Fanny Lewald.

Født i Kønigsberg 1811, død i Berlin 1889. (Efter hendes Selvskildring).

For nylig læste man i Bladene, at den tyske Forfatterinde, Fanny Lewald Stahr, var afgaaet ved Døden. Maaske dette Navn for mange af den yngre Slægt er ukjendt; adskillige af de ældre ville mindes at have læst hendes Bøger med Glæde, saa for dem vil det sikkert ikke være uden Interesse at opfriske Mindet om hende. Og hvad de unge Kvinder angaar, da fortjener Fanny Lewald at være kjendt af dem som en af Kvindesagens ivrige Forkæmpere, kjendt som en af dem, de skylde, at deres Ungdomsliv leves under gunstigere Vilkaar, end der blev hende til Del. Dette maa nu ingenlunde forstaas, som om Fanny Lewald havde et daarligt Hjem og ukjærlige Forældre. Nej, det, hun led under, var Tidens almindelige Opfattelse af Kvindens Stilling. Hjemmet var godt nok, der fandtes netop den faste Sammenslutning og den inderlige Kjærlighed, som ofte i særlig Grad udmærker det jødiske Familieliv; Forældrene var nemlig Jøder, Faderen var en dygtig Forretningsmand og en særdeles udpræget Personlighed, klar og logisk; Datteren har i denne Henseende arvet meget af ham. Moderen var mindre udviklet og havde, som de fleste Kvinder paa den Tid, ikke lært synderlig. Hun var imidlertid en kjærlig og omhyggelig Moder for sine mange Børn, hvoraf Fanny var den ældste. Da Fanny var Barn, beundrede hun i høj Grad sin unge, smukke Moder; først senere føltes Savnet af en dybere Forstaaelse imellem dem.

I Skolen hørte Fanny til, hvad hun selv kalder „Paradehestene”; hun lærte usædvanlig hurtig og let og følte en levende Glæde derved. Derfor var det hende en stor Sorg, da hun i Fjortenaars Alderen hørte op at gaa i Skole og hjemme skulde beskæftige sig med Haandarbejde, huslig Gjerning og Musik, som hun ikke havde Anlæg for, men hvorpaa hun ikke desto mindre efter Skik og Brug mange Aar igjennem maatte ofre Tid og Kræfter, der kunde have været langt bedre anvendte.

En Sorg, hun havde i sin tidlige Ungdom, viser, hvor megen Fortræd Pjankeri gjør i Verden. En ung Theolog, Leopold, en brav og alvorlig Mand, forelskede sig i hende og anholdt hos Forældrene om hendes Haand. De svarede, at hun endnu var for ung, og bad ham ikke at tale til hende derom for det første, men aabnede deres Hus for ham. Moderen kunde imidlertid ikke tie med Hemmeligheden, men betroede den til en af Fannys Veninder, som naturligvis lod den gaa videre til Fanny selv. Den unge Pige levede sig nu ind i skjønne Fremtidsdrømme, hvoraf hun blev reven ud, da Forældrene pludselig afbrød Omgangen med Leopold. Formodentlig havde hans Slægtninge ytret Misfornøjelse med hans Kjærlighed til en Jødinde; dette var sagtens kommet Faderen for Øre, og han havde da, stolt og fintfølende, som han var, villet være den første til at bryde. Hvad Sorg han derved voldte Datteren, kunde han ikke vide, og hun paa sin Side turde hverken spørge eller klage.

Hendes Forældre, der ikke var rettroende Jøder, havde intet imod, at Børnene i den voxne Alder gik over til Kristendommen, saafremt de følte Trang dertil. Da dette Spørgsmaal snart efter blev gjort Fanny, svarede hun ivrig ja, nærmest med Tanken henvendt paa Leopold. Det skete ogsaa, men hun følte sig nedtrykt og beklemt derved, da det gik op for hende, at skjønt hun havde lært de kristne Troslærdomme at kjende, kunde hun dog ingenlunde siges at tro paa dem. Men hun manglede Mod til at træde tilbage, uagtet hun havde en pinlig Følelse af, at hun forsyndede sig mod Sandheden. Saa aflagde hun paa sin Daabsdag i Stilhed det Løfte, herefter at stride for at være sanddru og ærlig. „Og dette tror jeg”, siger hun, „at jeg har holdt”.

Kort Tid efter døde Leopold ganske pludselig; det rystede hende dybt, men hun skjulte Sorgen under en febrilsk Livlighed. Moderen ytrede megen Glæde over, at hun begyndte at blive „som andre unge Piger”. Fanny selv troede naturligvis at være helt færdig med Livets Lykke; men efterhaanden udøvede Tiden sin dulmende Virkning. Livet i Hjemmet sammen med de mange Søskende optog hende mere, og det glædede hende at se dem udvikle sig. Andre Ting kunde ogsaa glæde hende, kort sagt, Ungdommens Elasticitet vendte tilbage.

Da hun var 21 Aar, tog Faderen hende med paa en Rejse til Berlin og andre tyske Byer. Fanny var lyksalig ved at se sig om i Verden. Rigtignok krænkede det hende bitterlig, da nogle Slægtninge udtalte den Formodning, at Faderen førte hende med i det Haab at finde „et passende Parti” for hende; men dette ubehagelige Indtryk glemtes snart.

I Breslau efterlod Faderen hende, medens han selv rejste videre, hos sin Søster, „Tante Minna”, en aandfuld og elskværdig Kvinde. Fanny levede nu en lykkelig Tid sammen med hende og hendes unge, højtbegavede Søn, Heinrich Simon. *) Her fandt hun i Bøger og navnlig i Samtaler den aandelige Næring, hun trængte til, her turde hun være sig selv, her udviklede hun sig stærkt og hurtig. Hendes Fætter Heinrich var en ejendommelig rig og dyb Natur, sine jævnaldrende langt overlegen i omfattende Kundskaber og skarpsindig Tænkning. Der var over ham noget mægtigt, som hun følte, og som beherskede hende. Men han kunde ogsaa være overgiven, glad og kjæk, som det hørte hans Alder til; da disputerede de som to Kammerater, der holde af at prøve Kræfter med hinanden. Til andre Tider lagde der sig et mørkt Tungsind over ham. For nylig havde han i en Duel, som han ikke kunde undgaa, dræbt sin Modstander, og det var dette Minde, der pludselig kunde overvælde ham. Fanny var den eneste, som han udtalte sig for derom. Bevidstheden om, at han led, og at hun kunde være ham til Trøst, knyttede hende endnu fastere til ham. Hun vidste, at Kjærlighed og Ægteskab laa fjærnt fra hans Tanker, men hun vidste ogsaa, at hun var ham kjær, og tvivlede ikke paa, at han en Gang i Tiden vilde komme til at elske hende. Hun havde jo vundet Leopolds Kjærlighed, inden hun endnu tænkte paa ham, skulde hun da ikke kunne vinde den Mand, hvem hele hendes Sjæl tilhørte. For øvrigt forekom hin Drøm fra hendes tidligste Ungdom hende mat og farveløs i Sammenligning med den stærke, glade Følelse, der nu gjennemglødede hende.

Heinrich skjulte ikke, at han ventede noget betydeligt af hende i en eller anden Retning. „Jeg gad nok vidst”, udbrød han en Gang, „hvad Du i Tiden vil blive til! Brodere og strikke Strømper hele Dit Liv igjennem skal Du dog vel ikke?”

- Nej, det haabede hun ikke. „Men hvad da? Har Du aldrig forsøgt at skrive noget, Vers eller andet?” Nej, svarede hun leende, det havde hun ikke. Kvindeligt Forfatterskab var paa den Tid og navnlig i hendes Kreds noget næsten uhørt. Tiden gik hurtig, og altfor snart kom Afskedens Dag. Heinrich var stærkt bevæget, og de lovede at skrive flittig til hinanden.

I sine Forældres Hjem følte hun en uendelig Tomhed og en fortærende Længsel efter, hvad hun havde forladt. Brevene fra Heinrich var hendes eneste Glæde.

Da hun var 25 Aar, havde hun en Frier. Faderen bad hende indtrængende at betænke, hvor trist en gammel Piges Liv var; et nogenlunde antageligt Ægteskab burde altid foretrækkes derfor. Den Rædsel, hun følte for at gifte sig uden Kjærlighed, kunde hendes Forældre og Søskende ikke begribe, og det var dem en Sorg, da hun afslog dette Tilbud. De gjorde hende ingen Bebrejdelser, de var kjærlige og overbærende, men hun mærkede, hvor de var skuffede, hvor gjærne de i Grunden vilde have været af med hende, og hvor let hendes Plads i Hjemmet kunde udfyldes. Smerten over dette drev hende til at tænke nøjere over Kvindernes Stilling. Naar det var saa tungt for hende i et godt Hjem og blandt kjærlige, velmenende Mennesker, hvor svært maatte det da ikke være for andre, der var værre stillede. Hvor meget lettere vilde ikke hendes Hjærtesorg være, dersom hun havde en Gjerning, der fyldte hendes Tanker. Hun var ikke ledig, men havde ikke mere Ansvar eller Selvstændighed, end da hun var 14 Aar. De ni Tiendedele af unge Kvinder, der føle sig ulykkelige, siger hun senere, vilde helbredes, dersom de havde noget alvorligt at tage sig for. Hun forsøgte at skaffe sig noget, f. Ex en Plads som Lærerinde eller lignende, men Faderen vilde ikke tillade det. Han satte en Slags Stolthed i at have alle sine sex Døtre om sig: „Mine Pigebørn skulle ikke forlade mig, før de blive gifte,” sagde han, „jeg kan, Gud ske Lov, ernære dem alle sammen”.

I denne triste Tid lavede hun sig en lille Bog, hvori hun skrev - Digte, mener maaske Læseren. Ak nej, hun regnede sammen, hvor mange Haandklæder hun sømmede, og hvor mange Par Strømper han strikkede, for at føle sig mindre unyttig.

Brevene fra Heinrich var, som sagt, hendes eneste Trøst, men nu stansede de. Hun spurgte, og Svaret kom omsider. Det var tilintetgjørende. Den Mand, til hvem alle hendes Tanker og Forhaabninger havde klamret sig, elskede en anden, elskede med den stærkeste Lidenskab, men havde forsaget for ikke at nødes til at ofre sit bedre Jeg. **) Han udtalte ogsaa Angst for Fannys Skyld, thi han havde længe vidst, at hun elskede ham, men først nu følte han, hvad hun maatte lide. Med den sunde Anger, der ser frem og ikke tilbage, sagde han: „Jeg har intet at fordre af Dig, tør ikke bede Dig om noget. Behøver Du det for at vinde Fred, saa vend Dig fra mig. Men kan Du overvinde Dig, som jeg maa, saa gjør det, Lad mig beholde Dit Venskab, jeg skal aldrig svigte Dig”.

Det var, som om alt styrtede sammen for hende, i hendes Indre saa der ud som efter et Jordskjælv. Kun én Tanke stod klar for hende: Hun vilde ikke miste hans Fortrolighed. Hun lovede ham det Venskab, han bad om, og Brevvexlingen fortsattes. En tung Lidelsestid fulgte nu. „Som den forstødte Kongedatter indhyllede sig i sit lange Haar, saaledes hyllede jeg mig ind i min Smerte; den var min Beskyttelse, min Klædning, mit Adelsmærke. Dens mørke Folder omsluttede mig i lang Tid og skilte mig fra alt, hvad der var uden for”. „Fanny bliver gammel”, sagde man i hendes Hjem, hendes sorte Haar graanede, og hun følte sig for længst færdig med Ungdommen og Glæden. Men derfor var hun ikke færdig med Livet, det kunde vare 10, 20, ja 30 Aar endnu! Hvorledes skulde hun udholde dem?

I Brevene til Heinrich maatte hun vise en Ro og Fatning, som hun var langt fra at føle, og dette blev hende efterhaanden utaaleligt. Hellere leve i fuldstændig Ensomhed, men i Sandheden, sagde hun til sig selv, end i en paa Usandhed bygget Forbindelse med den elskede. Saa skrev hun til ham, at det gik over hendes Kræfter at være hans fortrolige. Hun ønskede, at Brevvexlingen skulde høre op, og at de ikke skulde ses, før hun kunde gjøre det med Ro og Glæde. Efter dette stod hun som i en Ørken og saa sig om efter noget, der kunde udfylde Tomheden. Det kom fra en Kant, hvorfra hun ikke havde ventet det.

Hun havde en anden Fætter, August Lewald, Udgiver af det ansete Tidsskrift „Europa”. I dette havde han en Gang, uden først at bede hende om Tilladelse, anvendt noget af et Brev fra hende. Senere havde han bedet hende til samme Brug at skrive en Beretning om Kongens, Frederik Vilhelm den Fjerdes Besøg, i Kønigsberg. Nu skrev han til hendes Fader, at Fanny burde prøve sine Kræfter paa et større Arbejde. Han var vis paa, at hun som Forfatterinde kunde frembringe noget betydeligt. Faderen var højlig forbavset; han havde aldrig tænkt sig sligt, og det stred fuldstændig imod hans Grundsætninger, at en Kvinde „traadte ud af sin Sfære”. Men paa den anden Side var han forstandig nok til at indse, hvilket Held det i enhver Henseende vilde være for hende at finde sig en Livsgjerning. Han tillod altsaa, at hun forsøgte. Hvad Fanny angaar, jublede det indeni hende; Ideer mylrede frem i hendes Hoved, hele Livet saa anderledes ud for hende. Efter længe at have følt sig som en gammel Pige vaagnede hun op som en ung Forfatterinde.

(sluttes i næste Hæfte).

*) Senere bekjendt som Skribent og frisindet Politiker. Han spillede en fremragende Rolle i Frankfurt-Parlamentet 1848 og blev Medlem af det saakaldte Rigsregentskab. Da Bevægelsen havde lagt sig, maatte han flygte til Svejts.

**) Gjenstanden for denne Kjærlighed var en bekjendt Forfatterinde, Grevinde Ida Hahn-Hahn.