Om Kvindens Ret til Erhverv.

I den Artikel, Fru Louise Nørlund har skrevet "om Kvindens Ret til Erhverv", gør den Anskuelse sig gældende, at Kvindebevægelsen gaar ud paa at uddanne Kvinder til selstændigt Erhverv, for derved at komme til at staa selvstændige og uafhængige af Manden. Det forekommer mig at være en misforstaaet Opfattelse af Kvindebevægelsens sande Grund med Hensyn til Ægteskabet. For mig staar det nemlig saaledes, at Grundlaget for det nuværende Ægteskab virkelig er sund og god, men at det er en misforstaaet Opfattelse af Kvindens Stilling i Ægteskabet, der har bragt Samfundet ud af Ligevægt, og som derved har bibragt en stor Del af Kvinderne et saa føleligt Tryk, at de nu er i Begreb med at vaagne af den Døs, hvori de i Aartusinder har levet, og som nu paatvinger sig Kvinden med en saadan Styrke og i en saadan Form, at hun nu tvinges til at faa Øjet op for, at Samfundet ikke er, som det burde være, og at Kvinden derved kommer til at tænke paa, om hun selv har opfyldt sin Pligt?

Naar det i det nuværende Ægteskab hedder, "at Manden er Kvindens Hoved", saa er det selvfølgelig ikke saaledes at forstaa, at Kvinden ingen Mening skal have, da det jo samtidig hedder, "at Kvinden skal være Manden en Medhjælp", og da Kvindens hidtilværende Stilling, at føde og opdrage Børnene og varetage Hjemmets Interesser, har været lige saa værdifuld for Staten,

Kommunen og Hjemmet, som Mandens Arbejde for at erhverve til Hjemmets Underhold, er det selvfølgeligt, at den berettiger hende til Deltagelse i det sociale og politiske Liv i Lighed med Manden, og at det altsaa er en Forsømmelse, naar Kvinden ikke tidligere har opfyldt den hende paalagte Forpligtelse, at være Manden en Medhjælp. Om Skylden for det ligger hos Manden eller hos Kvinden, er jo noget, der er af mindre Betydning nu, da Samfundet engang ved Mændenes Eneherredømme paa det sociale og politiske Omraade er bragt ud af Ligevægt, og det bliver altsaa det, Kvinden i Forening med Manden maa have Øjet fæstet paa.

At det er det økonomiske, der særlig har vakt Kvinden til Eftertanke, antyder Fru Nørlund derved, at hun anfører, "at Modstanderne af Kvindesagen lader en ung Pige sige, at hun har det meget bedre nu, end hvis hun selv skulde til at forsørge sig." Da det jo er noget, der afhænger af den individuelle Opfattelse, er det selvfølgelig noget, ingen kan bestride hende, men hvad skal den Pige sige, som ingen Fader har til at betale sine Regninger, og som, takket være Mændenes Eneherredømme paa det sociale og politiske Omraade, ved deres Krigsførelse og mange andre Aarsager Aar for Aar i stedse større Omfang berøver Kvinderne deres naturlige Forsørger og altsaa paa den Maade berøver hende den Ægtemand, der skulde betale hendes Regninger?

Min Opfattelse af Kvindesagen er altsaa denne, at naar Kvinden nu, tvungen af Forholdenes Magt, er nødt til at søge selvstændigt Erhverv, saa er det ikke for derved i Ægteskabet at opnaa social og politisk Ligestillelse med Manden, da hendes Stilling som Hustru og Moder er tilstrækkelig dertil, men saa er det for at hun som ugift kan bevare sin Selvstændighed, og for at hun ikke, som under de nuværende Forhold, ofte maa betragte Ægteskabet som en Forsørgelsesanstalt.