Kate Field
I England og Amerika har Kvinderne forlængst vundet sikkert Fodfæste som Journalister. Uden - saadan som de mere fremtrædende blandt vore - at holde sig paa den allerøverste Overflade, har de forstaaet at finde deres eget Omraade eller dog at skrive paa en saadan Maade, at de danner et eget velgørende Element ved Siden af det mandlige og derfor nødig savnes i de større Blades Medarbejderstab. De har ikke sjælden vist sig i Besiddelse af saa megen Fagkundskab, at de er bleven „kaldt frem for Komiteer” - den Form, hvorunder engelske og amerikanske Parlamentsudvalg skaffer sig Oplysninger. I England har Journalistforeningen nylig vist sine kvindelige Medlemmer det Hensyn, at vælge en Kvinde til Næstformand; i Amerika har de kvindelige Journalister for det meste deres egne Klubber, der ved given Lejlighed optræder repræsentativt, og naar der er Anledning til det, forstaar at lægge et ret vægtigt Lod i Vægtskaalen.
Vistnok den mest bekendte af de kvindelige Bladskrivere i Amerika, Kate Field, døde i Fjor, kun noget over 50 Aar gammel. Hun faldt paa Valpladsen, gik bort midt under et Arbejde, som hun havde taget op med den alt andet udelukkende Interesserthed, der karakteriserede hende som Amerikaner og som Journalist. Hun var af Chicagobladet „The Times-Herald” sendt til Havaji for at undersøge Stemninger og Tilstande i Anledning af en mulig Inkorporation af Øerne. Her skrev hun først fra Honolulu en Række Breve, der, efter hvad The Times-Herald siger, i hendes Hjemland blev modtagne med en Tillid, som om de havde haft officielt Stempel. Da hun derefter skulde fortælle om Status hos de indfødte, fandt hun det umuligt at sidde i Byen og give Oplysninger om Mennesker, hun aldrig havde set eller talt med, og tog derfor den modige Beslutning, at gøre, hvad aldrig nogen hvid Kvinde før hun havde gjort, gennemrejse Øen til Hest. I seks Uger hørte man intet fra hende; da kom der et Brevkort til Redaktøren, hvori hun fortalte, at hun var henrykt over det Friluftsliv, hun førte, og den Mængde Oplysninger, hun paa denne Maade kunde samle, „Oplysninger, der er Tusinder af Dollars værd”, en ægte amerikansk Vurdering, ligesom hun var meget opfyldt af Interesse for de indfødte, men tillige fast besluttet paa ikke at skrive en Linie, før hun var fuldkommen Herre over sit Emne. Otte Dage efter var hun død af Brystbetændelse.
Sin Opdragelse fik Kate Field, som mange Amerikanerinder, i Evropa, i dette Tilfælde i Italien. Den engelske Digler Walter Savage Landor syntes saa godt om den unge begavede Pige, at han blev hendes Lærer, og hun kom i venskabeligt Forhold til mange andre betydelige Mænd og Kvinder, saaledes George Eliot og Digterparret Browning. Hun optraadte ved sin Hjemkomst som Skuespillerinde, men gjorde ikke særlig Lykke. Derimod var hun en meget anset Foredragsholder og havde ogsaa godt Navn som Forfatter. Hun havde en Gang sit eget Blad, „Kate Fields Washington”, men kunde ikke i Længden holde det oppe, skønt hun gjorde saadanne Anstrengelser som at holde Rækker af Foredrag forfat tjene Penge til det. Hun maatte opgive det, men, siger hendes Biograf, „hun tabte ikke selv den ringeste af Bladets Funktionærer af Syne, før hun havde skaffet dem ind i ny Stillinger.”
Hun var altid helt igennem folkelig i sine Sympatier. En af de Sager, hun særlig arbejdede for, var Toldfrihed, navnlig for Kunstgenstande; i det Stykke omvendte hun, efter hvad man siger, selve Mac Kinley, men kunde ikke magte Senatet, I Indianerspørgsmaalet var hun en Autoritet, var forøvrigt ikke den eneste Kvinde, der ved personlig Undersøgelse af Amerikanernes Kaar har bidraget til at fremkalde en Omvæltning i det almindelige Syn paa dem - et Eksempel paa, at den kvindelige Medfølelse ogsaa gennem Journalistiken kan naa sine Maal.
Hun opholdt sig længe i Utah for at studere Forholdene der og skal have haft en meget væsentlig Part i Lovene mod Polygamiet.
Den ansete Journalist holdt sig i Størstedelen af sit Liv fjernt fra den egentlige Kvindebevægelse. Først under Udstillingen i Chicago gik hun offentlig over til denne. Det var under Journalistkongressen, hvor hendes Foredrag var et af de mest besøgte. Midt under dette, der var stærkt spækket med Vittigheder, erklærede hun, at hun var bleven omvendt og for Fremtiden vilde slutte sig til „Tante Susys” Skare, en Erklæring, der øjeblikkelig blev modtagen med et fornøjet: „Glad to have you, Kate!” fra Susan Anthonys anselige Skikkelse nede paa Tilhørerpladsen.
Det er overflødigt at bemærke, at selv uden en saadan Tilslutning vilde en Virksomhed som Kate Fields være et af de betydningsfuldeste Indlæg i Kvindesagen.