En Mærkedag for de danske Kvinder

Ifjor kunde „Dansk Kvindesamfund” holde Fest for sin 25 Aars Tilværelse, og iaar har „Kvindelig Læseforening” paa lignende Maade mindet om sin Stiftelse for 25 Aar siden. „Handelsskolen for Kvinder” vilde kunne gøre det samme; men der er iaar endnu en Mærkedag i Kvindesagens Historie herhjemme og oven i Kjøbet af langt større og mere indgribende Betydning end nogen af hine. Den 29. December bliver det nemlig 40 Aar, siden de tre Love udkom, som ordne Kvindekønnets hele retslige Stilling, Lovene om Kvindens Myndighed og om Kvindens lige Arveret med Manden, samt Næringsloven, der giver hende lige Næringsret. Og der er saa meget mere Grund til at dvæle ved Mindet herom, som man ved at se paa disse Loves Fremkomst og Behandling faar et stærkt Indtryk af, hvor frisindet hele Tankegangen paa den Tid var baade hos Regeringen, i Rigsdagen og i Folket, i Sammenligning med, hvorledes Stemningen senere i vide og mægtige Kredse har været overfor Kvindesagen. I Virkeligheden har denne jo ad Lovens Vej ikke gjort et eneste Fremskridt herhjemme siden den Tid, naar undtages den lille Lov af 7. Maj 1880 om Hustruens Raadighed over, hvad hun erhverver ved selvstændig Virksomhed. Gentagne Gange er Forslaget om at give de danske skatteydende Kvinder den samme kommunale Valgret, som ligestillede Kvinder paa Island hare nydt og øvet i 15 Aar, *) blevet ret haanlig afvist i Landstinget, endog da det tilsidst støttedes af selve Ministrene. Og ved den saare uskyldige Lov af 20. April 1888 om Tilsyn med Plejebørn var det samme Ting omhyggeligt for at faa slaaet fast, at der til dette Tilsyn ikke fortrinsvis skulde tages Kvinder, som dog vel maatte regnes for bedst skikkede dertil, men at der i Logens Tekst udtrykkelig sattes „Mænd eller Kvinder”, og ikke, som Folketinget Aaret forud havde vedtaget, „Kvinder eller Mænd”.

1857 mødte derimod ingen af de langt dybere gaaende Ændringer i Kvindernes Stilling nogen synderlig Modstand, og det endskønt Forslagene derom kom noget hovedkulds over de lovgivende Myndigheder. Ved Rigsdagens Aabning fremsattes tvende Lovforslag, et i Landstinget af Justitsminister Simony om, at „ugifte Fruentimmer med det fyldte 25de Aar skulde være myndige under Kurator”, og et andet i folketinget af Indenrigsminister Krieger, nemlig den store Næringslov, efter hvis Paragraf 7 „Enker, forladte, fraskilte og separerede Hustruer, samt ugifte Kvinder, der ere myndige under Kurator, skulle have lige Adgang med Mandspersoner til at drive Handelsnæring”, og endvidere „kunne erholde Bevilling til at udøve ethvert andet Erhverv, som ikke for deres Kjøn kan anses upassende”. Videre gik ikke de oprindelige Regeringsforslag, som gav Stødet til de ovennævnte tre vigtige Fremskridt. Straks ved første Behandling i Landstinget af det ene Forslag (3. Oktbr.) optraadte Orla Lehmann, som deri „kun saa et lille, tildels kun et meget lille Afdrag paa en meget gammel Gjæld, hvori Mændene, der have Lovgivningsmagten i deres Hænder, efter min Overbevisning i en lang Tid have staaet til Kvinderne”. Han fremhævede „den forunderlige Modsigelse, at en Enke er fuldmyndig uden Hensyn til Alder, altsaa ofte endog tidligere, end Mændene kunne blive fuldmyndige, medens derimod ugifte Kvinder behandles som Børn selv i den modneste Alder, selv naar de have givet de største Beviser paa den dygtigste og mest udmærkede Karakter”; „det, ikke at være gift, kan netop være det mest slaaende Bevis paa alle de Egenskaber og Forudsætninger, som kunne berettige til at respekteres som myndige Personer”. „Det beror paa en aldeles falsk Forudsætning, naar man har anset Kvinderne for ikke at være i Stand til at varetage deres egne Anliggender.” „Enhver ved jo af egen Erfaring, at deres Indflydelse paa de vigtigste Anliggender i mange Forhold er meget stor, og at det selv i de mest intime Forhold ligesaa tit er Kvinden som Manden, der tager den egentlige Bestemmelse”. Efter disse almindelige Bemærkninger udtalte han en stærk Tvivl, om man kunde siges at indrømme Kvinderne deres fulde Ret, naar de kun blev myndige under Kurator; man kunde formentlig uden nogen Fare gaa langt videre, thi „hvad der mangler Kvinderne, er Institutionernes og ikke Vorherres Fejl.” Han vilde dog ikke trænge paa, hvis man fandt, at „Springet var for stort efter den sindige Gang, hvori Udviklingen hos os foregaar; men han maatte fremhæve Nødvendigheden af, at der i visse Tilfælde kunde gives Kvinderne Fuldmyndigheds-Bevilling, især hvis de skulde have Nytte af den lettere Adgang til mangfoldige Næringsveje, som vilde aabne sig ved den nye Lov om Næringsdrift; thi „her ligger det andet af de store Punkter, i hvilke man i høj Grad har forsyndet sig mod Kvinderne.” Endelig henledede han Opmærksomheden paa, at man nu burde gøre det Skridt fuldt ud, som man ved Arveloven af 1845 kun gjorde halvt, altsaa give Kvinderne lige Arveret med Manden. „Naar Kvinderne fik lige Arveret med Mændene, og naar de dertil fik friere Raadighed over deres Ejendom, og fremfor Alt, naar de fik en langt større og lettere Adgang til Næringsdrift, da vilde derved Vejen være banet for dem til at indtage en langt værdigere og selvstændigere Stilling i Samfundet, medens der for dette vilde være vundet mange, tildels udmærkede Kræfter, som nu ligge ubenyttede.” **) Lehmanns Opfattelse fik straks Tilslutning fra den daværende Departementschef, senere Stiftamtmand Dahl, der erklærede det for aldeles nødvendigt at give de Kvinder Fuldmyndighed, som skulde udøve nogen Næring; han vilde endog finde det rettest, at man gav Kvinderne netop samme Myndighed som Manden. Justitsministeren var derimod betænkelig ved at gaa videre, end Lovudkastet havde gjort; det stemmede jo med, hvad der gjaldt i Norge (siden 1845), Dog var han villig til at give Kvinder Fuldmyndigheds-Bevilling i særlige Tilfælde og under visse nærmere Bestemmelser. Hvor varsom han i det Hele var overfor dette Spørgsmaal, fremgik tydelig af Lovudkastets Motiver, hvori det hedder, at. det naturligvis vilde staa Forældrene aabent at faa Konfirmation paa Bestemmelser om, at Børnenes (særlig Døtrenes) Arvemidler fastgøres, og at der heller ikke skulde være noget til Hinder for, at „den frie Raadighed over Formuen ved et Umyndighedsdekret betages saadanne Kvinder, hvem det paa. Grund af svage Aandsevner eller andre Omstændigheder ikke kan tillades selv at bestyre deres Midler”. Mærkeligt nok udtales samme Steds: „Ved denne friere Raadighed over deres Formue vil der i mange Tilfælde kunne aabne sig Adgang til Erhverv,” og „der var ingen Grund til at antage, at de i den nævnte Alder her mere end i andre Lande letsindig skulde sætte deres Formue over Styr.” At Ministeren dog i Virkeligheden var velvillig stemt imod Kvinderne, viste han ved at udtale, at „vægtige Grunde tale for Kvindens lige Arveret”, og ved at love at tage Spørgsmaalet herom under nærmere Overvejelse.

Loven gik nu til anden Behandling og til et Udvalg, som foruden Lehmann og Dahl kom til at omfatte Kaptejn Beutner (J. C. Drewsens Svigersøn) og Gaardejer Ole Nielsen, samt Amtmand Krabbe, som dog snart efter blev syg og døde. Udvalget valgte Lehmann til Formand og Ordfører og sluttede sig enstemmigt til hans Tankegang, der ogsaa kommer endnu stærkere til Orde i hans Betænkning end i hans Tale. Efter en Henvisning til, at de fleste evropæiske Lande tilstaa Kvinderne Myndighed endog med 21 Aars Alder, fremhævedes særlig, at dette ogsaa var Tilfældet i Slesvig, og at det var naturligere at se hen hertil end til Norge. Der var slet ingen Grund til at frygte for, at de ugifte Kvinder skulde sætte deres Penge over Styr: „Har Manden end større Evner og rigere Midler til at erhverv, har Kvinden fuldkommen saa stor Gave til at bevare.” „Enhver, der er fortrolig med Folkets Liv, vil vide, hvilken væsentlig Andel i Familiens økonomiske Velvære Konens Flid og Sparsommelighed har, og hvor Misforhold finder Sted, de Tilfælde ere faa, hvor Grunden ligger i hendes Ødselhed og Uorden, i Sammenligning med de, hvor hun med stor Selvfornægtelse og Anstrængelse bøder paa Følgerne af Mandens Fejl.” „Det Vidnesbyrd om Kvindens Bekvemhed til selv at styre sine egne Anliggender, der ligger i Enkens nuværende Retsstilling, bliver dobbelt vigtigt, naar det erindres, at den i sin nuværende Udstrækning ikke har nogen klar Hjemmel i Lovgivningen, men at det er en Praksis, som alt har over et Aarhundredes Hævd, der har udslettet den Indskrænkning, som Loven søgte i Lavværge-Institutionen. Det er saaledes i egenligste Forstand Folket selv, der har tildelt Enken Fuldmyndighed.” Efter at have udtalt, hvorledes den ugifte Kvinde faar Lejlighed til at udvikle sin Aand og Karakter fuldt saa vel som Hustruen, naar hun ved egne Kræfter skal bane sig Vej gennem Livet, gør Betænkningen gældende, at „Fuldmyndigheden ogsaa for hende vil være en Æresret, som vil have en gavnlig Indflydelse paa hendes. Selvfølelse og paa alle hendes Omgivelsers Omdømme. Denne Indvirkning paa Opinionen om Kvindens hele sociale Stilling og Berettigelse er maaske den vigtigste Side af Sagen. Thi ligesom den nuværende Umyndighedstilstand er baade en Følge af og en medvirkende Aarsag til en Opfattelse af Kvindens Natur og Væsen, som ikke stemmer med Virkeligheden og ikke sømmer sig for et civiliseret og kristeligt Samfund, saaledes vil den Lovgivning, som i denne Henseende anerkender hendes Ligeberettigelse, ikke blot bidrage til at berede hende en værdigere Stilling i dette Samfund, men ogsaa til at forhøje hendes Værdighed til at indtage og hævde samme.” Denne Indflydelse „vil i Tidernes Løb gøre sig gældende ogsaa i hele den kvindelige Opdragelse” og være af største Betydning for Spørgsmaalet om „at give Kvinder en friere Adgang til eget Erhverv og derigennem en selvstændigere Stilling i de borgerlige Forhold.” Selvfølgelig kunde der ikke opnaas nogen sand Betryggelse imod, at Kvinder indlade sig paa letsindige Handler og forkerte Dispositioner, men den vandtes ikke ved noget Slags Kuratel, saa lidt som den haves for, at ingen myndig Mand forøder sin Formue; men Spørgsmaalet var kun, om denne Mulighed var større for Kvinden end for Manden, og dette maatte Udvalget besvare benægtende, hvorfor det kom til den Slutning, at ugifte Kvinder i Henseende til Myndighed skulde stilles aldeles lige med Mænd, altsaa med 18 Aars Alder være myndige under Kurator og med det fyldte 25de Aar fuldmyndige. ***)

Dette radikale Forslag vakte stor Overraskelse hos Justitsministeren og megen Betænkelighed. Han mindede om, at ved første Behandling havde, kun Dahl udtalt sig herfor, medens Lehmann havde villet nøjes med en mere udstrakt Brug af Fuldmyndigheds-Bevillinger, hvad han gerne vilde gaa med til. Han kunde ikke erkende, at Udvalget i sin Betænkning paa tilfredsstillende Maade havde godtgjort Rigtigheden af sit Forslag, og henviste paany til den norske Lov af 1845 som sit eget Forbillede, samt til et svensk Lovforslag af 1854, der ikke gik nær saa vidt som Udvalgets; thi det gav kun Kvinder Myndighed med 25 Aars Alder, medens 21 Aar gjaldt for Manden, og endda kun, naar de selv ønskede det. Efter en længere Imødegaaelse af Betænkningen udtalte han, at han bestemt maatte modsætte sig Forslaget og i hvert Fald kræve, at Loven først traadte i Kraft efter en vis Tids Forløb, for at Forældre og Værger kunde faa Tid til at træffe fornødne Dispositioner, samt at Kvinder skulde have Adgang til at forblive umyndige, hvis de foretrak dette.

Dog nu (26. Oktbr.) tog Lehmann fat med fuld Kraft og forsvarede Betænkningen Led for Led. Til dels er Talen kun en Omskrivning af denne, men der er dog flere interessante Tilføjelser. Han fremhævede saaledes, „at det staar i en forunderlig Modsætning, at Kvinden netop er stillet slettere i de nordiske Lande end i den øvrige civiliserede Verden, og at det ikke stemmer ganske med, hvad vi i Poesi og Prosa have lært fra vor Ungdom af, om den særlige Herlighed, Kvinden skulde have indtaget fra Arilds Tid i Norden”. Vistnok havde man i Norge ikke gjort saa stort et Skridt, som Ud

valget foreslog; men „det er dog kommet os betydelig i Forkøbet, og jeg ser ikke nogen Naturnødvendighed for, at vi i alle mulige Henseender altid skulle være de sidste.” ****) De unge Piger, der væsentlig fortsætte deres Liv i Fædrenehjemmet, have vel mindre Evne til at haandhæve deres Myndighed, men ogsaa mindre Brug for den, medmindre de blive slet behandlede af deres Nærmeste; thi da var det dobbelt vigtigt for dem at kunne unddrage sig dette Forhold. Efter min Overbevisning vil den praktiske Følge af Retten hertil ikke være, at de med deres Formue ville drage ud i Verden, men den, at naar de vide sig ikke at være stavnsbundne til Familiens, maaske til en meget egennyttig og hjerteløs Families Vilje, saa vil deres Stilling i denne Familie og deres Behandling blive bedre. Naar Kvinderne fik Myndighed og Adgang til Næringsdrift, saa at Ægteskabet ikke kom til at staa som den eneste Udvej, vilde maaske mangt et Ægteskab, som ellers vilde indgaas af saadanne Motiver, blive undladt, og Ægteskabet selv derved forædles. Det er en af de store tilfredsstillende Følger af at give gode og vise Love, at de paatrykke Folkets Karakter deres Aandsstempel, at indtil en vis Grad Livet og Individerne ere en Virkning af Institutionerne. Hvis Lovens Virkning bliver, at Kvinden faar større Selvfølelse, en mere hæderlig Stilling i Familien og Samfundet, er det billig købt, selv om en eller anden Arvekapital gaar i Løbet. Den værste Fare for Kvindernes Formue vilde for Resten fremkomme fra Slægtninge, der vilde søge at drage Nytte af den, altsaa netop fra dem, hvem Justitsministeren nærmest tænkte at bruge til Kuratorer. Nu da Spørgsmaalet om Kvindernes Myndighed var blevet rejst, vilde han ikke lade det falde igen. Gaar det ikke igennem i denne Samling, vil det gaa igennem i næste; men Ministerens Tanke om at lade dem ansøge om vedvarende Umyndighed, vilde han ikke gaa med til at give Plads i Loven, da den vilde forfuske Princippet *****).

Han endte med at opfordre Medlemmerne til at udtale sig om, hvorvidt de samstemmede med Udvalget, og han havde nu den Tilfredsstillelse, at den ene Landstingsmand efter den anden rejste sig og erklærede sig aldeles enig med ham; Præsterne H. A. Jespersen fra Uttersløv ved Nakskov (en Svoger til F. E. Bojsen) og Victor Bloch, der fremhævede Udvalgets „ridderlige Indstilling”, H. N. Clausen, der betragtede Forslaget som en Æresoprejsning, Lovgivningen skyldte Kvinden, Raadmand Driefer, der endog vilde ønske Kvindernes Myndighedsalder sat til 21 Aar paa Grund af den hele Udvikling, som Kvinden opnaar tidligere end Manden, Madvig, der mente, at Bestemmelsen om Forældrenes Samtykke til Brudens Ægteskab nu maatte bortfalde med det 25de Aar, o. Fl. Overfor denne Enstemmighed følte Justitsministeren sig magtesløs. Han erklærede, at han ikke vilde have haft nogen Betænkelighed, saafremt der kun var kommet en Overgangstilstand som den, der var tilsigtet ved Udkastet, men at han derimod nu var betænkelig ved „det pludselige Spring fra fuldstændig Umyndighed til fuldstændig Myndighed”. Han krævede derfor paany, at der skulde tilstaas lettet Adgang for Kvinder til at give Slip paa den Selvstændighed, man tiltænkte dem, men han fandt slet ikke Øre herfor.

Udvalgets Forslag vedtoges enstemmig af Landstinget, dog kun med 30 Stemmer; en Del Medlemmer har rimeligvis undladt at stemme. Til 3dje Behandling afgaves en Tillægsbetænkning, hvorefter 1. Maj 1858 - „Valborgsdagen” - fastsattes som det Tidspunkt, da Kvindernes nye Frihed skulde træde i Kraft. Det udtaltes endvidere, at naar Enkernes Forpligtelse til at have Lavværge ikke udtrykkelig foresloges afskaffet med deres fyldte 25de Aar, var det, fordi Udvalget ansaa det for utvivlsomt, at dette var en naturlig Konsekvens af Loven, ******) og at der burde gives en særlig Lov for at fastsætte baade Adgang for Personer af begge Køn til at blive umyndiggjorte. og Regler for, naar det skulde ske imod deres Vilje. Med denne Udsigt erklærede Justitsministeren sig tilfreds; men en saadan Lov har ingensinde set Lyset, fordi Generalprokurøren Algreen Ussing i en Erklæring af 2. Marts 1858 udtalte sig imod at fastslaa saadanne Regler. Han mente nemlig ikke, at de ugifte Kvinder vilde føle Besvær af deres Myndighed, selv om de ingen ligefrem Brug havde for den, og at der vist heller ikke vilde være mange Mænd, som selv skulde erkjende, at det vilde være til deres Gavn, at de indskrænkedes i Raadigheden over deres Formue. Overfor denne fyndige og forstandige Indvending lod Justitsministeren alle sine tidligere Betænkeligheder falde.

Loven kom nu til Folketinget, hvor den mødte en svag Modstand fra en Kant, man ikke skulde have ventet, nemlig fra tvende Bondevenner, Proprietær Hasle og den fynske Bonde H. M. Petersen. Den første vilde genoptage det oprindelige Udkast, fordi der hverken i Pressen eller paa anden Maade havde vist sig nogen Trang eller Ønske om en saadan Ordning, som nu foresloges, og han fandt, at det var „en Uret, der blev begaaet mod Kvinderne, naar der gives en Lov for, at hun skal være myndig og selv bestyre sine Pengesager”. Til Støtte for sin Indvending fremførte han, at der i Norge klagedes over Loven af 1845, fordi den lod ugifte Kvinder miste deres formue, men glemte rent, at denne Lov netop foreskriver, at de skulle have Kurator. Mærkeligt nok gik denne Svaghed i hans Bevisførelse aldeles upaatalt hen. H. M. Petersen stillede et Mæglingsforslag, hvorefter de ugifte Kvinder fra det 22de Aar - altsaa 4 Aar senere end Mændene - skulde være myndige under Kurator, men slet ikke kunde blive fuldmyndige, fordi han fandt det tvivlsomt, om „Kvinden saa godt vil opfatte sin underordnede Stilling i Ægteskabet, naar hun først har henlevet nogle Aar som aldeles fuldmyndig”; Myndighed under Kurator lignede derimod mere hendes Stilling i Ægteskabet.

Imod dem optraadte A. Hage, C. Ploug og Major Müllen. Ploug mindede Hasle om Klara-Rafaels-Literaturen 6-7 Aar i Forvejen, som omhandlede Kvindens Stilling, og hvori der klagedes over Uretten mod hende, og Müllen betegnede det som „en kolossal Uretfærdighed, at den ene Halvdel af Befolkningen befinder sig i en blivende Umyndighed, medens den anden nyder sine fulde menneskelige Rettigheder”. Det var ogsaa noget højst urimeligt, at der var indrømmet den unge Enke en Ret, der nægtedes den ugifte Kvinde, som maaske allerede længe har overskredet Livets Højdepunkt, ret som om hun ved faa Maaneders Ægteskab skulde have vundet saa megen Erfaring, Indsigt og Modenhed, at hun af den Grund skulde være bedre istand til at ordne sine Anliggender. Han kunde heller ikke forstaa, hvorledes man i saa mangfoldige Forhold i Livet kan miskende Kvindens store Værd og Ligeberettigelse, hvad aandelige Evner angaar, overfor Manden. Saavel i stort som i smaat var det ofte Kvinden, der saa at sige staar bag Kulisserne og styrer, naar det hedder, at det er Manden. Hvem der i Ægteskabet er myndig, og hvem der er umyndig, maa bero paa Ægtefolkene selv.

Grundtvig tog Ordet for Kvindernes Ret, idet han henviste til, at de buddhistiske Kvinder haabe ved Sjælevandringen at opnaa den Lykke at blive Mandfolk. Vi havde længe arbejdet paa, at det kunde gaa lige saa her, fordi Kvinden „baade i Henseende til Myndighed, Arv og lovligt Erhverv har været stillet saaledes, at man maatte tro, vi nærede stærk Tvivl om hendes Menneskelighed, da det var umuligt, at der kunde tilstaas hende samme Menneskerettigheder, som vi Mandfolk gjorde Krav paa”. Han glædede sig over, at man nu vilde lade Kvinden ske Ret, og han mente, at „efter den Lettelse, hun unægtelig faar efter disse Lovforslag, vil hun tværtimod stræbe at blive ret egenlig Kvinde, da hun som saadan har et Kald, en Bestemmelse og en Udstyrelse, der kan og skal bevise, at hun er en Aabenbarelse af Menneskenaturen, som ingenlunde i nogen Henseende er mindre eller uvigtigere eller utilforladeligere end det bedste Mandfolk”. Efter denne Forhandling led Lovens Modstandere et afgjort Nederlag. H. M. Petersens Forslag fik kun 4 og Hasles kun 8 Stemmer imod 56, og ved 3dje Behandling stemte ialt kun 6 imod Loven, deriblandt Bregendahl, som dog erklærede ikke at være imod Foranstaltningen i og for sig, men kun misbilligede, at den stod isoleret fra andre Bestemmelser, hvormed den burde staa i Forbindelse. Hvad han egenlig mente hermed, forklarede han ikke nærmere.

Straks efter at Loven var bleven endelig vedtagen i Landstinget (30. Oktbr.), indbragte Justitsministeren (4. Novbr.) Forslag om lige Arv for begge Køn, ligeledes fra 1. Maj 1858, og samme Dag, som Folketinget behandlede Loven om ugifte Kvinders Myndighed (13. Novbr.), drøftede Landstinget den nye Lov. Ogsaa denne mødte almindelig Velvilje. Kun søgte Fabrikejer M. P. Bruun og Godsejer J. C. Nyholm at faa en enkelt Ændring indført. De ønskede nemlig at give Faderen Ret til at lade Sønnerne arve dobbelt imod Døtrene, saaledes som den gamle Regel havde været, og de fandt, at dette kunde være en passende Overgangsbestemmelse. 1845 havde Faderen jo faaet Ret til at give Døtrene lige Ret, og ligesom Ligheden, der hidtil havde været Undtagelse, nu blev Regel, skulde Forskellen, som hidtil havde været Regel, kunne blive Undtagelse. Men de fandt slet ingen Tilslutning. Lehmann vilde gerne gaa med til at udvide Forældrenes Testationsret som en naturlig Udvikling af den individuelle og politiske Frihed, men ikke tilstede, at den kun brugtes til bedste for Sønnerne, da det retfærdige ubetinget vilde være, at lade Mænd og Kvinder gaa lige i Arv. Han støttedes baade af Professor V. Bjerring, Dahl og Madvig. Den sidste gjorde gældende, at den tidligere Arvelov hvilede paa den Forudsætning, at Brødrene vare forpligtede til at sørge for Søstrene, som formentlig ikke vare vel skikkede til at passe Formuen; naar disse nu fik forøget Ret til selv at sørge for deres Anliggender, maa man give Forældrene Frihed til at raade over deres Formue paa bedste Maade, efter de særlige Omstændigheder. Den skarpeste Modstand imod Ændringsforslaget gjordes af Proprietær Drejer, der erklærede ikke at ville stemme for Loven, hvis det vedtoges, og som i det hele ikke kunde indse nogen Grund til at ændre den nugældende Testationsret. Enden paa Forhandlingerne blev, at Ændringsforslaget toges tilbage, medens Forældrenes Ret til at raade frit over en Fjerdedel af Formuen efter Lehmanns Raad udstraktes til at omfatte en Tredjedel.

Da Loven i denne Skikkelse kom til folketinget, søgte H. M. Petersen at faa den sidste Bestemmelse udstrøgen, idet han hævdede Børnenes naturlige Ret til at arve Forældrenes Efterladenskaber, med mindre de ligefrem havde gjort sig uværdige dertil, med stor Styrke tog Tscherning til Genmæle imod denne Tankegang. Børnene havde slet ingen Ret til Forældrenes Formue, men kun Krav paa at blive opfødte, opdragne og oplærte; hvis man vilde indsætte dem som en Slags Medejere, vilde man baade svække Agtelsen, Pieteten og den barnlige Følelse for Forældrene. Disse burde have fuld Raadighed over deres Ejendom og særlig Ret til at tage større Hensyn til et Barn, der var svageligt eller født meget senere end dets Søskende. Grundtvig holdt ogsaa paa Forældrenes Frihed, fordi man maatte gaa ud fra, at de havde den største Interesse for Børnene og bedre end nogen Lov kunde ramme deres Bedste. Müllen alene støttede H. M. Petersen, men der samledes kun enkelte Stemmer om dennes Forslag. Den 7. December var Arveloven færdig fra Rigsdagens Side, ti Dage senere end Loven om Kvindens Myndighed.

Allerede længe forinden var Spørgsmaalet om Kvindens Næringsret bleven afgjort, og det var gaaet hermed endnu lettere end med de to andre. Da Næringsloven kom til første Behandling i Folketinget den 5. Oktober, udtalte Monrad, der dengang var Folketingets Leder ligesom Lehmann Landstingets, at han ikke kunde indse Grunden til, at der gjordes Adskillelse mellem Handels- og Haandværksnæring. „Hvorfor skal en Dame kunne blive Grosserer, men ikke Skrædder eller Skomager, hvilket dog i mange Henseender ligger hende nærmere? Og hvorfor skal man nægte Kvinden Adgang til at drive Beværtning (hvilket efter § 57 var knyttet til Borgerskab, som Kvinder ikke kunde opnaa), da dog en Dame driver en af Hovedstadens største Restaurationer?” Til ham sluttede sig Tscherning, den varme Talsmand for Individets Ret. Han mente, at „man burde lade Kvinderne nyde omtrent den samme Ret som Mandfolkene, da de dog ikke let vilde komme ind paa nogen Næringsvej, som de ifølge deres Kjøn ikke er skikkede til at drive.” Og tilføjede han med sin ejendommelige drøje Veltalenhed: „de komme nu altfor meget frem paa den Næringsvej, som deres Køn er bedst skikket til at drive (d. v. s. Prostitutionen), og jo mere man udelukker dem fra andre Næringer, des lettere gribe de netop den”. Indenrigsminister Krieger var straks villig til at give Kvinden udvidet Næringsret, bl. a. ved en udstrakt Brug af Bevillingsmyndigheden. Han „havde været bange for, at man skulde finde, at Forslaget var for dristigt i denne Retning; jeg tror ikke, vore Sæder vilde tillade en Bestemmelse, som sagde, at Kvinden skulde have Adgang til hvadsomhelst Næring lige med Manden.” Det Forslag, der var stillet af Regeringen, træffer netop „det, som man efter min Anskuelse kan tænke paa at sætte igennem”.

Det maatte derfor overraske ham - ligesom det havde overrasket hans Embedsfælle Justitsministeren, da Landstingets Udvalg foreslog lige Myndighed for Kvinden - at Folketingets Udvalg med et Pennestrøg gav hans Forslag en langt større Rækkevidde. Det foreslog nemlig at rette „Handelsnæring” til „Næringsdrift” og nøjedes i sin Betænkning med at give den korte og fyndige Motivering, at „Skønnet om, hvilke Erhverv der kan anses passende for Fruentimmer, synes rettest at burde overlades til vedkommende Fruentimmer selv”. Under den mundtlige Forhandling (5. Novbr., altsaa Dagen efter, at Arveloven var indbragt i Landstinget) omtalte Ordføreren slet ikke dette Forslag, og Ministeren nøjedes med at henstille til Tinget, hvad det vilde beslutte i denne Sag. Forslaget vedtoges med alle (74) Stemmer imod 1, kun med den Tilføjelse, at de næringsdrivende Kvinder skulde være 25 Aar gamle, fordi „der nok skulde gives Kvinden lige Adgang til borgerligt Erhverv, men ikke lettere eller større end Manden.” Der ofredes saaledes ikke mange Ord paa dette Spørgsmaal, og i Landstinget blev det slet ikke omtalt, saa selvfølgeligt regnedes det for at være. Denne vigtige Grundsætning gled altsaa uomtvistet ind i Lovgivningen, *******) men blev til Gengæld ogsaa i lange Tider næsten et dødt Ord, idet Kvinderne saa godt som slet ikke brugte den Ret, der var dem tilstaaet. Det er dog vistnok saa, at de Rettigheder, som ved denne og de tvende samtidige Love tilstodes Kvinderne, have baade hævet disses Selvfølelse og paavirket Mændenes Omdømme, som Orla Lehmann dengang spaaede, og at de saaledes have beredt Grunden for den Udvikling, Kvindesagen senere har faaet herhjemme.

Endnu bør det kun til Slut fremhæves - hvad jo kan ses af den ovenstaaende Fremstilling - at alle de store Mænd, som dengang tog en fremragende Del i vort offentlige Liv, Grundtvig og Clausen, Tscherning og Madvig, Lehmann og Monrad, Ploug og Krieger, stode enige som Hævdere af Kvindernes Ret. Men hvor ere de Mænd nu, som ville sætte nogen virkelig Kraft ind paa at skaffe Kvinderne den Ligestilling, som de endnu have Krav paa? Og hvor længe skulle vi vente, inden der kommer Afslutning paa det Værk, der indlededes saa godt for 40 Aar siden?

*) Ved Lov af 12. Maj 1882 for Island faa Enker og andre ugifte Kvinder, som forestaa en Husholdning, eller som paa en eller anden Maade indtage en selvstændig Stilling, Valgret til de kommunale Raad og til Menighedsudvalgene; ved Lov af 8. Januar 1886 udstrækkes denne Ret til ogsaa at gælde ved Afstemninger om Præstevalg.

**) Denne mærkelige Tale, et ypperligt Indlæg for Kvindesagen som her er gengiven i Uddrag, saavidt muligt med Talerens egne Ord findes i Rigsdagstidende for 1857, Forhandl. paa Landstinget, Sp. 40-44.

***) Denne Betænkning findes i Rigsdagstidende 1857, Tillæg B, Sp. 17-24.

****) En norsk Lov af 11. April 1863 optog den Ordning, som Danmark fik 1857; men 1869 nedsattes Myndighedsalderen for begge Køn til 21 Aar, saa Norge fik igen Forspringet. En svensk Lov af 15. Juni 1858 gjorde ugifte Kvinder myndige med det fyldte 25. Aar, naar de ønskede det, medens en Lov af 16. Novbr. 1863 nøjedes med at tillade dem at frasige sig denne Ret. 1884 sattes Myndighedsalderen til 21 Aar, ligesom for Mændene.

*****) Denne Tale staar i Forhandlingerne paa Landstinget. Sp. 404-13.

******) I Norge blev denne Forpligtelse formelt afskaffet 1863; medens man i Danmark har nøjedes med, at „Praksis antager, at Enken ikke behøver nogen Lavværge”, som det hedder i Deuntzers Fremstilling af Familieretten i Nordisk Retsencyklopædi. II. S. 64.

*******) I dette Stykke kom Danmark til at gaa forud for begge da andre nordiske Lande, idet Sverige først 1864 og Norge først 1866 tilstod Kvinderne lige Næringsret, medens Danmark i Spørgsmaalet om lige Arveret stod tilbage for dem begge, da Sverige havde givet den 1845 og Norge 1854.