Fra Rigsdagen
Loven om Formueforholdet mellem Ægtefolk.
Denne Lov er nu vedtagen af Rigsdagen og vil træde i Kraft 3 Maaneder efter dens Kundgørelse i Lovtidenden.
Lovforslaget findes i December Hæftet af Kv. o. Samf., og af de deri foretagne Ændringer skulle vi fremhæve følgende:
§ 5 lyder nu: „Hustruens Myndighed i Formueforhold er den samme som ugift Piges osv.”
I § 11 er ogsaa Sparekassebøger udtrykkelig nævnte efter Gældsbreve, Aktier og Policer.
§ 15 lyder nu saaledes: . . . „eller de fremtræde under anden Form, saasom Pantsætning af hendes Særeje for Mandens Gæld, men dog skønnes i Virkeligheden at sigte til osv.” .
Som ny § 17 er indsat: „Den i Forordningen af 21de Maj 1845 § 29, 3die Punktum *) fastsatte Indskrænkning i Hustruens Testationsret bortfalder”. -
Under Behandlingen i Folketinget blev der af Højesteretssagfører Høgsbro fremsat forskellige Indvendinger, som vi for største Delen kunne tiltræde og yde ham Tak for.
At Spørgsmaalet om Raadighed over Børnene ikke er taget med ved denne Lejlighed, kunne vi dog forstaa, da det forudsætter videregaaende Bestemmelser, maaske Oprettelsen af et „Familieraad” eller lignende og vilde sikkert have bragt Forslaget til at strande; men vi forstaa ikke, hvorfor man ikke ligesaa godt kunde have ændret Næringsloven og givet gift Kvinde Adgang til at faa Næringsbevis, - man har jo dog ved den nye § 17 foretaget en Ændring i Arveloven.
Vi beklage den Tilføjelse til § 5, som begrændser den gifte Kvindes Myndighed til „Formueforhold”. Den praktiske Betydning af Ændringen er maaske ringe, men den tilintetgør Paragrafens Værdi som Løfte om videre Udvikling.
Vi have tidligere skrevet, at vi maa være taalmodige, selv om vore Herrer kun lade os Retfærdigheden tilflyde draabevis, saa det følger af sig selv, at vi ere taknemmelige, nu da vi have faaet et helt Fingerbøl fuldt.
Alene det, at Manden ikke vil kunne kvittere for Pengebreve, som ere adresserede til Hustruen, vil under visse Forhold kunne blive til stor Gavn. Vi haabe, at Postbudene ville blive instruerede i Tide.
Ja. der er al Grund til at glæde sig over denne Oase i Ørkenen, men naar Loven fra nogle Sider er bleven betragtet som en Jubilæumsgave fra „Aanden fra 48” til de danske Kvinder, saa maa vi tage Afstand. Dersom „Aanden fra 48” stod lyslevende iblandt os og gav os Tilladelse til at sætte 5 Bogstaver ind i Grundloven, hverken mere eller mindre - og Grundloven har dog over 20,000 levende eller døde Bogstaver - hvem kan saa vide, om ikke dens § 92 kom til at se saaledes ud:
„Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang og Køn knyttet Forret er herved afskaffet.”
*) Derimod skal Moderen saa længe hun lever i Ægteskab med Børnenes Fader, ikke uden dennes Samtykke kunne gøre nogen Forandring i Børnenes lovbestemte Arveret efter hende.