« Tilbage til søgeresultaterne

Hvordan Bladet fik Navn

« Se emneord

Kære Søster Babling!


Jeg forstaar din Længsel efter at vide, hvad der foregaar bag Kulisserne, og jeg skal altid være rede til at meddele dig alle Enkeltheder om "den lille" - foreløbig her en Meddelelse om "Navnet". -


Barnets Slægtninge og Faddere var samlede om den for Barnets Fremtid saa vigtige Sag - "Navnet".


- Et var man alle enige om, det maatte være et kort og et klart Navn, der dog gemte et fyldigt og et rigt Indhold; forgæves anstrængte man sig, men Navnet vilde ikke komme. Nu havde man derfor indbudt de eventuelle Faddere, og deriblandt den lærde Dr. N. N., og da Barnets Onkel Søren fra Landet ogsaa var kommen, han som du ved er bekendt for sit opfindsomme Hoved, tvivlede man ikke om, det vilde lykkes.


Mange Navne blev foreslaaede: "Op!" - "Det dages"! - "Ingen uden for Folket"!" - o. s. v., og der blev føjet varme Motiveringer til hvert Forslag. Endelig kom Dr. N. N. og holdt en lang Tale om det meget passende Navn: "Den kvindelige Demokrat", og begrundede med al en Foredragsholders Omstændelighed, hvor vigtigt det var, at Bladet strax i sin første Fremtræden viste, til hvem det satte sin Lid, og hvor smukt det var at kalde det "kvindelig", da det blide, det skønne, det beskedne og hensynsfulde o. s. v.


Om det nu var, fordi Talen var for lang, eller fordi Afhandlingen var for lærd, men Onkel Søren for op og holdt en Tordentale herimod: "Den kvindelige Demokrat" - føj! - Det var da ilde, skulde den lille Prinsesse, som er kommen til Verden med gult Haar og klare blaa Øjne, ikke kunne faa et Navn med hjemlig dansk Klang. Bliver hun, hvad jeg haaber, ingen kurrende Due, men et kækt, forstandigt Pigebarn med Hjærte paa rette Sted, lidt rask paa Tøjet maaske i de unge Aar, saa hun ikke er bange for at sige sin Mening eller give en næsvis Laban en paa Øret, bliver hun saadan et kærnesundt Pigebarn, som ikke foreløbig tænker paa Giftermaal, men først paa at tage et Tag og prøve en Dyst i i Livet, saa kald hende "Skjoldmø". - Det var jo dem, der i henfarne Tider tog Del i Mændenes Kamp, og mon det ikke er disse Kvinders Aand, der er gaaet i Arv til deres Søstre, Nutidens Skjoldmøer, de, der vil tage et rask Tag i Tidens Hjul og hjælpe det over det døde Punkt. Og skal vi faa Samfundsmaskineriet i Orden, da trænger vi saa vist til de Kvinder, der sidde inde med et varmt Hjærte, et lyst Hoved og stærke Nerver. Skulde Pigebarnet ikke netop klare os dette tvetydige Ord "Demokrati", som vi Bønder min Sandten ikke kan forstaa skal betyde folkeligt Selvstyre.


"Nej, Onkel, du er virkelig for gammeldags, og du ser alt for meget i den lille Pige", sagde nu Moderen, "jeg ønsker blot, hun skal blive en Ven af alle sande Fremskridt, og derved hjælpe en Aand op i os Kvinder, saa vi i Alvor kan sige, hvad det er, vi vil. - "Hvad vi vil", genlød nu rundt om, "det skal Barnet hedde". Alle Fadderne gik nu ind for at ønske "den lille" til Lykke, og man skiltes i den bedste Forstaaelse og Enighed. Mulig du snart igen hører fra mig.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner