Reformdragten
Dansk Kvindesamfund har - som bekendt - i mange Aar ført en uegennyttig Kamp for at frigøre Kvinderne fra den Trældom, der ligger i en usund og upraktisk Dragt. Vor udmærkede Bog om „Sundheden og Kvindedragten” er spredt ud over hele Landet, saa langt vi har kunnet naa. Med sine Billeder og Mønstre, sine grundige og alvorlige læge videnskabelige Udtalelser om dette Emne, har den sikkert gjort stor Nytte, idet den har overbevist en Mængde Kvinder - og lad os i Sandhedens Interesse tilføje: og Mænd - om, hvad der i denne Sag er det ene fornødne: at indrette sin Dragt saaledes, at den svarer til sin Bestemmelse, at varme og beskytte Legemet uden at hæmme dettes frie Bevægelser, og dog ikke tilsidesætte Skønhedens Fordringer.
Og vi er mange, som i en Aarrække nar befundet os særdeles vel ved at følge den lille Bogs Anvisninger. Vi klædte os i den bløde, varme Ulddragt, som gaar under Navnet „Normaltøjet”. Vi tvang vor Skomager til at sætte engelske Hæle under vore Støvler i Steden for de høje spidse franske, der tidligere tvang os - ganske som Kineserinderne - til at gaa paa Tæerne. Og - vi kastede Korsettet, syede os et varmt uldent Underliv, hvorpaa vi knappede vor brede Skørtelinning, og banlyste alle „Baand”. Dette er i meget faa Ord hele „Reformdragten”. Kjolen er jo nemlig i Virkeligheden saa temmelig ligegyldig for Reformen. Er Underdragten i Orden, saa er det umuligt for Kjolen at komme til at volde Ulykker. Selvfølgelig hørte der ogsaa den Gang en egen Form af Kjole til som Overdragt. Man havde - ungdommelig - tænkt, at Kvinderne skulde kunne retledes til at foragte de vekslende Moder, naar blot Sundhedens og Skønhedens Krav blev holdt i Ære.
Dette viste sig snart at være en Skuffelse. Dels blev hurtig den saakaldte „svenske Reformkjole” til en Uniform, men i samme Øjeblik, da den havde faaet dette Præg, forsvandt den saa godt som. Kvinderne kunne nok lide Uniformen paa en Mand, men ikke paa sig selv. En Kvinde vil helst præge sin Dragt efter sin egen indre Person. Mændene have sejret i denne Kamp. Sammen med de øvrige store Reformer, som den franske Revolution førte med sig, kom ogsaa den enkle, simple Uniformering hos Mændene. Den er ganske vist kedelig at se paa - med al dens Ensformighed - men den er praktisk og sund, og vi have vænnet os til den.
Anderledes med Kvinderne. Ubevidst maaske, fortryde Mændene undertiden, at al Stilen i deres Dragt er forsvunden. Der var Stil og Festivitas over Riddertidens Optog og Fester med alle de straalende Dragter - baade Mænds og Kvinders. Og der var Gemyt og Humør over Bøndernes Dragter, naar de samledes til Høstgilde i Loen. For Mændenes vedkommende er dette forlængst forbi, men mon det ikke er et vist Savn deraf, der gør, at netop Mændene nødig vil se ogsaa Kvinderne kaste Kniplingerne og Brokaden og hvad det altsammen hedder. Og Kvinderne ere gennemgaaende enige med Mændene heri. Vi ville ikke - som Mændene - ligne hinanden allesammen. Vi ville klæde os forskelligt efter hver enkelts Smag og Gemyt. Og derfor faldt „Reformkjolen” den Gang bort; men selve Reformen: Undertøjet, baaret af Skuldrene, Midjen fritaget for sit ødelæggende Sammenklemmelses-Apparat, den beholdt vi, og den har vi baaret nu i en Aarrække, uden at nogen paa vort ydre har set andet, end at vi saa sunde og fornøjede ud - og at vi i forbavsende Grad bevarede vort ungdommelige Udseende - højt op i Aarene.
Saa kom den norske Frøken, Kristine Dahl, herned sidste Vinter for at slaa til Lyd for ganske den samme Dragt, som saa mange af os havde baaret længe. Sagen havde det Held, at Frøken Dahl saa godt ud, baade naar hun paa Tribunen stod som en levende illustration til det, hun forkyndte, og naar Bladenes Reportere søgte hende i hendes Bolig. Hun vakte lidt af en Begejstring for Sagen. Hun satte sig i Forbindelse med vort største Udstyrsfirma; i dettes Kjoleafdeling oprettedes en særlig Afdeling for Reformdragten, og denne Afdelings nydelige unge Piger bleve klædte i Dragten for at kunne tjene som en Slags Reklame eller Model. Dansk Kvindesamfund holdt et godt besøgt offentligt Møde derom. Husmoderens Blad bragte en begejstret Skildring af Frk. Dahl og „Reformen”, ja tilbød endogsaa Mønstre, som betalte med diverse Kroner - kunde erholdes paa Bladets Kontor.
Kort sagt, det hele tegnede foreløbig slet ikke saa ilde.
Nu er der gaaet knap et Aar siden disse Begejstringens Dage. Husmoderens Blad havde kastet Korsettet, men - hvad sker! De handlende maa ikke have troet, at det var Alvor; thi stadig strømmer Annoncer om Korsetter ind til Husmoderens Blad. Hvad gør man nu? Hvorledes forlige de to modsatte Anskuelser: Frk. Dahls bestemte Udtalelse, som Bladet i Foraaret begejstredes over, og som lød: „Idet jeg først og fremmest forkaster Korsettet som i høj Grad sundhedsfarligt - og her tror jeg at have alle lægevidenskabelige Avtoriteter paa min Side - og tillige, rigtig set, misklædende for det kvindelige Legeme, har jeg tillige sløjfet alt, hvad der kaldes Sundhedskorsetter og Reformliv. Disse kunne nemlig misbruges og bør derfor undgaas” - og saa ved Siden deraf være Budbringer for Korsetfabrikanterne, ja endogsaa lade trykke med fede Typer om et Korset, at det giver en smuk Figur „uden at genere eller indsnevre” (!!!), mens et Billede ved Siden af Teksten viser os en ung Pige med fuldstændig Hvepsetaille. Der maa virkelig findes paa noget. Bladet møder saa med et Billede af en Reformdragt - paahængt en Dame, der nærmest ser ud, som om hun enten var gruelig ulykkelig over at skull være saaledes uglet ud, eller ogsaa havde andre meget forstaaelige moderlige Bekymringer. I hvert Fald skulle de tre Skikkelser, som Bladet i 3 Numre har forlystet sine Læseres Øjne med, ikke give nogen Lyst til at klæde sig i Reformdragt, dertil se de altfor gyselige ud. Endvidere fandt Redaktionen paa - for dog ikke helt at forlade sit Standpunkt fra April og Maj - at fortælle sine Læsere, at man saamænd gerne kunde købe begge Dele: Korsettet hos de averterende og Mønster til Reformdragten paa Bladets Kontor. Man kunde jo blot ganske simpelt klæde sig paa to Maader, ved „skiftevis” at bruge Korsettet eller undvære det, ganske efter Behag.
Det er denne „Reform”, vi ikke kunne undlade at nedlægge en bestemt Protest imod. Vil man følge Lægernes og Fornuftens Raad, da bort med Korsettet - uden Naade - uden Betingelser, hvis man da ikke er et stakkels skrøbeligt Menneske, der ikke kan holde sig oprejst uden en kunstig Støttestav. Al gaaen paa Akkord her er det samme som Tilbagefald. Hvis I unge Piger ville bevare eders Ungdom, saa kast Korsettet og styrk eders Muskler ved gode Legemsøvelser! Og I, som en Gang skulle være Mødre, husk paa den Slægt, der skal fødes! Kast Korsettet, at I ikke skulle være Skyld i, at der fødes forkrøblede og svage Børn!
Til Slutning blot dette: Husk dog kun paa - baade gamle og unge - at Reformen sidder hverken i Kjolen eller i Overstykket, som man kan have i hvilken som helst Form, man har Lyst. Og selv om man gaar med Kristine Dahls Kjoleform, kan man have sit Overtøj løst eller fast - ganske efter Behag. Og derfor, sy ganske, som I har Lyst. Forlang blot ikke af den, at den skal give eder den Hvepsetaille, som I virkelig ikke have af Naturen. Hvis I ere svære, giv den saa lange Linier, og ere I tynde, lad saa Kjolen brede sig. Men hold fast paa Reformen i Undertøjet, der skal Slaget staa.