Meddelelse.
Paa Grund af de mange Artikler, Redaktionen har haft liggende, kan der først i næste Numer af Bladet komme Svar paa Hr. Staals Artikel om "Kvindesundhed og Kvindesag" fra Sofie Horten, men til Gengæld findes da Hr. Staals Gensvar i samme Numer.
De ærede Forfattere, som endnu har Manuskripter liggende hos os, bedes have Taalmodighed. Vi ønsker intet hellere, end at Bladet kunde udgaa hyppigere og i mere udvidet Skikkelse, hvormed baade Bladet og Sagen var bedre tjent. Derfor, ærede Abonnenter, skaf blot hver én Abonnent, og vi er Maalet nærmere.
- Miss Susan B. Anthony fyldte d. 15. Febr. sin 70aarige Fødselsdag.
Som en af de ældste Forkæmpere for Kvindesagen i Amerika er hun i Besiddelse af en uhyre Energi og Arbejdsdygtighed. Det var væsentlig ved hendes Medvirkning, at den store internationale Kvindekongres i 1888 kom istand, som bragte Kvindesagen et saa stort praktisk Resultat, idet Kvindesagen ligesom blev centraliseret, og det blev klart for Omverdenen, hvilket uhyre Arbejde der allerede var gjort i Menneskerettighedernes Kamp af Kvinderne selv.
Paa denne Kongres, som varede 8 Dage med Heldagsmøder, dirigerede Miss Anthony uafbrudt Møderne og styrede disse med en beundringsværdig Dygtighed og Sikkerhed.
Hendes store Fortjenester af Kvindesagen bringer hende sikkert mange taknemlige Udtalelser paa denne Dag, og Kvindelig Fremskridtsforening har derfor ogsaa tilsendt hende Tak og Lykønskning i Dagens Anledning.