H. Kaarsberg: Vore Klæder.
I ”Vore Klæder” gaar Dr. med. Kaarsberg videre paa den populær-hygiejniske Forfatterbane, han betraadte med Udgivelsen af "Vore Børn". Den foreliggende Bog falder i tre Afsnit. Det første omhandler Beklædningsstofferne; andet Afsnit giver en Fremstilling og Kritik af vore Klædningsstykkers Form og Hensigtsmæssighed, det sidste er udelukkende helliget Fodbeklædningen.
Første og sidste Afsnit er i Følge Fortalen væsentlig en Gengivelse af Korpslæge Dr. E. Nilssons "våra kläder". De er noget tungt læselige og maaske noget vanskelige at komme igennem for en Læser, der møder uden naturvidenskabelige Forudsætninger; men det vil altid have sin Tiltrækningskraft at se en hel Del af de Fænomener, som omgiver os i det daglige Liv, begrundede og forklarede.
Andet Afsnit indeholder mere originale Betragtninger af Dr. K. selv.
Her bliver Stilen og hele Fremstillingens Farve tydelig en ganske anden, noget, der til Dels medføres af Æmnets Natur. Det er selvfølgelig langt vanskeligere i en underholdende og let løbende Stil at give en Fremstilling af f. Ex. Beklædningsstoffernes Forhold til Vand end at lade Pennen løbe, medens man gaar løs paa Latterlighederne ved Snørlivet og Tournuren, de stive Flipper og den høje Hat. En Ting havde det været rart at undvære i Dr. Kaarsbergs Stil: den overordentlig rigelige Anvendelse af spærret Skrift og "Gaaseøjne", som møder os helt igennem og virker højst forstyrrende ved Læsningen.
Blandt de mange Misligheder ved den moderne Klædedragt faar Snørlivet ganske naturlig Broderparten af Forfatterens Uvilje. Han gør Side op og Side ned Rede for alle de Ulykker, Korsettet fremkalder, og han faar vel knap endda dem alle med. Det maa naturligvis være en ret kraftig Drivfjeder, der formaar Menneskene til at begaa den Mishandling mod Naturen at snøre sig. Dr. K. spørger sig selv, hvad det kan være, og finder uden Tvivl den rette Grund i Lysten til at gøre sig bemærket, til at behage det andet Køn. Deri, tror jeg, har han ganske Ret. Deri findes sikkert Grunden til den haardnakkede Modstand, som alle Angreb paa Korsettet møder. Naar Hr. Staal i et af de foregaaende Numre af dette Blad har ment at fortælle os, hvad adskillige unge Mænd imellem 25 og 35 tænker om Kvindernes Klædedragt, saa er jeg nemlig bange for, at de "adskillige" unge Mænd i Virkeligheden kun er meget faa unge Mænd, og jeg tror, at det gælder meget mere om en Agitation blandt Mændene imod Korsettet end blandt Kvinderne. Saalænge Mændene bliver ved at fortælle dem, at det er skønt at være snørt, saa længe faar man dem ikke til at lade være. Paa den anden Side tør jeg vædde paa, at hvis Kvinderne foretrak og beundrede Mænd, der gik med Snørliv frem for andre, saa skulde vi bare se en Snøren!
Som sagt, Snørlivstaillen er den af de fleste Mænd mest beundrede og derfor af de fleste Kvinder mest søgte Figur. Dertil kommer, at de fleste Damer lever i den Indbildning, at naar de med en større eller mindre Kraftanstrængelse kan bore en Haand ned mellem Korsettet og Legemet, saa er de ikke snørte. Det kunde derfor være hensigtsmæssigt at fastslaa en bestemt Definition paa, hvad det vil sige at være snørt. Bærer man Snørliv uden at være snørt, saa maa det snævreste Sted af Korsettet kunne hægtes om Brystkassen i Højde med den nederste Rand af Ribbenene, medens man gør saa dyb en Indaanding som muligt. Men naar Korsettet har denne Vidde, vil det jo rigtignok ikke give en Figur, som tilfredsstiller en Beundrer af Hvepsetailler. Det er derfor bedre at se at faa det erstattet ved de Livstykker af Uldtricot, som nu vinder mere og mere Udbredelse, og som maa siges at tilfredsstille alle Sundhedens Fordringer.
Det vil forhaabentlig efterhaanden gaa op for Kvinderne, at det ikke er et Haar bedre, ja snarere langt værre, naar vi ved Snøring søger at frembringe en Misdannelse af vor Brystkasse, end naar Kineserinderne ved at klemme deres Fødder ind søger at skaffe sig de smaa Fødder "de gyldne Liljer", som de er saa stolte af. Og dog er jeg vis paa, at de fleste Læsere af Dr. K.s Bog ser med temmelig Ligegyldighed paa den misdannede Brystkasse, han afbilder for os lige overfor den normale, medens de ganske sikkert bliver dydig indignerede, naar de senere hen faar Øje paa Afbildningen af den forkrøblede kinesiske Fod.
Dr. K. er nu ikke saa selvretfærdig, at han glemmer Latterlighederne ved Mændenes Paaklædning, den uhensigtsmæssige og grimme Hovedbedækning, som de holder saa fast ved, og de stive Flipper, som de snører deres Hals ind i. Og i denne Henseende er Mændene endnu mere Slaver af Moden end Kvinderne. Man hører ofte korthalsede og korpulente Herrer udtale deres Fortvivlelse over de "Hals- og Haandjærn", de er fordømte til at bære. Men medens der dog er et ikke lille Antal Kvinder, der har ophørt at bære Korset, erindrer jeg endnu aldrig i Selskabslivet at have mødt en Mand, der bar ustivet Lintøj.
Dr. K. har ved sin Bog søgt at bidrage sit til at modarbejde Modeslaveriets skadelige Indflydelse. Vi maa ønske ham alt Held til det, og i øvrigt maa vi haabe paa, at naar Verden kommer saa vidt, at det menneskelige Legemes Anatomi og Fysiologi mere almindelig end nu bliver Genstand for Undervisning, at da Smagen for det normale og sunde maa brede sig og fortrænge de nuværende Kineserier.
