Ingen halve Venner.

Hver Tid har sin Overtro. Jeg fejler næppe i den Paastand, at vor Tid for en Del lider af Overtro paa Foreninger og deres Betydning. Jeg tvivler ikke paa, at der er mange Foreninger, der har gjort og gør Gavn; men jeg tvivler heller ikke paa, at der er mange Foreninger, der ikke har udrettet andet end at begrave den Sag, de dannedes om. Man. samledes en Aftenstund, førte en livlig Forhandling, der maaske krydredes ved en lille Kamp. Dog naaede man lykkelig og sejrrig gennem de fine Uoverensstemmelser og fik sin Styrelse valgt og sin Lov med de mange Paragrafer vedtagen. Saa gaar enhver til sit med en god Samvittighed og Følelsen af, at nu er den Sag lykkelig bragt i Orden, for nu er jo Foreningen dannet og Lovene vedtagne, saa nu kan den sagtens gaa, og de mest ihærdige begynde maaske allerede Dagen derpaa at kigge efter, om der ikke skulde vise sig et eller andet til at danne en ny Forening om. Er man ikke Medlem paa anden Maade, saa er det aabenbart grov Overtro, naar man dog tror paa Foreningens store Betydning. Jeg tænker ikke paa de mange Medlemmer, som er kommen ind, tidt uden rigtig at vide hvorfor, bare det ved de, at de kunde ikke holde sig udenfor, og det hører med til Overtroen paa Foreninger, at man er saa ivrig efter at faa dem fyldte med Medlemmer, at man tager alt, hvad der kan faas. Og de fleste Mennesker er ikke uvillige til at gaa med. Hvordan skulde de ogsaa bære sig ad med at være det. Ja, de kunde jo have saadan noget, som man kalder et Princip, kunde af Princip nægte at gaa ind i nogen som helst Forening; men for det første læres snart, at Principerne sjældent du til andet end til at brydes, og for det andet - ja, naar der udvikles og forsikres om, hvor uhyre meget godt den paatænkte Forening vil kunne udrette, saa er det en egen Sag af bare Princip ikke at ville være med til at udrette noget godt, og saa glider vedkommende ganske lempelig ind i Foreningen Det er ikke den Slags Medlemmer, jeg tænker paa. De er kommen med uden Skyld fra deres Side. Jeg tænker paa dem, der er ivrige for at danne Foreninger og saa, naar de er bragt i Stand, kun skænke dem en Tanke - maaske endda ikke udelt venlig altid - de Øjeblikke, da Kassereren melder sig for at faa byttet sin lille pyntelige Kvittering med en Krone eller to. Naar de saa dog mener at være med i Kampen for den gode Sag og tror at høre til dens Venner, saa er det aabenbart grov Overtro. Var de derimod glubske Modstandere, der udslyngede den ene Banstraale efter den anden mod den Sag, de tro at kæmpe for ved at have deres Navn paa Medlemslisten, saa gavnede de den hundrede Gange mere end ved det lunkne Venskab. Lad alle os, der føle for Kvindesagen og ønske den Fremgang, lægge os det paa Sinde, at hundrede halve Venner er ikke saa meget værd som én ordentlig Fjende. Vi staa nu ved Aarsskiftet. "Hvad vi vil" lægger ud paa ny. Lad os, der følge den Sag med Sympathi, som det kæmper for, blive lige saa mange Medarbejdere, der fylde, og ingen halve Venner, der bare tælle i Rækkerne.