Kvindesundhed og Kvindesag.
Enhver faar give sit Bidrag ud af det, han kender bedst, og jeg vil derfor skrive om, hvad adskillige yngre Mænd af mine jævnaldrende - mellem de 25 og 35 - tænker om Damerne. Jeg vil gøre det med den størst mulige Uforbeholdenhed, da jeg antager, det baader Sagen bedst.
Naar min Beretning særlig kommer til at bevæge sig paa det hygiejniske Omraade, ligger Grunden deri, at jeg er bange for, at mange af Kvindesagens kvindelige Venner undervurderer den overordentlige Betydning for Kvindesagens hele Fremgang, som en Reform paa dette Omraade vilde have. Thi det er utvivlsomt, at de Tanker, som Livets Erfaringer eller Læsningen af Lægernes populært hygiejniske Bøger om Kvindernes Maade at leve og klæde sig paa uvilkaarlig paatvinger Folk om Kvindens Værd som Menneske og Borgerinde, hos mangfoldige turde lægge ganske anderledes Hindringer i Vejen for en Tilslutning til Kvindesagen end nedarvede Fordomme, Strindbergske Paradoxer eller Præsternes misforstaaede Bibelsprog.
En saadan yngre Mand kommer hjem fra en rask Sportstur. Daglig eller saa ofte, det er ham muligt, driver han Legemsøvelser. Hans Dragt er i alle væsentlige Henseender indrettet efter Sundhedens
Krav. Varm og sluttende, tillader den ikke saa meget som en Livrem eller et Baand under Knæet at hindre Blodets frie Cirkulation. Han lever i fuld Følelse af det uvilkaarlige Velbefindende ved Legemets kraftige Udvikling.
Og saa ser han Damernes bedrøvelige Kolonner komme dragende, blege, sygelige, vanskabte af deres Dragt. Tænk Dem rigtig ind i de Tanker, der maa opstaa hos ham!
Da den kjære "Sædelighed" stod paa Dagsordenen for nogle Aar siden, var der ved at danne sig en Mythe om den "nedbrudte" Mand, der med rystende Skridt traadte ind i Ægteskabet med den rene "blomstrende" Kvinde.
Denne Mythe holdt sig imidlertid ikke længere, end til Folk fik Tid at raadspørge Erfaringen og Eftertanken? Thi hvad viste Livet dem? Det viste dem som Regel, at disse "nedbrudte" Ægtemænd beholdt deres ungdommelige Holdning og raske Gang højt op i Halvtredserne eller mere, medens deres "blomstrende" Ægtemage allerede fra midt i Trediverne vaklede langsomt frem, stønnende under uformelige Fedtmasser, eller ogsaa slæbte sig gennem Verden, vissen og livsmat, uden Blod og Kraft i Udseende eller Bevægelser.
Den rene Karikatur eller den blodløse Skygge, der ender i Virkeligheden en overmaade stor Del af vore Damers Udvikling ved de 35 eller 40 Aar. Om den aandelige Udvikling vil jeg slet ikke tale; jeg henviser Folk til at læse den Intelligens, der straaler ud af vore trivelige Selskabsfruers Øjne.
Kan De tænke Dem, hvorledes en saadan Mand uvilkaarlig kommer til at tænke om disse Damer, der bringer saa megen Sygdom og Tab af Livstykke over sig selv og deres eventuelle Familie, bare for en jammerlig Modes og nogle unaturlige og vanslægtede Skønhedsbegrebers Skyld?
Hvorledes maa han ikke bedømme Kvindernes moralske Værd? Lad være, at Mændene "synder" paa deres Maner, men det har dog en Slags Undskyldning eller Forklaring deri, at de paa en Maade kan siges at lyde Naturens Bud. Men Damernes systematiske Hærværk mod deres egen Sundhed, der har saa langt mere ødelæggende Følger for Samfundet, det bryder tværtimod Naturens vigtigste Love, og hvis de "lyder" noget, saa er det nok bare noget Tantepjank og saa en Modeskræder i Paris.
Vor Tids Mænd har - allesammen - med urokkelig Sejghed modsat sig ethvert Forsøg paa at indføre usunde og generende Moder i Dragten; og de har i det sidste Aarti næsten gjennemført den betydelige Reform i Herredragten, som "Normal"stoffernes Sejr betyder. Men Damerne, selv mange af de bedste og højest udviklede, har stadig savnet Vilje eller moralsk Kraft til at bryde med de ødelæggende Moders Regimente.
Damerne maa ikke gøre sig Illusioner angaaende det Maal af borgerlig Anseelse, de nyder hos Mændene. Hvad de konservative Mænd, der slutter sig om Hr. Ploug og Landstinget, mener, er dem ikke ubekendt, saa lidt som, at mange "intelligente" Frihedsmænd inderst i deres Hjærte hylder samme Anskuelser. Og hvad f. Ex. Landboerne angaar, saa har jeg fra talrige Erfaringer i det daglige Liv og paa Møder den bestemte Opfattelse, at de tilnød kan tænke sig at give deres egne Kvinder medborgerlig Ligestilling, men at det forekommer dem meget betænkeligt, at "Købstaddamerne" skal gaa med i Købet, fordi de anser disse Damer ubetinget for den mindst værdifulde og mest humoristiske Del af Samfundet. Og det er atter her Dragten, som der meget dømmes efter.
Er ikke den aftagende Tilbøjelighed for Ægteskabet blandt "Herrerne" et Tegn paa den Kritik, der i al Stilhed har afløst Fortidens sværmeriske Tilbedelse af "det smukke Køn"? Folk afskrækkes af de uheldige Chancers Mængde. I deres Ører klinger Lægernes forfærdende Udsagn, at der i de københavnske Skoler næsten ingen rigtig kærnesunde Pigebørn er at opdage. Og selv om de mener at have fundet en frisk og "blomstrende" ung Pige, er det saa ikke en kalket Grav? Petersen giftede sig med en fager Engel, men allerede efter det første Barns Fødsel udviklede hans Kone ustandselige Anlæg for Korpulence, og Hansens statelige Hustru knækkede sammen efter det andet Barn og er nu bare en Skygge af sig selv.
Det kan være, at Ægteskabet ofte er en "Sæbekælder" for de rare Ægtemænd; men langt hyppigere er det for Hustruen en Sygestue, hvor den ulykkelige Mand maa sone en stor Del af den Brøde, som hans Kone Livet igennem, fra Dag til Dag, har begaaet mod sin Sundhed. - - Saaledes tænker mange Mænd, og derfor foretrækker de deres Frihed fremfor at risikere den skrækkelige Ulykke, at faa deres personlige og sociale Mobilitet hæmmet og bastet af en svagelig Kone og sygelige Børn.
Og gjør de ikke det, saa gifter de sig ikke sjælden "under deres Stand", fordi de hos Døtrene af de Samfundsklasser, hvis Livsstilling medfører en vis Del legemligt Arbejde og derefter til daglig afpasset Dragt, langt lettere finder en Sundhed, Kraft og naturlig Ynde og Skønhed, som i deres Øjne er et fuldkomment Ækvivalent for den Smule Æstetik, Kunstbroderiet, de franske Brokker og de store Prætensioner, som hos altfor mange af vore unge "veloplærte" Damer udgør den væsentligste aandelige Ballast, som skulde veje op mod den fysiske Skrøbelighed. Derfor sidder et saa stort Antal af Bourgeoisiets Døtre over trods al deres "Toilettets Kunst"; thi den ubarmhjærtige Nutid ser mere paa Billedet end paa Rammen og bryder sig uendelig meget mere om friske Kinder end om brodererede Stykker Tøj.
Som det nu er, virker enhver Damedragt, der viser sig paa Gaden, uvilkaarlig som et Slag imod Kvindesagen. Jeg tror derfor, at et af de virksomste Forarbejder for Kvindesagens Sejr blandt Mændene vilde være et energisk Korstog imod de sundhedsfarlige Damemoder i Lighed f. Ex. med Mændenes Ædruelighedskamp. Damerne vinder ikke fuld medborgerlig Respekt i de Mænds Øjne, hvis Stemmegivning skal forandre Kvindens Retsstilling, saalænge de saa systematisk træder alle Sundhedens og Fornuftens Bud under Fødder, saalænge de er 100 Aar bagefter Mændene paa dette betydningsfulde Omraade.
Et saadant Korstog vilde kunne paaregne Støtte i vide Kredse, som endnu ikke er modne til at fatte Tanken om Kvindens Ligestilling, og derved vække borgerligt Liv i hidtil døde Kvindekredse.
Vent ikke paa, at Arbejdstvangen tvinger Dragtreformen m. m. igennem. Det vil blive en sen Død, og Livet haster. Men der er uendelig flere Kvinder, der har Lyst til at leve og nyde Livet end til at bestille noget, og hos dem vilde et Sundhedens Evangelium trænge igennem, da det har Tidsaanden med sig i alle Lande og Kredse.
Der er Damer, der synes at mene, at de har dokumenteret deres Berettigelse til Ligestilling, naar de kan Stuart Mill og G. Brandes paa Fingrene og ellers er lidt "med" i Literatur og Politik. Jeg vilde for Kvindesagens Skyld ønske, at disse Damer vilde sætte praktisk Arbejde i Stedet for den golde Æsthetiseren; thi det er ikke doktrinære Theorier, men Synet af de utallige virksomme og stolte Kvindeskikkelser ovre i England, som har ført Kvindesagen der saa nær til Sejr. Det sande Fremskridtssind griber enhver Chance for Forbedring; og kunde vi lære Folk at leve bare nogenlunde efter Sundhedens Regler, vilde vi lægge flere Alen til Samfundets Væxt i Lykke og Fuldkommenhed end 50 Aars Lovgivning kan gøre.
Kvinderne har hidtil nærmest exelleret i de negative Dyder: "Vi er saa uskyldige", sagde de; "vi har ved Gud intet ondt gjort; kom og tilbed os!"
Men Nutidens Krav rækker videre end til denne tomme Skyldfrihed. Den fordrer Personlighed, Sjælsindhold, Karakter, - og først og fremmest Kraft til at leve Livet.
Jeg vil slutte med et praktisk Forslag: En Kreds af Kvinder, uden mindste Hensyn til Partifarve, slutter sig sammen til en ganske upolitisk Forening med det eneste Formaal at samle Midler til at holde de flest mulige oplysende Foredrag omkring i Landet om Suudhedsfarligheden ved den nuværende Kvindedragt; det skal ikke være enkelte spredte Møder, men Møder i Snese og Hundredvis om muligt, - i Lighed med de mange Hundreder af Afholdsforedrag, der aarlig afholdes omkring i Landet. En saadan ny Forening vil være nødvendig, da de nu bestaaende Kvindeforeninger har faaet et politisk Anstrøg, der vil udelukke dem fra Understøttelse fra de konservative Kredse. De ikke faa Damer, der har megen Tid til deres Raadighed, vil her have en Opgave, hvis Løsning maa tiltvinge deres Køn selv de stridigste Mandspersoners Respekt.
