Af min Dagbog.

(Overladt af Forfatteren.)

3dje August.

1.

Der var en ung Mand, der havde henlevet sin Ungdom saaledes, som de fleste unge Mænd for Tiden gør det, og som derpaa - henimod Trediveaarsalderen - forelskede sig alvorligt i en ung og smuk Pige. Det var hans første og eneste Kærlighed, og han hengav sig til den med et lidenskabeligt Hjærtes Inderlighed.

Paa den unge Piges Dyd formaaede selv Bagvaskelsen ikke at sætte nogen Plet. Derimod havde hun en Gang i Hemmelighed elsket en Mand, der hverken anede eller gengældte hendes Kærlighed, og som tilsidst giftede sig med en anden. I to Aar derefter kunde hun ikke glemme ham, et saadant Herredømme havde han haft over hendes Hjærte, saa inderligt havde alle hendes Tanker og Drømme om Lykke været knyttet til Haabet om Besiddelsen af ham.

Saa friede hin unge Mand til hende. Og da hendes Hjærte nu igen var frit, og da hun virkelig elskede ham, var der den bedste Udsigt til en Forening af de to_, indtil den unge Piges Familje i Betragtning af hans letsindige Fortid mente sig forpligtede til at skride ind og tilvejebringe et Brud.

Var dette retfærdigt?

Jeg paastaar dristigt, at af disse to unge Mennesker var han den "reneste", den mest uberørte, og derfor ogsaa den, der bød den bedste Garanti for et Samlivs Lykke. Hans Kærlighed var frisk som Vaaren, modtagelig og spiredygtig, medens hendes ømmeste Længsler forud var bleven vakt af en fremmed Mand, hendes Følelser hærdede i en anden Kærligheds Ild.

Thi i Virkeligheden elsker man kun én Gang i dette Liv. Senere (eller forud) kan Ens Attraa vel nok paa forskellig Maade blive vakt. Men kun én Gang kommer Kærligheden til os som det himmelske Lyn, der oplader Øjne og Øren, saa det er, som om vi nu først hører, ser og fornemmer. Da stemmes for Livstid alle Hjærtes Strænge, og den, der senere berører dem, faar kun Toner, hin anden har skabt. Vi véd det blot ikke selv, fordi vi ofte tror glemt og dødt, hvad der endnu den Dag i Dag voxer frodigt i vor Sjæl.

Det har derfor slet ikke saa meget paa sig med denne Kvindernes Renhed, som Modsætning til Mændenes "Forjaskethed". De fleste unge Piger knæle paa Brudeskammelen dybt mærkede af Mænd, som de en Gang har huset i deres Hjærte, og som - hende selv oftest uafvidende - fortsætte deres Gengangerliv dér langt ind i Ægteskabet.

Der er derfor ikke megen Mening i denne omhyggelige Besigtigelse af Fortiden? "Ren" er enhver, der elsker. Kærligheden er det Renselsens Bad, der nemt aftvætter det overfladiske Smuds, som Livet, især for unge Mænds Vedkommende, saa let fører med sig.

II.

19de Oktbr.

Om den kvindelige Blufærdighed er der talt og skrevet saa meget og med saa megen Overbevisning, at det vel næsten maa kaldes formasteligt at drage den i Tvivl.

Alligevel - to Gange om Aaret i det mindste faar jeg mine Anfægtelser, nemlig Foraar og Efteraar, naar de nye Moder begynder at anlægges.

Naar jeg da gaar ind igennem Byen og ser en Dame skride ugenert hen ad Fortovet i en Dragt, om hvilken hun paa Forhaand maatte vide, at den vil drage alles Blikke til hende og udæske alles Kritik, tænker jeg i mit stille Sind beundrende: hvilket Mod! Og genkender jeg da under en saadan afstikkende Hat eller udfordrende Fjerpynt en ung lille Frøken, om hvem jeg véd, at hun egentlig er en bly og beskeden Viol, ret et lille Gudslam - saa mumler jeg ved mig selv, at der i alt Fald maa være en lille Hage ved denne saa højt forherligede kvindelige Blufærdighed.

Og idet jeg vandrer videre og til Sammenligning tænker paa den Generthed, hvormed vi Mænd vise os paa Gaden, blot vi har faaet en ny Hat eller Frakke, der dog ikke i paafaldende Grad skiller sig fra alle andres Hatte og Frakker, kommer jeg efterhaanden til det Resultat, at den Følelse, vi kalde Blufærdighed, og som er et Produkt af Civilisationen, ganske naturligt fortrinsvis findes hos de mest civiliserede Individer, altsaa hos Mændene.

Der kommer f. Ex. trippende hen ad Fortovet en skikkelig halvgammel Pebersvend. Er det ikke ligefrem rørende at se paa, hvor ængsteligt et saadant Mandfolk vaager over sin Person, sine Manerer, sine Ords Anstændighed?

Og sammenlign saa hermed, hvorledes vore unge Baldamer uden Sky viser sig for Verden i en Dragt, i hvilken under lignende Forhold selv en Slagter vilde forgaa af Skamfuldhed.

- - Denne Sammenligning gik jeg netop og udførte i mit stille Sind, da jeg i Dag ude i Bredgade, saa to unge, nydelige Piger, særdeles flot udmejede, med store Fjer og de moderne pandekageformede Hatte. Der var aabenbart tilstødt den ene et Toilette-Uheld; thi begge var de højst forfjamskede, ildrøde i Hovedet og saa sig under største Forlegenhed omkring for at finde en Port, hvor de kunde skjule sig.

I min mod Kvindekønnet bitre Stemning smilte jeg skadefro.

"A ha!" tænkte jeg, "det maa da i det mindste være noget med Tournuren, siden de ser saa bestyrtede ud!"

Men da jeg nu opdagede, at den hele Ulykke bestod i, at den enes Skobaand var gaaet op, studsede jeg unægtelig og mumlede ved mig selv, at der dog alligevel maatte være noget om det med denne Kvindernes Blysomhed - blot er det vist en Følelse af en mere sammensat Natur, end man i Almindelighed antager.

Og pludselig mindedes jeg en Scene fra en af Goncourts Romaner. Der fortælles om en ung Pige, der lod sig benytte som Model i en stor Malerskole. Aften efter Aften stod hun her ganske nøgen overfor en Samling unge Mænd uden at føle mindste Undseelse derved. Men en Dag, da hun faar Øje paa en Zinkarbejder, der fra en Luge i Taget kigger ned paa hende, farer hun sammen med et Skrig og flygter.

Og jeg kommer til at tænke paa en anden Historie.

En ganske ung Pige maatte raadføre sig med en Læge, en yngre Mand, i Anledning af nogle Smerter i den ene Albu. Lægen bad hende om at tage sit Kjoleliv af, for at han kunde undersøge Armen. Det vilde hun imidlertid paa ingen Maade indlade sig paa. Han bad hende da i det mindste at smøge Ærmet op over den syge Albu. Men selv dette gjorde hun kun som med Døden i Hjærtet under den oprigtigste Undseelse. Nogle Dage efter traf Lægen hende paa et Bal. Hun viste sig her for et Selskab af halvhundrede Herrer ugenert med Arme, der var nøgne til Skuldren og med dristigt blottet Bryst.

Sagen er vel den, at den kvindelige Blufærdighed ikke er en saa højhellig Følelse, som den ofte udgives for. Den er egentlig alene den dybt indgroede Følelse for det korrekte.

Derfor kan Damer ved visse Lejligheder uden Sky møde næsten halvnøgne, naar blot Dagens Mode tillader det. Men opdager de, at de har forglemt at knappe to Knapper oppe i Halsen paa et Kjoleliv, hvis Bestemmelse det er at knappes, eller at et Skobaand er gaaet op - strax taber de Kontenancen, hvilket altid for Kvindernes Vedkommende omskrives poetisk og kaldes "at blues", medens Mændene slet og ret blive "flove".