Annie Besant. En Levnedsskildring

(Forts.).

Fra Annies tidligste Barndom var hendes Morfaders Hus i Albert Square i London hendes andet Hjem. Han var en mærkelig Mand, et Slags mekanisk Geni, der gjorde en Mængde nyttige Opfindelser i Maskinfaget. Men desuagtet var og blev han en fattig Mand sine Levedage, mens andre høstede Fordelene af hans Talent.

De fleste af hans Børn var gifte og bosatte langvejs borte. Sønnerne i Indien, en Datter i Konstantinopel. Annie og hendes Broder var de eneste af Børnebørnene, der boede nær nok til at kunne besøge deres Morfaders Hus, og de var selvfølgelig den gamle Mands og de ugifte Mostres Kæledægger.

De to yngste Døtre var Annies Legekammerater, ikke saa grumme mange Aar ældre end hun selv. Med dem tilbragte hun mange glade Timer. En af dem, Minnie, var en udmærket Pianistinde og skaffede sig en temmelig usikker Existens ved at undervise i Musik. Hun havde et sjældent livligt og muntert Temperament, som aldrig fornægtede sig, saa snart hun slap ud af sin musikalske Trædemølle, men hendes opslidende Arbejde nedbrød efterhaanden hendes Helbred, og hun døde tidlig.

Den anden af hendes Mostre var af en helt forskellig Type, en stille, bly, kærlighedsfuld lille Skabning, der hang ved Fru Wood og Annie med al sin Naturs Ømhed og Inderlighed.

Den Jul, da Annie fyldte sytten Aar, blev der i Albert Square aabnet en lille Missionskirke, som Minnie særlig interesserede sig for. Annies religiøse Enthusiasme stod i fuldt Flor, og hun var lige saa ivrig som Minnie for efter engelsk Skik at udsmykke Kirken ved de store Højtider. De bandt BlomsterGuirlander, syede Alterklæder osv. osv. og mente dermed at udføre en i høj Grad Gud velbehagelig Gærning.

Helt uinteresseret var deres Glæde ved Arbejdet imidlertid næppe, da deres fromme Iver blev højlig paaskønnet af de gejstlige, der besørgede Tjenesten ved Kirken. Blandt dem var en ung Mand fra Universitetet i Cambridge, Frank Besant, der nylig havde ladet sig ordinere - den samme, der senere blev Annies Mand, og som hun her traf for første Gang.

Dette Aar blev ogsaa mærkeligt for Annie af en anden Grund, thi ved Paasketid gennemrystedes hendes Sind af den første alvorlige Tvivl om den Læres Sandhed, hun bekendte sig til. Den bekæmpedes rigtignok denne Gang, men satte dog sit Spor i hendes aandelige Udvikling.

Det gik saadan til.

Da den "hellige Uge" nærmede sig, besluttede hun for med Frelseren ret at gennemleve hans sidste Dages Levnedsløb paa Jorden, at samle fra de fire Evangelister og nedskrive Time for Time disse hellige Døgns betydningsfulde Historie.

Man dømme derfor om hendes Forfærdelse, da hun opdagede, at dette var umuligt - fordi Evangelisterne modsagde hverandre paa de væsentligste Punkter.

Saaledes fortaltes der et Sted, at Jøderne ikke vilde gaa ind i Dommersalen, da de i saa Fald blev besmittede og ikke kunde tage Del i Paaskemaaltidet - det samme Paaskemaaltid Jesus i Følge en anden Beretning allerede havde spist med sine Disciple. Men da hun havde nedskrevet, at Jesus (efter Markus) blev korsfæstet Kl. ni om Morgenen, hvorefter der var Mørke i det ganske Land fra Kl. tolv til tre og saa fandt hos Johannes, at han samme Dag (tre Timer efter Korsfæstelsen altsaa, og mens det mirakuløse Mørke rugede over Landet) ikke var naaet videre end for Pilatus - lagde hun sjæleangst og tilintetgjort Pennen fra sig og lukkede Bogen. Thi hvad var Sandhed?

Den voldsomme Rystelse, Tvivlen havde fremkaldt, varede dog kun kort, og hun søgte næsten øjeblikkelig den Tilflugt, troende Sjæle har nær ved Haanden, at dette var én af Djævlens Fristelser, sendt hende til Fristelse og Fald. Slagen af Rædsel, angerfuld fordømte hun sig selv for dette om end kun momentane Frafald. Disse tilsyneladende Modsigelser existerede naturligvis ikke for de Øjne, der var rettelig opladte, det var netop den Prøvesten, hvormed den rette Troende kendes fra den falske. Hun gentog Tertullians Ord: Credo, quia impossibile, først kæmpende og modstræbende, men lidt efter lidt med sejrende Overbevisning. Hun vilde tro.

Hun fastede til Straf for sin ufrivillige Vantro, og hun gav sig selv det Løfte, aldrig oftere at vove sig i Kast med lignende Undersøgelser. Tvivlen var kuet i Øjeblikket af hendes Viljes Magtsprog - men ikke undersøgt og derfor ikke bortforklaret. Thi hele hendes religiøse Opdragelse var just gaaet ud paa at lære hende at betragte al Tvivl som Synd, der bør angres - aldrig undersøges. De forfærdelige Ord: "Den, der ikke tror, skal fordømmes," lød i hendes Øren, og stængede som Englen med det flammende Sværd foreløbig for al videbegærlig Forsken efter Sandhed.

Den første Virkning af Frafaldet blev da ogsaa, at hun i endnu højere Grad end før gav sig det religiøse Sværmeri i Vold. Hun levede og aandede i begejstret Tilbedelse af Frelseren, hendes hedeste Ønske var at kunne vie sit Liv helt til hans Tjeneste. Hun stod nu paa Overgangen mellem Barn og Kvinde, men ingen jordisk Kærlighedsdrøm fik nogen Sinde Plads i hendes Fantasi, der helt var optaget af Frelserens Billede. Han var for hende den ideale Mand, alle hendes Tanker og Længsler kredsede om; en Nonnes Tilværelse syntes hende det højeste Maal for menneskelig Attraa. Hun tilbragte Timer lange i hede Bønner og Paakaldelser, der stundum havde et ret lidenskabeligt Anstrøg.

Den Overspændthed i Følelsen, hendes Trosliv efterhaanden antog, var hendes fornuftige og sundt anlagte Moder i høj Grad imod, og hun søgte paa alle Maader at modvirke den ved at skaffe Annie saa mange af Ungdommens naturlige Adspredelser som muligt. Som de fleste engelske unge Piger tog hun ivrig Del i alle Slags Legemsøvelser i fri Luft, Ridning, Bueskydning, Boldtspil osv. Hendes Naturs oprindelige Frejdighed og Livlighed bevarede derved sin Friskhed, og naar hun paa sin lille, sorte Hoppe tog sig en munter Galop, i Følge med sin Moster Minnie eller andre unge jævnaldrende, over de sommergrønne Marker og frygtløs satte over Hegn og Grøfter, lød hendes muntre, klare Latter omkap med den gladeste af hendes Ledsagere.

Men Hovednerven i hendes bevægelige Gemyt var og blev dog de religiøse Rørelser, og ret naturlig knyttede sig dertil den især hos stærkt religiøst grebne Kvinder næsten uundgaaelige Dyrkelse af Præsten, Guds Stedfortræder og Sendebud paa Jorden, udrustet med nogen af selve Guds Myndighed og en jordisk Personliggørelse af Gudsidealet.

Næst Nonnens Kald, der jo er nægtet de protestantiske Kvinder, synes det, at være en Præsts Hustru, det helligste nogen religiøst betagen ung Pige kan opnaa hernede. Hos mange spiller endogsaa selve Præstens Person endog en forholdsvis underordnet Rolle. Saaledes i alt Fald med Annie.

Hun var omtrent tyve Aar gammel, da den højærværdige Hr. Frank Besant friede til hende. Som Præst forekom han hende som et Slags engleligt Væsen, staaende højt over alle andre dødelige, hans hele Liv helliget Himlen. Alt, hvad der var dybest og sandest i hendes Natur, vaandede sig under den Ørkesløshed, hvori hun levede, og hun higede efter, ligesom de hellige Kvinder, hun havde læst om, at hengive sig til Arbejde i Kirkens og de fattiges Tjeneste, at kæmpe mod Synd og Fattigdom. Og dette mente hun at kunne opnaa fyldigere, rigere end paa nogen anden Maade ved at give Hr. Besant sit ja.

Hun betragtede desuden al jordisk Kærlighed som Synd og havde ikke mere Begreb om det ægteskabelige Forholds egentlige Natur end et Barn paa fire Aar. Ingen personlig Kærlighedsfølelse knyttede hende til hendes Mand.