Brød og Skuespil

I Diamante paa Sicilien viste man os to Paladser, som var ved at synke i Grus uden nogen Sinde at have været færdige. De havde store Vinduesaabninger uden Karme, høje Mure uden Tag, store Porte, som var dækkede af Brædder og Halm. De to Paladser laa ligeoverfor hinanden paa hver sin Side af Graden, begge lige ufærdige og lige forfaldne. Der var ingen Stilladser omkring dem, og intet Menneske kunde komme ind i dem. Det saa ud, som om de var byggede ene og alene for Duerne.

Vil De høre, hvad man fortalte os om dem.

„Hvad er en Kvinde, o Signore? Hendes Fod er saa lille, at hun gaar gennem Verden uden at efterlade sig Spor. For Manden er hun som hans Skygge. Hun har fulgt ham hele hans Liv igennem, uden at han har lagt Mærke til hende.

Af en Kvinde kan man ikke forlange meget; hun maa jo sidde indespærret hele Dagen som en Fange. Hun kan ikke engang lære at stave et Kærlighedsbrev ordentlig. Hun frembringer ikke noget, der kan vare. Naar hun dør, er der ingenting at sætte paa hendes Gravsten. Alle Kvinder er af samme Højde.

Men en Gang kom der til Diamante en Kvinde, der stod saa højt over alle andre som den hundredaarige Palme staar over Græsmarken. Hun ejede Lire i Titusendvis og kunde give dem bort eller beholde dem, ganske som hun vilde. Hun gik ikke af Vejen for nogen. Hun var ikke bange for at blive hadet. Hun var det største Vidunder, Menneskers Øjne har set.

Naturligvis var hun ikke en Sicilianerinde, men en Englænderinde. Og det første, hun gjorde, da hun kom, var at leje hele første Sal i Hotellet til sig alene. Hvad var det for hende? Hele Diamante havde ikke været hende nok.

Nej, hele Diamante var hende ikke nok. Men saa snart hun var kommen, begyndte hun at herske over Byen som en Dronning. Sindacoen maatte adlyde hende. Var det ikke hende, der tvang ham til at sætte Stenbænke paa Torvet? Var det ikke hendes Befaling, at Byens Gader skulde fejes hver Dag?

Naar hun vaagnede om Morgenen, stod alle Diamantes unge Mænd og ventede udenfor hendes Dør for at komme til at følge hende paa en eller anden Udflugt. De havde forladt Skomagerstolen og Stenhakken for at tjene hende som Førere. De havde solgt deres Moders Silkekjole for at købe en Damesaddel til deres Æsel, saa hun kunde ride paa det til Kastellet eller Tre Castagni. De havde skilt sig ved Hus og Hjem for at købe Hest og Vogn og køre til Randazzo og Nicolosi for hende.

Vi var alle hendes Slaver, o Signore. Børnene gav sig til at tigge paa Engelsk, og de gamle blinde Koner ved Hotelporten drapperede sig med blændende hvidt Hovedtøj for at glæde hende.

Alting drejede sig om hende, Haandværk og Virksomhed voxede op omkring hende. De, der ikke kunde gøre andet, gravede i Jorden efter Mynter og Lerkrukker for at tilbyde hende dem. Fotografer flyttede til Byen og gav sig til at arbejde for hende. Koralhandlere og Skildpaddekræmmere skød op af Jorden rundt om hende. Præsterne i St. Agnese udgravede for hendes Skyld det gamle Dionysosteater, som laa skjult bagved deres Kirke, og der var ikke det Menneske, som ejede en forfalden Villa, uden at han jo i Kældrenes Mørke gravede Rester af Mosaikgulve frem og med mange Komplimenter indbød hende til at komme at se dem.

Der havde nok før været fremmede i Diamante, men de var kommet og gaaet, og ingen havde haft en saadan Magt. Nu var der snart ikke den Mand i Byen, der ikke satte al sin Lid til den engelske Signora. Det lykkedes hende endogsaa at sætte lidt Liv i Ugo Favara. De ved nok, Ugo Favara, Advokaten, som skulde have været en stor Mand; men Verden gik ham imod, og han kom aldeles nedbrudt hjem. Hun brugte ham til at føre sine Forretninger. Hun havde Brug for ham, og hun tog ham.

Der har aldrig været en Kvinde i Diamante, der har gjort saadanne Forretninger som hun. Hun bredte sig som Gyvelen om Foraaret. Den ene Dag ved ingen engang, at den er til, og den næste er der en stor Busk. Snart vidste man ikke, hvor man skulde sætte sin Fod i Diamante uden at træde paa hendes Jord. Hun købte Gaarde paa Landet og Huse i Byen, hun købte Mandelskove og Lavastrømme. De skønne Udsigtspunkter paa Ætna var hendes, og det var ogsaa Sumpene paa Sletten. Og i Byen begyndte hun at bygge to store Paladser. I dem skulde hun bo og regere sit Kongerige.

Saadan en Kvinde faar man aldrig mere at se. Det var ikke nok med alt dette, hun vilde ogsaa kæmpe en Kamp med Fattigdommen - o, Signore, med siciliansk Fattigdom! Hvad delte hun ikke ud hver eneste Dag, og hvad gav hun ikke bort ved Højtiderne! Fragtvogne, forspændte med to Par Okser, kørte ned til Catania og kom tilbage fuldt belæssede med Klæder og Gaver. Hun havde foresat sig, at alle skulde have hele Klæder i den By, hvor hun regerede.

Men nu skal De høre, hvordan det gik hende, hvad Ende det tog med Kampen mod Fattigdommen og med Kongeriget og med Paladserne og med Eneherredømmet.

Hun gav et Gæstebud for de fattige i Diamante! Og efter Gæstebudet et Skuespil paa det græske Teater! Det var, hvad en gammel Kejser kunde have gjort. Men hvem havde nogen Sinde før hørt, at en Kvinde kunde have saadanne Tanker.

Hun indbød alle de fattige. Der var de to blinde fra Hotelporten og den gamle Assunta fra Domkirketrappen. Der var Manden fra Postgaarden, som gik med Hagen indbunden i et rødt Klæde, fordi han havde Kræft i Ansigtet, og der var Idioten, som lukker Jærnporten i det græske Teater op. Alle Æseldriverne var der og de to Brødre, der havde sprængt en Bombe i deres Barndom og mistet Hænderne, og der var Invaliden med Træbenet og den gamle Stolemager, som var for gammel til at bestille noget.

Det var et underligt Syn at se dem krybe frem af deres Huler, alle de fattige i Diamante. De gamle Koner, som sidder og spinder paa Haandten i de mørke Gyder, var der, og Liremanden, som har et Instrument saa stort som et Orgel, og en ung omvandrende Mandolinspiller fra Neapel, der var fuld af al mulig Djævelskab. Alle de, der havde Øjensyge, og de, der gik i Barndom, og de, der ikke havde Tag over Hovedet, de, der plejede at samle Syre ved Grøftekanten til deres Middag, Stenhuggeren, som fortjente en Lire om Dagen og havde seks Børn at skaffe Brød til, alle havde de faaet Indbydelse og var tilstede ved Festen.

Det var Fattigdommen, der førte sine Tropper frem mod den engelske Signora. Hvem har en Hær som Fattigdommen? Men for een Gangs Skyld kunde den engelske Signora overvinde den.

Hun havde ogsaa noget at kæmpe med og at sejre med. Hun havde hele Torvet fuldt af dækkede Borde. Hun havde Vinankere liggende ned ad hele den Stenbænk, som løber langs Domkirken. Hun havde forvandlet hele det forladte Nonnekloster til Fadebur og Køkken. Hun havde hele Diamantes Fremmedkoloni, iført hvide Forklæder, til at besørge Opvartningen. Hun havde hele det Diamante, som plejer at spise sig mæt, gaaende fra og til som Tilskuere.

Ja, Tilskuere, hvad for Tilskuere havde hun ikke! Hun havde det store Ætna og den blanke Sol. Hun havde Indlandets røde Bjærge og det gamle Vulkantempel, som nu er indviet til San Pasquale. Og ingen af dem havde nogen Sinde set et mæt Diamante. Ingen af dem var før nu kommen til at tænke paa, hvor meget det vilde forskønne dem selv, hvis man kunde betragte alt dette, uden at Sulten tuder en om Ørene og træder en i Hælene.

Men læg vel Mærke til een Ting. Hvor mærkelig og stor hun end var, denne Signora, saa var hun dog ikke smuk. Og trods al den Magt, hun havde, var hun dog ikke elskværdig eller indtagende. Hun herskede ikke med en Spøg og belønnede ikke med et Smil. Hun havde et tungt Legeme og et tungt Sind.

Denne Dag, da hun gav de fattige Mad, blev hun som et helt andet Menneske. Det er et ridderligt Folk, der bor paa vor ædle Ø, o Signore. Blandt alle disse fattige var der ingen, som lod hende føle, at hun øvede Velgørenhed. De tilbad hende, men de tilbad hende som Kvinde. De satte sig til Bords som hos en Ligemand. De behandlede hende, som en Værtinde behandles af sine Gæster. I Dag gør jeg Dig den Ære at komme til Dig, i Morgen gør Du mig den Ære at komme til mig. Saadan og ikke anderledes.

Hun stod oppe paa Kirken San Giuseppes store Trappe og saa ned over alle Bordene. Og da den gamle Stolemager, som sad øverst ved Bordet, havde faaet sit Glas fyldt, rejste han sig op, bukkede for hende og sagde: „Jeg drikker paa Eders Velgaaende, Signorina!”

Det gjorde de alle. De lagde Haanden paa Hjertet og bukkede for hende. Det havde maaske været godt for hende, om en saadan Ridderlighed havde mødt hende før i Livet. Hvorfor havde Mændene i hendes Hjemland tilladt hende at glemme, at Kvinder er skabt for at tilbedes?

Her saa de alle ud, som om de brændte af en stille Hyldest. Thi saadan behandler vi Kvinderne paa vor ædle Ø. Hvad gav de hende ikke til Gengæld for den Mad og den Vin, hun skænkede dem? De gav Ungdom og let Sind og hele den Værdighed, det giver at være attraaet. De holdt Taler til hende. „Ædle Signorina, I, som er kommen til os over Havet, I, som elsker Sicilien”, og saa videre og saa videre. Hun viste, at hun kunde rødme. Hun skjulte ikke mere, at ogsaa hun havde Smil. Da de havde talt ud, begyndte det at bæve om Munden paa den engelske Signora. Hun blev tyve Aar yngre. Det var det, hun trængte til.

Se, den Æseldriver, som plejer at være Fører for de engelske Signoraer til Tre Castagni, - han bliver altid forelsket i dem, inden han skilles fra dem. Nu fik han pludselig Øjnene op for den store Velgørerske. Ikke blot et slankt, fint Legeme og rosenrøde Kinder er værd at tilbede, men ogsaa Styrken og Kraften. Æseldriveren lagde pludselig Kniv og Gaffel fra sig, støttede Albuerne paa Bordet og blev siddende for at se paa hende. Og alle de andre Æseldrivere gjorde som han. Det bredte sig som en Smitte. Der blev varmt omkring den engelske Signora af brændende Øjekast.

Det var ikke blot de fattige, det var ogsaa Advokaten Ugo Favara, som ikke veg fra hende, som tilhviskede hende Ord om, at hun var bleven et Forsyn for hans stakkels Land og for ham. „Havde jeg blot tidligere mødt en Kvinde som Dem!” sagde han.

Tænk Dem en gammel Fugl, som har siddet i Bur i mange Aar og er bleven pjusket og har tabt al Glansen i sine Fjer. Og saa kommer der én og stryger Fjerene og kalder Glansen frem igen. Tænk Dem dette, Signore!

Og saa den Pokkers Knægt fra Neapel. Allerbedst som han sad, tog han Mandolinen frem og gav sig til at synge. De ved, hvordan han ellers synger, hvordan han plejer at vrænge med sin store Mund for at sige stygge Ord. Han plejer jo at være som en grinende Maske. Men De har nok set, at han har en Engel i Øjnene. En Engel, som græder over sit Fald og er opfyldt af en salig Rus. Og den Aften var han helt Engel. Han kastede Hovedet tilbage som en inspireret, og den ledeløse Krop blev spændstig og rettede sig af stolt Livsmod. Han fik Farve paa de dødblege Kinder. Og han sang, han sang, saa man saa Tonerne fare som Ildsluer fra hans Læber og fylde Luften med Jubel og Dans.

Da det blev Nat, drog de alle hen til det græske Teater. Det var Kronen paa Festen. Hvad havde hun ikke at byde paa derhenne?

Hun havde den russiske Sangerinde og den tyske Variétékunstner. Hun havde de engelske Boksere og den amerikanske Taskenspiller. Men hvad var dette imod alt det andet, imod det sølvhvide Maaneskin og imod Stedet og Minderne? Da de bredte sig paa Klippebænkene, var det, som om de igen var vendt tilbage til deres eget Land. Det var, som om de følte sig som Grækere og Kulturbærere, som de sad der i deres eget gamle Teater og mellem Scenens brøstfældige Søjler stirrede ud paa det skønneste Panorama.

De fattige var ikke gerrige; de delte ud igen af al den Glæde, de havde faaet. De sparede ikke paa Jubel, de var utrættelige til at klappe. De, der optraadte, gik ned igen med en Rigdom af Bifald.

En eller anden opfordrede den engelske Signora til selv at optræde. Al den Hyldest gjaldt jo hende. Hun burde selv staa Ansigt til Ansigt med den og føle den. Og de talte om, hvor det berusede, hvor det løftede, hvor det opildnede.

Det Forslag syntes hun om. Det gik hun straks ind paa. Hun havde sunget i sine unge Dage, og det er nu saadan med Englænderinderne, at de aldrig er bange for at synge. Til en anden Tid vilde hun ikke have gjort det; men nu var hun oplivet og glad, og nu vilde hun synge for denne Skare, som elskede hende.

Hun kom som sidste Nummer. Tænk Dem nu, hvad det vilde sige at træde op paa et saadant gammelt Teater. Her havde man begravet Antigone levende, her havde man ofret Iphigenia. Og her traadte den engelske Signora frem for at modtage al tænkelig Hyldest.

Den brusede hende i Møde, saa snart hun viste sig. De trampede i Jorden, som om de vilde trampe den i Stykker for at hædre hende.

Det var ogsaa et stolt Øjeblik. Hun stod der med Ætna som Baggrund og Middelhavet som Sidekulisse. Foran hende paa de græsbevoksede Bænke bredte den overvundne Fattigdom sig, og hun følte, at hun havde hele Diamante for sine Fødder.

Hun valgte Bellini, vor egen Bellini. Hun vilde ogsaa være elskværdig, og derfor sang hun Bellini, som er født derude under Ætna - Bellini, som de kunde udenad, Tone for Tone -

Naturligvis, o Signore - naturligvis kunde hun ikke synge. Hun var gaaet op paa Tribunen blot for at lade sig hylde. Hun var kommen derop, for at Folkets Kærlighed kunde faa Luft. Men nu sang hun falsk og svagt. Og Tilhørerne kendte hver eneste Tone -

Ja, denne Mandolinspiller fra Neapel - han var den første, der lo over hele Ansigtet og tog en Tone, der var ligesaa falsk som den engelske Signoras. Og saa lo han med Ansigtskræften, saa Tørklædet faldt af ham. Og saa gav Æseldriveren sig til at klappe i Hænderne.

Saa kom de allesammen med. Det var Vanvid, men det følte de ikke. Paa de gamle Grækeres Jordbund taaler man ikke Barbarer, der synger falsk. De gamle blinde Koner lo, som de aldrig havde let i deres Liv. „Ikke en ren Tone! Ved Madonna og San Pasquale, ikke en ren Tone!”

De var bleven mætte een Gang i deres Liv. Det var naturligt, at de maatte være som berusede og ude af sig selv. Hvorfor skulde de ikke le? Man havde vel ikke givet dem Mad for at faa Ret til at sønderrive deres Øren med Fil og Sav. Havde de ikke Lov til at forsvare sig med at le, havde de ikke Lov til at synge falsk efter hende, at pibe, at gale? Havde de ikke Lov til at kaste sig tilbage, halvkvalte af Latter? De var jo da ikke den engelske Signoras Trælle.

Det kom overvældende for hende. Det kom altfor overvældende, til at hun kunde forstaa det. Peb de ad hende? Der var sikkert foregaaet noget dernede, noget, hun ikke kunde se. Hun sang Arien til Ende. Hun var overbevist om, at denne Latter var noget, der ikke angik hende.

Da hun var færdig, brusede en Slags Bifaldsstorm hen over hende. Den var af en saadan Art, at hun omsider forstod alt. Fakler og Maaneskin gjorde Natten lys, saa hun kunde se Menneskerækkerne vride sig af Latter. Nu da hun ikke sang, hørte hun Haanen og Spotten. Den gjaldt hende. Da flygtede hun om bag Scenen, og der var det, som om det store Ætna vaklede af Latter, og som om Havet glimtede af Lystighed.

Men det blev værre endnu. De havde moret sig, de fattige, moret sig som aldrig før, og de vilde høre hende en Gang til. De kaldte hende frem, de raabte: „Bravo! Bis! Da capo!” De kunde ikke lade saadan en Fornøjelse gaa fra sig. Hun - ja, hun var næsten bevidstløs. Der var som en Storm omkring hende. De skreg, de skraalede for at faa hende frem. Hun saa dem løfte Armene og true for at faa hende frem. Paa een Gang var det hele forvandlet til en gammel Cirkus. Hun skulde ind paa Arenaen og kastes for de vilde Dyr.

Det blev ved, det blev ved, det blev vildere og vildere. De andre optrædende, som blev bange, bad hende gaa ind paa Scenen. Og hun blev selv bange. Hun var til Mode, som om de vilde dræbe hende, hvis hun ikke gjorde det.

Hun slæbte sig ind paa Scenen og stod Ansigt til Ansigt med dem. Der var ingen Skaansel. Hun sang, fordi alle disse Mennesker vilde more sig. Det var det værste. Hun sang, fordi hun var bange for dem og ikke turde andet. Hun var en ensom fremmed, og hun havde ingen, der kunde beskytte hende, og hun var bange. Og de lo og lo.

Man hørte ikke andet end Skrig og Skraal og Galen og Piben under hele Arien. Der var ingen, der havde Barmhjertighed med hende. Det var maaske første Gang i sit Liv, hun følte, at hun trængte til, nogen skulde have Barmhjertighed med hende. -

Naa, næste Dag bestemte hun sig til at rejse. Hun kunde ikke holde ud at være i Diamante længere. Men da hun sagde dette til Advokat Favara, besvor han hende om at blive for hans Skyld, og han friede til hende.

Ja, han havde været Mand for at vælge det rette Øjeblik. Hun gav ham ja, og hun blev gift med ham.

Men fra den Tid af bygger hun ikke mere paa sine Paladser, hun kæmper ikke mod Fattigdommen, hun bryder sig ikke om at være Dronning i Diamante. Tænk blot - hun viser sig aldrig mer paa Gaden, hun lever inden Døre som en Sicilianerinde.

Hendes lille Hus ligger skjult bag et højt Plankeværk, og om hende selv ved man ingenting. Man ved kun, at hun er helt forandret. Man ved ikke, om hun er lykkelig eller ulykkelig, om hun lukker sig inde, fordi hun hader Menneskene, eller fordi hun vil være, som en siciliansk Hustru bør være.

Men ender det ikke altid saadan med Kvinderne? Naar de bygger deres Paladser, bliver de aldrig færdige. Kvinder kan ikke frembringe noget, der varer.”