« Tilbage til søgeresultaterne

En ny Industri for Kvinder.

« Se emneord

Paa den nordiske Udstilling har i den tyske Afdeling et Firma fra Hamburg, Georg Huble, udstillet en betydelig og fortrinlig udført Samling af punslet og udskaaret Læderarbejde i gammeltysk Maner, som jeg særlig vil henlede dette Blads ærede Læseres Opmærksomhed paa.


Denne Industri er egentlig meget gammel; den var i Tidens Løb gaaet til Grunde, men er nu atter igen vaagnet til fornyet Liv. Ved Hjælp af to meget udbredte tyske Tidsskrifter for kvindelige Haandarbejder, nemlig "Illustrirte Frauenzeitung" og "Bazar", blev Interessen for denne Sag igen vakt, men fandt ikke strax den Udbredelse hos den tyske Kvinde, som den virkelig fortjente. Man manglede særlig det nødvendige Værktøj, Mønster og Materiale; men da Hr. Hof bogbindermester Gustav Fritzsche af Leipzig søgte at afhjælpe dette, vandt Sagen betydelig Fremgang og har nu ikke saa faa Udøvere blandt Tysklands Kvinder.


Her hjemme er denne Industri eller Kunst ny; den har, saa vidt mig bekendt, endnu kun én Udøver, nemlig Kronprinsesse Lovise men det er min Overbevisning, at naar vore Kvinder blive gjorte opmærksomme paa og bekendte med Fremstillingsmaaden, vil den ogsaa hjemme hos os finde Sympathi og Støtte og først og fremmest hos vore Fremskridtskvinder.


Mit Raad er derfor til de Kvinder, hvem denne Sag kunde interessere, at de begive dem ud i den tyske Afdeling paa Udstillingen for at tage Hr. Georg Huble's Udstilling i Øjesyn; den findes i Sideskibet til højre, naar man kommer fra Hovedindgangen. Hos Firmaets Repræsentant, Hr. P. F. Jensen, vil de faa alle de Oplysninger, de kan ønske. Selv haaber jeg i en anden Artikel at faa Lejlighed til at give en udførligere Beskrivelse af Fremstillingsmaaden.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder