"Hvis Fader vidste det".
Hvor ofte hører man ikke dette Trudselsraab selv fra den mest fornuftige og kærlige Moders Mund. "Hvad tror du Fader vilde sige, hvis han vidste det?" tilraaber hun sin lille Dreng, der i Stedet for at læse paa Lektierne, foretager en lille Spadseretur i Hjemmets Nærhed eller udfører en eller anden gal Streg i selve Huset. "Hvis Fader vidste det!" raaber hun og holder advarende Fingeren mod to af Børnene, der skændes. "Hvis Fader vidste det" hedder det ved ethvert Rift i Tøjet, ethvert Hul i Benklæderne, ved enhver Ulydighed eller Stridighed, kort sagt, ved enhver Lejlighed, hvor det gælder at indjage Børnene en gavnlig(?) Skræk. Naar saa Faderen endelig om Aftenen kommer træt og udmattet hjem, nænner Moderen naturligvis ikke at ærgre ham med Dagens smaa Genvordigheder, og Børnene, der maaske endnu for et Øjeblik siden havde vakt Moderens Uvilje, havde indstændig bedet hende: "Sig det ikke til Fader," og de se saa tillidsfuldt op til hende, at hun ikke har Hjærte til at "forraade" dem til Faderen, men nøjes med at sige: "Saa skal jeg tie denne Gang, men sker det en Gang til, faar Fader det at vide." Men det har Moder allerede ofte sagt, og det er blevet staaende ved det. Kommer saa alle Børnenes Synder dog ved Lejlighed Faderen for Øre, saa gaar denne, der ikke hidtil har havt nogen Anelse om Børnenes Fejl, maaske temmelig strængt tilværks, og Frygten for Faderen bliver derved større.
Der behøves kun faa Ord for at fremhæve de sørgelige Følger af en saadan Opdragelsesmaade. Moderen har ved den lille Sætning: "Hvis Fader vidste det!" maaske uden selv at ane det, traadt sine helligste Pligter under Fødder. I Stedet for at nære og forhøje Kærligheden til Faderen i Børnenes Hjærter, har hun netop gjort det modsatte, og kun lært dem at frygte ham. Børnene vænne sig derved lidt efter lidt til i Faderen at se den straffende Haand.
Det er ikke Kærlighed, men Frygt, der er Drivfjederen til deres Handlinger. De vænne sig til at
optræde med en vis, trykket Artighed, naar Faderen er tilstede, de paatage sig en Slags Maske overfor ham, og er saa meget mere kaade og uartige, naar han vender Ryggen til, og de tro ustraffede at kunne være det. Oprigtighed er bleven banlyst fra Familien, og med den Hjærtets sande Enighed.
Faderen, der allerede er fremmed for Barnet, kan heller ikke for Ynglingen blive en faderlig Ven og Raadgiver. Vil han senere gøre sin Avtoritet gældende, trodser Sønnen. Han kommer som Voxen mere og mere sjældent i Hjemmet, og bliver tilsidst helt borte. Men Moderen, der græder Fortvivlelsens Taarer over den tabte Søn, mon hun tænker paa, at hun selv har nedlagt Frøet til denne forfærdelige Ulykke i det bløde Barnesind.
Ogsaa Døtrene vil erfare de sørgelige Følger af det løsnede Familiebaand. Frygten for Straf og den deraf følgende Mangel paa Oprigtighed har tidlig berøvet hende Barndommens Tillidsfuldhed. Og hvor let vil hun ikke selv som Hustru og Moder komme til at begaa den samme Fejl? Det er paa denne Maade, at den ulykkelige Sætning: Hvis Fader vidste det," forplanter sine ulykkebringende Virkninger fra Generation til Generation.
Og Moderen, der er Skyld i det Hele, er ogsaa den, der bliver haardest straffet. Hun, den Stakkel, er den, hvis Hjærte bløder mest over at se Børnene blive fremmede for deres Barndomshjem.
