« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinderne paa Valgdagen

« Se emneord

Den 21de Januar 1890 vil blive en Mærkedag i Kvindesagens Historie i Danmark, idet Kvinder paa denne Dag første Gang fremtraadte som Interpellanter til Valgkandidaterne rundt om i Landet angaaende Kvindernes politiske og kommunale Valgret.


I 1849 blev der givet det danske Folk en Grundlov som var baseret paa almindelig Valgret. Først et halvt hundrede Aar efter tillader Kvinderne sig ydmyg at spørge, om ikke ogsaa de hører med til Folket, da de dog tælle over Halvdelen i Antal og saa godt som i alle Tilfælde har Pligter i Samfundet i Lighed med Mænd.


Vi vil i næste Nummer af Kvindebladet i en længere Artikel gøre rede for Kvindernes Optræden paa Valgdagen hele Landet over. Vi maa denne Gang kun indskrænke os til et Referat med Ordlyden


af de forskellige Interpellationer fra Kvinderne i de københavnske Kredse.


I 1ste Kreds interpellerede Fru Louise Nørlund saaledes:


Paa Kvindevalgretsforeningens Vegne skal jeg tillade mig at interpellere Kandidaterne om deres Stilling til Spørgsmaalet om politisk og kommunal Valgret og Valgbarhed for Kvinder i Lighed med Mænd.


Jeg skal tillade mig at spørge, om Kandidaterne anerkender Kvindens lige Ret med Manden til direkte Indflydelse paa Samfundsspørgsmaalenes Løsning, og om Kandidaterne i Betragtning af, at Kvinderne betale saavel direkte som indirekte Skatter i Lighed med Mænd, vil arbejde for, at de faa Del med Mændene i Bevillingsretten, og om Kandidaterne i Betragtning af, at Kvinderne skal lyde Landets Love saa vel som Mændene, vil arbejde for at sikre Kvinderne Del i Lovgivningsmagten?


Jeg skal tillade mig at spørge, om Kandidaterne paa Tinge vil støtte disse Bestræbelser eller muligvis selv indbringe Lovforslag sigtende til en fyldigere Anerkendelse af Kvindens lige Menneskeret med Manden, saavel hvad Valgretten som lige Erhvervsret med Manden angaar, og om Kadidaterne vil støtte de Bestræbelser, der for Tiden er fremme til en Forbedring af gift Kvindes Retstilling?


Hertil svarede Hr. Cand. Trier: Kvinderne bør der gives Adgang til det offentlige Liv, og jeg vil stemme for, at der gives dem kommunal Valgret, medens Tidspunktet næppe endnu er kommet for at give dem politisk Valgret. Det er unaturligt at gøre den gifte Kvinde umyndig, og dette bør ændres.


Hr. Fl. Larsen derimod vilde stemme mod Kvindernes Valgret.


I 3dje Kreds interpellerede Hr. Kaptajn Fischer. Han begyndte med Spørgsmaalet om Kvindernes familieretlige og kommunale Ligestilling med Manden og sluttede saaledes: Vil Kandidaterne, naar Spørgsmaalet om Kvindens Opnaaelse af politisk Valgret og Valgbarhed er saaledes forberedt, at Forslag til Lov desangaaende kan anses betimelig, støtte et saadant Forslag?


Da Konsul Broberg i sin Valgtale havde omtalt, at han støttede Kvindernes kommunale Valgret, svarede han kun paa Spørgsmaalet om den politiske saalydende:


For Øjeblikket er der alt for megen Ufordragelighed til Stede til, at et saa nyt og indgribende Spørgsmaal som det om Kvindernes politiske Valgret kunde ventes løst. Om Kvindernes Deltagelse i det politiske Liv kunde der jo paa Forhaand intet siges, da ingen Erfaring forelaa. Det var derfor ikke sikkert, at Ufordrageligheden blev større, naar Kvinderne kom med i Politiken, tværtimod er jeg tilbøjelig til at tro, at Kvinderne vilde mildne det politiske Liv og bringe den Kærlighed og Fordragelighed til Stede, som vi nu trænge til. Men i hvert Fald maa Spørgsmaalet udsættes til bedre Tider.


General Tvermoes erklærede sig i Kvindespørgsmaalet enig med sin Modkandidat.


I 4de Kreds interpellerede Fru Line Luplau saalydende:


Naar jeg har udbedt mig Ordet her i denne Forsamling i Dag for en Interpellation, er det som Repræsentant for "Kvindevalgretsforeningen".


Jeg tillader mig da at spørge de 2 ærede Valgkandidater i Københavns 4de Kreds, Hr. Boghandler Cand. juris Gustav Philipsen og Hr. Professor Dr.juris William Scharling, om deres Stilling til Spørgsmaalet om Kvindens "politiske og kommunale Valgret" (ë: Stemmeret og Valgbarhed), og om de, hvis de idag bliver valgt, i den kommende Rigsdagssamling vil arbejde for, at Kvinden kan faa "politisk og kommunal Valgret"?


Disse Spørgsmaal beder jeg de ærede Valgkandidater besvare.


Boghandler Grustav Philipsen svarede:


Jeg vil svare paa den meget interessante Interpellation, som Fru Luplau er fremkommen med, at Kvindens Valgret har min varmeste Sympathi; dog mener jeg det ønskeligt, at vi gaa frem med smaa Skridt og ikke støde de Lunkne bort.


At selvstændige skatteydende Kvinder til en Begyndelse faa kommunal Valgret er kun simpel Retfærdighed.


Man nævnte mig just forleden Dag et slaaende Exempel. - Det var et større Sogn i Jylland, hvor over Halvdelen af Sognets Hartkorn besades af 3 Gaarde, som tilfældigvis samtidig ejedes af Enker. Disse tre Enker, havde altsaa efter den nu gældende Lov ikke den fjærneste Indflydelse paa Sogneraadets Beslutninger i Anliggender som Fattig-, Vej- og Skolevæsen, der dog havde den største Betydning for dem i næreste pekuniære Forstand.


Professor William Scharling svarede:


Jeg tror ikke, det er ad den Vej, vi skal støtte og hjælpe Kvinden fremad.


Og er jeg, i Tilslutning til min ærede Modkandidat, ikke utilbøjelig til at være med til at skaffe hende kommunal Valgret; men til den politiske kan jeg ikke være med.


I femte Kreds interpellerede Fru Johanne Meyer:


Som en af Repræsentanterne for Kvindevalgretsforeningen vil jeg tillade mig at spørge de ærede Valgkandidater om, hvorledes de stiller sig til Kvindernes politiske og kommunale Valgret?


I vor Tid, da de sociale Forhold har forandret sig saaledes, at Kvinderne er kommen ind paa Arbejdsmarkedet og har overtaget en stor Del af Produktionen, saa føles det baade som en Uretfærdighed og en Latterlighed, at hun ikke ogsaa har Medbestemmelsesret i Beslutninger angaaende sociale Anliggender. Hun straffes i kriminelle Forbrydelser i Lighed med Mænd, men direkte Indflydelse paa de Love, hun skal lyde, har hun ikke.


Vi Kvinder er os bevidste, at vi lige saa vel har Indsigt og Forstand paa Børneopdragelse, Sygepleje og Alderdomsforsørgelse, og er vis paa, at Samfundet vil ikke tabe men tværtimod vinde ved, at Kvinden faar Sæde i Skoleraadet, Fattigkommissionen og i Omsorgen for de gamle og syge. - Derfor kræve vi Adgang til den kommunale Valgret.


Ikke mindre vigtig er den politiske Valgret for os, thi er Kvinden kommen ind paa Arbejdsmarkedet, er det af højeste Vigtighed, at hun ogsaa faar en faglig Uddannelse, saaledes, at hun kan staa Maal med Mænd.


Da ingen af de Love, der foreligge paa Rigsdagen, er Kvinderne ligegyldige, hverken Toldlov, Fabriklov, Retspleje eller militære Foranstaltninger, men i lige saa høj Grad vedrører Kvindernes sociale Liv som Mændenes, saa føle vi det som en Ret ogsaa at have direkte Indflydelse paa alle disse Sager, og spørger derfor de ærede Kandidater i femte Kreds, om de vil arbejde for Kvindernes politiske og kommunale Valgret og Valgbarhed. (Rungende Huraer fra den talrige Forsamling).


Hr. Holm svarede: Som Socialdemokrater har vi Kvindens Ligestillelse paa vort Program og vil selvfølgelig vedblive at arbejde derfor.


Hr. Ryssel: Hvis Statens Faktorer vil give Kvinderne Valgret, da vil jeg ogsaa gaa med dertil, dog tror jeg, det er bedst, i al Fald for Arbejdernes Hustruer, foreløbig at blive udenfor de politiske Rumlerier (aah).


I niende Kreds forelagde Frk. Nelly Lagesen det samme Spørgsmaal omtrent i lige lydende Form, hvorpaa Hr. Hørdum som Socialdemokrat selvfølgelig var for Kvindernes Ligestilling, hvorimod Hr. Jensen svarede: Kvinden har sin huslige Gærning at passe, det er ikke nødvendigt, at hun kommer med i Politiken.


For Kvinderne var det en stor Glæde, at der overalt i de Kredse, hvor Kvindesagen kom frem, blev vist stærk Tilbøjelighed til at tage Sagen under Overvejelse, og da mange af Oppositionens Venner om Aftenen var samlet i Fønix, kom ogsaa der en Kvinde frem paa Talerstolen, nemlig Frk. Eskesen, som med Overbevisningens Varme sagde:


Det forundrer dem vel næppe, mine Herrer, at se en Kvinde paa Tribunen i Aften. De har i Dag set Kvinderne dukke op hist og her paa Valgtribunerne for at interpellere dHrr. Valgkandidater. Men det bliver ikke i Dag alene, at Kvinderne træde frem, de vil træde frem stedse tættere og tættere og spørge saa længe, indtil den danske Vælgerbefolkning bliver paa det rene med, at det er uforsvarligt, at den ene Halvdel af det danske Folk er uden Borgerrettigheder.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder