Kvindesagen paa Valgtribunerne.
Ved de nu afsluttede Folketingsvalg blev der fra Landets fleste Valgtribuner rettet Spørgsmaal til Kandidaterne om deres Stilling til Spørgsmaalet om politisk og kommunal Valgret og Valgbarhed for Kvinder i Lighed med Mænd. Saa godt som alle Steder blev der fra Højres Side svaret et ubetinget Nej til dette Spørgsmaal, medens Venstre og Socialdemokraterne svarede, at de vilde støtte enhver Bestræbelse i Retning af at give Kvinder kommunal Valgret og Valgbarhed, ligesom de ogsaa vilde arbejde for at sikre den gifte Kvinde en bedre Retsstilling. Hvad derimod den politiske Valgret angik, ansaa man dette Spørgsmaals Løsning for noget fjærnere, idet man fremholdt den Kendsgærning, at der egentlig ingen offentlig Mening var til Fordel for den Sags Fremme. Principielt set, kunde det maaske nok indrømmes, at Kvinderne havde Krav baade paa politisk Valgret og Valgbarhed. Men da Interessen for dette Spørgsmaals Løsning her hjemme ikke var naaet ud til Folkets brede Lag, var Tiden næppe til at indbringe Lovforslag i denne Retning. Bevægelsen og Interessen for denne Sags Fremme maatte først voxe sig større, navnlig blandt Kvinderne selv.
Imod denne Opfattelse, der under en eller anden Form er kommen til Orde fra forskellige Folketingsmænd, kan man imidlertid indvende, at Interessen for Deltagelse i det offentlige Liv vanskelig bliver almindelig blandt Kvinderne, før de faar Ret og Lejlighed til at deltage deri. - Naar man gennem Aarhundreder har holdt Kvinderne borte fra Indflydelse paa det offentlige Livs Førelse og Former, er det saare rimeligt, om de fleste Kvinder undlader at danne sig en Mening om Samfundsspørgsmaalene og deres Løsning. Og naar man tillige har nægtet Kvinderne Adgang til lige Erhverv med Manden og derigennem helt eller delvis gjort hende økonomisk afhængig af denne, hvad Under er det da, om den sidste Rest af Selvstændighedsfølelse trænges saa langt tilbage i hendes Væsen, at den vanskelig lader sig til Syne.
Og over for denne Aarhundreders Paavirkning svarer man os saa, naar vi for Kvindekønnet kræver de samme Samfundsrettigheder, som Mændene har: Vis os først, at der er en almen Interesse for denne Sag saavel hos jert eget Køn som ogsaa hos Mændene; vis os, at jert Køn virkelig vil, hvad I kræver, saa er vi ogsaa villige til at forhjælpe jer dertil. Men kan I ikke vise os dette, saa faar I vedblivende finde jer i at lide Uret.
Et sært Ræsonnement!
Dog, da det viser sig, at Mændene kræver en stærkere Tilslutning til vor Sag, før de vil høre os og - som de, der er Ihændehavere af den lovgivende Magt - forhjælpe os til vor Ret, saa maa vi, der vil denne Sags Fremme, vil det, fordi vi anser det for et Samfundsgode, at Kvinderne faar direkte Indflydelse paa Lovgivningsmagtens Omraader, saa maa vi med al vort Køns Energi og Udholdenhed arbejde for at vække de dvaske, at opildne de lunkne, at bringe Alvor i de pjankede, kort sagt, vi maa - hver enkelt iblandt os, der i Alvor har sluttet os til Kvindesagen - tage fat og brede Forstaaelse af vor Sag ud til stedse videre og videre Kredse. Vort Arbejde er ikke uoverkommeligt, blot vi vil, thi vor Sag bærer Spiren til Udvikling i sig selv, og et godt Ord finder jo nok et godt Spirested.
