Et Kapitel af "Common sense about women".
En af de bedste Hustruer og Mødre, jeg nogensinde har kendt, sagde engang til mig, at naar hendes Døtre skulde giftes, vilde hun til Fordel for dem slutte den Overenskomst med deres Ægtemænd, at en bestemt Pengesum skulde betales dem med visse Mellemrum til deres personlige Udgifter. Hvad enten denne Sum var større eller mindre, var en Sag af underordnet Vigtighed - det maatte afhænge af Indtægterne og Maaden, hvorpaa man levede, men det væsentlige var, at den skulde tilflyde Hustruen regelmæssig, saa at hun lige saa lidt behøvede at stille et Forlangende til sin Mand om denne Sums Udbetaling, som han behøvede at bede hende om et Middagsmaaltid. Denne Dames egen Ægtemand var, som jeg tilfældigvis vidste, af en gavnmild Karakter, var hende oprigtig og inderlig hengiven og nægtede hende intet. Hun selv var en højst nøjeregnende og omhyggelig Husmoder. Alt i deres Husstand syntes skikket til at forhindre enhver Vanskelighed angaaende Pengespørgsmaal. Dog sagde hun til mig: "Jeg antager ikke, at nogen Mand paa nogen mulig Maade kan forstaa, hvorledes en fintfølende Kvinde kan "gyse" for at bede om Penge. Hvis jeg kan forhindre det, skal mine Døtre aldrig bede derom. Hvis de gør deres Pligt som Hustruer og Mødre, har de, indenfor rimelige Grænser, Ret til deres Del af den fælles Indtægt; thi visselig, ingen Penge kan købe de Tjenester, som de yde. Desuden har de Ret til at tage Del i at bestemme, hvilke disse rimelige Grænser er.
Saaledes mente denne Dame, og jeg antager, at de fleste samvittighedsfulde og højsindede Kvinder dele hendes Mening. Det er Uret at sige til saadanne Kvinder: Det er alt for megen Finfølelse! Det er just netop Kvindens Finfølelse, som Mændene for øvrigt foregive at vurdere, og som de for enhver Pris ønske at beskytte. Selve den Omstændighed, at en Ægtemand er ædelmodig, selve den Omstændighed, at hans Indtægt er begrænset - selv det kan bringe Samvittighedsfuldhed og Taknemmelighed til at træde i Forbund med Stoltheden og gøre Hustruen mindre tilbøjelig til at bede en saadan Ægtefælle om Penge, end om han var en rig og karrig Mand. Den eneste Stilling i ret Overensstemmelse med hendes Værdighed, hvori en Mand kan stille sin Hustru, er at behandle hende i det mindste lige saa godt, som han vilde behandle sin Husholderske, og forunde hende den Behagelighed at have en fuldstændig klar og bestemt Ordning af Pengesager. Da vilde hun ikke komme i den Nødvendighed at gøre Vold paa sig selv og bede ham om som en Gunst, hvad hun virkelig behøver og har Ret til at bruge. Ej heller vil hun komme til at pine sig selv med hemmelig Frygt for at have bedet om alt for meget og mere, end der virkelig bør bruges. Hun vil, kort sagt, komme til at indtage en Kvindes og en Hustrus Stilling, ikke et Barns eller et Legetøjs.
Der gives Tilfælde - de værste af alle - hvor Kvinden er den virkelig erhvervende, og hvor Manden dog tiltager sig Ret til at tage Bestemmelse i alle Pengesager. Dog disse vil vi forbigaa i Taushed. Endog i de Tilfælde, hvor Hustruen ikke er direkte Deltager i Indtægternes Erhvervelse, er hendes indirekte Deltagelse, saafremt hun omhyggelig drager Omsorg for sin Husholdning, saa væsentlig, saa højt hævet over al Erstatning i Penge, at det er en yderlig Skam - ja en Uforskammethed af Manden, naar han taler om at "give" Penge til sin Hustru, som var det en Gunstbevisning. Det er ikke mere en Gunstbevisning end naar den forretningsførende Deltager i et Firma udbetaler Penge til den Deltager, der ordner og leder Forretningens indre Maskineri. - Hvad enten en Familjes Indtægt er større eller mindre, bør Hustruen fordre sin "berettigede" Del deraf; det er for hende en daglig Fornedrelse at maatte "bede" derom.