Danske Kvinder!
Valgene til Folketinget staar for Døren.
Hvad vedkommer det os, ville I maaske sige. Vi have jo ingen Valgret, vor Stemme tynger ikke i Vægtskaalen, hverken til Højre eller til Venstre. Ingen bryder sig om vor Mening. Ingen venter sig noget af vort Arbejde.
I tage Fejl. I have et stort Arbejde, som I ikke bør vise fra Eder, - ja I have et dobbelt Arbejde, som I ikke bør unddrage Eder at udføre.
For det første er det Eders Pligt som Samfundsmedlemmer at støtte Mændene i deres Kamp. I maa vække de dvaske og ligegyldige af deres Uvirksomhed, I maa trøste de mismodige, I maa opildne de svage og frygtsomme, I maa styrke de tvivlende og vaklende, I maa minde de glemsomme om deres Borgerpligter.
Men I have endnu et stort Arbejde, der paahviler Eder særlig som Kvinder. I maa virke for Eders egen Valgret.
Kvindevalgretsforeningen har ved Samarbejde med Dansk Kvindesamfund bestræbt sig for, at Spørgsmaalet om Kvindens Valgret skal komme frem paa alle Valgtribuner Landet over. I bør støtte disse Interpellationer paa alle Maader. I bør drage Spørgsmaalet frem allerede paa Valgmøderne. I bør ved enhver Lejlighed vise, at I alle staar bag ved de Kvinder og Mænd, der bringe Sagen frem og gaa i Spidsen for Bevægelsen.
I maa melde Eder ind i Eders Foreninger. I maa holde Eders egne Blade; thi i første Række maa I stole paa Eder selv, og kun ved en enig og samlet Optræden kan I overvinde Eders Modstanderes Uvillie og styrke Eders Venners Bestræbelser til Eders Fordel.
Derfor maa I benytte Valgperioden til en kraftig og utrættelig Agitation!
Kvindevalgretsforeningens Styrelse:
Johanne Meyer.
Louise Nörlund.
Emilie Minet.
Nelly Lagesen.
A. F. Lamm.
E. Staal.
Réchel Witzansky.
Fredrik Bajer.
Line Luplau, Formand i Kvindevalgretsforeningen.