Kvindelige Gartnere.
I forrige Nummer af "Kvindebladet" ser jeg en Artikel af Fru Johanne Meyer om Kvindernes Uddannelse til Gartnere.
Ihvorvel Gartneriet er den Gærning, der i Menneskelivet giver de største Betingelser for Lykke, idet den medvirker til Frembringelser direkte fra Naturens Haand i sin mest fuldendte Form, og da Virksomheden altid foregaar i fri Luft i Nærheden af Boliger omgivet af Trær og Planter paa alle Kanter, saa ser jeg dog ikke rettere, end at Kvindens Klædedragt - som den nu er - vil besværliggøre hende Arbejdet i en saadan Grad, saa hun af den Grund maa afholde sig fra Konkurrence med Manden paa de fleste Grene af dette Omraade.
Vil hun vinde frem som Gartner, da maa Snørelivet først kastes, for at hun kan bøje sig forover
Dag ud og Dag ind, og dernæst maa en meget væsentlig Del af Skørternes Længde fjærnes, da Arbejde med Jord og Planter ellers vil tilsmudse hende i en saadan Grad, at Arbejdet bliver uudholdigt i Længden, det vil blive hende til en Plage og ikke til Velsignelse; det vil kræve langt større Mængder af Klæder og besværliggøre Vedligeholdelsen af disse i en ganske overordentlig Grad.
Hvem der har set Kvinder ved Lugearbejde i Haver og Roer om Sommeren eller ved Optagning af Rodfrugter om Efteraaret, navnlig i regnfuldt og koldt Vejr, har vist som oftest haft Medlidenhed med dem og ønsket dem en anden Gærning, der var deres Kræfter, Klæder og Renhedssands mere passende.
Af Specialiteter indenfor Havebruget, som passer sig for Kvinder, tror jeg Blomstergartneri og Træfrugtavl særlig vilde være at anbefale. Biavlen, som ellers har været saa forsømt her i Landet, endskønt den kan drives med stor Fordel og i en meget stor Udstrækning, er en Gærning, der ikke alene fuldt ud kan udføres, men endogsaa særlig passer for Kvinderne. Der kan hendes Renhedssands, Hygge og Fingernemhed komme til sin Ret, og der kan hun med en meget ringe Driftskapital danne sig en selvstændig og lønnende Stilling.
Kvinder som Biavlere er et Æmne, der burde tages op i deres Blade og benyttes som Diskussionsæmne ved deres Sammenkomster. Her er et Omraade, hvor hun kan drive det vidt. Fru Demant i Odense er et lysende Exempel i saa Henseende.