Annie Besant. En Levnedsskildring

(Forts.).

III.

I Foraaret 1861 besluttede Miss Marryat at rejse til Udlandet og tage de unge Piger med.

De drog over Antwerpen og Aix la Chapelle til Bonn, hvor de tog Ophold i det smukke og statelige Hotel "Château du Rhin" med den herligste Udsigt over den brede, blaa Rhinflod. Bonn var en Universitetsby og alt engelsk var just paa den Tid i høj Kurs. I Hotellet boede nogle unge fornemme og lystige Herrer, der snart opdagede de nydelige, fremmede Fugle, der var komne til Huse, og gjorde sig al optænkelig Umage for at faa dem i Tale. Men Miss Marryat var en Dame med meget strenge Principer, der betragtede alle unge Mænd som Ulve, det gjaldt om at holde fjærnt fra sine smaa kun halvvoxne Lam. Dette hidsede blot de unge Menneskers Lyst til nærmere Bekendtskab. Tidlig og sildig belejrede de Hotellets Fortov og Trapper, lod deres Heste kapriolere udenfor Vinduerne, eller stod dybt bukkende med Hatten i Haanden, naar de unge Damer kom hjem eller gik ud. I Kirken om Søndagen tog de Plads lige overfor den Stol hvor Damerne sad, og en af dem, der vilkaarlig kunde bevæge hele sin Hovedhud, lod sit Haar foretage de mærkeligste Vandringer ned til Næsen og op mod Issen, indtil de unge Piger trods Andagt og Frygten for Miss Marryat var nærved at kvæles af Latter.

Da dette havde varet en Maanedstid forlod Miss Marryat det nydelige Château og tog til de unge Damers store Misfornøjelse Ophold indenfor en Pigeskoles ukrænkelige Mure. Men det hjalp ikke stort. Listige Studenter fulgte dem allevegne, sentimentale Tyskere med arrede Kinder tilhviskede dem følsomme Komplimenter i Forbigaaende, rent drengeagtigt Nonsens af den mest harmløse Slags. Men den alvorlige, engelske Lady fandt alt dette i højeste Grad upassende og sendte omsider ved Feriens Begyndelse de unge Damer hjem - halvvejs i Unaade.

Men Bjærgbestigningerne, Roturene paa den hastig løbende Rhinflod, Fodturene i de herlige Dale, det maanebelyste Drachenfels og den taagetilslørede Ø, hvor efter Sagnet Rolands Elskede havde sin Bolig, udslettedes aldrig af deres Erindring.

Miss Marryat rejste til Paris, hvor de unge Piger indtraf efter Feriens Slutning, og der tilbragte de sammen med hende syv fornøjelige Maaneder, dels med Arbejde og Studier, dels med at bese Byens Kunstskatte og Mærkværdigheder.

Om Foraaret kom Biskoppen af Ohio tilfældigvis til Paris, og Kapellanen ved den engelske Kirke der i Byen vilde i den Anledning holde Konfirmation i Menigheden. Annie var som sagt stærkt religiøst paavirket og med Undtagelse af det lille Frafald i Tyskland afgjort en meget from og alvorlig ung Pige. Hun havde aldrig været i noget Theater og betragtede pligtskyldigst enhver Scene som en af Satans værste Fælder for de vildfarende Menneskesjæle. Hun i var fast bestemt paa aldrig at ville betræde nogen Balsal, og mente sig selvfølgelig fuldkommen i Stand til at aflægge Løftet om at forsage Verden, Djævlen og al Kødets Skrøbelighed til Trods for sit fuldstændige Ubekendtskab til noget som helst af det, hun saa villig gav Afkald paa.

Den højtidelige Konfirmationshandling greb hende stærkt, og da hun knælende foran Altergitret, følte det bløde Tryk af den gamle Biskops Fingre paa sit Hoved, kunde hun næppe beherske sin Bevægelse,det var hende som omflagredes hun i Haandspaalæggelsens Øjeblik af selve den himmelske Dues, Helligaandens Vinger. Omtrent paa dette Tidspunkt begyndte Miss Marryat at vænne sine Elever mere og mere til Selvstudium, og saa fortræffelig havde hendes hele Opdragelses- og Undervisningsplan virket paa de unges Sind, at deres Frigørelse fra Skolestuen kun blev en ny Spore til ivrigere Tilegnelse af Kundskab.

Undervisningen i Sprog forsattes dog under dygtige Læreres Vejledning, efter at Annie var vendt tilbage til sin Moder i Harrow, og da hun var særlig musikalsk begavet, lagde hun sig med Iver efter Musik, vejledet af Harrowskolens udmærkede Musiklærer. Det var især klassisk Musik, der tiltalte hendes og hendes Moders Smag, og der var næsten ikke én af Bachs Fugaer eller Bethovens Sonater, hun ikke mestrede, mens af lettere Musik Mendelsohns "Lieder" var hende den kæreste. Smaa musikalske "Soiréer" var en Yndlingsfornøjelse i Harrow. Annies flinke Fingre og fine Øre gjorde hende til en velkommen Gæst ved disse Sammenkomster.

Harrow var i det hele en livlig og fornøjelig By at leve i for en ung livsglad og begavet Pige som Annie. Hun havde allerede i Omgangen med sin Moder rystet en Del af den kalvinistiske Verdensforsagelse af sig og tog sin Del af de Fornøjelser, der tilbød sig.

De fleste af de unge Studerende fra Oxford og Cambridge kom til Skolen i Harrow som Underlærere. Paa Ballerne, Crocketpladserne og ved Bueskydningerne var de fortræffelige Kavallerer, hvem det var en Fornøjelse baade at tale med og tage mod Kur af.

Faa unge Piger har haft en lysere og lykkeligere Ungdom end hun. Godt og vel den halve Dag tilbragte hun med alvorlige Studier, Aftenerne i oplivende Selskabelighed eller stille Hjemmeliv sammen med sin Moder - og det ene var hende ligesaa kært som det andet. Moderens uophørlig skærmende Omhu holdt enhver af det daglige Livs smaa Ubehageligheder borte fra den forgudede Datter, hun tog alle Byrderne selv og sørgede for, at alle Glæderne blev Annies. Og det var ofte tunge Byrder, den lille energiske Kone havde at bære. Udgifterne til Sønnens Skole- og Universitetsliv var meget betydelige, og tit kneb det haardt for hende at skaffe de nødvendige Penge til Veje. Dertil kom, at den Sagfører, der besørgede hendes Pengevæsen, og paa hvis Hæderlighed hun fuldt ud stolede, systematisk bedrog hende. Om alt dette anede Annie intet. Hvad hun behøvede var altid tilrede. Skulde hun paa Bal, laa al Ting parat fra øverst til nederst, naar Tiden kom, hun skulde klæde sig paa. Var det en Bog, hun ønskede, den skaffedes til Veje, næsten som kom den af sig selv. Bad hun om Lov til at maatte hjælpe Moderen med en eller anden Ubetydelighed, blev hun sendt bort til sine Bøger eller sine Fornøjelser med et Kys og en Forsikring om, at Moderens største Glæde var netop at have lidt Ulejlighed med sin "Skat".

Og Annie tog mod alt, med glad Taknemmelighed, nød al den Lykke, disse Aar skænkede hende, uden at drømme om, at Livet kunde være andet end lutter Solskin.

Hendes Læsning var hovedsagelig af religiøst Indhold. Det var Kirkefædrene, hun studerede, og Modsætningen mellem den kolde, kalvinistiske Lære, hun var opdraget i, og den første kristne Kirkes Læresætninger var en Tidlang nærved at drive hende over i Katolicismen. Hun begyndte at faste - til stor Misfornøjelse for Moderen, der brød sig langt mere om hendes Sundhed end om hvilken som helst af Kirkens hellige Fædre - at bruge Korsets Tegn og hver Uge at gaa til Herrens Bord. Men saa faldt andre Forfatteres Værker hende i Hænde, navnlig Pusey og hans Medarbejdere, der hævdede, at den kalvinistiske Gudsdyrkelse uden Anstød kunde knyttes til Martyrernes og Bekendernes Kirkeskikke, og dette tilfredsstillede hende foreløbig.

Paa dette Tidspunkt var Biblens Ord hende den højeste og uantasteligste Sandhed, Apostlene var Kristi ufejlbarlige Sendebud, Clemens, Polykarp og Barnabas selve Apostlenes egne Disciple. Hun havde ingen Anelse om fromme Bedragerier, om Skrifter, der falskelig tillægges højt ansete Navne, om vitterlige Forfalskninger. Hun læste den Gang fuldstændig ukritisk med begejstret Tro og blind Tillid - uden dette havde det rimeligvis været umuligt for saa ungt et Hoved at komme gennem al denne kirkefaderlige Kedsommelighed. Men denne hendes tidlige Læsning har senere været et af hendes bedste Vaaben i sin Strid med Kristne, der ikke kendte deres Religions Literatur saa godt som hun.

Til al denne kristelige Læsning føjede hun nu og da nogle videnskabelige Værker, men kun i højst begrænset Antal. Den aandelige Atmosfære, der omgav hende, var mere æsthetisk end videnskabelig. En Oversættelse af Plato voldte hende stor Nydelse, ligesaa Iliaden. Dante og af engelske Digtere Sheridan og Milton var hendes Yndlingsforfattere. Dameromanerne var hende strengt forbudte. Hendes Moder betragtede disse tre Bind tykke Kærlighedshistorier som usund Læsning for unge Piger og gav hende Walter Scott og Kingsley som lettere Føde. I Theatret vilde hun ikke have Datteren, men gode Koncerter besøgte de, naar Lejlighed gaves.

(Fortsættes)