"Marie"
En af Norges mest læste og flittigste Forfatterinder er Pseudonymen „Marie” ogsaa en Tid førende Navnet „Holger Birk”, som hun dog snart ombyttede med sit første Mærke igjen. Hun synes ikke at være mødt hernede i Danmark med den Interesse, hun med Rette kunde gøre Fordring paa, ikke alene derved, at hun i flere af sine Bøger indgaaende har behandlet historiske Æmner fra Danmarks og Norges Forening, og herved særlig har forstaaet at træffe Tonen og Aanden i Samtidens Levesæt, men fordi hun i sine Arbejder har nedlagt Præget af en helstøbt kvindelig Forfatterindividualitet, der vel har fortjent at tages med i den nordiske Kvindesags Udviklingshistorie.
„Marie” hører saa at sige til de Stille i Landet. Der er en vis langsom Overvejelse i hendes Skrivemaade, uden at den derfor mangler Kraft hverken i Ord eller Handling. Hun eksperimenterer ikke med nye Tanker og Syner; man kan roligt følge hende, hun er ingen Himmelstormer, som vil styre Himlens Vogn! Men hun styrter heller ikke ned fra sin Højde, fordi hun tog Sigte over Evne. Hun er en ærlig Arbejderske paa Literaturens Mark.
Hendes Sprog er smukt og rent, thi om hun end hist og her anvender en Del fremmede Ord, som man i Nutiden helst undgaar, saa hørte det absolut til paa de Tider, hun hensætter os i, at Dannelsen brugte den Slags Udpyntning. Hun har en ægte kvindelig Sans og Takt, som ikke paa noget Punkt styrer ind paa Emancipationens Skraaplan. Hun er kvindelig Forfatter, som saadan vil hun være sig selv bekendt, og hun trøster sig til ogsaa paa den Maade at opnaa at faa sit Folk i Tale.
Og det er, hvad hun har opnaaet.
„Marie” har skrevet i en lang Aarrække, og paa faa Bind nær, har alle hendes Bøger naaet flere Oplag, og det paa en Tid, da man ikke trykte dem saa smaa, at der selv med en ganske ringe Succes udkrævedes nyt Oplag. Naturligvis kan det hænde, selv en mindre læst Forfatter, at en eller to af hans Bøger har det Held; men hvor det, som her, naar op til fjorten-femten Bind, da afgiver det en anden Dom - da er det ikke Slumpelykke eller Tilfældighed, men det er Folkeyndest.
Og Folkeyndest har den norske Forfatterinde vundet. Hun har uagtet de saa rask opvoksende Skud paa Literaturens Ager dog beholdt sin Plads, og en af Grundene hertil maa vel søges at være den Tilforladelighed, som er saa fremtrædende i hendes Skrifter. Det kan jo nok være, at de, som følge den nye Literatur baade i Norge og Danmark og gribes saa stærkt af den, ikke ret kan nyde hendes stille Skrivemaade; men hvis de derved kjeder sig, da er Skylden ikke hendes. Hun har sin Maade, og den er hun vedbleven at følge. Hun har sit personlige Forhold til det Stof, hun behandler, saa hvis man sammenlignende stiller hende op ved Siden af det nye i Literaturen, og hun taber derved, da er det lige saa urigtigt, som at sige: man foretrækker, at Mennesket er tyveaarigt istedenfor femtiaarigt. Hver har jo sin Ret til Tid og Sted.
„Marie” maa ganske vist henregnes blandt Romantikerne; der er ialfald bestandig et Drag af Romantik i hendes Bøger, og vil man følge hende, nødes man nok til at flytte lidt om paa Nutidens Meninger og Bomme, men hendes Skildring af den Tid, hun hensætter os i, er saa sand og levende, at man hurtig er lige saa hjemme i den, som hun selv.
Og dette er en veritabel Digterevne. Der udmales jo ofte i Bøgerne med glimrende Farver Steder, som Baggrund for en Handling, der træder saa bestemt i Strid med hinanden, at Begivenhederne umuligt har kunnet modtage sit Udspring deraf. Og uden at Læseren altid forstaar, at Forfatteren her har bildt ham en god Del ind, faar han dog en Fornemmelse af ikke rigtig at kunne være med. Og herved indføres en Svækkelse i Literaturen. Det skal jo være en Forfatters Pligt - hans aasvarsfulde Kald - at vejlede til Sandhed, - saavel i det smaa som i det store, thi Mennesket vil oplyses, selv om han stundom nok saa gladelig følger et Blændværk. Og en Forfatter skal under Læsningen helst blive os en Ven; bliver han ikke det, kan han heller ikke være vor Vejleder, thi til begge Dele udkræves Tillid.
Det er den Tillid, „Marie” har kunnet indgyde sine Læsere. Hun har iaar paa det Mallingske Forlag i Kristiania atter udgivet en Bog, hvori hun, ligesom i de fleste af sine Bøger, gaar tilbage til en svunden Tid. Bogens Titel er „En Kjærlighedshistorie fra gamle Dage”, og den har baade i Sverig og Norge faaet en meget rosende Dom.
Om Kjærlighed kan jo skrives meget; den kan til alle Tider give Livet det store Indhold, hvad enten den fører til Savn eller til Glæde som højner Interessen fremfor noget andet Stof i Literaturen. Denne Kjærlighedshistorie fra gamle Dage har baade gribende og smukke Momenter, som Bogen naturligvis ikke kunde undvære, men den har dog et andet Indhold, der vistnok skal være at anse som underordnet, men som dog faar en saa overvejende Magt, at det idetmindste maa regnes for sideordnet. Dette er Bogens historiske baade Forgrund og Baggrund. Man kan ret vel forud vide Besked om Kong Kristian den Sjette og hans pragtsyge og bigotte Dronning Sofie Magdalene med samt deres Hof, men man skal dog ved denne Bog faa et Indblik i deres Tanke- og Levesæt, saa at man paa en Maade faar dem lidt nærmere i Tale, hvad ikke altid forhøjer den kongelige præstigium.
Fornemlig modtager man et helt Indtryk af Norges Provinsforhold til det danske Rige, ikke ved nogensomhelst dominerende Akt, men ved hin huldsalig-nedladende Maade, hvorved man i høj Grad fik sin undersaatlige Rang betegnet. Og hine Tider, som nu er saa fremmede for begge de dengang forenede Folk, er saa naturligt skildrede, at selv om man ikke forud kjender dem eller bryder sig om dem, kommer man ved Læsningen uvilkaarlig til begge Dele.
Bogen indeholder desuden flere Billeder, som det interesserer at se. Det gamle imponerende Hirschholm, foruden det ny, som Sofie Magdalene lod opføre, efterat det gamle var nedrevet. Overhovedet er der samlet et stort Forraad af Festtaler, rimede og urimede, fra Kristian VI. Besøg i Norge, som og af hele den langvarige Rejses Møje og Besvær, tillige med det Opstyr, den voldte paa Stederne, hvor de „Allerhøjeste Besøgende” holdt Rast, tilligemed det uhyre Apparat af Følge baade tillands og tilvands.
Det er dog ikke alene den historiske Paalidelighed, som her griber os, uagtet vi paa ingen Maade vil undvære den, men det er det stemningsfulde i Maleriet. Det er den gamle ærlige Landspræst, som stræver ynkelig med sin Tale, det er den driftige Husholderske, som staar harmfuld med al sin gode Mad, hvoraf de kongelige Rejsende intet nyder, fordi Hoffets Kjøkken med selve Tilstelningen føres med. Det er Bøndernes halvt forskrækkede og halvt forskende Respekt overfor al den Fornemhed, og det er endelig den unge Præstesøns lykkelige Skjøn, som klarer Sagen trods alle Forfjamskelsens Grunde og Skjær, idet han paa en Maade staar mellem den gamle Tids Forstokkelse og den nyere Tids mere personlige Bevidsthed.
Og denne unge Mand bliver derfor ogsaa Bogens Helt. Han mister ganske vist sit Hjærte og lider haardt derved, men han gaar paa med uforfærdet Sind og urokket Tro til det sidste, og da hans Sag er tabt, har han uvilkaarlig vundet en anden Sag, der ikke erstatter Tabet, men dog hjælper ham til at bære det som en Mand.
I det hele er „En Kjærlighedshistorie fra gamle Dage” vel værd at læse, og læser man den med Forstand, skal den nok ogsaa give sit gode Udbytte.
Der er flere af „Maries” Bøger, som man kunde faa Lyst til at anmælde, men det er jo ikke altid, at Omstændighederne føje sig efter Lysten. Der er blandt andre: „Svundne Tider”, som vistnok er saare lidet kjendt i Danmark, hvis den overhovedet er kjendt. Det er ogsaa et Tidsbillede af Danmarks og Norges Mellemrigsfærd, fortrinlig tegnet og højst ejendommeligt i sit hele Anlæg. Man har ogsaa her et Kongebesøg, nemlig da Frederik VI. ligesom sine „glorværdige Forgængere” vilde bese Gruberne i Kongsberg Sølvværk. En stor Del af Bogen foregaar i Kjøbenhavn og kan umulig være andet end godt truffen, men den giver os tillige et Stykke af Sølvværkets Historie, som nok skal tage Interessen fangen. Sikkert er ogsaa „Svundne Tider” et af Forfatterindens dygtigste Arbejder.
Ejendommeligt for hendes Talent er absolut det Klarsyn, hun har for gamle Dage, og den Lydsans, hvormed hun fortolker Sproget. Og da dette staar i nøje Forbindelse med den førnævnte Ærlighed i Skildringen, faar hendes Personer og Karakterer Liv og Rørelse for vore Øjne, og. vi har en bestemt Fornemmelse af at have mødt dem her og der i Livet.
Skjønt „Maries” Blomstringstid i Literaturen maaske nok kan være et passeret Stadium, nærmest set fra det Synspunkt, at hvor det Nye træder til i saa stor en Fylde og med saa meget Talent som i Norge, der maa som oftest den Ældre vige Pladsen for den Unge. Men det bør ikke blive hendes Lod. Hun bør beholde sin Plads, saalænge hun kan forsvare den; som den klartseende og finttænkende Fortolkerinde af Menneskelivets Historie, saasom den nu engang af Skjæbnen tilsammen virkes af baade smaa og store Træk.
Herved være da „Marie” anbefalet til den danske Læseverden. Man kan i Arbejdet for Kvindens rettelige Fremgang trygt henvise til hende, thi hun har med Troskab forvaltet sit Pund, og hvert Skridt, hun har taget paa Forfatterbanen, er betegnet med Ære.