrive, hvor skjønt jeg finder det. Det er en højsindet, heltemodig, lidenskabelig Sjæls Bekjendelser, en af Genialitet sprudlende Sjæl, hvis Dannelse har været fuldendt, en filosofisk og digterisk Sjæl, der har hjemme blandt de mest ophøjede Ideer, hvis Ophøjethed endog overgaas af Følelsernes Adel, og dertil aldeles moderne ved sin Opdragelse, sin Stolthed, sine dristige Paastande, ved sin spændte Følsomheds uafladelige Irritation, i den Grad, at den letteste Berøring fremkalder et brusende Orkester og den vidunderligste Symfoni. Det er kun en Sjæls Historie og dens indre Samtale med sig selv, den ophøjede Melodi af et ungt Pige- og Kunstnerhjærte, som tiltrækkes og frastødes af en Begejstring og Stolthed, der er lige saa stor som dets egen, den gjennemførte Modsætning mellem den kvindelige og mandlige Røst, som, gjennem Udbrud og Variationer af det samme Thema mere og mere fjærne sig fra og træde i Modsætning til hinanden, indtil de endelig paa en Gang bringes hinanden nær i en lang, smertelig, herlig Duo, af en saa begejstret og inderlig Tone, at den overgaar alt”.

Det er interessant at se Mrs. Brownings indirekte Indlæg i Kvindesagen, der først senere hos os er vunden frem. Kvindens Ligeberettigelse til aandelig Udvikling og Ret til at gjøre sine Evner frugtbringende i det Spor, hendes individuelle Anlæg viser dem Vej, fører hun ofte Ordet for. Hun taler saaledes om det meningsløse i, at en Kvinde opgiver sin Vej og sit Livsmaal, naar hun der fandt, hvad der stemmede overens med hendes inderste Trang, for sin Husbonds, naar hans ej just var den, der kunde tage hendes bedste Kræfter. Paa dette Punkt kunde drages flere Paralleler mellem „Aurora Leigh” og Fru Edgréns „Sommersaga”, og det vidner stærkt til Gunst før den Digteraand, der frembar „Aurora Leigh”, at Spørgsmaalet, trods den megen Drøftelse siden da (30 Aar), møder en med al tænkelig Friskhed.

1861 døde E. B. Browning i Florents. Hendes sidste Digt gjaldt vor H. C. Andersen; det er skrevet i Rom 61.

Hendes rene, for det gode stedse kæmpende Sjæl synes at have fundet en bestandig tryggere og tryggere Havn i Forvisningen om, at Kjærlighed er Livets bærende Kraft, og at Sandhed og Renhed først vindes fuldkomment, naar der kæmpes i Kjærlighedens Navn.

Vi ville i et følgende Nummer bringe vore Læsere et Par af El. Brownings Digte i Oversættelse. Red.

*) Bønnelyckes Overs.