« Tilbage til søgeresultaterne

Af Louise Michels Dagbog.

Af: Matilde Bajer

« Se emneord

Den bekendte franske Kvinde Louise Michel, har under sit Ophold i Fængslet St. Lazare skrevet sine Livserindringer. Disse Optegnelser vidner om en meget exalteret Sjælstilstand, hvortil Grunden alt blev lagt i hendes Ungdom og ved hendes Opdragelse. Det er interessant at erfare, hvad Louise Michel skriver om sin Barndom. Fru Lina Morgenstern har i sin Kvindekalender for 1887 gjort Uddrag af Dagbogen, hvorefter følgende gengives:


Paa Slottet Avroncourt, som tilhørte hendes Bedstefader, i Departementet Haute Marne, er hun født. Det gamle Slot var mere en Ruin end en menneskelig Bolig. Fire høje Taarne omgav den middelalderlige Bygning. Om Somren byggede Svalerne deres Reder i de øde Sale, Spurve fløj ud og ind gennem de rudeløse Vinduer, og Lærker hoppede om paa Gulvet og sang kraftig med, naar Slottets menneskelige Beboere ledsagede det forstemte Flygel med deres Sang. Foruden disse midlertidige fjedrede Gæster, tumlede der sig som regelmæssige Beboere af Slottet nogle tamme Agerhøns, en Skildpadde, et Raadyr, flere Vildsvin, en Ulv, Natugler, Flaggermus og et Kuld moderløse Hareunger, der blev opammet med en Ske, et helt Menageri, foruden talrige Hunde, Katte, Køer og Kalve, og en gammel Hoppe, som hed "Biche" og som havde den Vane, at æde de af Markblomster bundne Urtekoste af den lille Louises Haand. Efter Louise Michels egen Fremstilling nedstammer hun fra en usædvanlig Familje, i hvilken der hyppig fandtes Særlinge. Bedstefaderen og Bedstemoderen var menneskesky, holdt sig helst til Omgang med Dyrene, og fordrev Tiden med at digte. En Tante var Nonne, og synes at have været exalteret indtil religiøst Vanvid. Bedstefaderen var en fanatisk Republikaner; om Vinteraftnerne fortalte han sit lille Barnebarn om de blodige Begivenheder fra Aaret 1795. Louise var selv fantastisk og beskæftigede sig alvorlig med Djævlepaakaldelser. Hun tog Knoglerne af døde Hunde og Heste som hun fandt nedgravede paa Marken eller i Skoven, og ordnede dem til en Trefod, stillede gamle Retorter og Smæltedigler fra Slottets Pulterkammer ved Siden af, og besværgede derpaa Djævlen i maanelyse Sommernætter. Men til hendes store Ærgrelse kom han ikke, uagtet hun utallige Gange gentog de paalideligste Formler af Tryllebøgerne fra det bedstefaderlige Bibliothek. Som andre Børn lege med Dukker, saaledes legede hun med en ligealdrende Kusine - Revolution. I Slotsgaarden byggede de en rigtig Guillotine, og begge Børnene besteg skiftevis Skafottet, hvorved de sang Frihedssange og raabte: "vive la Republique!" Bedstefaderen stod ved Siden af og morede sig over Skuespillet. Under Indflydelse af den før omtalte Tante og de bekendte "paroles dun croyant" (en troendes Ord) af Lamennais, havde hun en kort Periode af religiøs Mysticisme, men de hensvundne Drømmeskikkelser, som svævede op og ned for hendes henrykte Blik, var ikke Gud, Engle og hellige, men menneskelighed, Folk og Verdens Forløsning ved Revolution. Da hendes Bedstefader døde, blev Louise Michel Almuelærerinde og fik Ansættelse i Landsbyen Audeloncurt. Hun opdrog sin Klasse i "Revolutionens hellige Religion". Før og efter Skoletimerne sang hun med Børnene, i Stedet for de sædvanlige Bønner. "Marsaillaisen".


Saavidt hendes Dagbog.


En Dame, som i Sommer har besøgt Paris, og der har hørt Louise Michel tale, skriver i Dagny blandt andet om hendes Foredrag: Hun taler i en Strøm, uden Fagter, uden egenlig veltalenhed, men dog fængslende, der er en vis hjærtelig Tone, som gaar gennem hendes Tale, foruden en i Frankrig ualmindelig Prunkløshed. Der er intet som minder om Petroløsen, jeg kan umuligt forklare mig hendes Optræden under Kommunen, men maaske er det nu paa hendes gamle Dage, at hun er blevet saa skikkelig. Hun taler de fattiges og ulykkeliges Sag. Louise Michels Indflydelse beror vistnok derpaa, at hun i udmærket Grad er Kvinde. Hun har det som giver en offenlig optrædende Kvinde ligesom en uangribelighed, en "sauve garde" nemlig Begejstring. Om sin Fængselstid siger hun: "Det var ikke mig, de havde dømt, det var min gamle Mor, som døde af Sorg, jeg selv var lykkelig i mit Fængsel."